Azamara Cruice

21.11.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Alpe d'Huez med legendariske pister i De Franske Alper

Alpe d’Huez er verdensberømt. Adskillige gange har cykelrytterne i Tour de France kæmpet sig op gennem de 21 hårnålesving for at nå Alpe d’Huez. Oppe bag Alpe d’Huez er her om vinteren et sandt paradis for alle os, som elsker sne og skisport.

Parat til skiløb

Parat til skiløb


Alpe d’Huez er for alle

Dette store skiresort fik sin spæde start allerede i 1936, da man anlagde den første lift og pisten som blev kaldt ”Idioternes Piste”.

I dag er Alpe d’Huez blandt de største skidestinationer i De Franske Alper med 135 pister med tilsammen 250 kilometer nedfarter fordelt på alle niveauer.

Skiområdet, som hedder ”Alpe d’Huez Grand Domaine Ski”, ligger på en solbeskinnet sydvendt bjergskråning 1.860 moh. og er en del af Grandes Rousses området, med højeste punkt Pic Blanc, 3.330 moh.

Generelt gælder, at jo højere man kommer des stejlere og mere teknisk krævende bliver det.

For de mere dristige findes freestyle-områder med to snowparks.

Begynderpisterne og børneområdet ligger fint placeret nederst ved selve byen.

Pic Blanc, 3.330 moh

Pic Blanc, 3.330 moh


Pic Blanc, 3.330 moh.

På toppen af Pic Blanc kan vi skue 360 grader ud over 20 procent af Frankrig og bl.a. se Mont Blanc, 4.810 moh.

Fra Pic Blanc udgår flere pister, som leder os ned til områdets forskellige landsbyer Auris-en Oisans, Huez, Oz-en-Oisans, Vaujany, Villard-Reculas, La grande og Le Freney.

Nogle pister er mere krævende end andre, bl.a. den legendariske piste der går gennem Tunnel des Grandes Rousses, hvor man efter tunnelen møder en af de stejleste, sorte pister, som ikke er for begyndere ...

Med en vertikal højdeforskel på mere end 2.200 meter fra Pic Blanc til L’Enversin d’Oz er denne piste blandt dem med højest højdeforskel i Frankrig.

Dejlig bred piste på Sarenne

Dejlig bred piste på Sarenne


Sarenne-pisten

En anden legendarisk piste som udgår fra Pic Blanc, er den sorte Sarenne-piste på i alt 16 kilometer. Selv om denne piste er markeret sort, er den kun sort på et lille stykke helt oppe ved starten, men er ellers lettere længere nede. Pisten tager ca. en time at køre nedad og der skal ikke benyttes lifter undervejs.

Men der er ingen grund til at forcere tempoet for udsigten ned ad Sarenne-pisten er formidabel. Her er da også flere udsigtspunkter, som er naturlige mødesteder for vennerne.

Pisten leder ned i Gorges de Sarenne – Sarenne-kløften – hvor den flader ud og har en lang korridor – fortsat med et lille fald, der gør, at man let glider gennem kløften, hvor en næsten lodret bjergside rejser sig.

Stopper man ikke for at få en forfriskning på det populære spisested Auberge de la Combe Haute midt i kløften, kan man fortsætte til skilifterne, som dækker området ved Auris-en-Oisans med toppen Signal de l’Homme, 2.175 moh. og de nordvendte bakker.

Den dobbeltrettede stolelift Alpauris – Louvets, der går mellem Alpe d’Huez og Auris, bringer os over den dybe Sarenne-kløft tilbage til Alpe d’Huez.

Børn på bakken

Børn på bakken


Det er kun for børn

Børn og begyndere har deres eget beskyttede skiområde. For de allermindste findes en ordning med børnehave ”Chalet des Enfants” – halvdags eller heldags – hvor forældre kan aflevere deres mindste under betryggende forhold.

Det er EFS - Den Franske Skiskole - som står for børnehaven, hvor eneste barriere er sproget.

Men her er naturligvis også skiskole for alle niveauer med frie lifter, hvor man kan lære skisportens verden at kende.

Her møder jeg Johan på fem år, som er eneste danske dreng på et internationalt begynderhold. Jeg henvender mig:

- Hvor længe har du stået på ski?
- Jeg har været her i fire dage og stået på ski i tre, kommer det lidt spagt fra Johan, som pludselig møder en fremmed som taler dansk til ham.
- Jeg kan se, at du allerede er blevet god. Har du fået nogle nye venner? spørger jeg.
- Ja, ham der, siger Johan og peger på en af sine kammerater. - Men vi kan ikke tale sammen, så vi gør bare det skilæren viser os, siger han og forsvinder ned ad bakken sammen med de øvrige elever.

Kabaret på La Folie Douce

Kabaret på La Folie Douce


Kabaret og JD 2.300 moh

Vil man spise gode, lokale retter, kan det anbefales at besøge Restaurant l’Alpette ved liften af samme navn over landsbyen Oz-en-Oisans.

Direkte ved pisten kan man indtage den hjemmelavede mad i fred og ro, mens man nyder solen og den pragtfulde udsigt fra stedets terrasse.

Er man til fest og farver kan et besøg på Restaurant La Folie Douce, der ligger ved Marmotte I-liften, anbefales.

Kl. 14 starter et show med disco-musik, sang og dans - der hen under frokosten udvikler sig til et dance party, med lystige, dansende par på bordene. Her er fuld gang i den - et strejf af vandvid midt i skiterrænet åbenbarer sig …

Med fly over De Franske Alper

Med fly over De Franske Alper


Med fly over De Franske Alper

I en pause fra skiløbet tager vi hen til den lille flyveplads i Alpe d’Huez, Altiport Henri Giraud, hvor vi med et lille fire personers fly fra Ecole de Vol Montagne skal på en flyvetur ud over De Franske Alper.

Fra den korte startbane glider vi ud over afgrunden og det giver et sug i maven, da der pludselig er langt ned til bunden af dalen. Det er betagende flot at se Alpe d’Huez oppefra – både skiområdet og de 21 spektakulære hårnålesving.

Det lille fly tager retning direkte mod toppen af et bjerg og adrenalinen begynder at løbe hurtigt i mig. Rammer vi bjerget eller … For mig er det svært at vurdere afstandene, men den erfarne pilot ved, hvad han gør og det lille fly fylder ikke meget mellem de store bjergtoppe.

Vi drejer ind over det nærliggende skiresort Les Duex Alpes og flyver forbi det høje bjerg Muzelle, 3.465 moh, kommer over gletsjere og langs stejle bjergsider, hvor der er spor efter off-piste-skiløbere …

Da vi krydser Gorges de Sarenne kan vi i det fjerne se Mont Blanc og tættere på de karakteristiske bjergtinder Aiguilles d’Arves.

Flyet tager retning mod Pic Blanc og før vi ved af det, er den halve time, som rundflyvningen varer, gået og der lægges an til landing.

En spændende og smuk oplevelse rigere.

Det er fra samme flyveplads, at der nogle dage om ugen er mulighed for at komme med helikopter til Les Duex Alpes og stå på ski en hel dag og så komme tilbage om eftermiddagen. Helikopterturen tager ca. fire minutter!

Skøjtebanen i Alpe d'Huez

Skøjtebanen i Alpe d'Huez


Mange aktiviteter uden ski

Alpe d’Huez har utallige faciliteter, der på bedste vis harmonerer med de ønsker man kan have, når man ikke står på ski eller ønsker sig en pause fra skiløbet.

Området har flere muligheder for at spadsere i naturen med eller uden snesko.

Midt i byen findes et friluftssvømmebad, en skøjte bane samt et stort aktivitetscenter Palais des Sports et des Congres med mulighed for svømning, boldspil, tennis, squash, klatrevæg, minigolf etc. Her findes også to biografer.

Kirken Notre-Dame des Neiges med fint koncertprogram

Kirken Notre-Dame des Neiges med fint koncertprogram


Aften i Alpe d’Huez

Når mørket har sænket sig og de mange lyskæder er tændt, spreder her sig næsten en ”julestemning”.

Gå eventuelt til orgelkoncert i den lokale kirke Notre-Dame des Neiges før du indtager en af de mange gode restauranter - f.eks. Restaurant Au Ptit Creux, hvor maden er fremragende.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt