Azamara Cruice

30.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kør-selv-ferie i Sydengland

Hvorfor ikke køre en tur rundt i det skønne sydengelske landskab med bl.a. Kent, Cornwall, Devron, East Anglia? Hvorfor ikke prøve turen omkring Cambridge via Colchester og derefter videre mod London? Vi satte og for at prøve lidt af det - og det med at køre i "den forkerte side" vænner man sig hurtigt til ...

Berryfield mosaikken ses i Firstside Gallery

Berryfield mosaikken ses i Firstside Gallery


Colchester - grundlagt af romerne

Romerne var hurtige til at grundlægge en garnison som de kaldte Camulodunum i den nyerobrede provins Britannia, da de i år 43 e.Kr. rykkede ind på øen.

Det blev den første hovedstad i provinsen under kejser Claudius. Romerne trak sig tilbage i år 409.

Mange steder i Colchester ses reminiscenser fra romertiden - ikke mindst den velbevarede bymur, som ses bedst i parken bag Colchester Castle.

I et lille museum vises en lille del af fundamentet til datidens arena og i Firstside Gallery ses Berryfield mosaikken, som stammer fra gulvet i en romersk villa fra omkring år 200.

Det var en engelsk gartner som tilfældigt fandt mosaikken, da han i 1923 var ved at grave et hul til affald. Den fine mosaik var tidligere udstillet på slottet, men har nu fået sin oprindelige placering i en arkitektonisk perle som udskiller sig fra den gængse engelske landsby-arkitektur.

Huse ved River Colne

Huse ved River Colne


På opdagelse i Colchester

Gå en tur i byen, der ikke er større end det kan gøres på et par timer. Hovedgaden, High Street, med rådhuset har flere interessante butikker, restauranter og hoteller, hvor det kan anbefales at spise sin frokost på The Georg Hotel.

Slå evt. vejen ned langs med Colne-floden og gå The River Walk og nyd freden, fuglene og de mange gråegern, der næsten er tamme.

Gå på opdagelse i Det Hollandske Kvarter opkaldt efter det 16. århundredes flamske flygtninge, som boede her, og glem ikke at spadsere en tur i slotsparken og nyd blomsterbedene og de smukke roser langs slottets tidligere voldgrav.

Colchester Castle fra 1076 blev bygget under Vilhelm Erobreren (William 1. af England) og er den største normannerborg i Storbritannien og huser i dag det berømte Colchester Castle Museum, der efter en gennemgribende restaurering genåbner i 2014 med udstilling om byens spændende historie.

Er børnene med, ligger Colchesters zoologiske have inden for rækkevidde.

Lavenham

Lavenham


Skønne engelske landsbyer

Både i East Anglia og nordover kommer man gennem det bløde, bølgende engelske landskab og kan stoppe i typiske engelske landsbyer som f.eks. Lavenham og Long Melford.

Disse perler med skæve huse opført i bindingsværk er bare ren romantik og oser af antikviteter.

King's College

King's College


Universitetsbyen Cambridge

Cambridge City Hotel er et godt udgangspunkt for at gå på opdagelse i denne historisk interessante by, der også blev grundlagt af romerne. Senere kom danske vikinger og skabte en blomstrende handel langs floden River Cam, indtil Vilhelm Erobreren skabte ro og orden i 1066.

I 1200-tallet etablerede man det første universitet og de tilhørende kollegier skød snart efter op. Konger og rebeller har påvirket byen, som i dag har mere end 30.000 studerende, hvilket naturligvis præger bybilleder med unge mennesker.

Mange berømte forskere og videnskabsmænd har studeret i de historisk bygninger, hvor ting som den første kalkulator, datamaskinen, atomer, elektroner og ioner og ikke mindst DNA-strukturen blev opfundet/opdaget.

Ingen anden universitetsby kan tælle flere nobelprismodtagere end Cambridge.

Kig ind i Emmanuel College

Kig ind i Emmanuel College


Stik blot hovedet indenfor

Tag med på en guidet bytur og se hvor de studerende undervises på universiteter og bor i kollegier. Det er man velkommen til - også uden lokalguide.

Besøg evt. Emmanuel College eller det store King’s College - der er byens mest markante bygning.

Cambridge har tillige otte museer og mange gallerier der tilsammen har den største britiske museumssamling uden for London.

Byens ældste kirke St. Bene’t’s Church fra 1100-tallet går man ikke op til, men ned til, for den ligger fem trin under det nuværende gadeniveau.

Punting på River Cam under broer og historiske bygninger

Punting på River Cam under broer og historiske bygninger


Sejltur på floden Cam

”Punting” er den særlige form for sejlads, hvor man stager sig frem i en fladbundet pram.

Sæt et par eftermiddagstimer af til en uforglemmelig oplevelse, hvor man bare kan slappe af, mens rorgængeren (hvis ikke du gør det selv) kan berette om de historiske bygninger der passeres og de broer man sejler under.

Oksefilet med svampe, stegt spinat med svinekæber og brændte løg

Oksefilet med svampe, stegt spinat med svinekæber og brændte løg


En aften på Michelin-restaurant

Kom ikke og sig, at engelsk mad er trivielt endsige kedelig.

Det kan anbefales at prøve en middag på restaurant Alimentum, hvor en udsøgt middag med seks - syv retter fremstillet af lokale, friske råvarer fuldender dagens oplevelser.

Hovedbygningen ved Woburn Abbey

Hovedbygningen ved Woburn Abbey


Woburn Abbey & Garden

På vejen sydover mod London er det værd at besøge det idylliske Woburn Abbey, der ligger midt i en stor dyrepark med forskelligt kronvildt.

Slottet, der oprindeligt var et katolsk kloster fra 1145, blev i 1547 opløst af Kong Henrik 8., der som bekendt var stærk modstander af Pavemagten, og overgivet til Russel-familien.

Senere har forskellige adelige slægter ejet og udbygget slottet, der er opført i lokale, porøse sandsten, der forvitrer over tid.

Det har indehaverne taget konsekvensen af og i 1955 åbnet slottet, den tilhørende have og dyrepark for offentligheden for at rejse penge til slottets vedligeholdelse, som fredningsmyndighederne kræver fortsat skal ske med de lokale sandsten.

På en guidet rundvisning får man indblik i hvorledes adelen og den engelske overklasse lever. Blandt de antikke møbler ses også nyere ting i en skøn blanding, da nogle af de mange lokaler fortsat benyttes af familien.

Det er ikke tilladt at fotografere på slottet (for at holde eventuelle ubudne gæster på afstand), der har flere uerstattelige møbler og kunstgenstande. Blandt andet et mesterværk af Rembrandt - Den gamle rabbiner.

Det kinesiske tehus på The Rockery i Woburn Abbey Garden

Det kinesiske tehus på The Rockery i Woburn Abbey Garden


Blomsterhaven

Gå en tur i slotshaven - anlagt i 1805 - og nyd de skønne blomsterbede, de små søer og det kinesiske tehus på The Rockery, inden du går på opdagelse blandt antikviteter i Antiques Centre, hvor gamle ting kan friste - hvis man har pengepungen i orden!

Nyd frokosten på Woburn Abbey i The Duchess Tea Room, hvor der bl.a. serveres sandwiches og scones med syltetøj og cream blandet af fløde og smør - godt skal det være.

Før forestillingen begynder i Royal Albert Hall

Før forestillingen begynder i Royal Albert Hall


Royal Albert Hall i London

Fra Copthorne Tara Hotel er der kun nogle få hundrede meter frem til Royal Albert Hall, der siden åbningen i 1871 har været rammen om musikalske oplevelser - måske bedst kendt for sine promenadekoncerter, hvoraf den sidste - The Last Proms - i mange år er blevet transmitteret i TV.

Men Royal Albert Hall kan meget mere. F.eks. har man kunnet overvære balletten Svanesøen med den vidunderlige musik af Peter Tjajkovskij, danset af English National Ballet i en gigantisk opsætning med mere end 200 medvirkende, heraf 60 yndige svaner på scenen, mens Prins Siegfried under trolddom kæmper med sine kærlighedskvaler mellem den hvide svane Odette og den sorte svane Odile.

Næste dag er det så ud i Londons myriader af tilbud ...

Outwell
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt