Isabella

7.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Heldagstur til skønne Knudshoved Odde i Sydsjælland

Vi er taget tidligt afsted her til morgen, for det er en heldagstur vi skal ud på i dag.
Hvor den offentlige vej slutter, kommer vi ind på de privatejede arealer, der hører under Rosenfeldt Gods. Odden er underlagt naturbeskyttelse og dele af odden er fredet.

På vandring omgivet af vand

På vandring omgivet af vand


På tur langs vandet

Madpakkerne er smurt. Vi har frugt, vand og kaffe med i rygsækken og skifter til vandrestøvlerne.

En del af turen går langs den stenede strand, hvorfor det er nødvendigt med vandrestøvler med god sål og støtte.
Skal turen alene tilbagelægges på stierne, kan almindelige kondisko sagtens gå an.

Her findes to P-pladser. En umiddelbart efter betalingsstedet og en to km længere ude på odden efter Knudsskov. Vi vælger den første og går ned til sydstranden, der vender ud mod Smålandsfarvandet.

Her er en typisk dansk kyststrækning med alt hvad der skal være. Strand- og havfugle, sten og strandblomster. Det blå hav med sejlskibe og udsigt over til Femø. Bag os ses Storestrømsbroen i det fjerne. Men vi ser fremad mod Spidsen af odden.

Flere steder passeres bundgarnspæle, hvor skarverne sidder og tørrer deres vinger. Strandskaderne går i strandkanten, men basker væk, når vi nærmere os. En flok ryler stryger i lav højde langs med stranden i deres konstante søgen efter noget spiseligt.

Kvæget går frit

Kvæget går frit


Markerne med fritgående kvæg

Vi følger nu en mindre sti op mod grusvejen midt på odden og går gennem en af de mange låger, der holder kvæget ude/inde. Godt at vi har de lange benklæder på for her er en del brandnælder og tidsler op langs hegnet.

Foran os glider en kæmpemæssig snog ind i græsset og forsvinder.

Med store langsomme vingeslag kommer en hejre svævende og slår sig ned i en lavning. Da vi nærmere os får den med et par raske tag med vingerne flyttet sig højt op over træerne og forsvinder. Men den kommer igen og vi ser den flere gange.

Ud mod Karrebæksminde Bugt - på nordsiden af odden - går en masse kvæg af racen sort galloway.

De står langt ude i saltvandet, så mon de spiser tang? Men nu møder vi flere køer midt på stien. De fylder meget og vi har ikke lyst at gå direkte ind i mellem dem for at komme videre.

De flytter sig nok ikke, så vi søger ud mod stranden. Her ligger endnu et par kalve og vi sikrer os, at de har en flugtvej, inden vi langsomt passerer dem. Da vi er lige ud for dem, rejser en af de større sig op - men det bliver heldigvis ikke til mere og vi når frem til Draget.

Her møder vi en kvinde, hvis mand ses ude i det lave vand. Jo, han stryger rejer, så det er spændende at se, hvor meget han har med ind.

Men vi skal videre ud til Spidsen og fortsætter vores vandretur.

Draget - det smalle sted på Knudshoved Odde

Draget - det smalle sted på Knudshoved Odde


Draget - det smalle sted

Her kommer vi til en godt 100 meter lang smal tange, der fører ud til Spidsen. Tangen er sandet midt på og mere stenet ud mod siderne.

På det smalleste sted er tangen blot tre til fire meter bred.

Jeg tvivler på om den kan passeres, når det er dårligt vejr med blæst!

På spidsen af Knudshoved Odde

På spidsen af Knudshoved Odde


Spidsen

Vi er lige kommet ”på land” da vi ser et rådyr komme imod os. Tilsyneladende er den ikke bange for mennesker, for den stopper op og betragter os. Vi står stille og jeg begynder at famle efter kameraet i jagten på det perfekte billede. Men den vil ikke fotograferes. Den går stille og roligt ind i skyggen af et stort træ hvor den stiller sig og betragter os. Nu er den pludselig godt kamufleret og falder i ét med omgivelserne. Men bange er den ikke!

Her leger tre viber. De slår sig ned nogle meter foran os og flyver op, når vi nærmere os og sætter sig igen lidt længere henne.

En enkelt terne ser os an. Den har næppe unger her i nærheden, så ville den sikkert have angrebet!

Helt ude på spidsen går vi rundt om pynten og på de yderste sten sidder en flok skarver. I vandet ses nogle edderfugle.

Oppe på toppen er det ideelle sted at spise den medbragte frokost og hvile lidt ud. Men her går også et par store galloway. Vi tager mod til os og går langsomt forbi dem og når toppen ca. 10 meter over havet.

Her har vi flot udsyn hele vejen rundt.

Sø med klokkefrøer

Sø med klokkefrøer


Svampe og klokkefrøer

Igen og igen støder vi på kæmpemæssige svampe - parasolhat og støvbold. Parasolhattene er usædvanlige store - nogle op mod 30 cm i diameter.

Her kunne virkeligt blive til et måltid eller to. Selv om fristelsen er stor, plukker vi ingen, da vi mener, at alt her ude er fredet!

I de mange små strandsøer lever de totalt fredede klokkefrøer. Og et enkelt sted hører vi da også en kvækken.

Mange af disse vandhuller ligger ualmindeligt smukt, med siv og andre vandplanter i og omkring sig.

Her er mange klokkefrøer i dette område (Danmarks største bestand - på trods af hejre, snoge og andre frø-ædende dyr) - ikke fordi de får specielt meget afkom, nærmere fordi de der er her, bliver nok så gamle!

Som cyklist må man være indstillet på at trække cyklen et stykke ...

Som cyklist må man være indstillet på at trække cyklen et stykke ...


Hjemturen

Vi møder da nogle cyklister, for der kan cykles, selvom store dele af stisystemet er meget sandet - specielt ud mod Draget.

Over Draget anbefales det at trække cyklen i kanten af vandet, hvor stenbunden er jævn og fast.

Efter Draget og ude på Spidsen er stierne knapt så sandede og her er cyklingen lettere. Flere steder må der dog passeres færiste og stenter (overgange over gærde/hegn) og cyklen må løftes over.

Vi går den direkte vej tilbage mod P-pladsen og bruger 2½ time på de 8 km.

Lidt før Knudsskov svæver en rød glente med de karakteristiske hvide pletter på undersiden af vingerne over os og forsvinder bag bakkedraget. Vi spejder efter den, men den er væk.

Vi går videre og et øjeblik efter suser den lynhurtigt forbi os ganske få meter ude over marken, som om den vil se os nærmere an.

Vi drikker vores medbragte kaffe inden den lidt kedelige tur gennem skoven, hvor vi holder os til ”hovedvejen” og ikke gør afstikkere ind på de mindre - og måske mere spændende - stier i skoven.

Alt i alt en meget spændende tur - specielt for dig som er interesseret i fuglelivet. Vi gik i alt ca. 18 km.

Træer formet af vindretningen

Træer formet af vindretningen


Kommentar fra Finn Sørensen - en af vores mange læsere

Jeg var for år tilbage dér ude. I en af søerne gik et par mand med net, og det viste sig, at de fiskede klokkefrøer!!

De kom fra Fyns Amtskommune, og det viste sig, at de tog frøerne op, vendte dem om, og fotograferede bugen, der er orange, med kraftigt mynster - de er giftige! (Lige som nogle salamandere, i disse vandhuller).

Ved at fotografere mønsteret, kunne man se, om de vandrede fra et vandhul til et andet, og om de blev flere eller færre.

Efter man har renset hullerne, trives de fint, og man har lånt æg for at forsøge at sprede bestande i huller og damme, hvor de har været, bl.a. Nyord, og vistnok med rimeligt held.

Outwell
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt