Isabella

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Et råd fra Delfi, Grækenland

Vi er atter kørt sydpå fra Meteora og over Thessaliens frugtbare sletter, men så rejser pindosbjegene sig og snart er vi oppe i en bjergrig egn med den ene panoramaudsigt efter den anden.

Pleistosdalen

Pleistosdalen


På Parnassos skråninger

På skråningerne af Parnassos' bjergside ligger vores dejlige hotel Anemolia Mountain Resort i Arachova ikke langt fra Delfi.

Vi er heldige at få et værelse helt oppe under tagryggen med synlige bjælker og med et fantastisk vue ud over Pleistosdalen og de bagvedliggende bjergkamme.

Om vinteren er her masser af sne og i nærheden ligger Parnassos Ski Centre, hvor grækerne ynder at dyrke vinterens skisportsglæder. Panassosbjerget rejser sig hele 2.455 moh.

Man forstår godt, hvorfor man i antikken valgte at lægge oraklet i Delfi netop her i denne smukke natur - der  i oldtiden var verdens midtpunkt ...

Det antikke Delfi set fra stien oppe over teatret

Det antikke Delfi set fra stien oppe over teatret


Oraklet i Delfi

I antikken, mere end 700 år før vores tidsregning, kunne man købe sig til et godt råd fra guderne - og det fik man i helligdommen Delfi.

Det var modne jomfruer - Pythias - der under påvirkning af en form for euforiserende stoffer, i trance fremsagde tågede beskeder, som blev tolket af stedets præster og med omhu videregivet på vers til de pilgrimme der søgte råd.

Og man søgte gudernes råd om alt fra krige, ægteskaber, fødsler og investeringer etc.

Ofte var præsternes svar tvetydige, så det i virkeligheden var op til spørgeren at tolke svaret korrekt.

Der fandtes mange orakler rundt omkring i Grækenland, men Oraklet i Delfi ansås som det mest troværdige.

Det var stor business. De tilrejsende kunne købe offergaver, når de ankom til Delfi og disse gaver skulle så gives til oraklet. Det hele blev styret af præsterne og Delfi blev umådelig rigt og der blev bygget skattekamre, templer, teatre og stadions m.v.

Oraklet fungerede i mere end 1000 år, men blev afskaffet i slutningen af 300-tallet, da kristendommen fik fodfæste i befolkningen.

I de næste hundreder af år forfaldt templerne og blev dækket af jordskred og først i begyndelsen af 1890'erne blev ruinerne udgravet af franske og græske arkæologer.

Besøg i det arkæologiske museum

Besøg i det arkæologiske museum


Det arkæologiske museum i Delfi

Vi starter dagen med et tidligt besøg i Delfis arkæologiske museum, hvor diverse fund er udstillet.

De mange kvindelige frugtbarhedsfigurer fortæller os, at her blev ofret til en kvindelig gudinde.

Her er små og store ting bl.a. flotte mosaikker og gavlrelieffer fra templerne, og vores rejseleder fra Tema Rejser beretter meget detaljeret om disse fantastiske fund.

Udover flotte guldfund ser vi Sfinxen fra Naxos skabt omkring 560 f.Kr. der oprindeligt stod ved Den Hellige Sti neden for Apollontemplet og er tydeligvis inspireret af tidlig Egyptisk kunst.

Vognstyreren er en meget flot og detaljeret bronzestatue

Vognstyreren er en meget flot og detaljeret bronzestatue


Vognstyreren fra Delfi

Måske er Vognstyreren udført i bronze, 470 f. Kr. det mest betydende kunstværk i Delfi. Vinderen af hestevæddeløbet fik godt nok en præmie, men den blev straks ofret til guderne.

I stedet fik vinderen en kostbar gestus i form af en flot og detaljerig statue og fik i sin hjemegn status af helt og mange gaver. Det er slet ikke sikkert, at han efterfølgende behøvede at arbejde.

Vognstyreren fra Delfi har sit ungdommelige udtryk i ansigtet - lidt betuttet (måske overrasket) over at have vundet hestevæddeløbet.

På sit hoved bærer han et sejrsbånd, som holder hans krøllede hårlokker på plads. I sin højre hånd holder han løst på hestetøjlerne - de rester som er fundet.  

Hippodromen (væddeløbsbanen) i Delfi er aldrig fundet.

Den smukke Antinoos, med de bløde læber

Den smukke Antinoos, med de bløde læber


Smukke Antinoos

Fra den romerske periode ses bl.a. den smukke Antinoos, vidunderlig skabt i en 1,8 meter høj marmorstatue mellem ca. 110-130.

Han var den romerske kejser Hadrians elsker og den unge homoseksuelle mand har et helt fantastisk udtryk i ansigtet.

Statuen blev fundet i Apollontemplet i 1893.

På vej mod Apollotemplet

På vej mod Apollotemplet


Det antikke Delfi

Efter besøget i museet spadserer vi i det antikke Delfi, som har den smukkeste beliggenhed op ad bjergskråningen.

Vi kommer forbi Agodaen - markedshallerne, hvor de tilrejsende pilgrimme kunne købe offergaver - og fortsætter frem ad Den Hellige Processionsvej.

Her passerer vi flere af skattekamrene, hvor kostbarhederne blev opbevaret. Et af skattekamrene er rekonstrueret.

Vi stopper ved en kopi af Omfalosstenen, der i antikken udgjorde verdens navle. Den originale sten ses på det arkæologiske museum.

Vi kommer derefter frem til det mest betydende tempel - Apollotemplet - hvor pilgrimmene fik råd fra Oraklet i Delfi.

Pilgrimmene kunne høre, men ikke se Pythias, og kunne kun opfatte få af hendes ytringer, mens præsterne tolkede og videregav rådet.

På bjergskråningen over Apollotemplet kommer vi op til det antikke teater, der på 35 rækker havde plads til 5.000 tilskuere. Herfra er der et betagende vue ud over hele det antikke område og Pleistosdalen nedenfor.

Længere oppe ad bjerget ligger det store stadion og selv om det er en lidt anstrengende tur herop, skal man ikke snyde sig selv for det. Her kan man med lidt fantasi sagtens forestille sig, hvorledes atleterne har kæmpet under tilskuernes høje tilråb ...

Tholos Templet

Tholos Templet


Helligdommen for Athena-Pronaia

Selv om vi ikke har for meget tid til at spadsere omkring og fordybe os i de enkelte bygninger, beslutter vi os for også at spadsere de få hundrede meter ned ad landevejen, hvor Helligdommen for Athena-Pronaia, ligger.

Dette område er fra 300-tallet f. Kr. og har rester af et af de mest fotograferede templer i Delfi - Tholos Templet.

Man kender ikke Tholos' betydning eller funktion, men templet havde oprindeligt tyve søjler rejst på et tretrins podium. I dag er her blot tre tilbage.

Det nærliggende gymnasium er der ikke tid til at fordybe sig i ...

Jeg mærker kildens virkning lige med det samme ...

Jeg mærker kildens virkning lige med det samme ...


En slurk af Den Kastaliske kilde

Mellem Det antikke Delfi og Helligdommen for Athene-Pronaia lå et tidligere badested ved Den Kastaliske Kilde, hvor folk, som ville besøge Oraklet i Delfi, skulle vaske sig.

Badet er i dag tømt for vand og kilden ført til en lille fontæne i nærheden. Det siges, at drikker man af kilden, gør det én yngre.

Det tør jeg godt tro på, så prøv det selv… Det er da et godt råd fra Delfi!

Efter en dejlig frokost på Restaurant Symposium i byen Delfi kører vi denne eftermiddag videre mod Korintherbugten og derfra mod det antikke Olympia på den store ø Peloponnes ...

Apollotemplet hvor Oraklet i Delfi holdt til

Apollotemplet hvor Oraklet i Delfi holdt til


Primo Tours
Campingferie 650,-
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt