Royal Caribbean

2.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Med børn og børnebørn til indlandsisen (2/3), Grønland

Drengene bar hver et telt i deres rygsække. Vi andre voksne andet fællesudstyr som mad og primus. Naturligvis havde vi gode soveposer og liggeunderlag med, samt skiftetøj som vi også bar for børnene. Børnebørnene på 7 og 4 år skulle naturligvis ikke bære noget.

Mikkel på vej mod Col des Pardrix over for Eqi-isbræen

Mikkel på vej mod Col des Pardrix over for Eqi-isbræen


Mod indlandsisen

Den første del af ruten gik op ad fjeldet i det spor som den franske polarforsker Paul-Emile Victor havde lavet med sine bæltekøretøjer, da han i 1948 - 53 udforskede indlandsisen og havde base i Eqi, hvor hans hytte ”Den Franske Hytte” fortsat står - tom og affældig.

Udsigten fra toppen af fjeldet Col des Pardrix mod Eqi-isbræen er næsten ubeskrivelig smuk.

Vi havde det grønne og brune klippefyldte fjeld for vores fødder, hvor de røde og gule efterårsfarver dominerede det lavt voksende løv, det knaldblå hav med drivende is, en stribe af turkis-farvet havvand hvor smeltevandsfloden sender gletschervandet gennem deltaet ud i bugten - og den enorme kridhvide isbræ, der forsvinder ind mod indlandsisen.

Også den karakteristiske morænekant tegnede et flot billede af hele dette fantastiske sceneri.

Efter endnu en lille stigning fladede terrænet ud og turen blev lettere – og nu kunne vi se indlandsisen - målet for vores vandretur. Turen fra Glacier Lodge Eqi er blandt de korteste ind til indlandsisen, som vi kender - blot ca. 10 km - så her kan de fleste der er raske og rørige være med.

Nogle vandrer sågar turen både frem og tilbage samme dag.

Allis, Mathias, Anne-Vibeke og Mie i U-dalen med indlandsisen bag sig

Allis, Mathias, Anne-Vibeke og Mie i U-dalen med indlandsisen bag sig


Ingen drikkevand

Vi havde fået oplyst, at der var drikkevand i U-dalen neden for den sidste moræne før indlandsisen, ellers kunne vi hente vand fra vandfaldet ved siden af den isbræ (tunge) som indlandsisen sender ned i U-dalen.

Men vandløbet i U-dalen var så godt som udtørret og den smule stillestående vand der fandtes, skulle vi ikke nyde noget af!

Vi gik over til vandfaldet, hvor det viste sig, at vandet var fyldt med sand og ganske udrikkeligt. Vi granskede vandrekortet og fandt to mindre søer oppe på en fjeldryg, som så ud til at kunne blive en fin lejrplads.

Drengene gik i forvejen og smed deres rygsække og løb op på fjeldryggen for at undersøge forholdene, mens vi andre tog den mere med ro - børnebørnenes små ben havde allerede vandret ca. 15 km.

Pladsen oppe på fjeldryggen viste sig at være fin og vandet i søerne ok. Vi fik kæmpet os op til stedet og fik hurtigt slået teltene op. Nogle blev i lejren og fik sig en kop varm chokolade, mens vi andre ville op på indlandsisen - Sermersuaq.

Anne-Vibeke og Mikkel på indlandsisen

Anne-Vibeke og Mikkel på indlandsisen


På Indlandsisen

Vi gik atter ned over U-dalen og kunne på den anden side følge en sti op over morænekanten mod indlandsisen. Snart forsvandt stien og vi var henvist til at forcere sten og krydse en lille smeltevandselv, før vi stod oppe ved selve den synlige iskant.

Spredt udover et stort område lå sten i alle størrelser, som isen havde bragt med sig fra det indre af landet. Under os lå ca. 30 meter is og nu trådte vi ind på selve isen. En underlig følelse af storhed gik gennem os, mens vi tre travede ind på isen. Vi var helt alene i det store hvide intet!

Vi var klar over, at vi ikke skulle gå for langt ind på isen, da der kan være huller og man hurtigt kan miste orienteringen - og det var glat, så vi havde svært ved at stå fast med vores vandrestøvler.

Så i stedet for at gå længere ind på isen, gik vi langs med iskanten og kom frem til isbræen vi besøgte tidligere på dagen nede i U-dalen. Herfra kunne vi virkelig se, hvorledes en sådan tunge langsomt spalter sig i større og større sprækker efterhånden som den vælter ud i dalen.

Men så begyndte det at blæse kraftigt. Som lyn fra en klar himmel tog vinden til og vi søgte hurtigt ned i læ, hvorfra vi kom.

Teltene er atter rejst, nu i U-dalen i læ under morænen

Teltene er atter rejst, nu i U-dalen i læ under morænen


Fønvind

Tilbage ved teltene - hvor vi nærmest blev blæst op fra U-dalen - fandt vi hurtigt ud af, at her i lejren kunne vi ikke blive - teltene ville ikke kunne modstå den kraftige fønvind. Der var kun ét at gøre - flytte lejr.

Vandflaskerne blev fyldt, teltene pakket samme og atter måtte vi tilbage i U-dalen og hen under den sidste moræne før indlandsisen - her var der læ og vindstille. Stormen fra indlandsisen strøg højt over vores hoveder ud over U-dalen.

Atter blev teltene rejst og i aftenens sidste varmende solstråler fik vi lavet aftensmad, og da solen forsvandt bag fjeldet og kulden tog over, var det tid til at tænke på at komme i soveposerne.

Imidlertid havde vi ikke mere vand, så for at have noget til næste morgen, gik vi atter de ca. 2 km over U-dalen og op ad fjeldet til søerne. Vi blev nærmest løftet derop i stormen.

Med fyldte vandflasker kæmpede vi os tilbage ned ad fjedsiden med fønvinden piskende lige i ansigtet. Vi kunne med lethed stå i 45 graders vinkel uden at falde. Naturkræfterne her er enorme.

Så er det sengetid

Så er det sengetid


Storm hele natten

Tilbage i lejren var der allerede stille. Børnebørnene var gået til ro og sov trygt i deres lune soveposer, og snart gjorde vi andre det også.

Men vinden vendte i løbet af natten, så den kom på langs ned gennem U-dalen. Først et enkelt vindstød i teltdugen - senere en konstant rusken og flåen i teltet som kunne rive ethvert ubeboet telt op med pløkker.

Nu var vi heldigvis inde i teltene og havde klogelig forstærket både pløkkerne og teltdugens flapper med tunge sten. Teltene fløj ingen steder, men nattesøvnen blev for nogle af os konstant forstyrret, når teltdugen slog mod soveposerne. Andre sov trygt i deres lune dunsoveposer.

Næste morgen var der fortsat fønvind, og da vores lejr nu lå i skygge, fandt vi hurtigt ud af, at det ville være dumt at spise morgenmad her og risikere at blive kolde. Vi måtte finde et sted med læ og sol, før vi kunne få morgenmad. Lejren blev pakket sammen, hvilket ikke var helt let i et sådant stormvejr.

Mikkel laver havregrød, kaffe, te - og chokolade.....

Mikkel laver havregrød, kaffe, te - og chokolade.....


Hjemtur med vilde dyr

Vi begav os over U-dalen - hvor vandet i nattens løb var frosset til is - og tilbage af sporet mod Glacier Lodge Eqi.

Vi havde haft planer om at gå ud til et højdepunkt med udsigt til isbræen ved indlandsisen og smeltevandsdalen Eqip Kuussua - der ender i et delta ude i bugten - men målet var nu ændret. Vi ville hurtigst muligt ned fra dette forblæste højfjeld - ned i læ.

Et vindstød var så kraftigt og fik fat i svigerdatterens rygsæk, så hun blæste omkuld. Heldigvis skete der ikke noget, men tempoet blev sat ned og der blev fortsat med forsigtighed, nu vi havde mærket naturens ubændige kræfter.

Efter et par timer var vi kommet så langt ned ad fjeldet, at vi kunne finde læ i nærheden af en sø. Vandet blev kogt og vi lavede havregrød. Kaffe og te. Brød med ost og marmelade - og snart fik vi alle varmen igen, humøret var højt og vi kunne fortsætte.

Mathias ser på haren, mens Rasmus kravler frem mod

Mathias ser på haren, mens Rasmus kravler frem mod "byttet"


En kridhvid hare

På en sten så vi en kridhvid hare og lidt senere endnu en. Jagten gik ind - fotojagten.

Vi kunne nærme sig de vilde dyr, der tilsyneladende ikke er helt så bange for mennesker her som hjemme. Måske fordi de ikke jages?

Vi kom rigtigt tæt på dem - ikke mindst én, som på alle fire kravlede frem mod harernes skjulested for at få dem i ”kassen”.

Også for andre lykkedes det at komme så tæt på som en meter før haren flyttede sig.

Rype i sommerdragt

Rype i sommerdragt


Tilbage i Glacier Lodge Eqi

Senere løb et par ryper over stien og igen greb vi chancen for at ”skyde” dem. De er ualmindeligt godt kamufleret og falder i ét med deres omgivelser. Og så er ryperne så smarte, at de skifter fjerdragt efter årstiden, så de er helt hvide om vinteren.

Så snart folkene ved Glacier Lodge Eqi så os, kom der mad på bordet og kaffen blev brygget. En flot og helt uventet service. Personalet havde tænkt på i den stærke fønvind.

Børnebørnene var naturligvis trætte efter de godt 10 km vandring i storm, ligesom de, der ikke havde sovet ret meget i nattes løb trængte til at hvile sig.

For som det ældste barnebarn sagde til sin mor: ”Det er fandens hårdt at være på ferie med farfar!”

Mikkel på morænekantet med udsigt til Eqi-isbræen

Mikkel på morænekantet med udsigt til Eqi-isbræen


På morænekanten ved Eqi-isbræen

Jeg ville godt vise en af sønnerne morænekanten ovre ved Eqi-isbræen og da dagen endnu var lys i mange timer, tog vi af sted. Der er en tydelig sti det meste af vejen.

Først frem til elven, der krydses over nogle store sten, så rundt om lagunen inderst i bugten og langs de lodrette fjeldsider forbi et større vandfald - hvor det er ikke noget problem at komme over vandet fra vandfaldet. For foden af den grå morænekant opdager man, hvor imponerende stor den egentlig er.

I stedet for at forsøge at vandre op gennem de løse sten og sandet, gik vi op ad det faste fjeld umiddelbart til højre for morænekanten. Vi kunne se, at andre før os har haft samme ide, for der var svage tegn på en begyndende vandresti. Det tog ikke lang tid at vandre til toppen af fjeldet og derfra var det let at gå ud selve morænekanten.

Jeg var her året før og det var tydeligt at se, de ændringer i isbræens størrelse som er sket siden da. Gletscheren var skrumpet og endnu en morænekant var blevet synlig tættere på isen. Klimaforandringer?

Der lød hele tiden brag fra det indre af isbræen, når trykket inde fra indlandsisen blev for stort og satte isen i bevægelse. Men det kunne vi naturligvis ikke se - kun høre.

Derimod kunne vi sidde yderst på morænekanten parallelt med isbræens front og iagttage hvorledes den kælvede og store ismasser styrtede i havet. Et betagende syn, som man ikke bør snyde sig selv for, når man kommer på disse kanter.

Båden, som vi ankom med for et par dage siden, kunne vi se ligge som en lille brik mellem isskosserne foran isbræen. Den var på vej til Glacier Lodge Eqi med nye gæster.

Kær er den lille polarræv

Kær er den lille polarræv


Husdyrene

Da vi atter var samlet ved hytterne og middagen blev serveret i Café Victor, luskede der nogle polarræve rundt uden for hytten. Vi satte os udenfor for at se, hvor tæt disse vilde dyr turde nærme sig menneskene. Vi sad stille på trappen foran Café Victor og dyrene nærmede sig langsomt for at få en godbid.

Det viste sig, at polarrævene var årets kuld og at de dagligt blev fodret af folkene i Glacier Lodge Eqi. Det er naturligvis både godt og skidt. Godt fordi alle dyrene overlever deres opvækst og gennem sommeren lever godt og tager på i vægt. Skidt fordi de næppe når at få lært at jage selv, og når Eqi-lejren lukker ned i begyndelsen af september, er rævene overladt til sig selv og går måske en sultedød i møde.

Men nu var de her og sjove at iagttage. Og jo, de kom helt hen og spiste af hånden.

Anne-Vibeke foran Eqi-isbræen

Anne-Vibeke foran Eqi-isbræen


Tur mod deltaet

Den følgende dag var blæsten forsvundet og det blev helt vindstille og meget varmt. Vi skulle med tilbage til Ilulissat, men først om eftermiddagen, så vi havde hele formiddagen til at udforske området omkring Glacier Lodge Eqi.

Vi ville ud til søen ved deltaet og så først Den Franske Hytte, der ligger neden for campen.
Da vi skulle op på fjeldet, viste det sig at være for stejlt og farligt for børnebørnene, så det blev kun nogle af os der kravlede op på fjeldet og gik frem til søen.

En gik længere nede langs vandet og ud på stranden for at fotografere is i alle formationer. Man skal naturligvis være varsom med at gå tæt på vandet, da en flodbølge pga. isens kælvning kan komme ganske uventet.

Andre nød solen og kunne slænge sig i den lave bevoksning og samlede blåbær.

Da vi efter et par timer atter var samlet ville svigerdatteren også gerne op og se udsigten mod smeltevandsfjorden og deltaet fra fjeldtoppen. Og det skulle hun naturligvis ikke snydes for, så atter kravlede jeg forrest til tops og viste hende den vidunderlige udsigt - ikke mindst udsigten mod isbræen.

Båden fra/til Ilulissat ankommer

Båden fra/til Ilulissat ankommer


Tilbage mod Ilulissat

Det var blevet tid til at tage afsked med dette vidunderlige sted, som vi alle godt kunne blive enige om, er blandt top 10 over verdens allersmukkeste steder – og vi har da gennem tiderne set ét og andet!

Nede ved naturhavnen - så vi båden komme ind. Den lagde til ved en stor sten og en landgangsstige blev sat til stenen og nye gæster gik fra borde, gods blev læsset af og vi kunne komme ombord.

Vi skulle tilbage til Ilulissat, hvor flere oplevelser ventede ...

Se også...

Tv-klip: Rejsemagasinet - vandretur til Ice Camp Eqi på Grønland

15-07-2010

Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt