Royal Caribbean

15.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Med hundeslæde ved Kangerlussuaq, Grønland

”Dine gode vandrestøvler er ikke nok. Din skijakke kan du lade ligge og tag også nogle varme luffer.” Der uddeles varmt sælskindstøj og store støvler - for vi skal med hundeslæde ud på fjorden.

Mødet med hundene

Mødet med hundene


Mødet med hundene

Lidt ude ad vejen mod havnen, der ligger ca. 13 km fra Kangerlussuaq bygd, stopper bussen ved Fossilsletten, hvor fangerne med deres grønlandshunde holder til.

Vi har i flere dage kunne høre hundenes glammen oppe ved vandrehjemmet Old Camp, hvor vi bor og hvor er det herligt endelig at komme i nærkontakt med disse prægtige dyr. Men kæledyr er de ikke – om end enkelte er nok så søde.

Her er fire slæder, der skal ud på ”Den Store Fjord” som på grønlandsk hedder Kangerlussuaq - ligesom bygden, der primært eksisterer på grund af den store lufthavn, som ligger her - den største indfaldsvej til Grønland.

Fjorden strækker sig ca. 180 km ud til vestkysten og vi skal i dag have en lille smag af hvorledes det føles at suse med et hundespand hen over den islagte fjord.

Det er fangere fra Sisimiut, der tager imod og fordeler os med 2-3 personer pr. slæde. Fangerne har hundeslædekørslen for turisterne som supplement til deres indtægter fra jagt på moskus og rensdyr.

Skaglerne ordnes

Skaglerne ordnes


Hundene spændes for

De af hundene, der ikke skal med på tur, er fastspændt to og to (der kan enes) i hundeliner og der opholder de sig også om natten, selv om det fryser 30 grader.

Til hver slæde benyttes 12 hunde og efter at vi har hilst på vor kusk, begynder han at ordne skaglerne til sine hunde.

Alle hundene har en god sele på som skaglen er fastgjort til. I den anden ende samler fangeren alle skaglerne, der er forsynet med en lille knude i enden og vikler dem ind på remmen fra slæden, således at alt er godt fæstnet.

Den grønlandske hundeslæde

Den grønlandske hundeslæde


Slæden

Den grønlandske slæde er helt unik. I gamle dage brugte man ikke søm og skruer, men i dag er metalmederne skruet på.

Derimod er stellet, man sidder på, fortsat snurret fast, således at det kan give sig i alle retninger, når vi glider hen over isens forhindringer.

På siddepladserne er der fastgjort flere lag rensdyrsskind, der med deres hule hår giver en god isolering mellem isen under os og vore siddepladser.

Bagerst er spændt en større sæk, hvori vi kan lægge vore rygsække m.v. og som spændes til, så der ikke kommer sne ned i sækken.

Afsted på isen

Afsted på isen


Styringen

På denne tur står kusken ikke bag på slæden, men sidder forrest på slæden og dirigerer hundene.

Vi får sat os tilrette på skindene og på signal farer hundene fremad og kusken smider sig foran på slæden.

Allerede ved første lille forhindring - en bule på isen - mærker vi slædens smidighed og evne til ligesom at glide af og vrikke sig med ujævnhederne - næsten som en vuggen i en båd.

Og der er noget at holde styr på for kusken. Ind i mellem svinger han sin lange pisk af hvalrosskind. Læderremmen er skåret i ét stykke fra hvalrossens mave omkring ryggen - rundt om maven igen, således at der dannes en næsten uopslidelig rem på ca. fire meter.

Så svinger han pisken og rammer den næstyderste hund lige på venstre bagben. Hunden piber og trækker benet til sig og fortsætter i løb sammen med de andre hunde - men kun på 3 ben. Den sad!

De skal arbejde - alle sammen.

Vi er et par slæder der følges ad

Vi er et par slæder der følges ad


Kusk og fanger

Hundene har ikke altid faste pladser, men blander sig under løbet. Enkelte gange er skaglen slap - som om der er en der ikke trækker og så skifter den plads ved blot at dukke hovedet og løbe under de andre hundes skagler og finde sig en plads ved at mase sig ind blandt de andre.

De 12 hunde der indgår i spandet, har det let i dag. Vi er kun tre voksne samt en kusk på slæden. Faktisk kan en hundeslæde laste op mod 900 kilo.

Fangeren fortæller os under turen, at han også går på jagt - dvs. kører ind mod indlandsisen, der her ved Kangerlussuaq blot ligger ca. 25 km inde i landet - på snescooter, med en slæde til byttet hægtet bag på. Her sniger han sig ind på moskusokserne og skyder dem - som oftest 3-årige - med riffel.

I år har han skudt 42 moskus, der leveres til slagtning nede ved slagterhuset i centrum af bygden.

Hundene elsker deres arbejde

Hundene elsker deres arbejde


Rangorden

Slæderne kører parvis og da vi har kørt ca. 9-10 km ud ad isen på Sønder Strømfjord holder vi pause ud for havnen.

Hundene er ikke længe om at udnytte chancen til at få sig et hvil. Enkelte lægger sig stille og roligt ned på sneen med det samme, medens andre snor sig i sneen og ligesom vasker sveden af sig.

Nogle er allerede helt våde af varmen og føler det sikkert behageligt at få gnubbet sig i den kolde sne.

Og så er der naturligvis de hunde der vil ballade. En dyb knurren og lidt vrissen med tænderne er en advarsel til de andre om, at her er der én der vil bestemme eller slås.

Foran mig ser jeg en anden hund omgående lægge sig med alle benene i vejret for ligesom at overgive sig for den truende. Og freden er genoprettet. Jo, her er der lige én som skal bestemme.

Nærkontakt med hundene

Nærkontakt med hundene


Ikke kæledyr - og alligevel

Pausen giver os også anledning til at se nærmere på hundene. Vi har fået at vide, at man ikke skal gå ind midt i et kobbel og slet ikke falde for snuden af dem. Så kan det gå grueligt galt.

Men disse hunde er vant til turister og virker tillidsfulde. Alligevel går jeg ikke hen til dem, men lader dem komme til mig, og et par af dem vil gerne kærtegnes. Men pas på ikke at omklamre hundene (det gælder vist i øvrigt alle hunde).

Specielt er der en tæve, som er særlig kærlig. Hun er opvokset alene og har fra starten været sammen med børn, så hun vil godt i kontakt.

Og så kommer der andre til og vi er i fuld gang med at klø nogle af hundene og de kan lide det. Flere kommer til og før vi får set os om, står vi godt indviklet i diverse skagler omkring fødderne med flere hunde omkring os.

Så får vi fart på med at få os viklet ud af redeligheden - man skulle jo nødigt falde for snuden af hundene.

De spiser i øvrigt kun én gang om dagen ...!

Frokost i det fri

Frokost i det fri


Frokost på isen

Efter pausen fortsætter vi længere ud på fjorden. Langs kysten er store isskrosser væltet rundt og enkelte steder er isen under os flækket i lange sprækker.

Ude ved et næs gør vi igen holdt, hundene får besked på at lægge sig. Det er tid til frokost. Det opdager hundene hurtigere end vore fælles følgesvende. Lige så snart vi har sat os på slæden og fået madpakken åbnet, er de første der.

Jeg skubber den første væk og råber til den, men det synes kun at stimulere de øvrige hundes interesse for hvad der foregår. Så kommer vor kusk styrtende og får - lidt hårdhændet - fortalt hundene, at det endnu ikke er spisetid for dem.

Og det respekterer de. Vi får vor frokost i fred.

En af de øvrige fangere har lidt varm the med til os, som vi kan supplere vore egne drikkevare med.

Hundene vil gerne have en bid af frokosten, men....

Hundene vil gerne have en bid af frokosten, men....


Smukke dyr

Så gøres der klar til at vende tilbage - ad samme rute som vi kom, men denne gang er det den anden slæde, der ligger forrest og vi bagerst.

Ingen af hundene har endnu fået noget at spise og drikke på turen og medens vi glider hen over isen er der rig lejlighed til at iagttage disse stærke og ofte meget smukke dyr.

Under deres lundetrav dypper de lige det underste af kæben ned i sneskorpen og får sig en mundfuld sne - dvs. lidt at drikke.

Det siges, at nogle fangere ind i mellem lader deres tævehunde binde alene ude i vildmarken i håbet om at der kommer en ulv forbi og parrer sig med hende. Herved undgås for megen indavl og man får frisk - vildt - blod i stammen. Om det er helt korrekt er usikkert. Jeg kunne godt forestille mig, at ulven måske i stedet åd hunden!

Hundene må igen på arbejde

Hundene må igen på arbejde


Næsten sammenstød

Et sted kommer ”vore” hunde lidt fortæt på den forankørende med det resultat, at hundene kommer ind i mellem hinanden og straks bryder der en ”krig” ud.

Vor kusk forsøger at hive i skaglerne for at bremse slæden, medens den foran gående får sat lidt mere skub i slæden ved at svinge med sin pisk hen over hovederne på hundene. Et øjeblik efter er de to kobler atter skilt.

Da vi er tilbage ved udgangspunktet løsnes hundene fra skaglerne og sættes i lænker to og to, hvor de så tilbringer natten efter at være blevet fordret.

Old Camp

Old Camp


Old Camp

Vi når at gå et lille stykke op mod vandrehjemmet ”Old Camp” hvor vi bor, inden vi bliver hentet i den gamle, gule skolebus - der altid kører til ROKLUBBEN - uanset hvor den kører!

Old Camp er Kangerlussuaqs gamle vandrerhjem som ligger godt to km vest for lufthavnsterminalen. Foran den har man Fossilsletten og fjorden, bagved rejser det stejle Mt. Hassel - også kendt som Køkkenfjeldet - sig.

Old Camp består af en række træbarakker hver med et køkken, med køleskab, komfur og opvaskemaskine, kaffemaskine og el-koger, ligesom der findes spise/opholdsrum samt badeværelser og toiletter på gangen. Værelserne er små, men pæne og rene.

Den ene bygning rummer reception, hvorfra man bestyrer vandrehjemmet og her findes en lille butik.

Hver morgen kommer der frisk morgenbrød og vi brygger selv kaffe/the. Her mangler intet. Vi har bestilt madpakker og de leveres også om morgenen inden vi har spist morgenmaden. Fin service.

Aftensmaden indtages på restauranten/cafeteriet i lufthavnsbygningen hvortil - og fra - vi bliver kørt i bussen til - ROKLUBBEN.

Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt