Herlig campingferie i Nysted på Lolland
Log ind Log ind
Herlig campingferie i Nysted på Lolland

Herlig campingferie i Nysted på Lolland

Nysted Strand Camping er en af Lollands mest hyggelige campingpladser, hvor familien er i centrum. Campingpladsen ligger lige uden for den hyggelige gamle købstad Nysted, der byder på masser af oplevelser.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Nysted Camping - omgivet af natur og vand

Den trestjernede campingplads ligger på en pynt, med Østersøen på den ene side og Nysted Fjord på den anden. Campingpladsen har restaurant og købmand, samt fine faciliteter. Hvis du ikke har egen campingvogn, telt eller autocamper kan du leje udemærkede campinghytter. Det skal vi ikke denne gang for vi har vores eget lille hus på hjul – en Camp-let og det er herligt at gå og sætte den op, på en sommerdag, i så naturskønne omgivelser som her i Nysted.

I gåafstand til Nysted

Campingpladsen ligger i gåafstand til den gamle købstad Nysted. Den er omgivet af cykelstier og vandrestier, hvor du også kan tage på hestetur. På en sommerdag er sandstranden det helt store trækplaster, men det børnevenlige vand omkring pladsen bruges også til f.eks. "fisker for en dag".

Fisker for en dag

Naturen på Nysted Strand Camping er lige uden for døren og du bestemmer helt selv, hvordan den skal anvendes. I dag skal vi undersøge alt det der findes under vandet. Der er besøg af en naturvejleder og vi får udleveret alt det udstyr vi skal bruge. Det er en suveræn aktivitet. Vi lærer en masse om både dyr og planter samtidigt med, at det er ret vildt, alt det vi finder. Skulle det danske strandvejr svigte, kan både strand og vand sagtens bruges til at blive klogere.

Skøn stemning på campingpladsen

I det hele taget er der en skøn stemning på Nysted Strand Camping. Det er et sted hvor du virkelig kan mærke at du holder ferie. Her er ro og fred og børnene leger på legepladsen eller i naturen, hvis der ikke lige bages snobrød eller hygges om bålet og grillen. Campingpladsen er et godt sted for alle, men et specielt godt sted for børn.

Mange oplevelser i området

Den årlige middelalder festival i Nysted er et kæmpe trækplaster. Det samme er Knuthenborg Safaripark, der ligger ca. 30 km fra pladsen. Det kan også anbefales at besøge Middelaldercentret i Nykøbing Falster, der har masser af aktiviteter hele sommeren, samt i alle større ferier. Mange tager også med Scandlines til Bordershoppen i Tyskland, ligesom Nakskov også kun ligger en lille times kørsel fra Nysted.

Hestevognstur i Nysted

Da vi kommer tilbage til Nysted er det som om vores tidsrejse fortsætter. Nysted Strand Camping arrangerer nemlig ugentlige hestevognsture gennem Nysted. Det passer perfekt til den gamle og meget smukke by, som Erik af Pommern gjorde til Købsstad i 1409. 
Aalholm slot er en gammel middelalderborg fra 1200 tallet og den pynter på udsigten. Der er desværre ikke offentlig adgang. Det er der til gengæld på havnen, hvor der er god stemning blandt træskibe og lystbåde.

Campingferie i Camp-let og masser af hygge

Mie og jeg campere i en Camp-let og præcis som navnet antyder, er det let. Den kan trækkes af praktisk talt alle biler og er nem at stille op. Vi har eget køkken og sover i ordentlige senge, men sover stadig i telt og det er suverænt, at vi kan høre naturen udenfor. Især et sted som her, hvor der ikke er andre forstyrrende lyde.

Camping giver frihed til at køre fra sted til sted

Det suveræne ved at campere er, at vi kan flytte os fra sted til sted. Der er jo ingen afstande på Lolland, så du kan sagtens vælge at slå dig ned et sted, men med Camp-let´en tager det kun få minutter at bryde op og flytte, så det gør vi.

Fakta om Danmark - Lolland-Falster

Oplev de store Sydhavsøer Lolland og Falster samt de mange andre omkringliggende øer, hvor alting "er tæt på".

Mest besøgte attraktioner: Knuthenborg Safaripark, Fuglsang Kunstmuseum, Middelaldercentret, Krokodille Zoo. Lolland-Falster har flere hyggelige byer og nogle af landets bedste badestrande, samt en natur der egner sig til såvel vandreture som cykelture.

Mere information:

Turistinformation: Lolland-Falster

Turistinformation: Danmark