Royal Caribbean

9.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Forårsvandring på Korsika (2/2), Frankrig

I dag kører vi mod nordkysten og sættes af ved den gamle by San Antonio, der ligger på toppen af et lille bjerg. Det er spændende at gå rundt i byens smalle gader, der snor sig mod byens top. Herfra er der en storslået udsigt til det omkringliggende landskab. Så vandrer vi ad smalle stier ned forbi klostret i Corbara og op på et plateau for at spise den medbragte picnic.

Picnic

Picnic


Vandring mod L’Ile Rousse

Efter picnic fortsættes ned mod I’Ile Rousse og gennem en lille landsby. Lige før landsbyen skal vi have fyldt vore vandflasker og da vi ”rammer” byen er der to veje. Jeg ser, at vi drejer til venstre og mindre end et minut efter kommer jeg i tanke om, at der var to fra gruppen, som endnu var ved at tanke op, hvorfor jeg går tilbage for at sige, hvilken vej vi er gået. Men de er der ikke!

Jeg går ind i byen og ser om de er ”faret vildt” der. Men jeg kan ikke få øje på dem.

Andre fra gruppen venter på torvet, medens vi er et par stykker, der forsøger at finde dem. Selv om vi fortsætter eftersøgningen længere nede ad den forkerte vej, er de ingen steder at se. Vi venter og spejder udover terrænet for at se om de er gået en anden vej. De er der bare ikke. Men de er begge i god fysisk form og i stand til at orientere sig, så de skal nok nå sikkert ned til mødestedet i I'Lle Rousse.

Vi fortsætter ad stien, medens vor turleder går en anden vej for at lede efter dem.

Da vi når ned i byen kan turlederen fortælle at alle er vel fremme. Det er lykkedes ”de bortkomne” at komme ned på landevejen og gå rundt neden for byen og tilslutte sig de forreste fra gruppen, medens vi andre har ledt efter dem oppe i byen!

Måske havde det været smart, hvis turlederen havde givet nogle instrukser omkring de simple vandreregler der findes, når vi går i en gruppe. F.eks. at man går tilbage til det sted, hvor der sidst var kontakt,  hvis man bliver ”væk” fra gruppen -  i stedet for at finde egne veje!

Kysten ved I’Ile Rousse

Kysten ved I’Ile Rousse


L’Ile Rousse - skøn by

I’Ile Rousse er en dejlig by - stor nok til at det er en by, men alligevel overskuelig. Da vi kommer til torvet fortsætter vi gennem byen og ud til de røde granitklipperøer, der ligger i bugten uden for byen. Herfra er der en flot udsigt ind mod byen.

Der var stemning for, at vi denne aften spiser ”på egen hånd” og vi finder et herligt sted Restaurant ”L’Osteria”.  Vi er dog lidt bekymret på værtens vegne, for vi er de eneste i restauranten kl. 19.00. Men allerede en halv time efter er her ikke ét ledigt bord!

Senere mødes vi med vore rejsefæller på  byens torv og  så er der igen ”samling på tropperne”.

Udsigten fra San Pedrone er imponerende

Udsigten fra San Pedrone er imponerende


En uheldig dag ved San Pedrone

Vejret er igen perfekt, da vi begiver os ud på vandringen til områdets højeste punkt San Pedrone, 1.767moh.

Ad større og mindre stier går det opad gennem bøge- og kastanjeskoven. Det er tydeligt at se, hvor vildsvinene har gået og rubbet op i jorden.

På et plateau i 1.500 moh., med fin udsigt stiller vi den medbragte picnic og begiver os den sidste bid vej op til toppen. Så spiser vi forkosten på tilbageturen.

På toppen er den østlige del indhyllet i skyer, der driver ind ude fra havet, men udsigten i alle andre retninger er storslået - og taler for sig selv!

Efter picnic’en slapper vi af i det gode vejr og en times tid efter er vi atter på vej nedad.

Jeg går lidt i forvejen - et par hundrede meter - da jeg får viden om , at en fra gruppen er faldet. Jeg stopper og venter, da turlederen lidt efter kommer styrtende ned: - Hun har brækket benet! I må bære hende ned til stien, så kommer jeg op med bilen. Og væk var turlederen i løb ned ad bjerget ...!

Et brækket bem

Et brækket bem


Et brækket ben

Da jeg kommer tilbage til gruppen, kan jeg godt se, at den er helt gal  med en af kvinderne og at de andre er i gang med at forberede ”redningsaktionen”.

Hendes underben er gledet ud af knoglen i foden - men er tilsyneladende ikke gået gennem huden - som et åbent benbrud. Ingen tvivl om, at hun har stærke smerter, men heldigvis er det en moden og stærk kvinde med fysikken i orden. Hun har straks lagt sig i en stilling, så skaden mindskes mest muligt.

Langsomt får vi bakset hende lidt op ad bakken til stien. Fantastisk at konstatere hvorledes gruppen pludselig forandres til et egentligt samarbejdende team. Alle vil hjælpe.

Et par vandrestave stikkes gennem det nederste af et par sipp-off-bukser og bindes fast til benet med et par tørklæder for at understøtte benet det mest muligt. Benet lægges forsigtigt højt hvilende på en rygsæk. Støvlen sidder fortsat på foden, men vejer og generer og må sikkert skæres af og ofres. Langsomt og forsigtigt får jeg listet den af foden.

Vi forsøger derefter med en ”kongestol” at flytte hende - men det er ikke sagen i dette terræn.

Benet understøttes af redder

Benet understøttes af redder


Hjælpen

Der kommer tilfældigt en lokal korsikaner og ser situationens alvor hvorefter han med sin mobiltelefon ringer efter redningshelikopteren. Han kan ikke tale engelsk, men vi kan forstå,  at han har kontakt med redningsfolkene og at de snart vil komme.

Der går en time.

Hører vi helikopteren? Nej, det er vinden der trækker i trækronerne over os. Vi beder ham om igen at kontakte redningsfolkene.

Imedens har ”patientens” veninde med sit modne overblik fået hele situationen beroliget. Hun er fattet og hjælper enormt med sit rolige væsen og giver den nødvendige psykiske støtte til både patienten og os andre.

Der går yderligere en time - så hører vi helikopteren i det fjerne.

Vi er et par, der stiller os i lysningen og vifter med T-shirt og tørklæder i håb om, at redningsfolkene i helikopteren kan se os med det samme. Helikopteren kommer lige over os - flyver hen over patienten ca. 50 meter fra os og drejer fra.

Panikken mærkes. Har han ikke set os her nede i skoven mellem træerne? Så kommer han tilbage - ergo der er kontakt.

Patienten hejses op til helikopteren

Patienten hejses op til helikopteren


Redningen

Helikopteren er nu lige over os og dens roterende propeller hvirvler skovens blade op i hovederne på os, som om vi er midt i en kraftig efterårsorkan.

Og nu går det hurtigt. En redder fires ned gennem bøgetoppene - der er ikke megen plads - og da han er vel nede, glider helikopteren igen væk.

Redderen lægger en støttende luftpude omkring benet, der pustes mekanisk op til den rette støtte er givet. Forsigtigt bærer vi patienten hen til en lidt større lysning i skoven, hvor der er bedre mulighed for at få hende op i helikopteren uden at ramme trækronerne.

Så kalder han helikopteren via sin telefon og et øjeblik efter hænger patienten i en sele på vej op i helikopteren. Efter mindre end fem minutter er det hele overstået og helikopteren er på vej mod Corte.

Redderen hentes senere og vi tager afsked med vor korsikanske ven og begiver os igen nedad.

Det er klart at en oplevelse som denne - som vi gerne havde været foruden - selvsagt er spændende og noget vi ikke oplever hver dag. Dog er det mærkværdigt, at jeg også sidste gang jeg var på Korsika i efteråret, var vidne til en redningsaktion!

Det kan ikke siges for tit:  -Tag det roligt, når du går i bjergene og se efter hvor du træder.

Naturligvis er det banalt, når nu uheldet er ude ...

Inderst i dalen fører en hængebro over floden

Inderst i dalen fører en hængebro over floden


Gennem Tavignano-dalen bag Corte

På vandreferiens sidste dag kører vi til Corte - en dejlig by, som alle der besøger Korsika bør opleve. Byen var hovedstad under selvstændigheden og er nu en universitetsby.

Vi skal ud i Tavignano-dalen, men allerede efter ca. en times vandring drejer vi fra stien og går ned i dalbunden for at spise tidlig frokost på de store sten i floden.

Vi vil godt længere ind i dalen og fortæller turlederen, at vi går ind til hængebroen over floden.

Visse steder er brolægningen lagt sirligt, hvilket vidner om at denne sti har udgjort en af de vigtige handelsveje i gamle dage, da man trak muldyrkaravanerne mellem byerne.

Vi bliver helt nostalgiske, da vi pludselig står ansigt til ansigt med en korsikansk mand med sine muldyr!

Jo længere op i dalen vi kommer, des mere snævrer den til, for til sidst at være på højde med floden.

Det er en noget spektakulær bro, der hænger her! Flere af brædderne mangler og man skal gå meget forsigtigt over den.

Vi skulle nødigt komme til skade inden vi rejser tilbage mod Danmark ...

Subaru
Campingferie 650,-
Outwell
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt