Af: Th. Sørensen
•
Fotograf: Turku Touring
Finland: Åbo tiltrækker danskerne
Åbo er Finlands ældste by og kan blandt andet tilbyde besøgende forskellige kulturelle oplevelser og den finske skærgård, der er en af verdens smukkeste.
Kyststrækning ved Åbo
|
Danskerne har for alvor fået øjnene op for den sydvestfinske by Åbo (på finsk Turku). Åbo er den største by i det område af Finland, der kaldes det "Egentlige Finland".
"Vi mener, at det stigende danske besøgstal skyldes, at det er blevet lettere at besøge Åbo. Der er kommet større fly med flere pladser. Byen er populær til city breaks og lokker med mange kulturelle seværdigheder, oplevelser og gode shoppingmuligheder", udtaler Lena Strömberg, fra Turku Touring i Åbo.
Åbo er Finlands ældste by med en historie, der går ca. 800 år tilbage. Byen, der emmer af kultur og historie, er blevet udnævnt som kandidat til Europas kulturhovedstad 2011. I Åbo ligger to af Finlands nationalskatte Åbo slot fra 1280 og byens domkirke fra år 1300. Byen er rig på museer, blandt andet har Åbo Finlands eneste musikmuseum, et moderne kunstmuseum og et historisk museum. Åbo byder desuden hver sommer på en lang række kulturelle begivenheder. Et af årets kulturelle højdepunkter er Åbos musikfestival, der finder sted i august med et program, der byder på alt lige fra klassisk musik til kammermusik samt jazz- og børnekoncerter.
Også området omkring Åbo er et besøg værd. Lige uden for byen ligger den naturskønne skærgård med 20.000 øer og skær. Broer og skibe forbinder de største af øerne og gør det nemt at komme fra ø til ø med bil, bus eller cykel, og der er mulighed for at købe særlige cykelpakker med ruter og overnatning undervejs.
Der går flyr direkte fra København til Åbo flere gange om dagen, og flyveturen tager blot halvanden time.
 |
Links: |