Ballena Alegra

8.5.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Forårets blomsterpragt i Keukenhof, Holland

- Skal jeg lige gå en stuegang og se hvem der skal have en øjenåbner, måske en gammel jæger eller en blå cola? Så tager vi senere kaffe med musik, lyder det fra vores rejseleder, mens bussen er på vej gennem Tyskland - mod forårets blomsterpragt i Holland.

Kurhotel Fontana

Kurhotel Fontana


Ren forkælelse

Vi skal lige vænne os til det særlige ”sprog”, der benyttes her på Vitus Rejsers bekvemme bus, da vi ikke er så vant til at holde ferie på en busrejse. Men ordet ”bekvemt” er slet ikke for meget at nævne, for alt er der sørget for.

Selve bussen er tip-top moderne med gode sæder, airconditioning og toilet, og man mærker stort set ikke, at bussen bevæger sig. Godt affjedret. Og både chauffør og rejseleder er i fin form.

Turen går ned over Fugleflugtslinien med Scandlines færge Rødby - Puttgarden, forbi Hamburg, og alt glider godt indtil vi rammer ind i en kø, der strækker sig over ca. 75 km ved Bremen. Stau! Nu er det, at man virkelig nyder ikke at være chauffør, der skal køre få meter for igen at holde stille. Lidt fremad og stop.

Måske finde en alternativ rute? Nu er det jeg føler mig forkælet og kan læne mig tilbage i min vipbare stol, læse en god bog, gætte en kryds og tværs, tage en ”morfar” og bare slappe af.

Der er nogen der tager varer på mig. Jeg skal ikke bekymre mig om noget. Blot slappe af og nyde udsigten. Der er sørget for alt.

Før jeg ved af det, triller bussen fra motorvejen og ind i landstedet Alvesen vest for Bremen og vi får serveret en typisk tysk frokost med tilhørende snaps på Restaurant Kajüte - en maritim restaurant som kahyt-navnet antyder.

Mætte - og allerede en smule forvente - kan vi slumrer ind i bussen, mens den fortsætter de sidste kilometre frem til kurhotellet Fontana i byen Bad Nieuweschans ca. 5 km inde i Holland - vores første overnatningssted.

Byens specielle hus med kirketårn

Byens specielle hus med kirketårn


Kurhotel Fontana

Vi er ankommet til et ualmindeligt lækkert hotel med adgang (mod betaling) til en 30 grader opvarmet svømmepøl med vandmassage, som nogle naturligvis benytter sig af.

Inden middagen når vi at spadsere en tur i den lille by og ser bl.a. en kirkelignende noget speciel ejendom, som ikke er byens kirke. Den ligger længere henne ad Kirkegade! Her er andre fine huse med store vinduer og de fleste helt uden gardiner. For her i Holland skjuler man intet for nogen!

Bag hotellet ligger kurparken med en tidligere vandboring, hvorfra man i 633 meters dybde hentede det varme og mineralrige kurvand op. I dag har man andre boringer.

Parken har en køn beliggende sø, hvori der er ænder og blishøns, som forsøger at undgå springvandets kaskader af vand. Små broer fører over søens forskellige afsnit og et sted i parken er en større statue af Lenin placeret. Det viser sig, at byen hovedsageligt er kommunistisk orienteret og derfor har anskaffet sig denne statue efter murens fald.

Vi nyder forårsvarmen der viser 20 grader og glæder os over, at vi på så få timer har flyttet os ca. 700 km fra en temperatur på 5 grader i Danmark.

På kanalerne i Giethoorn

På kanalerne i Giethoorn


Giethoorn - Hollands Venedig

Dagens bustur går mod Groningen og sydover forbi Assen og Wolle, inden vi drejer fra mod det, der med rette kaldes Hollands Venedig, for mellem mange af husene i byen Giethoorn ligger kanalerne.

Selv om ca. 1 mio. turister besøger Giethoorn hvert år, er her ingen veje, ingen biler og til flere af ejendommene er eneste mulige trafikvej med båd på kanalerne. Her søger folk hen, hvis de ønsker absolut fred.

Udover helårshuse - flere med stråtag - findes eksklusive fritidshuse samt en campingplads og en lejrskole lidt ude i en større sø. Fugle som ænder, svaner, gråspurve, bogfinker og solsorter er her over alt.

Efter en smagsprøve på genever - en enebærsnaps, der faktisk var forgængeren for den engelske gin - sejler vi i en større turistbåd gennem kanalerne og under de mange broer, der forbinder de enkelte hus-afsnit med hinanden. Fra båden er der frit udsyn til de maleriske ejendomme og deres smukke blomsterprydede haver.

I Restaurant Grandcafé Centrum serveres efterfølgende en kaffefrokost (brunch) med grønsagssuppe, skinke, roastbeef, steg samt ost, og en særlig hollandsk ”forårsrulle”.

Skonnert ved indsejlingen til Enkhuizen

Skonnert ved indsejlingen til Enkhuizen


Gennem Flevoland og over dæmning

Under eftermiddagens bustur hører vi om de forskellige typer vindmøller vi passerer, hvoraf der fortsat eksisterer ca. 1000 i Holland. Nogle er med galleri, dvs. at selve møllevingerne kan drejes op mod vinden fra toppen af møllen, mens de uden galleri skal drejes fra jorden.

Turen går gennem flere små byer med ”pusse-nusse-huse” og tilhørende haver - alt i fineste stand, og vi kører gennem byen Staphorst, hvor mennesker tilhørende den calvinistiske kirke lever som i 1800-tallet.

De går i traditionelle mørke klædedragter og er imod brugen af tekniske hjælpemidler som f.eks. elektricitet (men har dog tv-paraboler!) og vil heller ikke lade sig vaccinere, hvilket for år tilbage medførte en polio-epidemi blandt beboerne med flere døde og andre alvorligt syge.

Husene i landsbyen er kendetegnet ved grønne skodder og vindfang. Men folkene i de specielle klædedragter ser vi ingen af denne dag.

Vi fortsætter over det flade inddæmmede Flevoland gennemskåret af kanaler og videre ud på den ca. 30 km lange dæmning Markerwaarddij, der deler søerne Markermeer mod syd og Ijsselmeer mod nord, og holder pause med kaffe og ”musik” ved Zuderseemuseum.

Fra dæmningen er der udsigt til byen Enkhuizen, hvor skibe kommer sejlende til.

Hotel Marijke i Bergen

Hotel Marijke i Bergen


Bergen

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved til Hotel Marijke i Bergen, der er med i hotelkæden Best Western. Her skal vi bo de næste par dage og hotellet spreder sig på begge sider af gaden med reception, restaurant og bar på den ene og værelser på den anden side. Værelserne er beskedne og apteret i en ”lidt støvet” maghoni-stil og mørkt farvet tapet.

Byen er ikke særlig interessant og består af nyere hollandske huse placeret tæt ved siden af hinanden med små haver, en række hoteller og mange restauranter, caféer og barer foruden de sædvanlige specialbutikker med turist-dyre ting. En ”turistby”, der tager trykket fra byerne langs havet blot 5-6 km herfra.

Midt i byen findes dog en ruinkirke, som er ganske fotogen, ligesom her er et par museer, f.eks. et museum for de kunstinteresserede - Kranenburgh - samt et automobilmuseum for de teknisk interesserede - Auto-Union Museum, hvor der også er antikt legetøj til salg.

På byvandring langs Amsterdams kanaler

På byvandring langs Amsterdams kanaler


Amsterdam

Hele dagen er vi i Hollands hovedstad Amsterdam, der blot ligger ca. 1 times kørsel fra Bergen. Nogle tager med rejselederen på diamantsliberi, og ser hvorledes disse ædle stene bliver til smykker.

Andre stiller sig i køen ved museer som f.eks. Van Gogh Museet eller Rijksmuseum, og andre tager på byvandring på egen hånd for at se nærmere på byens arkitektur langs kanalerne.

Alle mødes vi om eftermiddagen for at sejle en tur på Amsterdams kanaler og nyde de smukke gavlhuse fra søsiden.

Grønt hold løber med ostene på båren

Grønt hold løber med ostene på båren


Ostemarkedet i Alkmaar

Vi har god tid - også i dag - og bussen transporterer os en køn omvej langs den inderste klitrække ved havet og ad små landeveje ud over det flade hollandske landskab.

Himlen er skyfri, da vi når byen Alkmaar ca. 9 km fra Bergen, hvor vi overværer det traditionelle ostemarked.
En tradition der går tilbage til 1365, hvor man bringer sine oste til byen og på auktion sælger dem videre til detailhandlerne.

I vores tid foregår ostemarkedet hver fredag fra 1. maj til 1. september og tiltrækker tusinder af turister, hvilket skaber liv og omsætning i byen.

De ca. 30 kg tunge oste læsses af i lange rækker foran byens tidligere rådhus med et aldeles smukt klokketårn, og på slaget kl. 10.00 starter ”skuespillet”. Hold med ostebårer i forskellige farver, gul, grøn, blå og rød stabler ostene på bårerne og løber hen til auktionarius, hvor prisen for ostene fastslås. Herefter bringer holdene i løb de solgte oste på bårerne hen til køberens kærre. Imens deler ostepiger smagsprøver ud og sælger poser med oste til publikum.

Når der ikke er marked kan man besøge byens ostemuseum.

Efter ”forestillingen” spadserer vi en tur rundt i byen langs kanalen, hvor et utal af salgsboder med souvenir, blomster og fødevarer er placeret, og hvor markedsorglet bruser.

Vi ser smalle gyder og passerer det tidligere fiskemarked, hvor fiskerne via kanalerne kom ind til byen for at afsætte deres fangst. Byens gågade fører frem til Store St. Laurens Kirke, hvor vores bytur slutter.

Pandekager med fyld

Pandekager med fyld


Cykeltur til Bergen aan Zee

Dagen er langtfra slut, da vi er tilbage i Bergen og vi har eftermiddagen fri til at gå på opdagelse på egen hånd og selv sørge for frokosten.

Nogle foretrækker at slappe af på Hotel Marijke, andre spadserer den korte tur til byens centrum og finder en restaurant der. Enkelte spadserer de ca. 5-6 km til Bergen am Zee - og tilbage igen. En dejlig tur for de som har bentøjet i orden.

Vi lejer et par cykler på hotellet og cykler ud til Pandekagehuset Duinvermaak, godt 1 km fra centrum, hvor vi har fået anbefalet husets fyldte pandekager.

På en solbeskinnet plet i læ af Pandekagehuset nyder vi disse megastore pandekager fyldt med skinke, champignon og ost, der skylles ned med et glas koldt fadøl.

På cykeltur i det åbne klitlandskab

På cykeltur i det åbne klitlandskab


Let cykelrute omkring Bergen

Vi hopper på jernhestene og cykler ad den snorlige allé ud til Bergen aan Zee, hvor vi spadserer en tur langs stranden. Folk ligger allerede og nyder strandlivet bag små skærme i læ for vinden og enkelte børn vover sig ud til en dukkert i det kolde vand. Vi er i april!

Turen fortsætter langs strandpromenaden og ind i naturreservatet nord for byen. Ruten, der er asfalteret det meste af vejen, snor sig gennem skov og åbne klitområder med lyng i et smukt kuperet terræn. Her vil være ubeskriveligt smukt, når lyngen blomstrer senere på året.

Vi har intet cykelkort med, men kan alligevel sagtens finde rundt. Ruten har intet nummer, men hvert krydspunkt har et nummer, hvor pile viser retningen til næste krydspunkts nummer. Naturligvis er her opsat oversigtsskilte med såvel krydspunkternes numre, ligesom der er anført strækningens km-længde, så man kan orientere sig.

I udkanten af Bergen - ikke langt fra Pandekagehuset - gør vi store øjne, da vi ser et stort hvidt område, hvor der stås på ski! Det er den lokale skiklub Il Primo, der har et 3000m2 stort område på en skråning dækket med plastikdupper, der gør det muligt at stå på ski her hele året.

Jeg skal naturligvis forhøre mig og jo, turister er også velkomne. Så er man til ski på denne fridag er muligheden til stede i Bergen.

Inde i byen cykler vi forbi en mindre dyrepark, dvs. en indhegning hvori der går dådyr og geder, ligesom her findes flere fuglearter som f.eks. ænder, gæs samt et par sorte svaner.

Alt i alt en pragtfuld tur på ca. 15 km. der kan anbefales og gennemføres af enhver, som er vant til at cykle.

Forårets blomsterpragt i Keukenhof

Forårets blomsterpragt i Keukenhof


Bomsterparken Keukenhof

- Iiih, Neeeej, Aah, lyder det fra vore medrejsende, da vi denne morgen passerer de blomstrende og meget farvestrålende tulipanmarker, hyacintmarker og påskeliljemarker som ses ude i landskabet, mens vi kører mod vores næste eventyr.

Vi skal besøge en køkkenhave - en keukenhof! Men det er ikke en hvilken som helst køkkenhave. Det var den måske en gang i 1500-tallet, men interessen for eksotiske planter - specielt tulipanen - gjorde, at denne køkkenhave efterhånden ændrede udseende til den nuværende 32 ha. store blomsterpark - en af Hollands allerflotteste.

Allerede ved indgangen modtages vi af et højtspillende markedsorgel, der overdøver springvandets rislende lyd. Vi ”slippes fri” og kan på egen hånd bevæge os rundt i blomsteridyllen et par timer. Her er mere end 2700 træer, blomstrende buske og et utal af blomsterbede med millioner af sirligt satte løgblomster - krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner etc.

Alle i et utal af grupperinger, mønstre, farver og blandinger. Specielt tulipanerne findes i mange forskellige varianter - høje, lave, enkelte, dobbelte etc.

En tulipan folder sig ud

En tulipan folder sig ud


Blomstrende tulipaner

I blomsterparken findes (naturligvis) også en mølle, som man kan bestige og få udsigten lidt fra oven - bl.a. ud over blomstrende tulipanmarker.

Blomsterbedene er anlagt omkring forskellige fontæner, billedskønne søer og japanske haver, ligesom her findes forskellige væksthuse - alle opkaldt efter den meget populære kongelige familie Wilhmelmina, Juliana, Beatrix samt William-Alexander - og med en uforglemmelig blomsterpragt.

Væksthusene er temaopdelte og indeholder f.eks. epifytter og orkidéer, et andet tulipaner i alle afskygninger, et med blomsterdekorationer, etc.

Parken har åbent fra midten af marts til midt i maj.

Ostefrokost hos Clara Maria

Ostefrokost hos Clara Maria


Clara Maria osteri og træskoproduktion

Han er uimodståelig sjov, ejeren af træskofabrikken og osteriet Clara Maria, mens han på en blanding af hollandsk, tysk, engelsk og dansk forklarer hvorledes en hollandsk maskinfremstillet træsko bliver til.

Og det sjove er jo, at hollandsk i virkeligheden har mange ord som minder om det danske. Og det spiller han elegant på. Så mens spåner fløjter om ørerne på os - iført sikkerhedsbriller - fremstilles en træsko i vådt træ - ellers ville den jo flække... - det burde vi da nok forstå!

Vi er kommet til en gård, hvor grundlaget for osteproduktionen - tremmekøerne - er opstaldet i bygningen ved siden af hovedhuset. I et lokale i hovedhuset er osteproduktionen i fuld gang.

Her fremstilles oste med forskellige krydderier og ostene tilbydes - uanset alder - med rabat for tre! Jo, ældre osten er, des tørre og stærkere samt mindre, bliver den, efterhånden som vandet fordamper. En ung ost er blød at trykke på, mens en ældre er så hård, at den ikke giver sig, når den trykkes.

Frokosten på stedet er naturligvis koncentreret omkring ostene, hvoraf vi smager fire forskellige. Så kan man ikke lide ost, er man gået forkert i byen! Her er dog også dejligt brød og kage, kaffe og vin ad libitum!  

Efter disse herligheder besøger vi den omfattende souvenirbutik ...

På en hurtig bytur til Bramsche ad en mindre sti

På en hurtig bytur til Bramsche ad en mindre sti


Idingshof

Vi er påbegyndt hjemrejsen og vores busrejse er ved at rende ud. Bussen kører ind i Tyskland, og det opdager kun den årvågne, fordi der står et lille skilt i vejsiden, som oplyser om, at vi nu er her!

Lidt nord for Osnarbrüke drejer bussen fra motorvejen og uden for landsbyen Bramsche ligger vores sidste hotel på denne busrejse - Hotel Idingshof.
Et dejligt hotel, der oprindeligt var en landejendom fra 1449, men som siden 1880 har været hotel.

Inden aftensmaden kan vi lige nå et smut - regn med 20 min. hver vej - ad en markvej flankeret af store træer ind til centrum af Bramsche, hvor der på byens torv findes et gästhaus, en gammel brønd samt en kirke. Her er naturligvis gågade og flere restauranter i sidegaderne.

Efter en dejlig middag i hotellets restaurant vil vi i baren, men opdager, at hotellets eneste bar er en rygerbar - og den os kan vi godt undvære!

Restaurant Deutsches Haus serverer en mør roastbeef

Restaurant Deutsches Haus serverer en mør roastbeef


Roastbeef der vil noget

Næste morgen står det på hjemtur og der er rig lejlighed til at læse en ny bog, eller høre noget andet musik i sin øresnegl.

Men inden vi når færgen til Danmark, holder vi ind for at spise frokost på Restaurant Deutsches Haus i Appel syd for Hamburg.

6 - 7 skiver tykt skåret og supermør roastbeef med salat og en dejlig dressing står parat til os, og er en fin måde at slutte denne busrejse på.

Torre La Sal
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt