Isabella

30.4.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Annecy med sø og bjerge i De Franske Alper, Frankrig

Annecy ligger 447 moh. meget smukt i den nordlige ende af Annecy-søen, der blev skabt af seneste istid og slynger sig 14 km. mod syd omgivet af bjerge. Le Lac Annecy, som søen rettelig hedder, er på sit bredeste sted 3,5 km og op til 80 meter dyb, og regnes blandt de reneste søer i Europa. Vandets specielle grøn-blå farve skyldes tilførelsen af gletsjervand fra bjergene. Søen afvandes via floden Thiou, der løber gennem Annecy.

Både i Canal du Vassé

Både i Canal du Vassé


Den gamle bydel i Annecy

Fund af menneskelige aktiviteter fra lang tid før vores tidsregning fortæller, at man allerede dengang fandt stedet attraktivt. Naturligvis har romerne også været her, men det var først i 1200-årene at greverne af Geneve opbyggede et administrativt center i Annecy.

Rigtigt fart tog det i det 15. århundrede, da hertugerne af Savoyen også gjorde byen til et religiøst center, og op gennem middelalderen blev stedet en driftig by.

Først i 1860 blev Savoyen en del af Frankrig.  

Palais de l'Ile ligger som et skib på en klippeø midt i Thiou-floden

Palais de l'Ile ligger som et skib på en klippeø midt i Thiou-floden


Palais de l'Ile

På en guidet tur gennem den gamle bydel i Annecy (bestilt gennem turistkontoret) fortælles byens historie, mens vi betragter de gamle bygninger som f.eks. det lille befæstede palads på en klippeø midt i Thiou-floden.

Palais de l'Ile er blandt Annecys ældste bygninger og nok det mest fotograferede motiv. Paladset bygget i 1200-tallet som bolig for adelen og bag paladsets metertykke murene kan man se en lille gårdsplads og det tidligere kapel - paladsets ”spids” som peger hen mod broen Pont Perriere.

Senere blev stedet benyttet som møntsted (hvor man slog mønter) og domhus med fængsel indtil 1860.

I paladsets nederste etage kan de kolde fængselsceller ses og i det gamle møntsted er vist middelalderens køkkenindretning.

På de øvrige etager er der både permanente og skiftende udstillinger med historie, kulturarv og arkitektur samt byplanlægning.

Annecy Slot - kendt som museumsslottet - ligger højest i byen

Annecy Slot - kendt som museumsslottet - ligger højest i byen


Slottet i Annecy - museumsslottet

Endnu kan vi se dele af den originale bymur med intakt byport, der fører ind til byen. Her blev trafikken kontrolleret og her skulle bønder og handelsfolk lægge afgift for at komme ind med deres varer for at sælge dem.

En stejl gade fører op til Annecy Slot, der tidligere var citadel og bolig for adelen. I borgen ses forskellige bygninger fra 1200- til 1500-årene. Blandt de ældste bygninger er ”Dronningtårnet”. Dette historiske monument er i dag museum og viser, hvorledes man indrettede sig i middelalderen.

Fra den store brostensbelagte gårdsplads kan man skue ud over hustagene i Annecy.

Husene langs floden og kanalerne har direkte tilgang til vandvejen

Husene langs floden og kanalerne har direkte tilgang til vandvejen


Annecy - Alpernes Venedig

Det er ikke uden grund at Annecy også kaldes Alpernes Venedig, idet man fra tidlig tid har kunnet sejle ad floden og de tilhørende kanaler fra hus til hus og afsætte sine vare. På mange af de gamle huse kan vi endnu se stentrin i vandkanten ved husenes bagindgange.

Kanalerne er kun synlige nogle steder, idet de nu er ført under huse og gader af hensyn til trafikken. Men hvor kanalerne er synlige, kan vi følge vandet gennem byen.

Thiou-floden afvander Annecy-søen og automatisk regulerede dæmninger sikrer, at vandstanden i floden og kanalerne ikke stiger.

På markedsdagen i Annecy bugner det med friske varer

På markedsdagen i Annecy bugner det med friske varer


Markedsdag – en symfoni i farver og dufte

Vil man have en sanseoplevelse af helt de store, kan det betale sig at stå tidligt op og gå gennem gågaden, der på den ugentlige markedsdag (normalt tirsdag) er totalt forandret.

Her er et leben af handelsfolk fra landet og deres boder bugner af friske specialiteter som brød, oste, pølser, grøntsager, blomster etc. - og her får man en symfoni i farver og dufte ...

Fransk osteomelet med lufttørret skinke og salat

Fransk osteomelet med lufttørret skinke og salat


Flere gode spisesteder i Annecy

Som så mange andre byer i Frankrig har Annecy både små hyggelige spisesteder og store restauranter.
Vi prøver restaurant L'Etage, der - som navnet antyder - ligger på første sal i en ældre bygning, hvor pejsen knitrer midt mellem de tæt besatte borde.

Det er et hyggeligt og populært spisested, så det ofte vil være nødvendigt at reservere bord på forhånd. Menukortet er omfattende.

Lidt uden for byen på en halvø i Annecy-søen ligger det store, hvide hotel Imperial Palace i en smuk park. Dette firestjernet hotel har omkring 100 værelser og flere restauranter bl.a. to som er åbne for udefrakommende gæster.

Vi spiser på La Brasserie, der ligger i underetagen med direkte udgang til søen. Udover a la carte kan vi til en fast pris vælge forret og hovedret mellem flere af dagens forskellige menuer afsluttende med en dessertbuffet. Denne aften var her god plads.

Har man lyst, kan man fortsætte i stedets casino ...

Med segway på vej op mod middelalderslottet Chateau de Menthon-Saint-Bernard

Med segway på vej op mod middelalderslottet Chateau de Menthon-Saint-Bernard


Segway Annecy

Vi overnatter på det centralt beliggende Le Pré Carré hotel, hvor der er megen støj fra gaden, så bed om et værelse væk fra gaden.

Efter endnu en overdådig morgenmadsbuffet på hotellet møder vi denne formiddag Julie Gerard fra Annecy Segway på det aftalte mødested på østsiden af Annecy-søen.

Vi skal på en ca. tre timers tur med segway (også kaldt mobileboard) ud i naturen, og kommer op gennem små pittoreske landsbyer, hvorfra der er en vidunderlig udsigt til både søen og de omkringliggende sneklædte bjergtoppe.

Efter en kort instruktion og en prøvekørsel på både jævnt og ujævnt grund er vi klar til at komme ud i landskabet.

Her kan alle, der vejer mellem 40 og 120 kg. deltage Segwayen, der er justeret til kun at kunne køre omkring 10 km. i timen, styres nemlig af éns vægt, så man må ikke være for let eller for tung. Normalt kan børn fra 12 år deltage.

At køre og balancere på en segway er på ingen måde svært - men derimod meget sjovt - og en let måde at komme op i bjergterrænet på og få nogle flotte udsigter ud over sølandskabet.

La Clusaz i Aravis-bjergene

La Clusaz i Aravis-bjergene
Fotograf: Gilles Lansard


Skiområdet La Clusaz i Aravis-bjergene

Blot 33 km. - eller en god halv times kørsel fra Annecy - er vi fremme ved landsbyen La Clusaz i Aravis-bjergene - en del af De Franske Alper.

La Clusaz, der ligger ca. 1100 moh, er ikke et moderne skiresort med høje hoteller, men har bevaret sin hyggelige landsbystemning med små krogede gader og lave huse med svalegang.

Mange steder i La Clusaz sælges/udlejes skiudstyr, ligesom her findes et utal af delikatesseforretninger med specialiteter fra området, souvenirbutikker, restauranter og caféer.

Her i La Clusaz kan vi kombinere foråret i Annecy med vintersportsaktiviteter helt hen i april måned.

Fra La Clusaz er der access til hele fire skiområdet: Massif de Balme, 2600m – Massif de l'Aiguille, 2400m – Massif de L'Etale, 2400m – Masif de Manigod, 1650.

Langt hen på foråret kan vi stå på ski i La Clusaz

Langt hen på foråret kan vi stå på ski i La Clusaz
Fotograf: Pascal Lebeau


Med udsigt til Mont Blanc

Vi kører til bunden af La Balme hvor gondolen tager os op i skiterrænet og videre med stolelift til toppen ved Col De Balme, 2.477 moh. Den seneste tids megen nedbør er hel faldet som sne - faktisk dejlig pulversne - så der her i april ligger 2,80 cm sne på toppen.

Udsigten mod Mont Blanc er bare - bjergtagende …

Røde og blå løjper - hvor de fleste kan være med - fører tilbage mod dalen, hvorfra der er access til de øvrige skiområder med i alt 49 lifter og 84 pister fordelt på 130 km nedkørsler med 7 sorte, 29 røde, 30 blå og 18 grønne. Så her er noget for enhver.

Det er naturligvis ikke kun som skidestination at La Clusaz er kendt. Sommeren igennem kan der vandres i Aravis-bjergene.

Matthiew Castellano ved at af destillationsanlæggene

Matthiew Castellano ved at af destillationsanlæggene


Destilleriet des Aravis i La Clusaz

Har man tid, kan det anbefales at besøge byens destilleri - Distillerie des Aravis - hvor den meget sympatiske ejer Matthiew Castellano med glæde viser rundt i produktionslokalerne og med efterfølgende smagsprøver.

Her produceres forskellige likører, hvoraf den mest kendte er Genepi-likøren. Genepi-urten vokser vildt i Alperne og er en slags malurt i kurveblomstfamilien og er gennem tiderne benyttet som lægeurt og som essens til spiritus bl.a. likør. I dag kan genepi-planten dyrkes på marker og importeres fra Italien.

Konceptet stammer oprindeligt fra munkene og i 1880'erne købte Matthiews oldefar destilleriet, der siden dengang har været i familiens eje. Farfar og senere Matthiews mor og far fortsatte med at forædle produktionen med nye smagsoplevelser. Matthiew opdagede allerede som dreng, hvor han hjalp til med produktionen, at likørfremstillingen ikke var nogen kompliceret videnskab og ”blot” krævede et stort køkken.

Efter moderens bortgang og faderens pension forlod Matthiew sit gode job i Paris for at videreføre sine aners værk.

I dag produceres her langt over 100.000 flasker p.a. og der udvikles fortsat nye smagsoplevelser, ligesom der er ved at komme gang i eksporten til fremmede lande - bl.a. Kina.

Både genepi-likøren og andre likører kan købes i La Clausaz's delikatessebutikker, men kan også købes mange andre steder.

Ved det åbne ildsted i restaurant Le Foly i La Clusaz

Ved det åbne ildsted i restaurant Le Foly i La Clusaz


Restaurant Le Foly

I udkanten af La Clusaz ved søen Lac des Confins finder vi restaurant Le Foly i en gammel bjælkehytte.

Her er restauranten indrettet i bondestil omkring den åbne pejs, og gennem panoramavinduerne kan vi se ud over søen.

Menuen vælges ud fra dagens retter, der både er store og velsmagende.

easyJet flyver tre gange om ugen København - Lyon - København

easyJet flyver tre gange om ugen København - Lyon - København
Fotograf: easyJet


Let med easyJet

Vi kører tilbage til lufthavnen i Lyon Saint-Exupery for at tage med easyJet direkte tilbage mod København.

easyJet flyver København - Lyon - København tre gange om ugen, så det er let at kombinere en ferie i storbyen Lyon med den smukke by Annecy, og en tur i De Franske Alper ved Aravis-bjergene.

Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt