Azamara Cruice

12.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Pyrenæerne, Sydfrankrig

Jeg ser skyerne komme farende op imod mig nede fra dalen og med en vældig fart presses de længere op ad den næsten lodrette bjergside, der danner grænsen mellem Frankrig og Spanien.
Er det mon et varsel for vejret de kommende dage?

Clarabide-dalen

Clarabide-dalen


På gennem Clarabide-dalen

Vi er på første dag af vor tredages hyttetur og er gået fra Pont du Prat 1.224 moh. i Louron-dalen op gennem den smukke Clarabide-dal til refugie Soula i 1.690 moh.

Det var en forholdsvis kort tur, så vi er syv fra gruppen, der er fortsat op gennem dalen og følger Clarabide-floden op til søen Pouchergues i 2.111 moh.

De friskeste tager en hurtig dukkert i det kun fem grader varme vand, og efter det kolde gys får de hurtigt varmen igen.

Mens de klæder om, står jeg og betragter de fantastiske skyformationer, der kommer væltende imod mig og tænker på, at der allerede er gået tre dage, siden vi ankom til Pyrenæerne.

Pyrenæernes storslåede landskab

Pyrenæernes storslåede landskab


Over Col de Sacroux og Col de Pinata til LIS-dalen

Fra vort hus ”La Gamelle” i landsbyen Gouaux de Larboust ca. 12 km fra byen Luchon kørte vi den første dag op til Hospice de France, 1.385 moh.

Vi gik vi op gennem fyrreskoven - heldigvis i skygge det meste af tiden - hvilket var rart, for temperaturen nærmede sig de 28 grader og der var ingen vind.

Efter et par timer kom vi ud af skoven til en lysning på en blomstereng, hvor vi gjorde holdt, medens vi betragtede den storslåede natur omkring os.

Vi fortsatte ad den smalle sti langs Cirque de la Glère forbi en række meget smukke vandfald og kom op til Col de Sacroux i 2.034 moh.

Nu fik vi for første gang mulighed for rigtigt at se det storslåede bjerglandskab ”lidt fra oven”.

Vi fortsatte langs den smalle sti på bjergkammen videre mod Col de Pinata i 2.154moh. Og så gik det nedad igen gennem skoven for til sidst at ende i bunden af Vallé du Lis, hvor de berømte pandekager blev indtaget på den lille restaurant.

Passet Port de Venasque 2.444 moh - grænsen til Spanien

Passet Port de Venasque 2.444 moh - grænsen til Spanien


Mellem Frankrig og Spanien

Igen på andendagen var udgangspunktet Hospice de France. Men i stedet for at gå gennem skoven som i går, fortsatte vi op ad serpentinestien direkte mod Venasque-søerne i 2.248 moh.

På turen op passerede vi mange smukke vandfald.

Det trak med tunge skyer og der kom da også et par dryp fra oven, medens vi spiste frokost ved hytten oppe ved søen.

Fristelsen for en iskold dukkert var alligevel ikke til at styre for én af deltagerne og før vi fik set os om, sprang han i  - også til de lokale hyttefolks store forundring.

Det blæste kraftigt - så kraftigt, at jeg fravalgte at gå med på toppen af Pic de Sauvegarde i 2.738 moh. Men andre begav sig afsted og fik en uforglemmelig oplevelse med bratte bjergsider omkring sig og en flot udsigt.

Vi andre gik efter frokost videre op mod passet Port de Venasque i 2.444moh., der danner grænsen til Spanien.

På trods af det overskyede vejr og den kraftige blæst kunne vi se over på de højeste bjerge i Pyrenæerne - Maladretta-masivet med bjergkædens højeste bjerg Pico de Aneto, 3.404 meter højt.

Oppe i passet ventede vi på, at de andre kom ned fra toppen, inden vi fortsatte på den spanske side ad en god bred sti over mod Pas de l'Escalette i 2.396 moh.

Vi passerede bjergkammen med grænsestenen og kom igen ind i Frankrig, hvor vejret som med et trylleslag igen skiftede til strålende sol.

Vinden holdt sig bag bjergkammen på den spanske side, så nu gik vi i læ.

Her græssede tusinder af løstgående får og geder på de blomsterfyldte enge. Udsigten ned i dalen var fantastisk og inden længe kunne vi se ned på vort udgangspunkt og cirklen blev sluttet efter yderligere et par timers vandring ned gennem skoven.

På gletsjeren mod Col de Gourges Blancs

På gletsjeren mod Col de Gourges Blancs


Over gletsjer til Refuge Portillon

Skyerne hænger fortsat tungt over refugiet, da vi starter ud her til morgen på 2. dagen af vor hyttetur.

Vi må se, om skyerne letter ellers må vi vende om, når vi kommer op til søen Lac de Caillauas. Det er med en vis spænding, at vi knokler opad i det mere og mere barske terræn.

Oppe ved søen kan vi intet se. Vi venter lidt og pludselig spredes skyerne og vi får den utroligt smukke sø at se.

Vi tror på, at solen nu har fået så megen magt, at vi kan fortsætte. Vejret bliver da også bedre og bedre, efterhånden som vi kommer højere og højere op ad bjerget. Under os kan vi endnu se skyernes vældige aktivitet.

Efter at have passeret endnu et par små bjergsøer, kravlet over mange sten og mindre isklatter, står vi ved foden af gletsjeren og skal have vore camponer (steigeisen) på.

Så fortsætter vi på én lang række og bevæger os langsomt op ad gletscheren til turens højdepunkt Col de Gourges Blancs i 2.877moh.

Her er en helt speciel stemning med is ned på begge sider af passet og med udsigt til flere kæmper omkring os.

Stemningen bliver ikke mindre, da der pludselig lyder Pink Floyd ud af et par medbragte højttalere. Nogle vil finde det malplaceret at spille musik i dette terræn, men jeg tror, at de fleste fra gruppen fik forhøjet nydelsen af at være her - lige præcis med den musik - og lige netop nu.

Efter at have samlet fornyede kræfter ved et hvil på nogle sten, fortsætter vi hen over isen.

Det er et betagende syn at se tilbage på bjergtoppen Pic de Gourges Blancs, 3.129moh. og den saddel på toppen af gletsjeren vi er kommet ned fra.

Nu vælter skyerne op fra dalen og indhyller det hele i tæt tåge

Nu vælter skyerne op fra dalen og indhyller det hele i tæt tåge


At fare vild i tæt tåge på en gletsjer

Vi når et stykke op og får en pragtfuld udsigt ned over en isfyldt sø, da skyerne kommer. Og de kommer kraftigt og hurtigt og vi befinder os nu i tætte skyer.

Vores turleder har valgt en lidt anden rute end sædvanligt og er derfor lidt usikre på, om vi skal nedad eller opad. Hun foreslår, at vi går opad for at komme fri af isen. Vi tager igen componerne på og kravler op ad isen.

Oppe fra tågen lyder det, at her er et godt spor og en varde. Vi kommer op og fortsætter langsomt fremad. Vi kan se ca. 10 meter frem for os, men sporet forsvinder, da det skiftevis går over sten og større isområder.

Vi gør holdt og vurderer situationen. Det ser ikke ud til at tågen letter lige med det samme. Nu er det vigtigt, at vi bliver sammen og ikke spredes for alle vinde - så bliver det først rigtigt farligt i den tætte tåge.

Vor hjælpeguide sendes ud for at spejde efter varder og stier - som der faktisk er ret mange af i området. Men hvilke er de rigtige? Her er et spor vi kan følge. Og vi fortsætter i retningen. Efter ca. fem minutter ender sporet blindt!

På den igen. En springer afsted for at finde nye varder. I mellemtiden har en af deltagerne fundet sin GPS frem og ved hvilken position han er på. Den præcise position for den hytte vi leder efter, kendes ikke, men vi kan konstatere, at vi skal i østlig retning - og ikke længere ned i dalen.

Langsomt går vi mod øst og finder en sti. Vi har den rigtige retning, for pludselig kommer der en franskmand styrtende. Han går meget målsikkert frem og smider sin rygsæk på isen og peger op mod refugiet, der mest af alt ligner en stor grå klippevæg, der stikker ud i tågen umiddelbart over os.

Franskmanden løber tilbage for at hjælpe andre fra hans gruppe, der kommer længere nedefra end os.

Nu er det en smal sag at komme det sidste stykke op til hytten refugie du Portillon.

Det viser sig at vi stod 80 meter fra hytten, da vi tog første pejling med GPS’en!

Lac Soussat

Lac Soussat


Ned til Lac D’Oo

Skyerne er væk. Det bliver en pragtfuld dag og alt det, vi ikke kunne se i gårsdagens tåge, står nu lysende klart foran os.
Søen med isbjergene, de isklædte bjergskråninger og stedet hvor vi ”for vild”.

Vi går gåsegang nedad det første stykke, for her er mange varder og det er nemt at tage fejl. En markering af stierne - som vi f.eks. kender det fra Norge’s T-mærke - findes ikke her.

Efter en lille kilometer er vi på kanten af bjergsiden og har nu hele dalen, vi skal ned gennem liggende for vore fødder.

Og så er der frit løb! Nogle raser af sted for at komme ned til næste refugie, andre tager det mere med ro. Hver især kan vi sætte det tempo, der passer bedst.

Erfaringen siger mig, at sker ulykkerne - sker de som regel, når vi går nedad - så vi tager det helt roligt på den stejle bjergside!

Første sø vi passerer er Lac Soussat og på refugie d’Espingo køber vi lidt at spise og drikke. Her er en fantastisk smuk udsigt og det er svært at løsrive sig, da vi skal videre nedad.

Dalen bliver mere og mere frodig, efterhånden som vi kommer nedad og snart passerer vi det ene store vand fald efter det andet og kommer ned i skovklædt terræn.

Neden for os kan vi hele siden se den smukke sø Lac D’Oo.

Nede ved søen er der en formidabel udsigt op mod dalen, vi er kommet fra med vandfald, der kaster sig hundrede af meter ned i vandet.

Da vi når frem, har flere af de andre allerede været i vandet. Nu er de kolde gys blevet rigtig populære!

Efter endnu en forfriskning går vi det sidste stykke ned gennem skoven til Granges D’Astau, hvor vi venter på bussen.  

Torre La Sal
Outwell
Campingferie 650,-
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt