| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Forestil dig nogle små dele af Frankrig i Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet. Sproget er fransk, men befolkning og kulturer har på forunderlig vis skabt ekstraordinære blandinger af deres egen kultur og det umiskendeligt franske. Et eksotisk og krydret Frankrig: Guadeloupe, Fransk Guyana, Ny Kaledonien og Réunion.
Guadeloupe – en øgruppe med karakter
I Caribien sydøst for Puerto Rico ligger øgruppen Guadeloupe, som består af fem små øer; Bas-Terre, Grand-Terre, La Désirade, Les Saintes og Marie-Galante, alle med en frodig natur, enestående kyster, storslåede landskaber og en befolkning, som det er nemt at skabe kontakt til. Hver eneste af øerne har sit eget tempo og sit eget temperament, så det er egentlig vanskeligt på forhånd at sige, hvilken af øerne, der passer netop til dit temperament.
Øerne er først og fremmest fritidsaktiviteter på et højt plan. Vandsport, dykning, snorkling, klatring, cykling og golf er blandt de foretrukne aktiviteter, men øerne har også mange mere stilfærdige kulturtilbud, hvor der er rig mulighed for at møde den lokale befolkning.
Og så er der naturligvis gastronomien. Rødderne ligger i Frankrig, men der er tilføjet krydderier fra såvel Afrika som Portugal, så egentlig må man sige at Goudaloupe har sit helt eget køkken.
Indkvarteringen sker fortrinsvis i mindre familieejede hoteller. Ingen af de store hotelkæder har etableret sig, dog har Langley Travel, som flyver direkte fra København, egne resorts. Air France flyver 3 gange dagligt fra Paris direkte til Guadeloupe. Flyvetiden er omkring 8 timer.
Temperaturen ligger året rundt lige omkring 26 grader. Der er en fugtig periode i det sene efterår.
|
En Eco-lodge i naturreservatet Marais de Kaw er nyheden i 2009. Der er plads til 20 overnattende gæster ombord. |
Fransk Guyana er en grøn oase
Den uspolerede natur i Amazonas jungle er Guyanas største attraktion. Der satses på økoturisme, og derfor satser man på små turistgrupper, ideelt set fra 10 til 20 personer, som indkvarteres enkelt, men ofte forbavsende luksuriøst.
I mange tilfælde sker indkvarteringen på flydende hoteller med komfortable køjer. Blandt nyhederne er netop en eco-lodge helt i træ på floden midt i naturreservatet Marais de Kaw. De besøgende kan vælge mellem at sove i en kabine af træ, i hængekøje, på dækket eller i en suite, som tilbyder 360 graders udsigt over det magiske landskab.
Men der er meget andet end naturscenerier i Fransk Guyana. Det er her det europæiske rumfartscenter ligger, og det er muligt at opleve arbejdet omkring Ariane raketten på rumfartscentret Kourou. Der er tre opsendelser under forberdelse, alle finder sted i løbet af 2010.
Fransk Guyana har store strandområder, men det er ikke her man finder turisterne. Det er derimod regnskovens eventyr, der trækker. Fransk Guyanas indbyggertal ligger under 200.000, og livet, der leves, er meget enkelt. Temperaturen ligger året rundt omkring 26 grader. Der er en regnperiode i maj-juni, så bedste tidspunkt at besøge Fransk Guyana er fra juli til slutningen af året.
Air France flyver dagligt til Fransk Guyana fra Paris. Flyvetiden er lige omkring otte timer.
Ny Kaledonien har et fantastisk koralrev
Øgruppen Ny Kaledonien (Nouvelle Calédonie) ligger midt i det sydlige Stillehav og er kulturelt påvirket af såvel den polynesiske som den melanesiske befolkning. Der er to timers flyvetid til Australien og lige knap 24 timers flyvning til Europa.
Øgruppen strækker sig over et område på 600 km fra nord til syd og består af hovedøen Grand Terre, Beleb-øerne, Grantræs-øen (Île des Pins) og de tre øer Maré, Lifou og Ouvea.
I virkelighden fylder turisme ikke særligt meget på øgruppen, men den omstændighed, at øerne er omkranset af verdens største lagune, som er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv, har skabt en betydelig interesse for at besøge øerne, og turisme er derfor nu i vækst. Landskaberne veksler fra urskov til kridhvide strande og vandsport, dykning og vandring er sammen med muligheden for at møde en særdeles venlig og åben befolkning øgruppens største attraktioner.
Besøgstalle ligger omkring 105.000 om året.Heraf kommer 35.000 fra Frankrig, 30.000 fra det øvrige Europa, mens Japan udgør tredjestørste turistgruppe. Selv om Australien kun ligger to timers flyvning fra øgruppen, fylder turister fra Australien ikke meget, men de har naturligvis også deres egne laguner og rev at besøge.
Der er højsæson fra oktober til marts, hvor temperaturen ligger mellem 25 og 27 grader. I perioden januar til marts er der ganske vist en cyklonperiode, men de får sjældent et voldsomt forløb.
Air France og KLM flyver ligesom Finnair via Japan til Ny Kaledonien. Det lader sig naturligvis også gøre at flyve via Singapore og Australien, men så vil flyvetiden samlet bliver noget over et døgn. Møntfoden på Ny Kaledonien er Franc Pacific, som er bundet til Euroen i et fast forhold.
Et ø-liv på vulkaner
La Réunion minder ikke om nogen anden ø. Den ligger 10.000 km fra Europa midt i Det Indiske Ocean og er kulturelt stærkt præget af såvel Afrika som Indien, Asien og Europa.
Takket være den afvekslende natur er 40 procent af øen udlagt som naturreservat og det er derfor især den aktive turist, der søger mod Réunion. Højt over landskabet hæver vulkanen Piton de Neiges sig. Med sine godt 3.000 meter over havspejlet er det højeste bjerg i Det Indiske Ocean, og da vulkanen samtidig er blandt verdens mest aktive vulkaner, vil der også være mulighed for at opleve vulkanen i udbrud.
Foruden det magiske landskab kan Réunion også byde på smukke sandstrande, og mødet med en befolkning, som stolt fremhæver sine blandede rødder, er altid en oplevelse. Køkkenet er fransk inspireret, men med stærke input fra såvel Afrika som Asien. Der er 11 timers flyvning til Réunion.
Læs mere på www.franceguide.com
| Se også... |
|
|