2.4.10

Af: David Biering
Bogmærk eller del
 

Havkajakken Polar fra North Shore Sea Kayaks

Grønlandske fangere har gennem flere tusinde år udviklet deres kajakker til perfekte havkajakker, hvorfra de, selv i meget barske og isfyldte farvande, kunne foretage fangst af sæler og hvalrosser og gå på jagt efter fuglevildt. Dette har ført til at deres vigtigste fangstredskab - kajakken - er blevet forfinet til det ypperste.
Her følger en anmeldelse af en grønlandsinspirerede havkajak.

Klik for større billede


De senere år synes der - ikke overraskende - at være en stigende interesse for de grønlandske kajakkers formåen og det er tydeligt at flere og flere producenter af havkajakker lægger sig tæt på de grønlandske linier.
Ikke alene er de grønlandske kajakker utroligt smukke i deres enkle form, men alle erfaringer viser også, at de er enestående i hård sø og under ekstreme vilkår.
Interessen hos kajakroere og etnologisk interesserede mennesker har da også været stor, måske særligt de sidste 50-60 år, hvor flere og flere mennesker har fået øjnene op for inuitternes fantastiske historie.
Hvordan har det været muligt for en lille samling af mennesker at overleve gennem flere tusinde år i egne med hård frost, mørketid og meget lange vintre? Inuitternes kultur er enestående og fortjener den største respekt.
Den grønlandske kajak har efter min mening så smukke linier, at den for mig er som en skulptur. Det er en gammel sandhed at en smuk form ofte rummer en perfekt funktion - det gælder en smuk stol, en økse eller en grønlandsk kajak.

Odense Havkajakklub har igennem en lang årrække lavet kursus i bygning af grønlandske kajakker efter de principper den verdenskendte grønlandske forsker
H. C. Petersen har afstukket i sin bog: Instruktion i Kajakbygning. Utallige smukke grønlandske kajakker er der kommet ud af denne virksomhed, og kajakklubben har endog haft grønlandske elever på deres værksted.

Klik for større billede


Kajakproducenternes stigende interesse

En af de første pionerer inden for kajakbyggeri med grønlandske linier er det kendte engelske firma i Nottingham Valley Sea Kayaks, der med kajakkerne Anas Acuta og Qboat lavede nogle af de smukkeste moderne havkajakker. Disse kajakker har tydeligt vist deres berettigelse, idet de stadig, selv efter mange år på vandet, er meget populære og eftertragtede.
Anas Acutaen (pibeanden) er således en næsten tro kopi af en kajak som en grønlandsk fanger fra Uummannaqdistriktet lavede for mange år siden, blot er den lavet i glasfiber.
En lang række kajakproducenter har efterhånden havkajakker med klare grønlandske linier.
Det japanske firma Waterfields Kayaks lavede for nogle år siden kajakken Qaanaq 512, som hurtig blev en stor succes, herefter lavede Tahe Marine først Greenland, og sidste år Greenland Touring - også med stor succes - og snart kommer det norske firma Seabird Design med en glasfiber havkajak konstrueret af den kendte designer og kajakmand Bjørn Thomasson. Han har konstrueret den meget smukke kajak Black Pearl - efter østgrønlandske kajaklinier.
Der er således efterhånden en masse havkajakker, der produceres efter grønlandske design og efterfølgende anmeldelse af kajakken Polar fra North Shore i England er også et godt eksempel herpå.

Klik for større billede


North Shore Sea Kayaks Polar

Det engelske kajakfirma North Shore Kayaks har 28 år på bagen, som et velrenommeret kajakfirma med kajakker af høj kvalitet. De producerer 2 havkajakker som de omtaler som ekspeditionskajakker og disse to kajakker er næsten identiske. Den største af dem er Buccaneer og en lidt mindre model med samme egenskaber - kaldes Polar - er en såkaldt low volume kajak beregnet for roere op til ca. 183 cm - efter mine udregninger at regne.
Da jeg fandt Polarmodellen meget interessant under et besøg hos Struer Kajak, spurgte de om jeg havde lyst til at anmelde kajakken. Da jeg er meget begejstret for kajakker med grønlandske linier og da jeg straks kunne se, at denne kajak med knækspandt og en meget tiltalende flad V-formet bund måtte have fine sejlegenskaber, tog jeg straks en Polar med hjem.

Allerede dagen efter var isen i Mariager fjord i drift, så jeg kunne gå ud fra iskanten øst for Hadsundbroen. Vinden blæste kun 6 m/sek, så bølgerne var små, men isflagerne drev rundt i fjorden. Jeg følte mig straks godt tilpas, da jeg satte mig i den smukke kajak og som forventet var kajakken meget stabil og bevægelserne absolut forudsigelige.
Jeg fik hurtig en klar fornemmelse af en kajak af høj kvalitet. Fint glasfiberarbejde og med mange fine detaljer. Dækket var dejlig fladt, både for og bag cockpittet, og smukt afrundet. Dækslinerne sad godt i fittings, der ikke stak op over kajakkens overflade. Bærehåndtagene var fæstet med elastikker, så de ikke slår ind mod kajakken under bilkørsel.
En dagsluge og to store luger med i alt 175 liter bagagekapacitet er jo lige noget for langtursroere.
Her er rigelig plads til alverdens grej. Og med et displacement på - ca. 130 kg (ikke opgivet fra bådebyggeriet) kan en roer på f.eks. 80 kg have ca. 50 kg. bagage med.
Lugerne er Valley-luger i gummi, der altid er af god kvalitet og dejlig tætte.
Kajakken er udstyret med en finne/skeg og det er bare noget der virker. På venstre side styres finnens placering med en lille knap, der er fint forsænket i kajakken. Jeg foretrækker selv en finne frem for et ror og især når det drejer sig om en veldrejet kajak, der let lader sig vende og dreje ved kantning.
Polarkajakken går som på skinner, når den ret store finne - en trekant på 31 cm i længden x 14 cm - er helt nede. Da kajakken har indbygget høj primær- og sekundærstabilitet føler man sig meget tryg, selv i ret høje bølger. Begyndere kan støtte sig ved at sænke finnen helt, men selv fandt jeg et punkt, hvor finnen kun er ca. 5 cm nede og her oplevede jeg, at kajakken gik fint lige ud og alligevel var meget nem at kante.
Jeg oplevede ikke kajakken som luvgerrig mere end godt er, en lille sænkning af hoften ved kantning bragte straks kajakken på ret kurs igen.
Cockpittet har en fin størrelse, der gør at man let kommer i og ud af kajakken. Sædet er polstret og i siderne kan man lave sin egen hoftestøtte, da siderne er justerbare. Ryglænet er lavt, men støtter godt og skrider ikke ned, når man sætter sig i kajakken.
Fodstøtterne sidder på en aluskinne og er man lidt smidig, kan man ændre længden på fodstøtten ved at stikke den modsatte fod bag fodstøtten og trykke på en pal og herved trække eller skubbe fodstøtten.
Når man har indstillet fodstøtten korrekt, oplever man en dejlig støtte med knæene oppe under dækket, hvilket er et must, hvis man ror i hårdt vejr eller laver grønlændervendinger. Finnejusteringens kanal under dækket generer ikke det mindste, når venstre knæ presses op og ud til siden. Det gør det på mange kajakker.

Klik for større billede


Kajakkens mål og egenskaber

507 x 54 cm, vægt 24 kg. - kajakken er let at bære på skulderen - fin balance.

Selv nybegyndere vil meget hurtigt føle sig trygge i denne kajak med den høje primærstabilitet. Lægger man sin pagaj ud til siden som støtte, når man vil have en kop
kaffe, eller spise sin frokost, sidder man trygt og behageligt - selv med bølger op til ca. 30 cm.
En kajak med et fladt for- og  bagdæk får stor støtte af især en uskivet pagaj - eller en grønlænderåre, som jo også er uskivet. Og det gælder selvfølgelig også når man skal entre kajakken efter en evt. kæntring.
Jeg har afprøvet kajakkens sejlegenskaber i vind op til 9 m/sek - dog har jeg ikke haft lejlighed til at prøve kajakken i ekstremt store bølger. Men jeg er overbevist om at kajakken ligger fint selv i voldsomt vejr. Kajakken er en udmærket surfer og jeg fandt ikke behov for at lave støttetag. Kommer bølgerne agten for tværs kan den ret høje stævn godt skride ude til siden, men et let støtte- eller styretag får hurtigt kajakken på ret køl igen. Bølger fra siden er intet problem, men man skal selvfølgelig have et godt og tæt spraydeck, hvis man vil lege i vandet.

Konklusion

En smuk og yderst velsejlende havkajak af høj kvalitet. Velegnet for roere under ca. 183 cm., begyndere som øvede. Kajakken har, trods sin størrelse, god bagagekapacitet til langture og ligger dejligt dybt i vandet, selv når man ikke medbringer bagage. Alle funktioner fungerer på enhver måde tilfredsstillende.

RejseAvisen.dk
Seneste nyt
  Glemt kodeord?