Drømmen om de 4 toppe

Klik for større billede

For det første havde vi meget lidt fjelderfaring og for det andet kom der så sent som i begyndelsen af juli måned nogle store snedriver i vejen, som satte en brat stopper for den kørende fremfærd mod den finske fjeldtop Halti.  
Det var ellers oppe i nærheden af Halti, 300 km nord for polarcirkelen, at drømmen om de 4 toppe blev født for omkring 5 år siden. Vi var på vej til Nordkap og i det finske udsted Kilpisjärvi havde vi indlogeret os på et vildmarkshotel. Jeg studerede det ophængte kort over området og blev opmærksom på Finlands højeste punkt Halti, som lå nogle dagsrejser inde i ødemarken. Først senere studerede jeg områdernes kort grundigere og fandt ud af at man fra Norgessiden kunne komme ind kun 5 km fra Halti. Vi kendte Norges højeste punkt Galdhøpiggen fra tidligere og et sted havde jeg læst, at Sveriges Kebnekaise også var muligt at bestige for almindelige mennesker, hvis de nordlige vejrguder ellers var venligt stemt. Så var ideen der, hvis vi også lige fandt Danmarks højeste punkt, Møllehøj, og fik lavet en 4-top tur.

Efter at have sundet os et halvt års tid, og i erkendelse af at vi i vores alder nok ikke skulle vente alt for længe, var vi friske til et nyt forsøg. Denne gang bestemte vi, at de fire toppe skulle nås inden for 10 dage. Uden at vide det 100%, tror vi ikke, at andre i verdenshistorien har gjort forsøget, især ikke med den danske top involveret, hvor Ejer Baunehøj officielt er Danmarks højeste naturlige punkt, men i virkeligheden er det den ukendte Møllehøj.

For at undgå generende sne, var forsøget i år henlagt til begyndelsen af august og allerede 3 uger før gik vi i træningslejr med aftenture med op til 10 kg bøger i rygsækken, og de sidste 2 uger afsluttede jeg aftenturen med trappetræning - dvs. 20 gange op og ned til 1.salen i vores hus.

Sidste års tekniske udstyr, der bestod af et termometre og et kompas, var i år stærkt forbedret, idet vi havde købt en halvpart i en GPS, således at vi kunne stedfæste vores position samt højden i terrænet og som en livline i tåget vejr, kunne GPS’en føres os tilbage til dagens udgangspunkt. Yderligere havde vi forøget ekspeditionens kapacitet af vandrestave med 100%, idet vi i år havde en sylespids vandrestav hver og ikke kun en til deling.

Vores mål var at plante Dannebrog på de 4 toppe og selv om vi ikke skiltede meget med, at vi var i gang med et verdensrekordforsøg, så vakte Dannebrog, der stak op af min rygsæk, dog en del opmærksomhed og interesse hos andre vandrere. Der var nok også nogen, der trak på smilebåndet, men det tog vi med som en oplevelse.

Stockholm

Allerede kl. 6 startede vi hjemmefra, for vi ville gerne være i Stockholm midt på eftermiddagen og kørte straks ud på Djurgården.
Vi havde været for sent ude med at bestille overnatning på vandrehjem i Stockholm, og alt var booket allerede et par uger før, vi tog af sted, så igennem FDM og lidt rabatbilletter havde vi fået et værelse på Scandickædens Sjöfartshotel. Meget dejligt hotel med udsigt til havnen og skibsplanker på gulvene og maritim udsmykning og i gå afstand til Gamla Stans hyggelige krogede gader.

Langs Den Botniske Bugt

Efter hotellets gedigne og overdådige morgenbord startede vi kørselen op langs den Botniske bugt. Det havde ellers set meget tørt ud i Stockholm, men vejrguderne havde fået opsnuset, at vi havde påbegyndt sommerferien, så regnen var startet i løbet af natten, og det blev bare ved hele dagen, og temperaturen faldt til 14 grader.

Lidt nord for Örnsköldsvik og et par hundrede kilometer forud for vores plan, fandt vi en campinghytte på Solbakken Camping, og bakken var der godt nok, men solen var stadig dækket af dyngvåde skyer. Der var ingen ledige 2-sengshytter, men vi fik en 4-sengshytte til reduceret regnvejrspris og med nydelige faciliteter i servicehuset.

Over Lulå til Haparanda

Regn hele formiddagen og igen om aftenen og stadig et fladt civiliseret landskab vekslende mellem skove og marker uden antydningen af det vildmarkspræg, som findes på samme breddegrader i det indre af Sverige.
I Luleå kørte vi mod Gammelstaden, der er Nordsveriges største kirkeby med 400 hytter omkring den store imponerende kirke fra 1400-tallet. Den vidner om tidligere tiders økonomiske velstand bygget på handel med skind fra indlandet og laks fra elvene. I 1997 blev Luleå Gammelstad optaget på Unescos verdens kulturarvs liste.
Efter at kirken blev bygget, har der været nogle landhævninger, og den tidligere havn nær kirken blev så fladbundet at Luleåbeboerne blev tvunget til at flytte omkring 10 km nærmere kysten, og derfor findes Luleå Nye stad og Luleå Gammelstad. De små hytter i de krogede gader i Gammelstaden blev brugt til overnatning i forbindelse med kirkebesøg og efterhånden også som fritidshuse for almindelige mennesker, der kunne hygge sig i de små stuer og få en pause i de hjemlige sysler.

Helt oppe i bunden af den Botniske bugt nåede vi Haparanda, der er den svenske by på grænsen til Finland. Byen har et ualmindelig smukt gammelt rådhus med spir og tårne og også enkelte gamle træhuse i finsk/russisk stil. Men der findes også mange firkantede kedelige huse. Deres kirke er ret ny og er i en hel speciel og alt andet end køn fabrikssilostil, men måske er den flot indvendig?
15 km nord for Haparanda ligger på Sverigesiden Kukkolafossens Turistanlæg, hvor vi lejede en fin hytte. Det er ikke de billigste hytter, men det er rigtig dejlige hytter og så ligger de midt i et spændende kulturfiskeområde med udsigt til den brusende fos. På lange vakkelvorne træbroer ud i elven fisker man sikfisk med fiskeketsjer på selv samme måde, som man har gjort siden 1600-tallet og der må stadig være masser af fisk i fossen, for i de 4-5 minutter vi kikkede på en fisker, fik han langet 3 store fisk indenbords. De gamle fiskeboder står endnu og der er et par små museer, et gammelt savværk og en vandmølle.

Klik for større billede

Hvor Finland, Norge og Sverige støder sammen

Vi var nu tæt på Midnatssolens land, men var for sent ude årstidsmæssigt til at opleve midnatssol. På GPS’en kunne vi se, at solen gik ned 21.36 og stod op 3.42.
Vi krydsede grænsen til Finland og kørte op langs den finske side af Tornealven eller på finsk Torniojoki elven og krydsede lidt senere polarcirkelen. Her er der ikke gjort meget ud af det, udover et skilt og en souvenirforretning. Hvis man vil opleve det helt store polarcirkel/julemandsshow så skal man køre omkring 70 km længere østpå til Rovaniemi, hvor finnerne påstår at julemanden bor.

Selvom vi havde julelys i øjnene ved tanken om igen at være i Midnatssolens land, holdt vi os pænt til E8 i nordvestlig retning. Vejen er 2-sporet med meget moderat trafik og det flade landskab gik efterhånden over i bølgende bakker og senere i fjelde. Flere gange i løbet af dagen så vi rener og hvordan samerne holder styr på dem, er mig en gåde. Samernes hellige bjerg Saana på 1.029 meter dukkede op, men desværre var toppen indhyllet i skyer og det var sådanne skyer, vi helst ikke ville rode rundt i på Haltifjeldet.
Der var lidt overnatningsbesvær i Kilpisjärvi, for der var ingen ledige hytter, så vi måtte køre nogle km tilbage og prøvede lykken på et 5-stjernet vildmarkshotel. Der ville de gerne overlade os et rum til 700 finmark, men så var det også incl. morgenmad og badstue, som receptionisten prøvede at lokke med, men det syntes jeg var lige i overkanten. Næste sted var der ingen i receptionen, selvom vi kimede på klokken og ventede og ventede. Det fjerde sted, kaldet Saanam Maja, havde de både hytter og værelser. Værelset kostede den beskedne sum af 230 mark, og for de 470 mark vi sparede, kunne vi godt leve med et par punkterede ruder, og at bygningen udvendig var malet lyseblå.
For at holde formen bare lidt ved lige, henlagde vi aftenturen til Trerigsstenen, hvortil der går båd kl. 9, 13 og 17. Båden sejler over Kilpissøen med fjelde til alle sider, og på den modsatte bred bliver passagererne sat af. Så har man 2 timer til at gå de omkring 3 km ud til stenen og tilbage igen. Stenen er en stor gul betonklods, der ligger i en sø og markerer, hvor Finland, Norge og Sverige støder sammen. Der går træbroer ud til og omkring stenen, så man kan lynhurtigt tage en runde i de 3 lande og for os satte den mange tanker i gang. Vi var spændte på, om grænsen ude ved Halti var lige så godt markeret som her, med gule stenvarder placeret med få hundrede meters mellemrum, eller der var sparet så meget på malingen, at grænsen i vildmarken ikke kunne ses.
Vi var faktisk meget spændte på de næste dages udfald, og det var bestemt ikke med i planerne, at det igen begyndte at styrtregne og måske gøre det stejle grusspor ud til Haltifjeldets fod umuligt at passere i bil.

Klik for større billede

I en hytte ved foden af Halti

E6 snor sig helt ind i Kåfjorden, og i Birtavarre drejede vi ind i Kåfjorddalen ad en asfaltvej, der senere bliver til en grusvej. Vejen blev mere og mere hullet og efter en spinkel jernbro over Nordnorges dybeste canyon, gik vejen sine steder stejlt opad.

I år havde vi besluttet, at vi på en eller anden måde måtte helt ud for enden af grusvejen ved Halti og overnatte ved bjergets fod, så vi havde en hel frisk dag til bestigningen. Vi ville helst køre helt derud i bil, så vi snoede os langsomt forbi vejens mange dybe huller og over nogle vadesteder så det bare helt umuligt ud, men der var da heldigvis ingen generende sne.
Området støder op til en nationalpark og mærkværdigvis holdt der 6-7 biler spredt rundt omkring i området, så vi var da ikke helt alene. Måske var der endda nogen, der ville slå følgeskab til Halti? Vi kørte helt frem til den lille hytte, hvor der i forvejen holdt 2 biler, og der sad endda nogle derinde og spiste. Vi hilste på, og da tungemålet lød lidt fremmed spurgte jeg, om de var finner: ”Ja”. Nogle af dem havde trøjer på, hvor der stod Halti og for måske at få lidt staldfiduser spurgte jeg, om de havde været oppe på Halti? ”Nej”.
De var ikke ligefrem de mest snaksaglige og meddelsomme mennesker, så vi gik tilbage til bilen og lurede lidt på situationen. Klokken var 13.30, og vi var egentlig fristet til at begive os af sted med det samme, men vi havde jo en hel dag i morgen og vejret var ikke det bedste med 10 grader, stærkt blæst og med skyerne halvt oppe på Halti.
Vi pakkede i stedet en let rygsæk og ville så blot snuse lidt rundt i omegnen og gik opad i retningen mod Halti, men stoppede, hvor blokmarken går stejlt opad, og i fred og ro sad vi og nød det fantastiske øde landskab, medens et par jagtfalke skrigende fløj over vore hoveder.

Klik for større billede

I løbet af eftermiddagen var et par af bilerne kørt og også finnerne ved hytten, men der holdt stadig en bil ved hytten. Der var dog hverken spor af mennesker eller personlige ejendele i hytten, så vi tog den i besiddelse og var glade for, at vi ikke skulle sove under en blafrende teltdug. Hytten - eller skuret - der kun var på nogle få m2, var tøjret til nogle store sten med en stålwire, og interiøret bestod af et vakkelvornt bord, en bænk, en stol, en gammel divan og en brændeovn. Gitte ville sove på divanen og jeg fik overladt gulvet. Den hjemlige hygge bredte sig først, da jeg med den sidste af vores 3 tændstikker fik ild i en tom æske Gajol og nogle små spåner, og langsomt fik udbygget flammen til en knitrende ild, efter at have savet lidt i nogle gamle brædder.
Det regnede hele aftenen og døren blæste op et par gange, men vi faldt i søvn med morgendagens ukendte strabadser i tankerne.

Klik for større billede

Halti besejret

Allerede kl. 3.30 vågnede jeg og så, at det var klaret op og efter en halv time hvor jeg vendte og drejede mig, vågnede Gitte, og vi besluttede at stå op og udnytte det tørre vejr. Tandbørstningen blev klaret ved bækken, og kl. 5 var vi klar til afgang mod turens første mål. Da der ikke var nogle mennesker, vi kunne fortælle om vores planer, lagde jeg dato og en rutebeskrivelse i både hytten og bilen, hvis nu såfremt ifald vi skulle strande med en brækket fod eller lignende. Foruden det Dannebrog, vi havde tænkt at plante på toppen af Halti, havde jeg 20 fødselsdagsflag med i rygsækken, (det sagde jeg nu ikke noget om til Gitte), og det var ikke fordi jeg havde tænkt mig at lave surpriseparty, men hvis nu en af os blev plantet på bjergsiden og den anden skulle gå efter hjælp, kunne flagene måske give lidt landkending, for mennesker er meget, meget små i den natur.

Toppene i området og højdekurverne var hjemmefra nøje studeret på kortet, men i virkelighedens verden var der ikke et mærke eller bare en lille varde, der viste vejen. Man er helt overladt til sig selv og sin stedssans.
Fra hytten var vi nødt til at holde godt til højre, for den direkte kurs går over en næsten lodret klippeside, og det er ikke rigtig noget for os - vi er kun bjergvandrere. Det første stykke gik hen over nogle lette småbakker og grønne områder inden den stejle opstigning, hvor blokmarken begynder, og så var det slut med jord under fødderne på den tur. Blokmark er store sten, der ligger hulter til bulter, og nogle er løse og andre ligger fast, men det ved man ikke, før man træder på dem. Så hvert skridt krævede koncentration.

Efter det første stejle stykke steg terrænet kun jævnt, men vi var nødt til at gå mange omveje for at undgå de stejleste steder, og sigtbarheden blev hurtig stærkt begrænset, da vi kom op i skyerne. På GPS’en kunne vi se højden og hvor mange km der var til toppen, hvorimod retningspilen på GPS’en ikke var helt så sikker, fordi vi kun kunne holde en fart på 1 km i timen, og det synes GPS’en slet ikke er nogen fart, så vi støttede os meget til kompasset. Men ærligt talt, hvis vi ikke havde haft GPS’en er det tvivlsomt, om vi havde fundet toppen, for topområdet er var fladt, med flere opstikkende småtoppe og sigtbarheden var kun 30-40 meter.

Klik for større billede

Vi havde vandret i knap 5 timer. Det var hundekoldt og blæsende og for et stykke tid siden havde vi iført os hue og vanter, så det blev kun et kort ophold, inden vi begav os videre til det endelige mål - Finlands højeste punkt - der ligger på grænsen mellem Norge og Finland og lidt nede af Haltifjeldets top.

Kort efter ramlede vi ind i en stor gulmalet varde, der markerer et knæk på grænsen. Da det er lidt utydeligt at se på kortet, hvor nøjagtig Finlands højeste punkt befinder sig, gik vi rundt til de nærliggende småtoppe på den finske side, men vi fandt ingen højere og da der også var gemt en gennemblødt topbog i den gule varde, rullede vi Dannebrog ud og erklærede i 1.328 meters højde det første mål for besejret.
Vi havde nu 10 døgn til at nå de resterende 3 toppe.

Vi var nede ved hytten igen og havde på de 10 timer gået omkring 12 km.  Ved hytten var myggene i solen blevet aggressive og tiden var begyndt at tælle ned, så kort tid efter startede vi køreturen ned ad grusvejen. Vi kunne dårligt tro, at vi var kommet op igennem alle de huller og sten, og vi skrabede da også bunden på nogle gange, inden vi efter 2 timer nåede den befriende flade asfalt og fortsatte sydpå af E6 til Skibotn.

Klik for større billede

Mod Nikkaluotka

I strålende sol kørte vi sydpå gennem Norges smukke dale, hvor fjeldene spejlede sig i fjordenes vande. Marchhastigheden var ret lav, men trafikken var ikke så tæt som E6 nogle steder kan være. Lidt før Narvik drejede vi ind ad E10, der i Norge kaldes Kong Olavs Vej og i Sverige Nordkalotvejen.  

Længere fremme ad vejen i Abisko nationalpark ligger Abisko Turiststation, som er den nordlige indfaldsvej til den berømte vandresti Kungsleden, der strækker sig 450 km sydpå.  
Vi gik indenfor og snusede rundt og følte os med det samme hjemme, så vi stilede mod kødgryderne, hvor den stod på kyllingesuppe. Da vi ikke havde fået varm mad et par dage, tog vi dybt i gryden og fik masser af kød og fyld.

Videre til Kiruna med sine enorme menneskeskabte bjerge og ud ad den 65 km lange blinde vej til Nikkaloutka Turistanlæg, hvor vi dagen før havde fået reserveret en fin hytte, for vi ville meget nødig køre de 65 km tilbage til Kiruna, hvis der var optaget.

Nikkaluotka er angivet som en by på kortet, men udover turistanlægget, kapellet, og klubstugan fandt vi ikke meget anden bebyggelse end 3 gamle tørvekåter. Den ene med et ildsted i midten og birkeris som senge og den anden var en mere moderne udgave med køjesenge.

I vores hytte sorterede vi tøj og pakkede rygsækkene til de næste 3 dage, som vi efter planerne havde afsat til at gå ud til Kebnekaise fjeldstation, bestige Kebnekaise og gå tilbage til Nikkaluotka.

Klik for større billede

Små skridt efter spagat

Ved nitiden havde vi pakket, afleveret hytten og betalt 3 dages langtidsparkering, og begav os af sted med raske skridt. Det havde regnet en del i løbet af natten, så der var store vandpytter på stien, og jeg fandt ukendte sider af mig selv, da jeg opdagede, at jeg kan gå i spagat. Ved et stort skridt over en vandpyt gled foden, og jeg stod uhjælpelig fastlåst. Jeg væltede dog ikke, men Gitte måtte hjælpe mig op og resten af dagen gik jeg med meget små, ømme skridt!!

Allerede lidt i halv elleve var vi nået til Ladtjojaure søen, hvorfra der nogle gange om dagen sejler båd og derved sparer vandrerne 5 kilometer af de omkring 18 km, der er mellem Nikkaluokta og Kebnekaise Fjeldstation. Båden lå ved landgangen og ventede, men i dag havde vi ikke noget at jage efter, så vi satsede på næste afgang kl. 12 og i mellemtiden ville vi i den lille kaffekåte kaldet Lap Dånald, have god tid til at spise en renburger og få vafler med syltetøj og flødeskum.

Sejlturen over søen tager ½ time, og hvis man synes prisen er lidt pebret, så kan man glæde sig over at støtte den samiske kultur i området.
På trods af mine små ”dameskridt” og et par enkelte regnbyger nåede vi allerede Kebnekaise Fjeldstation ved halvfire-tiden, og vores forhåndsbestilling var i orden, så vi blev indlogeret i et lille 2-sengs rum i den bygning, der hedder Liddo.

Fjeldstationen er i årenes løb udbygget ved knopskydning, og Liddo ligger længst væk fra receptionen og spisesalen og det er lidt upraktisk, når man havde taget sit våde og beskidte tøj af og under en regnbyge vil over og spise. På Liddo er der heller ikke køkken og bad, så man skal over i servicebygningen, hvor der da er gode og fine forhold. Det er at foretrække at spørge om plads på f.eks. Gorni, når der forhåndsbestilles.
Det er en fornøjelse at opholde sig på fjeldstationen med lutter glade vandrere, og i den hyggelige spisesal er aftenmåltidet også en fornøjelse. Den første aften med store oksebøffer med persillesmør.

Hver aften er der introduktion og lysbilleder fra de guidede ture i omegnen, som fjeldstationen afholder, og vi havde til næste dag tilmeldt os den guidede tur ad Østre Rute til Kebnekaises sydtop. Ruten er betydelig kortere end den lange ”slaverute” ad Vestre Rute, men da Østre Rute går hen over Björlings Gletscher, skal man være ledsaget af en erfaren guide, der kender terrænet og faldgruberne.

Klik for større billede

Guidet tur mod Kebnekaise

Af de 40 tilmeldte til den guidede toptur var kun 30 mødt op, og resten havde nok fået kolde fødder, efter at de så lysbillederne fra turen aftenen før. Vores fører hed Lena og hun var iført noget sejt fjelddress og til at danne bagtrop havde hun Christian. Så vi var i trygge hænder. Mit Dannebrogsflag, som vi havde tænkt os at plante på Kebnekaises top, stak op af min rygsæk og guiderne kikkede og sendte hinanden et øjekast og tænkte sikkert: ”Sikke en tumpet dansker”. Men jeg lod som ingenting og prøvede også at se lidt sej ud.

Først igennem et let stigende terræn og senere stejlt opad, lagde Lena hårdt ud, og jeg lagde mig beslutsomt i hendes baghjul og veg ikke en meter fra hende. For hver 25 minutters vandring var der 5 minutters pause, og Lena var bestemt ikke nogen pylremor, for jeg tror ikke, hun vendte sig om en eneste gang for at se, hvordan det gik med hendes gruppe. Vi kom over den rivende Jøkelbæk og der fik vi da en hånd af Lena. Så gik det ellers stejlt op ad Storbakken, hvilket dog ikke påvirkede Lenas tempo, men hun tilrådede os små skridt. Tempoet var betydelig hårdere, end hvis Gitte og jeg selv havde gået, men til gengæld går vi 3-4 timer i træk, før vi holder pause, udover den tid, det tager at få en slurk vand eller tage regntøj på og af. Med Lenas iltempo sukkede jeg efter pause efter 20 min., og ved det 23. min. var det næsten ikke til at holde ud, og ved det 24 min. kørte jeg på pumperne, men så kom pausen, og jeg kunne genvinde kræfterne. Selv om Gitte og jeg ikke gav os og ikke veg en tomme fra Lenas baghjul, tænkte jeg dog på, at vi nok var ved at blive lidt for gamle til det bjergsjov og jeg svor på, at det var allersidste gang, jeg ville bestige Kebnekaise.
Det fladede heldigvis lidt ud og selv om Lena satte gangtiden op til 40 minutter, fik vi pusten lidt igen, og vi fik også en spisepause på 20 minutter. Da det var blevet bidende koldt og fik vi hue og vanter på.

Klik for større billede

Vi var kommet over et stykke sne og over nogle hundrede meter blokmark og stod på den store Björlings gletsjer med selve Kebnekaise liggende i skyer. Det store massiv kunne dog anes og jeg var spændt på, hvordan guiderne ville få os op ad den bjergside.
Det blæste koldt og småregnede, og så stak guiderne hovederne sammen, og som et lyn fra en klar himmel meddelte Lena, at den videre bestigning var aflyst på grund af vejret, og at det var for farligt at gå op af de stejle klipper, når det havde regnet. Den beslutning kom fuldstændig bag på mig og fra min mund kom en række ufrivillige nej, nej, nejer, og jeg tænkte på alle vores spildte kræfter og at hele vores 10-dages 4-topprojekt så ud til at lide skibbrud. OK, det regnede da lidt, men det er vel mere reglen end undtagelsen i det område og jeg troede, at de bedømte vejrsituationen inden afgang og at det kun var et uvejr, der ville aflyse forsøget på at nå toppen. En af de to svenske gubber, som vi havde talt lidt med på vejen op fortalte, at en af hans venner havde været på guidet tur mod Kebnekaise 5 gange, og hver gang var turen aflyst på halvvejen. Det var selv hans 2. forsøg, men han skulle videre i morgen og kunne ikke prøve mere denne gang.
Som et plaster på såret tog Lena os med en tur ud over gletscheren, og det i sig selv var da en spændende oplevelse. På gletscheren var nysneen de fleste steder smelter væk, og isen var både furet, glat og sprækket på samme tid og mange steder med 5-10 cm iskoldt overfladevand. Store sten lå spredt ud over isen og de fleste steder var de smeltet 20-30 cm ned i isen, og vi fik forevist et smeltevandshul, hvor vandet styrtede dybt ned i en isbrønd. Lena gik forrest, og vi skrævede flere gange over dybe sprækker, men da hun på et tidspunkt sank i til låret i et vandhul med grødis, så var jeg glad for, at jeg på det tidspunkt havde lagt lidt afstand til hende.

Efter gletscherturen gik det tilbage over blokmarken, og vi kom til et snefelt med stadig blød nysne, og det er en af fordelene ved den Østre Rute, at man på tilbageturen kan tilbagelægge en kilometer i løbet af nul komma fem, ved at tage sine regnbukser på og kure på enden ned ad den stejle sneskråning.

Selvom vi ikke kom helt op, og selvom vi kunne glide et stykke var det alligevel en anstrengende tur og vi var først nede igen på fjeldstationen ved 15- tiden, hvor der blev budt på saftevand.

Klik for større billede

Igen var der tilmelding til næste dags guidede tur til Kebnekaises top, men hvis de igen gav op på halvvejen ville vores lille rekordforsøg på 10 dage helt sikkert glippe, så jeg slog op i Kebnekaises sommerkatalog og læste under dagsture på egen hånd:

"Kebnekaise sydtop via Västra Ledan – den klassiska turen till Sveriges högsta punkt, Kebnekaises Sydtopp räknas som medelsvår, är relativ lång och krävanda. Ledae gåt till större delen genom blockterräng med bilvis rösad stig. De jokkar som måste passeras kan efter kraftiga regn vara svåra. Man bör även beakta halkrisken när man korsar snöfalten vid Vierramvara. Toppstugan som passeras ger ett gott skydd och kan vid behov användas for övernattning. Sista etappen upp på toppdrivan är mycket exponerad och brant. Under sensommaten kan framsmält is utgöre stor halkrisk.
Eftersom turen går genom högalpint miljö kan väderförhållanden och sikt försämras snabbt. Derför är denna tur inte lämplig för ensamvandrare och fjällovana. God fjällutrustning samt erfarenhet av orientering är viktigt.
Turen är ca 20 km, tar 10-12 timmar med en total stigning på ca. 1790 meter."

Heldigvis havde vi gået turen sidste år, uden at læse ovenstående ellers havde vi nok ikke turdet, men vi kridtede og pudsede støvlerne og fik med besvær booket en ekstra nat på fjeldstationen og belavede os ellers på næste dags selvvandring ad Vestre Rute.

Klik for større billede

Eget top-forsøg

Med vores gangtempo nyttede det ikke noget at sove længe, hvis vi skulle ned samme dag og også gerne nå aftensmaden på fjeldstationen, så vi stod op kl. 5 og en time efter var vi klar til afgang fra en tilsyneladende helt øde fjeldstation.
Det var foreløbig tørvejr og vi skridtede derudaf og kom snart til stedet, hvor Østre og Vestre rute deles og uden Lenas hjælpende hånd kom vi over Jøkelbækken og fortsatte op langs Kittelbækken, hvor ruten svinger til venstre op ad en stejl skråning til passet mellem fjeldene Tolpagorni og Rieppovare. Sneen på skråningen var stenhård, så vi måtte vandre eller det hedder vel kravle, når man også bruger hænderne, op ad bjergsiden til højre for sneen.
Ruten er meget dårlig afmærket med kun lidt utydeligt rødt på en sten hist og her, så man går nemt fejl og må finde sin egen rute. Fra passet går ruten 250 højdemeter op ad blokmarken til Rieppovarefjeldet og så snart toppen er nået, skal man hele vejen ned på den anden side.
Vi følte os så uendelig små mellem de stejle stenskråninger, og der var en rungende stilhed, som jeg lige havde gjort Gitte opmærksom på. Men så lød der stemmer højt oppe fra Rieppovare og et par små prikker var på vej ned mod os.
Selve Kebnekaise lå ret forude med en stigning på 600 højdemetre, og en time senere nåede vi tophytterne, hvor vi inspicerede den største af de to hytter, der var så beskidt og ulækker med affaldsbunker op ad væggene og vand på gulvet, at vi skyndsomst gik ud igen. Det er et problem, hvis vandrerne ikke selv bærer deres affald ned igen og jeg kan slet ikke forstå de mennesker, der kommer her og nyder den store natur og bruger en hytte som skraldespand. Men måske skulle STF skrue skiltet af døren og fralægge sig et hvert ansvar. Jeg overvejer faktisk at sende dem en halvtredser til hjælp til en helikopterrengøring - bare en gang om året. Og husk så lige en dåse maling og få mærket ruten lidt op.
Stemmerne, vi havde hørt, indhentede os ved tophytterne, og det viste sig at de tilhørte 2 unge finske mænd, så dem kunne vi godt være bekendt at blive overhalet af, selvom de sagde at de var startet kl. 8.

Klik for større billede

Fra hytterne var der omkring en times vandring op over et let skrånende terræn, og så dukkede Kebnekaises istop op i disen. Den var lidt svær at genkende fra året før, idet det meste af nysneen var smeltet, men der var da heldigvis lidt tilbage fra angrebssiden, så i starten var det nemt at komme op. De sidste 5 meter var noget af en prøvelse, da det næsten var ren is med stejle isskråninger flere hundrede meter ned til hver side. Iskammen fører til den lidt lavere Nordtop, så den var uden interesse for os. Jeg kravlede de sidste metre op og med gode ord fik jeg lokket Gitte med og medens vi sad på den våde is, fik vi kl. 13.01 plantet vores flag på Kebnekaise og den 2. top var besejret.

Der var 2 graders varme på toppen og vi sad der kun i fem minutter, men det undrede mig meget, hvordan førerne på den guidede tur til toppen, tør tage ansvaret for at få 30 mennesker op på den top og helskindet ned igen.
Et kvarter efter var vi heldigvis nede af istoppen, og med dejlig fast grund under fødderne pakkede vi vores madpakker ud, og så sandelig ud af tågen kom den guidede tur fra fjeldstationen . Inden de gik op ad sneen, forklarede føreren hvordan den sidste bestigning skulle foregå. Hun ville gå ud på istoppen og banke sin ishakke i, og så måtte de kun en af gangen komme op til hende, tage et billede, derefter kravle tilbage samme vej og et stykke nede kunne de glide ned i en ufarlig snegryde.

Klik for større billede

På vejen ned gik vi hen til den mindste af tophytterne, der ligger lidt væk fra ruten, for at se om den var i lige så miserabel stand som den store, men den var ryddelig og der kunne godt overnattes om nødvendig.
Vi fik en besværlig nedtur, inden vi helt nede i bunden af Kaffedalen endelig fandt nogle røde prikker og da vi kikkede op tænkte vi, Gud fri os vel, er vi virkelig kommet ned af den bjergside?
Igen op over Rippovarebjerget, men det var en hel lettelse at få benene strakt den anden vej ved at gå opad. På toppen af bjerget begyndte det at regne, og det blev det bare ved med på hele resten af nedturen. Da jeg skal have støvlerne af for at få regnbukserne på, trak jeg den så længe, at benene var gennemblødte og så kunne det efterhånden også være lige meget. Jeg troede ikke, jeg kunne blive mere våd, men det kunne sagtens lade sig gøre, for da vi kom til et stejlt snefelt, satte Gitte sig med regnbukser på og kurede ned, og da jeg bare ville gå ned, skred jeg, og kurede ufrivilligt ned i den regnvåde tøsne.

En stor klippeknold, der ligger ved fjeldstationen, ser på afstand ud som en muldvarpeskud og de sidste 4-5 kilometre til fjeldstationen føles uendelige lange, medens muldvarpeskuddet langsomt igen bliver til en mægtig klippe, og vi var endelig helt fremme kl. 19.30 efter 13½ timers vandring.

Klik for større billede

Igen sydpå

Der er lige så langt fra Kebnekaise til Danmark som fra Danmark til Rom, og med en dags forsinkelse havde vi nu 5 dage til at gå til Nikkaluokta, køre strækningen, bestige Nordeuropas højeste fjeld Galdhøpiggen, finde en færge til Danmark og nå Møllehøj, og jeg begyndte at se det umulige i opgaven.
I løbet af natten var stort set alt vores tøj blevet tørt, med undtagelse af vores støvler, der nærmest var ved at gå i opløsning, men vi startede med friskt mod og i let regn fra Fjeldstationen mod Ladtjojaure søen, som vi nåede lige før bådafgang.

Ud på eftermiddagen nåede vi Nikkaluokta, fandt vores bil og fik noget tørt tøj på og kørte derefter til Kiruna for at gøre indkøb og kørte så ned ad den svenske indlandsvej - vej 45. Det var klaret op med flotte skyformationer, og det gik raskt af sted med næsten ingen trafik igennem det øde landskab. Midt på aftenen passerede vi igen polarcirklen og havde fået indhentet den halve dag, så ca. 50 km nord for Arvedsjave fandt vi på Moskosel Camping en god hytte, lige på bredden af en stor, spejlblank sø.

Turens bedste overnatning

Hele dagen kørte vi sydpå ad Indlandsvejen igennem Sveriges uendelige ødemarker og skove. Vi fik tilbagelagt næsten 700 km, så vi følte, at vi igen var ovenpå og havde efter planen indhentet den tabte dag. Nord for Østersund er der lidt langt imellem byerne, og der var på et tidspunkt ved at være problemer med benzin, da Storumans eneste tank var ”stängt”, men det gik lige på de sidste dråber.
Efter Østersund er der flere veje at vælge imellem, så i Åsarna drejede vi væk fra Indlandsvejen og kørte vestpå af mindre veje, men de viste sig at være gode at køre på, og der var næsten ingen trafik.
I Tännäs kom vi forbi et vandrehjem og var inde for at høre, om de havde et 2-sengsrum, men der var kun ledige senge i et 6-sengsrum og det var lidt overvældende efter vores uger i ødemarken. Det var nu flinke folk og de ville meget gerne hjælpe med at finde en stuga i området og ville ringe og høre, om der var plads. Vi takkede, men ville selv køre derhen og se om der var plads. Vi kom ind på gårdspladsen på en bondegård, hvor der var et syndigt rod af maskiner og redskaber og nogle faldefærdige udhusbygninger. Vi skævede til dem og frygtede, at det var stugarne. Jeg var faktisk ved at vende bilen og skyndsomst forlade stedet, men en mand kom ud på gårdspladsen, og af høflighed spurgte vi ham, om det var her, der var ledige stugar. Jo lidt derfra havde han stugar til leje og ville cykle i forvejen, så kunne vi jo se på dem. Det viste sig at være turens bedste overnatning, for det var et helt sommerhus med 2 soveværelser, dagligstue, køkken, bad, wc, tv og det nye testamente - og for en anden gangs skyld hedder hytterne Rönningestugorne.

Klik for større billede

Røros

Da vi mente, at vi igen havde fod på tingene, startede vi først til grosserertid og nåede kort efter grænsen til Norge, hvor vejene blev smallere og snoede, så marchhastigheden dalede, især da vi stødte på en turistattraktion, vi ikke kendte.
Ved et tilfælde holdt vi ind på en rasteplads, hvor der samtidig var en turistinformation fra en by der hedder Røros med en smuk kirke og nogle gamle træhuse. Vi havde ikke på turen haft meget tid til sightseeing, men jeg synes, vi tidsmæssigt var kommet ovenpå og da Røros alligevel lå på vejen, kørte vi indenfor for at kikke nærmere på herlighederne. Allerede på afstand så byen mærkelig ud, idet nogle store bunker/bjerge af noget brunt slaggeagtigt substans næsten omgav byen og nogle steder nærmest krøb ind imellem husene. Det så meget kedeligt og grimt ud. Selve byen var dog ualmindelig smuk med hele gader af gamle hyggelige huse, der omgav den store kirke.

Slaggebjerge, der omgiver byen, viser sig at stamme fra flere hundrede års kobberudvindingen, og på det gamle smelteværk, fortæller et museum historien. Smelteværket og den gamle by er optaget på Unescos verdenskulturarv og det er et helt unikt område. Jeg var næsten ikke til at rive væk og håber meget at komme igen en anden gang og udforske byen noget mere.
Inden vi kørte fra byen, gik vi op på et af de ”grimme” slaggebjerge, men i mellemtiden var de nu blevet smukke og spændende og var en hel uadskillelig del af byens kulturhistorie.

Klik for større billede

Der er pænt i Norge med mange smukke udsigter og på den trafikerede E6 over Doverfjeld var der dramatiske skyer som på et billede over et søslag mellem gamle sejlskibe. I Otta drejede vi igen væk fra E6 mod Lom og i Røjsheim fandt vi den 18 km lange grusvej til Spiterstulen Turiststation.
Vi hører ikke til dem, der springer over, hvor bjerget er lavest, for rent faktisk kunne vi køre op af Nordeuropas højeste bilvej til Juvashytte, der ligger i 1.837 meters højde og derfra bestige Galdhøpiggen med kun 600 højdemetre. Vi valgte i stedet bestigningen fra Spiterstulen, hvor der er 1.362 højdemetre til Galdhøpiggen.
Højden på et bjerg siger faktisk ikke ret meget om, hvor besværligt det er at nå toppen, for hvis man kørte til Juvashytte og gik op på en sten ved hytten, havde man uden en dråbe sved besteget et bjerg på 1.838 m, modsat vores 10 timers vandring i ufremkommelig blokmark for at nå Haltis sølle 1.300 meter. Så for sportens skyld og fordi Gitte ikke havde prøvet det, havde vi valgt at bestige Galdhøpiggen fra Spiterstulen, og det blev en spændende oplevelse.

På Spiterstulen fik vi et nydeligt dobbeltværelse med håndvask - med indbygget afslag i prisen, når man har dansk vandrekort. På Spiterstulen betaler man normalt, når man rejser og det var faktisk slet ikke nemt at få lov til at betale på forhånd, men vi havde planer om at forlade værelset ved sekstiden om morgenen og receptionen åbner først kl. 8. Det lykkedes os dog til sidst at få dem til at modtage nogle penge, inden vi gik i gang med dagens middag og efterfølgende hygge i pejsestuen.

Klik for større billede

Galdhøpiggen

Det er ikke så underligt, at der er lidt delte meninger om, hvilken top der er den højeste i Norge, for i en folder man kan få udleveret på Spiterstulen står der, at Galdhøpiggen med sine 2.469 meter er Norges højeste bjerg, og at Glittertind med sine 2.470 meter er Norges næsthøjeste. I år havde vi valgt at tro på den med Galdhøpiggen, for der er klippegrund på toppen, hvorimod Glittertind er en is- og snetop, og da alle andre gletschere i Norge trækker sig tilbage, gælder det sandsynligvis også Glittertind.

Tidligt om morgenen listede vi rundt på gangen for ikke at vække de andre og om det lykkedes ved jeg ikke, for vores dør knirkede forfærdeligt, men kl. 6.45 havde vi ryddet værelset og hængt nøglen på dørhåndtaget til hovedbygningen (efter aftale) og var parat til at gå op.
Der var ikke en sjæl at se nogen steder, så vi kunne ligeså godt være de eneste mennesker i verden. Vejret var skyet, men tørt.
Efter den første stejle stigning flader det nogle steder lidt ud, og jeg bemærkede at snefelterne var skrumpet meget i forhold til sidste år, så nedturen ville give mindre mulighed for ”gliding”. De stejle skråninger og bratte kamme vekslede med snefelter, og der kom flotte udsigter udover Styggebræen til den ene side og Svellnosbreen til den anden side. På grund af afsmeltningen kunne vi se mange af isens forræderiske sprækker og revner. Efterhånden som vi kom op, faldt temperaturen til 5 graders varme, og det gjorde underværker, da vi fandt hue og vanter frem af rygsækken.

Ruten fra Spiterstulen er godt afmærket og går kun i kanten af Styggebræen, men nær toppen af Galdhøpiggen, var sneen smeltet væk fra den skrånende is, og det gav spændende momenter med små skridt på stedet og vandrestavens stålspids banket godt ned i isen. Det forhøjede spændingen en hel del, at der med uregelmæssige mellemrum kom så kraftige vindstød, at det føltes som om rygsækken var ved at blæse af, og at vi selv ville blæse ned af bjerget. Glimtvis igennem skyerne havde vi set tophytten og det holdt modet oppe.

Klik for større billede

Det tog sin tid at forcere de sidste hundrede højdemetre og Gitte var bestemt ikke glad for situationen, men vi klarede de sidste meter helt op på toppen og kl.12 blev Dannebrog rullet ud og målet blev erklæret for nået.

Så var det ellers om i en fart at komme tilbage til hytten og inden døre, hvor en gasovn lunede op. Noget mad og et stort krus varm bouillon gjorde underværker og i den næste halve time havde vi hytten for os selv, inden et par unge nordmænd ankom. Vi kunne jo ikke sidde der og hænge hele dagen, så selvom det var begyndt at styrtregne, startede vi nedturen.
Det ville jo have været dejligt, hvis vi bare skulle have endnu en overnatning på Spiterstulen og kunne gå i bad og derefter henslænge os i pejsestuen. Men pligten kaldte, så efter at have fået noget tørt tøj på, kørte vi igen ned ad grusvejen og videre til Lom. Ifølge kortet er der kun 64 km mellem Lom og Otta, men det føltes som om, der mindst må være det dobbelte, med den smalle bugtede vej i regnvejret. Og vi var bare så trætte.
Ude på E6 gik det ikke meget bedre, for den tætte regn og de tunge sorte skyer gjorde sigtbarheden dårlig. Af sikkerhedsmæssige årsager holdt vi så ind før beregnet og fandt et logi hos en gammel morlil, der havde en lille hytte i baghaven et sted nord for Lillehammer.

Klik for større billede

Over Kattegat

Vi skulle op kl. 6, men en skytsengel vækkede mig midt om natten og sagde, at vi nok hellere måtte stå op en time før, for at være på den sikre side, så det gjorde vi. Fra Lillehammer og sydpå er E6 noget mere behagelig at køre på, og let og elegant kom vi igennem - eller udenom - Oslo. Videre ad E6 sydpå  og ved Göteborg blev trafikken tæt, men der var en fin og let afmærkning igennem byen lige ned til Stena Line.
På sejlturen til Frederikshavn fik vi hvilet lidt og spist noget mad. Jeg fik også ringet rundt og på Hobro Vandrehjem lovede de at gemme det sidste ledige værelse til ud på aftenen, så vi kunne gå i seng i en gunstig position i forhold til Møllehøj, som skulle nås inden næste dag kl. 10.30, hvis vores tidsramme skulle overholdes.

Klik for større billede

Møllehøj

Flinke folk og nydeligt værelse med hotelstandard på Hobro Vandrehjem, så vi lovede engang at komme tilbage, især efter indtagelsen af deres overdådige morgenmad, som tog sin tid, så vi kom først derfra 8.30.
Vi havde nu kun 2 timer til at køre de omkring hundrede kilometer til Møllehøj og bestige højen, og der begyndte at komme nogle sommerfugle i maven. Hvad nu hvis bondemanden nægtede os adgang til Møllehøj på grund af mund og klovsyge? Eller han bare var almindelig sur på turister? Så det var med spænding vi kørte ind på parkeringspladsen ved Ejer Baunehøj. Vejret var lunt og skyfrit med masser af himmel.

Vi gik først op i tårnet på Ejer Baunehøj og derefter hen ad markvejen til bondegården, på hvis marker Møllehøj er beliggende, og medbringende 4 så godt som sterile plastikposer til at tage på fødderne, hvis bondemanden insisterede. Alt så stille ud og med bankende hjerte bankede vi på døren. Gitte gik endda bagved og bankede, men ingen lukkede op, så vi besluttede at krænke ejendomsretten. Idet vi gik forbi den store stald, så vi en mand stå i den fjerneste ende med ryggen til og spule med en vandslange. Vi var godt klar over, at vi ikke skulle gå ind i en fremmed stald, så vi råbte ind: ”Goddag, må vi godt have lov til at gå op på Møllehøj?” Han svarede ikke og stod bare der med ryggen til og legede med vand, så vi listede forbi og skrævede over det elektriske hegn.
Et øjeblik efter præcis kl. 9.47, og med hele 43 minutters margen før vores tidsfrist udløb, rullede vi for sidste gang Dannebrog ud og plantede det i en kokasse, inden vi tog nogle hastige billeder og listede af igen.

Klik for større billede

Missionen fuldført

Vores mission var fuldført og som de beskedne mennesker vi er, vil vi påstå, at vi er de første mennesker i verden, der har været på de 4 højeste naturlige punkter i hvert af de nordiske lande på under 10 døgn. Og det er 100% sikkert, at vi ikke selv vil prøve at slå den rekord, men andre er da meget velkomne.

Læs mere på:
Denne artikel er et uddrag af rejsefortællingen, som du finder i sin helhed på hjemmesiden rejsefortaelling.dk, hvor du også kan læse om muligheden for at få et spændende rejseforedrag.