Frankrig: Vandreferie i Pyrenæerne

Clarabide-dalen

Vi er på første dag af vor 3-dages hyttetur og er gået fra Pont du Prat 1.224 moh. i Louron-dalen op gennem den smukke Clarabide-dal til refugie Soula i 1.690 moh.

Det var en forholdsvis kort tur, så vi er 7 fra gruppen, der er fortsat op gennem dalen og følger Clarabide-floden op til søen Pouchergues i 2.111 moh.

De friskeste af os tager en hurtig dukkert i det 3 - 5 grader varme vand, og efter det kolde gys får de hurtigt varmen igen.
Medens de klæder om, står jeg og betragter de fantastiske skyformationer, der kommer væltende imod mig, og tænker på, at der allerede er gået 3 dage, siden vi ankom til Pyrenæerne.

”La Gamelle” i landsbyen Gouaux de Larboust

Over Col de Sacroux og Col de Pinata til LIS-dalen

Fra vort hus ”La Gamelle” i landsbyen Gouaux de Larboust ca. 12 km fra byen Luchon kørte vi den første dag op til Hospice de France, 1.385 moh.

Vi gik vi op gennem fyrreskoven - heldigvis i skygge det meste af tiden - hvilket var rart, for temperaturen nærmede sig de 28 grader og der var ingen vind.

Efter et par timer kom vi ud af skoven til en lysning på en blomstereng, hvor vi gjorde holdt, medens vi betragtede den storslåede natur omkring os.

Vi fortsatte ad den smalle sti langs Cirque de la Glère forbi en række meget smukke vandfald og kom op til Col de Sacroux i 2.034 moh.

Pyrenæernes storslåede landskab

Nu fik vi for første gang mulighed for rigtigt at se det storslåede bjerglandskab ”lidt fra oven”.

Vi ser vandrestien langt under os

Vi fortsatte langs den smalle sti på bjergkammen videre mod Col de Pinata i 2.154moh. Og så gik det nedad igen gennem skoven for til sidst at ende i bunden af Vallé du Lis, hvor de berømte pandekager blev indtaget på den lille restaurant.

Hvil ved Port du Vánasque

Mellem Frankrig og Spanien

Igen på andendagen var udgangspunktet Hospice de France. Men i stedet for at gå gennem skoven som i går, fortsatte vi op ad serpentinestien direkte mod Venasque-søerne i 2.248 moh.

På turen op passerede vi mange smukke vandfald.

Det trak med tunge skyer og der kom da også et par dryp fra oven, medens vi spiste frokost ved hytten oppe ved søen.

Fristelsen for en iskold dukkert var alligevel ikke til at styre for én af deltagerne og før vi fik set os om, sprang han i det iskolde vand – selv til de lokale hyttefolks store forundring.

Man er vel viking!

Venasque-søerne Boums de Port

Det blæste kraftigt – så kraftigt, at jeg fravalgte at gå med på toppen af Pic de Sauvegarde i 2.738 moh. Men andre begav sig afsted og fik en uforglemmelig oplevelse med bratte bjergsider omkring sig og en flot udsigt.

Udsigt fra passet - ind i Spanien

Oppe i passet ventede vi på, at de andre kom ned fra toppen, inden vi fortsatte på den spanske side ad en god bred sti over mod Pas de l'Escalette i 2.396 moh.

Vi passerede bjergkammen med grænsestenen og kom igen ind i Frankrig, hvor vejret som med et trylleslag igen skiftede til strålende sol.
Vinden holdt sig bag bjergkammen på den spanske side, så nu gik vi i læ.

Tilbage i de franske grønne dale

Her græssede tusinder af løstgående får og geder på de blomsterfyldte enge. Udsigten ned i dalen var fantastisk og inden længe kunne vi se ned på vort udgangspunkt og cirklen blev sluttet efter yderligere et par timer ned gennem skoven.

Lac de Badech, Luchon

Hviledag

I går var det hviledag, således at vi kunne samle kræfter til vor kommende 3-dages hyttetur. Nogle forsøgte sig med bjergklatring, enkelte med paragliding og andre benyttede dagen til at lære byen Luchon nærmere at kende.
Selv fulgte jeg floden La Pique, der snor sig smukt rundt om byen og kom ud til søen Lac de Badech, hvor der var livlig aktivitet.

Enkelte fiskede og her fik skolebørnene træning i kajakkens mysterier.

Skyerne spredes ved Lac de Caillauas

Over gletscher til Refuge Portillon

Skyerne hænger fortsat tungt over refugiet, da vi starter ud her til morgen på 2. dagen af vor hyttetur. Vi må se, om skyerne letter ellers må vi vende om, når vi kommer op til søen Lac de Caillauas. Det er med en vis spænding, at vi knokler opad i det mere og mere barske terræn.
Oppe ved søen kan vi intet se. Vi venter lidt og pludselig spredes skyerne og vi får den utroligt smukke sø at se.

Vi tror på, at solen nu har fået så megen magt, at vi kan fortsætte. Vejret bliver da også bedre og bedre, efterhånden som vi kommer højere og højere op ad bjerget. Under os kan vi endnu se skyernes vældige aktivitet.

Efter at have passeret endnu et par små bjergsøer, kravlet over mange sten og mindre isklatter, står vi ved foden af gletscheren og skal have vore camponer (steigeisen) på.

På gletscheren mod Col de Gourges Blancs

Så fortsætter vi på én lang række og bevæger os langsomt op ad gletscheren til turens højdepunkt Col de Gourges Blancs i 2.877moh.

Col de Gourges Blances, 2.877moh

Her er en helt speciel stemning med is ned på begge sider af passet og med udsigt til flere kæmper omkring os.

Stemningen bliver ikke mindre, da der pludselig lyder Pink Floyd ud af et par medbragte højttalere. Nogle vil finde det malplaceret at spille musik i dette terræn, men jeg tror, at de fleste fra gruppen fik forhøjet nydelsen af at være her - lige præcis med den musik - og lige netop nu.

Efter at have samlet fornyede kræfter fortsætter vi nedad over isen og fra bunden skal vi igen op på den anden side.

Bjergtoppen Pic de Gourges Blancs, 3129moh

Det er et betagende syn at se tilbage på Bjergtoppen Pic de Gourges Blancs, 3129moh. og den saddel på toppen af gletscheren vi er kommet ned fra.

Vi når et stykke op og får en pragtfuld udsigt ned over en isfyldt sø, da skyerne kommer. Og de kommer kraftigt og hurtigt og vi befinder os nu i tætte skyer.

Nu vælter skyerne op fra dalen og indhyller det hele i tæt tåge

Vi er gået en lidt anden vej end sædvanligt og er derfor lidt usikre på, om vi skal nedad eller opad. Vor turfører foreslår at vi går opad for at komme fri af isen. Vi tager igen componerne på og kravler op ad isen.
Oppe fra tågen lyder det, at her er et godt spor og en varde. Vi kommer op og fortsætter langsomt fremad. Vi kan se 7-10 meter frem for os, men sporet forsvinder, da det skiftevis går over sten og større isklatter. Vi gør holdt og vurderer situationen. Det ser ikke ud til at tågen letter lige med det samme. Nu er det vigtigt, at vi bliver sammen og ikke spredes for alle vinde – så bliver det først rigtigt farligt i den tætte tåge.

Vor hjælpeguide sendes ud for at spejde efter varder og stier – som der faktisk er ret mange af i området. Men hvilke er de rigtige? Her er et spor vi kan følge. Og vi fortsætter i retningen. Efter ca. 5 minutter ender sporet blindt.

På den igen. En springer af sted for at finde nye varder. I mellemtiden har en af deltagerne fundet sin GPS frem og ved hvilken position han er på. Den præcise position for den hytte vi leder efter, kendes ikke, men vi kan konstatere, at vi skal i østlig retning – og ikke længere ned i dalen. Langsomt går vi mod øst og finder en sti. Vi har den rigtige retning, for pludselig kommer der en franskmand styrtende. Han går meget målsikkert frem og smider sin rygsæk på isen og peger op mod refugiet, der mest af alt ligner en stor grå klippevæg, der stikker ud i tågen umiddelbart over os. Franskmanden løber tilbage for at hjælpe andre fra hans gruppe, der kommer længere nede fra end os.
Nu er det en smal sag at komme det sidste stykke op til hytten refugie du Portillon.

Det viser sig at vi stod 80 meter fra hytten, da vi tog første pejling med GPS’en!

Vi står op til en vidunderlig dag

Ned til Lac D’Oo

Skyerne er væk. Det bliver en pragtfuld dag og alt det, vi ikke kunne se i gårsdagens tåge, står nu lysende klart foran os.
Søen med isbjergene, de isklædte bjergskråninger og stedet hvor vi ”for vild”.

Vi går gåsegang nedad det første stykke, for her er mange varder og det er nemt at tage fejl. En markering af stierne – som vi f.eks. kender det fra Norge’s T-mærke – findes ikke her.

Lac D’Oo

Dalen bliver mere og mere frodig, efterhånden som vi kommer nedad og snart passerer vi det ene store vand fald efter det andet og kommer ned i skovklædt terræn.

Neden for os kan vi hele siden se den smukke sø Lac D’Oo.

Vandet vælter ned i Lac D’Oo

Nede ved søen er der en formidabel udsigt op mod dalen, vi er kommet fra med vandfald, der kaster sig hundrede af meter ned i vandet.

Da vi når frem, har flere af de andre allerede været i vandet. Nu er de kolde gys blevet rigtig populære! Efter endnu en forfriskning går vi det sidste stykke ned gennem skoven til Granges D’Astau, hvor vi venter på bussen medens vi får en is.

Desværre sidder jeg i træk og redder mig en influenza – fordi jeg ikke skiftede fra mit svedvåde tøj til en tør trøje – men det er en helt anden historie.

Mod Granges D’Astau

Vejviser

Sted: Pyrenæerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien

Årstid: Juli

Kort: La Carte de Randonneé 1848 OT - 1:25.000 - Bagn’eres de Luchon IGN 3615

Teknisk rejsearrangør: Topas Adventure Travel - www.topas.dk