Grønland: Fuglefjeld, isbræ, hval og sæl i pragtfuld natur

Fjeldspurv

Man har altid talt om den fantastisk rige fauna, som lever i og omkring Grønland i fjelde, på højsletter, i fjorde og på havet. Edderfugle, måger, teister, havlitter, havørne, ravne, ænder, ryper samt polarræve, polarharer og isbjørne. Dertil moskusokser og rener for blot at nævne nogle af de mest kendte fugle og dyr fra det grønlandske natur.

Qaqortoq (Julianehåb)har Grønlands eneste springvand

Efter fjeldørred

I juli/august, der er de bedste måneder for fiskefangst, klukker elven i Eqaluit forholdsvist dovent af sted på sin vej mod fjorden. Hist og her snubler strømmen over klippeblokke, men de formår ikke at stoppe vandets vej. Elven ser meget fredelig ud, men man skal ikke lade sig narre af denne idyl. Om foråret, når sneen smelter og vandet i enorme fosser vælter ned fra fjeldene, skærer elven mange steder tænder, og den forvandles til en malstrøm af kogende hvirvler, som maser sig frem i skumsprøjt mellem de rullende og stationære klippeblokke.

Følger man den bugtende elv, der langs bredden mange steder har pilekrat, når man efter nogle kilometer et brat sving, hvor elven stiger en del, og hvor strømmen er stærk. Her findes store klippeblikke ude i den stærke strøm og bag klippeblokkene store bassiner. I skyggen under vandets fald, hvor skumsprøjt brydes i alle regnbuens farver plejer ørrederne at stå.

Der findes et hav af elve på Grønland med fjeldørreder. Her lever den og lokker ikke alene lystfiskere til, men også grønlænderne, som gennem århundreder har betragtet fjeldørrederne som et kærkomment kosttilskud til de mange andre forskellige fiske- og dyreretter. Ørredens fighterevner tyder på, at naturens vildskab har påvirket den. En natur som er så storslået og dragende, at den næsten er ubeskrivelig i sin majestætiske ensomhed.

Hvalsø Kirkeruin

I Sydgrønland er der imidlertid mange andre attraktioner. I bunden af fjordene ved Qaqortoq (Julianehåb) og Narsarsuaq findes flere bræer, som i sommerperioden hælder deres tonsvis af blåhvide ismasser ud i fjorden. Man kan sejle ret tæt på bræerne - kun ca. 400 meter fra dens stejle isvæg, hvis blåhvide ismasser hele tiden skifter farve i solens stråler. Af og til lyder et mægtigt brag, når et isfjeld brækker af og “river sig fri” - hvorefter fjordens vand og strøm tager fjeldet med på dets sidste rejse ud af fjorden, inden det er helt smeltet og opslugt af golfstrømmens varme vand i David Strædet.

Vi kaster anker godt 300 meter fra land i ca. en kilometers afstand af bræen, efter at have konstateret om vandet er på vej ud eller ind. Der er en forskel på ebbe og flod på knap 4 meter. Vi kaster anker på 8 meters dybde, og i den lille gummibåd med påhængsmotor sejler vi ind til ørredelven nord for bræen.
Vi slæber gummibåden 10 meter op på stranden og gør vores grej i stand til en lille fisketur i den smukke elv.

Fjorden kan være med eller uden isbjerge

En arktisk fauna

Her i denne pragtfulde natur ser vi en havørn i det fjerne, ligesom snespurve og vipstjert nysgerrig i ny og næ betragter de nye indtrængere i deres verden.
På sletterne mellem elvens mange forgreninger gror et utal af farverige polarblomster - ikke mindst den flotte op til en meter høje kvan, rosenrod, den røde gederams, hvide tæpper af blomstrende polar kæruld nær ved elven. Desuden blålyng og stenbæk, mens blåklokken gynger blid i vinden med dens karakteristiske blå klokkeblomster. Fjeldsyre, isranunkel og moslyng  ses også her i det frodige landskab. Blåbær og røde tyttebær, multebær og sorte revling lokker os til en smagsprøve.

I det fjerne mellem elvens brusen høres den typiske “grok grok” lyd fra fjeldrypen, der endnu er klædt i den gråbrune sommerdragt. Her er også fald fra rener, og i en lille dalsænkning 300 - 400 meter fra os findes en fin vegetation, som formentlig giver føde til vildrenerne på deres vandringer i området.
Det er køligt og derfor plages vi ikke af hverken myg eller fluer - men de er her.

Efter et par timer ved elven, hvor vi ser ørredeyngel, bevæger vi os uden at have fanget noget tilbage mod fjorden og sejler med gummibåden tilbage til “Nuser 4”.

På turen ses også isbjerge

Fuglefjeld

Nu går det hjemad langs fjordens sydside, hvor vi passerer et fantastisk 500 - 800 meter højt fuglefjeld, hvor rider og svartbag i tusindtal har fået deres unger på vingerne. Rederne findes på de små afsatser næsten hele vejen op til toppen på den næsten lodrette klippevæg. Her er en kolossal koncert fra de “syngende ” fugle og i fjorden sidder ungerne tæt på de flade blåhvide isfjelde, mens de endnu øver sig i flyvningens kunst. Også enkelte lomvier har deres yngleplads på fjeldet.

På vores videre sejltur gennem fjorden hjem til Qaqortoq (Julianehåb) ser vi et par vågehvaler i det fjerne, vi ser dansende sæler, og et par havørne - en enkelt jagtfalk og tusinde af andre søfugle.

Alt sammen attraktioner som sammen med den storslåede natur kan give turistindustrien i byen et løft langt ind i fremtiden.