Riis Rejser

20.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

På Vinruten i Alsace, Frankrig

Ruten kaldes ”Route des vins” og strækker sig 170 km fra Nordheim og Marlenheim i nord til Thann og Leimbach i syd. På vejen gennem vinmarkerne kan man besøge mange små vinbyer, stoppe op og få smagsprøver på de liflige Alsacevine.
Vi skal denne dag blot køre på en lille del af vinruten og besøge et par af de meget pittoreske og typiske byer i Alsace. Vi begynder nordpå i Ribeauvillé.

Elefantkroen - nu Restaurant de la Poste

Elefantkroen - nu Restaurant de la Poste


Ribeauvillé - hertugerne af Ribeaupierres by

Bussen stopper uden for bymuren og vi har en time på egen hånd til at gå på opdagelse i denne spændende by.

Vi spadserer på hovedgaden Grand Rue, som går på langs af hele byen flankeret af bindingsværkshuse - flere tilbage fra 1500-tallet.

Over byen findes ruinerne af tre middelalderborge som hertugerne af Ribeaupierre byggede som forsvareanlæg for byen – Chateau Saint Ulrich (det ældste og vigtigste af de tre borge), Chateau Girsberg samt Chateau Haut-Ribeaupierre. Ad vandrestier kan man spadsere op gennem vinmarkerne til borgene.

Slagternes Tårn er indgangen til den gamle bydel

Slagternes Tårn er indgangen til den gamle bydel


Slagterens Tårn

Ved Place de la Marie Støder vi på det 29 meter høje klokketårn Slagternes Tårn, der oprindeligt er fra 1290, men ødelagt flere gange og genopbygget i 1536.

Porten under tårnet, der har fået navn efter de nærliggende slagtehuse, leder ind til den pittoreske, gamle bydel med endnu flere blomsterprydede bindingsværkshuse og smalle brostensbelagte stræder.

Gade i den gamle bydel af Ribeauvillé

Gade i den gamle bydel af Ribeauvillé


Endnu mere idyl og fryd for øjet

Mere romantisk kan det næppe blive. Her er flere kirker både protestantiske og katolske, som er værd at se nærmere på ligesom den øvrige arkitektur. Men vi skal tilbage til bussen - videre på vores tur ad Vinvejen i Alsace.

Ribeauvillé er bestemt en by vi ville foretrække at bo i, da den er større end Riquewhir og derfor er her mere at foretage sig, når vi ikke er på udflugt.

Blomstersmykkede bindingsværkshuse i Eguisheim

Blomstersmykkede bindingsværkshuse i Eguisheim


Eguisheim - en autentisk landsby

Efter at have passeret endnu et par byer på vinruten gør vi holdt i Eguisheim, hvor vi har mere tid på egen hånd, inden vi senere mødes til vinsmagning.

Byen er rund som en superellipse (Piet Hein) med en ydre, smal gade Rue de Rempart som løber hele vejen rundt om byen langs den indvendige side af bymuren, der er fra 1271.

Den er aldeles henrivende og på de toppede brosten kan turen spadseres på ca. 30 minutter. Det ene skønne bindingsværkshus afløser det næste og blomster pryder overalt. Parallelgaden, som løber bag husene er uinteressant og tilhører baggårdene.

Markedspladsen med Pave Leo IX's fontæne

Markedspladsen med Pave Leo IX's fontæne


Markedspladsen

Hovedgaden Grand Rue løber lige gennem byen fra øst til vest og er vores næste mål. Byens centrum udgøres af markedspladsen med Chateau Eguilsheim og Pave Leo IX’s fontæne.

Han blev født på slottet i 1002 og som Brunon af Eguisheim. Efter sine studier blev han biskop i en alder af kun 24 år. I 1049 blev han valgt til pave og tog navnet Pave Leo IX. Han rejste rundt og kom bl.a. til Alsace og gav kirken autoritet, ligesom han fik stoppet salg af sakramenter. Han døde i Rom i 1054 og blev helgen allerede i 1087.

Det tilhørende kapel er et besøg værd ikke mindst på grund af de smukke lofter.

Alter i St Peter og St Paul Kirke

Alter i St Peter og St Paul Kirke


Flere kirker

En af byens andre kirker er St. Peter og St. Paul kirke som også skal ses, for her opbevarer man endnu et forbløffende historisk monument - en træskulptur fra 1200-tallet af den hellige Jomfru med Barnet, der kan åbnes. I det billedmalede hulrum opbevaredes oprindeligt relikvier.

Blandt byens mange restauranter vælger vi at besøge Kas’ Fratz, hvor vi spiser en af Alsace mange specialiteter tarte flambée med fire forskellige oste samt en lækker lakseanretning – naturligvis ledsaget af et glas sylvaner og et glas riesling.  

Alsacevine som indgår i vinsmagningen

Alsacevine som indgår i vinsmagningen


Vinsmagning af Alsacevine

I vinhuset André Schneider & Fils er vi alle samlet til vinsmagning. På bordet står brød og ost samt forskellige kager, som passer til vinsmagningen.

Det er en overdådig vinsmagning, der er tilrettelagt for os, for her er ”frit valg på alle hyller”. Hvad vil I smage? Og et bredt udvalg af de typiske Alsacevine bliver skænket i glassene med rund hånd.

Men der mangler noget! Spande til at spytte vinen ud i. Men gør det noget….?

Lettere berusede kan vi sætte os tilrette i bussen som kører os tilbage mod Riquewhir for næste dag at starte hjemrejsen med et besøg i regionens hovedstad Strasbourg ...

Tarte flambée er en specialitet i Alsace

Tarte flambée er en specialitet i Alsace


Primo Tours
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt