Isabella

1.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Grotterne ved Anglestue i Blekinge, Sydsverige

Vi er taget til Blekinge - Sveriges have - og kørt langt ud i skoven. For her er megen skov, og her møder vi Emese Bálint fra Ursulas Äventyr, som tager os med på grottevandring - eller skal vi sige klatring ...

Iklædt beskyttende tøj - for det kan ikke undgås at komme til at kravle på alle fire ...

Iklædt beskyttende tøj - for det kan ikke undgås at komme til at kravle på alle fire ...


Aktiv ferie hos Ursulas Äventyr

Emese er oprindelig fra Rumænien og er indehaver af Ursulas Äventyr, der skal guide os gennem Anglestue grotterne.

Egentlig skulle vi have været med Ursula på kajaktur i Blekinges skærgård, men en frisk efterårskuling satte en stopper for aktiviteterne på havet.

Vi kunne i stedet vælge mellem flere af de andre aktiviteter som Ursulas Äventyr tilbyder - klippeklatring, guldvaskning, overlevelseskursus - men valget faldt på grotteforskning  - som også er en aldeles aktiv ferieform!

For grotteforskning er en helt unik oplevelse.  At åle sig ind i trange gange, klatre mellem forskellige etager i et underjordisk palads, at opdage en ny verden, at beundre vandets mange tusindårige påvirkning, at nyde den totale stilhed og mørket som er så nærværende og helt uden sammenligning med forholdene oppe, hvor solen eller stjernerne lyser.

Her inde i skovens læ for vinden får vi udleveret heldragter og hjelm med påmonteret lygte samt kraftige handsker.

Så begiver vi os på vej det sidste stykke ind til klipperne.

Anglestue er en klippeblokstensgrotte nogle få kilometer nordøst for Ronneby/Kallinge og det er Blekinges største grottesal på gennemsnitlig en meter i bredden, en længde på 12 meter og op til otte meter til loftet.

Hvis det lykkes at forcere den smalle sprække, der udgør indgang til Lilla Anglestue, bliver den totale grottelængde omkring 50 meter.


Lidt klatring skal der til ...

Lidt klatring skal der til ...


Viljen altafgørende

Her skal man ikke lide af klaustrofobi - men ellers kan alle med en almindelig fysik være med.

Der er dog visse steder, hvor det er så smalt, at lidt for kraftige personer nok ikke skal forsøge at klemme sig igennem.

Men med så meget andet er det også her viljen til at gennemføre turen, der gør, at det lykkes - mere end den fysiske adræthed.

Vi er fem, der begiver os af sted, og ved teamwork får vi slæbt os alle op ad de glatte klippeblokke. En hjælpende hånd bag i hende der går foran mig, får løftet hende op på næste klippeafsats.

Så er vi ved den smalle indgang og allerede her falder første person fra. Hun er ikke stor og ville sagtens kunne komme igennem den næsten en meter bredde indgang. Men indenfor venter mørket.

Ursula er gået forrest og har lyset tændt. Min veninde prøver to gange at bukke sig ind i mørket, men viger tilbage hver gang. Hun tør ikke trods opmuntrende ord. Klaustrofobien er stærkest.

Vi er så fire, der forcerer denne første lille hindring og kommer ind i et større rum med højt til loftet.

Inde i grotten er der smalt, men højt til loftet

Inde i grotten er der smalt, men højt til loftet


Udfordringer

Ursula spænder en sele over en klippeblik inde i grotten og hæfter en rebstige ved. En hånd på klippeblokken og foden ind i stigen samt et par hjælpende hænder og vi er efter få skridt i rebstigen oppe på næste etage.

Her venter endnu en lille ”forhindring”.  Ned på maven og gennem endnu en sprække.

Her møder vi to af grottens beboere. Et par edderkopper kravler lige over hovedet på mig, og jeg er lige ved at ramme dem.  Edderkopper, der er på størrelse med en fem-krone, kan stikke som en hveps, fortæller Ursula - så dem skal vi ikke nærmere til!Nu er der dagslys forude og vi komme igen ud i den friske luft. Men vi er slet ikke færdige.

Ursula fører os ind i en mindre grotte. Nu skal benene først og nu falder næste person fra. Den er for svær.

Ursula er kravlet ind og ned og det bliver min tur. Jeg lægger mig på knæene og stikker det ene ben ned i dybet bag mig.

Jeg kan ingenting se. Ursula forsøger at dirigere inde fra grotten. Jeg kan ikke nå bunden og har ikke fodfæste. Så griber en hånd om min ankel og endnu 20 cm er der til jeg har fodfæste. Jeg har tillid til, at Ursula har tjek på mig og gennem samarbejdet får hun dirigeret mig ned gennem det trange hul. Så står jeg sikkert på bunden.

Den sidste er en kvinde der skal igennem og nu er det min tur til at dirigere og støtte. Samarbejdet fungerer og hun kommer også fint ned.

Ud fra mørket

Ud fra mørket


Den menneskelige ål

Lidt længere fremme kommer turens største udfordring. Men nu går Ursula ikke forrest - hun mener, at jeg skal først!

Hun forklarer, at dette er grottens smalleste sted og at jeg skal lægge mig på min højre side med min højre arm strakt frem over mit hoved og venstre hånd op over klippen foran mig.

Således får jeg lagt mig og forsøger at åle mig igennem en sprække på ca. en halv meter. Men mit kamera på maven fylder for meget, så jeg må tilbage og aflevere det, før jeg igen forsøger at mave mig sidelæns igennem dette smalle hul.

Her er så smalt, at jeg ikke kan dreje hovedet og se fremad, men blot forsøge at mave mig gennem sprækken.

Heldigvis er sprækken ikke så lang - måske lidt over en meter og der er lys - i bogstaveligste forstand - forude.

Jeg kan bruge mit højre ben til at skubbe mig lidt fremad ad gangen og efter et par tag er jeg igen ude i friheden.

Under en stor fremhængende klippeblok i ly og læ for vinden serverer Ursula nu lidt kaffe og hjemmebagt kage samt lidt brød, så vi igen kan komme til hægterne oven på anstrengelserne.

Og hun fortæller sagnet om at grotterne her blev skabt, da jetter og guder rasede mod hinanden. En af jetterne blev så gal, at han kastede klippeblokke efter guden og de landede så her. Andre klipper røg lidt længere og ligger nu som øerne ude i skærgården!

Dem besøger vi i kajak en anden gang ...

Outwell
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt