Azamara Cruice

22.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Blandt blomster og is på Mont Blanc

Vi kunne have fulgt landevejen, men det er da for kedeligt. I stedet fører vores lokale guide Richard os denne solskinsmorgen ned i dalen via et lille spor langs vandfald og over gamle snedynger. På P-pladsen i bunden af dalen venter vi på den offentlige bus, der bringer os ind til byen Courmayeur. Efter lidt venten - lige tids nok til at få en kop kaffe på en café - fortsætter vi i en anden offentlig bus op gennem Val Veny frem til udgangspunktet for dagens egentlige vandring over Col de la Seigne på ruten rundt om Mont Blanc.

Lac de Combal i Val Veny

Lac de Combal i Val Veny


Over Col de la Seigne

Vi har på intet tidspunkt på vores vandring rundt om Mont Blanc været alene på ruten. TMB-turen er populær.

Og i dag er ingen undtagelse. Flere skoler er på sommerudflugt, og mens vi vandrer op gennem den første del af dalen på en kedelig og hård asfaltvej, passerer vi nok mere end 150 andre vandrere på vej op mod bjerget!

Vi sætter os ved broen, hvorunder vandet fra Lac de Combal vælter videre ned i dalen.

Og mens vi spise vores medbragte picnic, forsvinder vandregrupperne oppe i terrænet og der bliver stor spredning mellem os og dem.

Tæt under bjergtoppene ”Den hvide nål” og den sylespidse ”Sorte Nål” vandrer vi over tidligere smeltevandsaflejringer og kan begynde opstigningen.

Oppe bag en morænevold ligger Lac du Miage under gletscheren af samme navn, men der bliver desværre ikke tid til at gå derop, da det vil tage mere end en time.

Murmeldyr ved sin jordhule

Murmeldyr ved sin jordhule


Murmeldyr

Gruppen vandrer i stedet forbi Refugie E. Soldini, 2.195 moh. tæt under Glacier de la lex Blanche.

Undervejs hører vi de karakteristiske korte advarselshyl fra murmeldyrene, men har svært ved at få øje på dem.

Vi har også tidligere på turen hørt dem, men endnu ikke set dyrene, der falder godt ind i naturen. Specielt når de kun sidder med hovedet lige akkurat stukket op af jordhullet.

En italiensk familiefar peger begejstret på en skråning over for hvor vi går. Jeg blander mig og han forsøger at forklare mig, hvor jeg skal kikke.

Mit blik flakser rundt på græsarealet og ved de små buske, der gror på skråningen, men jeg ser ingen murmeldyr. Han prøver igen og så ser jeg dyret lige uden for jordhulen.

Og nu bliver det pludseligt meget lettere også at få øje på andre murmeldyr, der har travlt med at springe rundt i græsset.

Jeg bliver der en stund og kommer lidt bagud fra min vandregruppe, for der skal jo være tid til fotografering m.v. og jeg ved at de venter på mig længere oppe.

På Col de la Seigne med udsigt til Mont Blanc

På Col de la Seigne med udsigt til Mont Blanc


Oppe i passet

Et stykke længere oppe står et hus, som for nogle få år siden blev benyttet som italiensk militærbarak, men som nu er indrettet til at alpint center, der giver information om Mount Blanc som en region delt mellem tre lande.

Stedet hedder La Casametta og ligger 2,365 moh. og udstillingen Espace Mont Blanc.

Col de la Seigne har været benyttet som overgangssted allerede siden romerriget og op gennem middelalderen.

Da bjergbestigningssporten tog fart, var passet blandt de naturlige udgangspunkter for de engelske eventyrere, der ville besejre Mont Blanc.

Så er vi oppe i selve passet Col de la Seigne, 2,516 moh. og passerer grænsen til Frankrig, og har direkte udsigt til fantastiske Mont Blanc.

Herfra synes Vesteuropas største bjerg ikke som det højeste, men det er fordi bjerget ligger længere væk, end man umiddelbart anslår og de tættere liggende bjerge synes meget større.

Sovesal til 50 personer indrettet i tidligere kostald

Sovesal til 50 personer indrettet i tidligere kostald


Refuge des Mottets

Vi bliver i passet en lille stund, inden vi går ned ad serpentinestier, der snor sig stejlt ned langs bjergsiden mod vores overnatningssted Refuge des Mottets, 1.870 moh.

Sovesalene er her indrettet i to gamle kostalde, hvor der i hver stald er plads til 50 personer, som ligger side om side i en lang række på løftede brikse ca. en meter over gulvet.

Her er god plads til bagage under sengene. Derimod er bade- og toiletfaciliteter begrænset. To pedaltoiletter til ca. 100 personer er bare for lidt. Nogle har tålmodighed til at stå i kø for at få et bad. Det har jeg ikke, så i dag bliver det til lidt etagevask under den iskolde vandhane!

Til gengæld dufter hele refugiet af mad, mens vi venter på spisetid, og vi bliver endog meget glædeligt overrasket, da der serveres rigtig gedigent landbomad: Grøntsagssuppe, okseragout samt budding som dessert.

Imponerende så effektivt der her bliver serveret mad til omkring 100 personer - og mere imponerende bliver det, da der pludselig lyder harmonikaspil og franskmændene begynder at synge med på deres hjemlige viser.

Så kommer der en kande lokal vin mere på bordet og der synges indtil natten falder på.

Trods det, at vi har ligget 50 personer i et stort rum har jeg sovet som en sten. Ventilationen var i orden. Det er dog ikke alle, der har sovet lige tungt. Min sidemand har fået blå mærker efter at hans kone har dunket ham på skulderen gennem det meste af natten, fordi hun tror at det er ham der har snorket. Manden er ganske uskyldig.

Snorkeren var mig! Godt at jeg lå beskyttet på den anden side af ham ...

Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt