Riis Rejser

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie i Vestgrønland

SAS-flyet tager en skarp drejning til højre og flyver ned - lavt over vandet på den 185 km lange fjord. Gennem vinduerne kan jeg se fjelde på begge sider af flyet. Lidt efter står flyet sikkert i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Vores turleder fra Grønlands Rejser tager i mod os - et internationalt hold, som de næste 14 dage skal på vandretur i Nord- og Vestgrønland.

På vej mod indlandsisen ved Kangerlussuaq

På vej mod indlandsisen ved Kangerlussuaq


Mod indlandsisen

I den tørre luft føles solens stråler meget varme og medens vi venter på den sidste proviantering, får myggene rig lejlighed til at forsyne sig med lidt frisk blod.

Så køres vi ca. syv km ud ad den lille knoldede grussti mod Keglen - en lille forhøjning på vejen mod vores første mål - Indlandsisen.

Vi passerer nogle større søer og får slukket vor tørst direkte i det friske vand. Det er fint vejr at starte en sådan tur i. Vi går fra stien op i terrænet og det varer ikke længe, før vi ser de første rensdyr, der nysgerrigt betragter vor lille karavane, der langsomt arbejde sig op ad fjeldsiden.

Ved nogle mindre søer, med mulighed for rent drikkevand, slår vi lejr. Vi rejser vores i tre-mandstelte, som Grønlands Rejsebureau har sørget for, ligesom de har også sørget for kogegrej og provianteringen. Selv medbringer vi kun liggeunderlag og sovepose og andre personlige ting.

Tæt på indlandsisen

Tæt på indlandsisen


Mødet med indlandsisen

Efter få timers vandring får vi det første udsyn mod indlandsisen. Da vi kommer tættere på, gør det stort indtryk på mig at se, hvorledes ismassen rejser sig 40-50 meter lodret i vejret.

Ikke noget med en langsom stigende iskappe. Nej, isen rejser sig på én gang lodret i vejret, kun adskilt fra os af en rivende strøm af smeltevand fyldt med knust grus, der skylles med ud fra undersiden af indlandsisen.

Smeltevandsfloden under isen

Smeltevandsfloden under isen


Hør det tordner ...

Nej, det er isen, der knager under det enorme pres inde fra isen. Ustandseligt hører vi det knirker og da trykket bliver for stort, brydes isskorpen og kæmpemæssige isblokke vælter med et brag ned i smeltevandsstrømmen.

Lige i dette område er der ingen små søer med drikkevand og da vandet i smeltevandselven ikke kan drikkes pga. sand/grus, er eneste udvej at hente vand et sted inde ved iskanten, hvor der drypper tilstrækkeligt rent vand ned i en lille hulning i fjeldet.

Vi skal helt tæt på isen, så vi går én ad gangen. Man ved aldrig, hvornår isen bryder, så vanddunken fyldes hurtigt og så væk fra isen i en fart.

Det er livsbekræftende at give sig tid til at sidde og betragte isen og høre ”musikken” når det knager. Vi har god tid og allerede her på 2.dagen falder den beroligende hvile over mig, som jeg kun oplever på fjeldet.

Da vi senere spiser aftensmad, får vi besøg af en lille sulten polarræv. Nok er den sky, men ikke mere end at den kommer helt ind i vor teltlejr for at stjæle resterne af vores mad!

Smeltevandselven

Smeltevandselven


Langs smeltevandselven

Vejret er fortsat meget fint (altid meget stabilt indlandsklima ved Kangerlussuaq), da vi næste dag går langs smeltevandselven.

Underligt at vi her finder ”sandørken” med fint pulveriseret sand og store klitter. Det er så varmt, at vi skifter til korte bukser.

Men hvad er det, de andre har fået øje på? Vi sætter os ned og betragter en flok moskusokser på den anden side af elven. Med vældige brag ramler de hovederne mod hinanden, indtil de får øje på os og sætter i løb langs elven. Disse dyr er ikke til at spøge med og vi bør altid holde en behørig afstand til de hurtige og uberegnelige dyr.

Vi fortsætter forbi vandfaldet, der med vældig kraft maser sig ned i en klippesprække, der gennem tiden er udhulet i fjeldet.

Muskosokse, der blev lige så forskrækket som os

Muskosokse, der blev lige så forskrækket som os


Mødet med en moskusokse

Pludselig ser vi en moskus i krattet - mindre end 30 meter - foran os. Vi stopper forskrækket op og vil godt have nogle hurtige billeder. Men heldigvis bliver oksen lige så bange som os og løber op ad fjeldet.

Hvor bevæger dette dyr sig dog behændigt - nærmest som en hjort - ikke som en ko!

Den stopper op, da den er kommet lidt på afstand, for ligesom at sige til os: ”Følger I med eller får jeg ro til at græsse videre”?

Vi samler lidt af hårene fra moskus, der er meget isolerende og som tidligere blev samlet og brugt i f.eks. dyner!

Opvask i elven ved Sisimiut

Opvask i elven ved Sisimiut


Hvalbøf i Sisimiut

Næste dag flyver vi med helikopter til Sisimiut (Holsteinsborg) og konstaterer, at verden er lille, da jeg tilfældigvis kommer til at sidde ved siden af landsstyreformand Lars Emil Johansen.

I Sisimiut slår vi lejr på campingpladsen (kan på ingen måde sammenlignes med en europæisk campingplads) ca. 1 km uden for byen.

Medens vi får indrettes os, går turlederen på brættet. Nej, ikke det!

Brættet er stedet, hvor der handles fisk, sæl og hval og det lykkes ham at skaffe noget kød fra en sildepisker (vågeval), som det er tilladt at jage. De møreste hvalbøffer tilberedes til os på vore primusapparater - og hvor smager det godt!

Neden for Kællingshætten

Neden for Kællingshætten


Bestigning af Kællingshætten

I dag vil nogle af os forsøge at bestige et bjerg Kællingshætten, 770moh., der ligger lidt bag byen. Vi går ind i den frodige dal og finder sporet op ad fjeldet.

Det er en bjergrig egn med lodrette fjeldvægge, hvor de mange farver reflekterer i solen.

Turen op er lidt anstrengende og de sidste 50 meter helt til toppen springer jeg over og nyder i stedet udsigten fra et højtliggende plateau. Udover havet ser jeg gusen langsomt nærme sig byen, der ligger dybt under mig.

Ind mod øst er der vældige bjerge og dybe dale og helt i det fjerne kan jeg se indlandsisen. Heroppe er der en lidt kølig vind, men den holder heldigvis myggene væk.

Farverige huse i Sisimiut

Farverige huse i Sisimiut


Sisimiut by

Medens vi venter på at komme med båden videre, er der lejlighed til at se nærmere på byen med huse i alle farver. Her ser vi også de første grønlandshunde.

Om aftenen er der afgang med skib mod Diskoøen. Det bliver en lang nat, da vi kun har fået åbne køjer.

Grønlænderne lever, medens de rejser og ungerne leger, råber og skriger og spiller fodbold hele natten, så jeg får vel sovet sammenlagt en time. (Ørepropperne havde jeg glemt!)

Isbjerg

Isbjerg


Blandt isbjerge, hvaler og sæler

Næste morgen er vi tidligt ude på dækket. Enkelte steder kan båden ikke lægge til kaj, men en redningsbåd fireres ned og folk må så klatre ned ad lejderen til båden og blive sejlet ind. På vores videre sejltur kommer vi tæt forbi det ene flotte isbjerg efter det andet og indimellem ser vi nysgerrige sæler, der stikker hovedet op af vandet. Der ude blæser en hval inden den med krum ryg igen vender mod bunden af dybet.

Lejr på Diskoøen med udsigt til isbjerge

Lejr på Diskoøen med udsigt til isbjerge


Lejr på Diskoøen

Op ad formiddagen ankommer vi til Qeqertarsuaq (Godhavn) på Diskoøen. Hvor ligger denne bygd dog malerisk med de flade bjerge i baggrunden.

Vi går ud gennem byen forbi Arktisk station til lejerpladsen og indretter os for natten.

Langs kysten på Diskoøen

Langs kysten på Diskoøen


Vandretur langs kysten på Diskoøen

Næste dag benyttes til en flot tur langs den stejle klippekyst. Her er bl.a. til sten i søjlebasalt skabt i utallige formationer. En tur jeg nødig ville være gået glip af.

Her er et væld af forskellige fjeldblomster og modne blåbær. Kvarn og mos i de vidunderligste grønne farvenuancer - nogle af dem som bløde puder, hvor vandet render som små perler hen over mosset.

Og birk. Masser af birk - fjeldbirk - der er filtret sammen og som gør vandreturen gennem denne bevoksning nærmest umulig.

Mødet med hvalpene

Mødet med hvalpene


Hundekoldt

Da vi kommer tilbage til lejren, blæser det op og bliver rigtigt koldt. Vi går en tur ind til byen, men der er ingen mennesker at se. De holder sig inden døre.

Her står en grønlandsk tævehund med hvalpe. Heldigvis er tæven bundet, så sker der intet ved at de små hvalpe - der er helt uimodståelige - bliver kløet lidt bag øret. Selvsagt på behørig afstand af deres mor!

Så nu lugter jeg af fisk resten af aftenen! Hundene fodres med tørret fisk og det sætter sig overalt på dem.

Da vi senere skal have aftensmad, søger vi lidt læ i det opstillede skur på lejrpladsen, men det blæser fortsat og det er hundekoldt!

Udsigt fra Lyngmarksbræen

Udsigt fra Lyngmarksbræen


Op til Lyngmarksbræen

Nu skal vi så op på Lyngmarksbræen, 955moh, hvor vi senere skal prøve at køre med hundeslæde.

Men først er der lige en kraftig stigning vi skal op ad. Telte og kogegrej lader vi blive nede i byen, for på toppen står der en hytte og venter på os.

Nogle grønlændere kommer med mad og serverer for os. Ren luksus!

Da vi efter nogle timer kommer op til randen af bræen, bliver vi hentet parvis på en snescooter og kørt op til hytten. Vi deler os op i hold og nogle får slædeturen allerede i dag, andre først i morgen.

Så medens første gruppe er af sted, samler vi sten og betragter den barske natur omkring hytten.

Klik for større billede


Med hundeslæde

Nu er det vores tur til at komme på hundeslædetur. Hundene står parkeret et stykke fra hytten (godt det samme, for med det hyleri havde vi ikke fået lukket et øje om natten).

Ingen tvivl om at hundene var glade for at se deres fører, men kæledyr er de ikke. Makker de ikke ret, vanker der.

Det er uvant for os at se, hvorledes der sparkes til dyrene for at få dem til at makke ret, men omsider får vores kusk spændt sine hunde for slæden og vi sætter os til rette.

Det giver et ryk, da den sætter i gang og snart går det rapt over isen. Nu skal der holdes fast. Der kommer mere og mere fart på.

En anden slæde kører bag efter os, men pludselig mærker jeg noget på min højre side. Det er hundene fra den bagvedliggende slæde, der kommer i en langsom overhaling. Det er betagende på så nært hold at se, hvorledes hundene hiver og slider i det - og de kan tilsyneladende lide det!

Efter turen parkeres hundene igen og så skal de fodres. Det sker tre gange - om ugen! Og det går ikke stille af. En hund ser sit snit til at snuppe noget fra en anden (som så ikke får noget).

En anden får tæsk, da den forsøger at slås med en tredje om de sparsomme rationer. Et herligt virvar som vi heldigvis kun er tilskuere til.

( Du kan læse mere om hundeslædeturen på Lyngmarksbræen her )

Til kaffemik

Til kaffemik


Kaffemik

Sent på formiddagen går vi igen ned ad fjeldet og nede i byen bliver vi inviteret til kaffe hos en ældre fanger.

Det er altid spændende at se fremmede hjem, men desværre taler han ikke dansk og den tolk vi har med er ung og for genert til at spørge om noget.

Vi finder dog ud af, at det kranie han har liggende på en sten, er fra en isbjørn, han selv har skudt i sine unge dage.

I nat har vi heldigvis fået lov til at låne en hytte ude på lejrpladsen. Og det er godt, da det bliver et frygteligt regnvejr.

Isfjorden

Isfjorden


Til Ilulissat

Vi forlader Diskoøen og flyver med helikopter til Ilulissat (Jakobshavn). Vi flyver ind over isfjorden, hvor de vældige ismasser skubbes ud mod havet med op til 30 meter om dagen.

Fra helikopteren kan vi tydeligt se, at isbjergene stoppes yderst i fjorden. Her er en revle 200 meter under vandet, som isen stoppes af og først når presset bagfra bliver for stort, vælter isen ud af fjorden og begynder sin vandring sydover.

I Ilulissat bor vi på vandrehjemmet og igen bliver der sørget godt for os. Turlederen tilbereder hvalbøffer og stegte løj med smeltet ost over. Og rødvin til. En drøm!

Eskimograve

Eskimograve


Mødding og eskimograve lidt uden for byen

Næste formiddag besøger vi byens seværdigheder bl.a. kirken og Knud Rasmussens fødehjem, der er indrettet som museum.
Vi går ud af byen langs isfjorden og ser gamle eskimograve og møddingen fra den tidlige Dorset-kultur.

Langs fjorden er der rig lejlighed til at studere de vældige ismasser, hvor nogle af isbjergene er over 100 meter høje. Et sted ser jeg et isbjerg, hvorfra der står en vældig stråle af vand ned i havet – simpelthen et regulært vandfald fra toppen af isen!

Et stykke ude langs fjorden finder vi en ideel plads til at slå vore telte op - ca. 30 meter fra havet. Heldigvis er det højvande, så tidevandet når ikke længere op.

Vandet glider ned ad klippen

Vandet glider ned ad klippen


Vandretur langs isfjorden

Næste morgen er vejret perfekt og vi nyder vor morgenmad med udsigt til isfjorden. Det kan ikke blive bedre!

Vi lader teltene stå og tager kun en let oppakning med på vor endagstur langs fjorden. Terrænet er ikke lige let at gå i. Nogle steder skal der klatres, så det går op og ned og vores vandrekort er ikke helt til at følge. Kortet er mærket med punkter, men jeg tror, jeg ved, hvor vi er!

Det er et flot område at vandre i, når vejret er som i dag. Her vil jeg gerne tilbage til engang.

Efter nogle timer vender vi om og går ad en anden rute hjemad, medens vi plukker en masse blåbær. Blåbærsuppe er bare sagen efter en sådan tur.

Isfjelde ved Jakobsfjorden

Isfjelde ved Jakobsfjorden


En fredfyldt aften med udsigt til is og hav

Allerede næste dag skal vi tilbage til byen og der bliver rig lejlighed til at se nærmere på den og gøre sine indkøb. Vi går ud til Hotel Artic, hvor vi har hørt, at der sælges tupilakker. Her finder vi et fint eksemplar, som vi køber med hjem som souvenir.

Vor vandretur i Vestgrønland afsluttes med en rigtig grønlandsmiddag på Hotel Hvide Falk. Her serveres røget hval, laks, tørret torsk, matak, rejer etc. hvorefter vi som hovedret får - hvalbøf!

Da vejret er fint og det er lyst hele natten, går vi efter middagen ud af byen og op på fjeldet Kinqiqtoq og sætter os 96 moh. Her betragter vi solnedgangen bag Diskoøen og har på vor venstre hånd Jakobsfjordens ismasser i lyserøde og violette farver, efterhånden som solen går ned.

Solen når lige ned bag Diskoøen før den står op igen

Solen når lige ned bag Diskoøen før den står op igen


Hjem i skumringen

Om to timer er den oppe igen! Hvor er det betagende, at vi helt alene bare kan sidde og se udover havet og isen et par timer - i fuldkommen ro.

Hen efter midnat går vi i skumringen tilbage mod vandrehjemmet. I tusmørket er der en helt speciel stemning i byen.

Ikke et menneske. Hundene, lænket til klipperne, er faldet til ro - dog er der en enkelt eller to, der hyler.

Vasketøjet blaffer i vinden.

Stilhed.

Outwell
Campingferie 650,-
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt