I den alpine have rundt om Mont Blanc

Udsigt mod Mont Blanc-massivet fra Hotel de la Fontaine

Ankomst til Hotel de la Fontaine i Les Houches

Vi er 15 forventningsfulde vandrefugle, som er taget med Vagabond Tours til Frankrig for at vandre rundt om Mont Blanc - Vesteuropas højeste bjerg, 4.810 moh. På Hotel de la Fontaine lidt uden for Les Houches, bliver vi præsenteret for hinanden og taler om morgendagens første etape.
Tour de Mont Blanc - TMB - er blandt verdens mest populære vandreruter, som de kommende dage skal bringe os gennem den blomstrende alpine have, over høje bjergpas, forbi iskolde gletschere og forfriskende brusende vandfald - hver dag med sin enestående bjergtagende udsigt til golde bjergtoppe og dybe frodige dale.
Mens vi gør klar, går det op for os, at vi ikke får madpakker med, men at der hver dag arrangeres en picnic, hvor den medbragte frokost med brød, salat, ost, pølse, postej m.v. fordeles mellem os, så vi skulle faktisk have haft en tallerken, et drikkekrus samt eget bestik med hjemmefra. Men den klarer Richard i morgen…..

TMB-ruten kan vandres både mod uret og med uret og vi skal vandre med uret, hvilket betyder, at vi starter vandringen her i Frankrig, fortsætter et par dage i Schweiz, kommer gennem Italien og vender så tilbage til Frankrig. Undervejs findes flere alternative ruter, som kan følges alt efter gruppens erfaring og formåen - men grundlæggende følger vi den gult-markerede TMB-rute.
For nogle er det første gang de skal på vandreferie, mens andre er ”gamle rotter i faget”.

Picnic

Ruten deler sig og vi kan vælge at gå over bjergtoppen Aiguillette des Posettes, 2.201 moh. men Richard tager den lavere rute nedenfor og da vi når frem til Charlets de Balme, en samling bondehuse, hvor der også er en lille restaurant, gør vi holdt og slår os ned i græsset oven for husene. Frem af rygsækken ”tryller” han et par flasker rødvin, som vi kan nyde til pølsen og osten. – Kan I lide det? kommer det søgende fra Richard, og der er lidt delte meninger om at drikke rødvin midt på dagen på en vandretur! Rødvinen er god, men de fleste af os foretrækker at slukke tørsten med vand!

Col de Balme på grænsen mellem Frankrig og Schweiz

Turen fortsætter ad et short-cut-spor, der fører os op til turens første pas - Col de Balme, 2.191moh. Her passeres grænsen til Schweiz og udsigterne ned på begge sider af passet er imponerende. Men at vi skal helt ned i bunden af Schweiz, er næsten ufatteligt! Da vi bevæger os ned over græsgangene bliver vi overhalet af en gruppe mountainbikere, der ikke kender til skræk i livet! Det er såmænd stejlt nok for os gående….
Vi kommer ind på en stenet serpentinesti, der snor sig ned langs bjergskråningen og fortsætter ind i den underliggende skov. Her er mange løse rullesten, så vi skal træde varsomt for ikke at falde.
Langt under os kan vi se målet for dagens vandring - landsbyen Le Trient - og efter at have passeret floden Nant Noir kommer vi ud i et fladt bondelandskab, hvor græshøsten allerede er i fuld gang.

Relais de Mont Blanc i Le Trient

Relais de Mont Blanc

På den anden side af landsbyen finder vi vores hotel Relais de Mont Blanc, hvor også andre vandregrupper skal overnatte. Vi får dog vores ”egen” sovesal med plads til 18 personer fordelt i tætstående køjer. Her findes tæpper og pude, så det eneste ekstra vi skal bruge er lagenposer samt hovedpudebetræk, som vi selv har med hjemmefra. Samt ørerpropper…!

Udsigt til Alp Bovine fra Col le Portal

Over passene Col de la Forclaz og Alp Bovine

Richard fortæller, at her findes to ruter til byen Champex, som vi kan vælge til dagens vandring. Den ene går over Fenêtre d’Arpette, 2.665moh og vil kræve en opstigning på ca. 1000 højdemeter langs Glacier de Trient og lige så mange højdemeter ned gennem Arpette-dalen til Relais d’Arpette. Den anden rute går over Col de la Forciaz med ca. 200 højdemeter og Bovine, med ca. 500 højdemeter. Den tygger vi på i et splitsekund og vælger sidstnævnte, så alle i gruppen kan være med. Og det er såmænd hårdt nok at gå op gennem skoven til Col de la Forciaz, 1.527moh. Her findes en lille butik, hvor de som ikke har fået købt vandrekort hos Nordisk Korthandel (scandmaps.dk) i København, kan anskaffe sig et.

Vi vandrer på bjergskråningen højt over Martigny-dalen og møder de første køer med kobjælder, der sender et monotont og forvirret, klangbillede gennem skoven. Arme køer!
Så passeres rutens højeste punkt Col le Portalo, 2.040moh. og kan nedenfor se traktørstedet Alp Bovine og de bagvedliggende høje bjerge på den anden side af Champex.

Picnic ved Alp Bovine

Alp Bovine , 1.987moh. er et hyggeligt lille sted, hvor man foran gamle komfurer tilbereder forskellige retter til de forbipasserende. Vi har dog selv picnic med, men får alligevel lov til at benytte steders faciliteter, mod at vi køber drikkevarerne her. Efter frokost og kaffe etc. er der vist ikke mange af os, der har lyst til at løsrive sig fra dette dejlige sted - måske en lille lur presser sig på? Temperaturen har passeret 30 grader, men en let brise gør det behageligt at sidde under parasollens skygge.

Ned ad høje trin i uvejsomt terræn

Men vi skal videre…. Og turen fortsætter forbi La Lure, hvor vi passerer en større kvægflok med flere tyrekalve, der stirrer underligt på os. De er nu ganske fredelige. Måske har de mange fluer taget temperamentet af tyrene? Måske er det for varmt til overhovedet at gøre noget som helst?

Vi går nu højt over Champex-dalen og ruten går ned over en række store sten, som er vanskeligt passable for de af os med korte ben! Vi må hjælpe hinanden, men et fald kan næsten ikke undgås, så vi går forsigtigt ned.

Undervejs krydses flere iskolde vandløb, hvor de forreste i gruppen har tid til at smide vandrestøvlerne og få fødderne afkølet, mens de venter på de bagerste i gruppen.

Mont Dolent, 3.823moh på grænsen mellem Schweiz, Italien og Frankrig

Fra Champex går det først op gennem skov forbi store stenskred og klippehuler og senere ned på landevejen gennem de idylliske små landsbyer Issert, les Arlaches og Praz de Fort - landsbyer med klassiske træbygninger nogle helt tilbage fra 1700-tallet. Her er gaderne så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden, og husene står så tæt, at en ildebrand ville være en katastrofe.

Tidligere gik vandreruten langs Ferret-floden, men et stenskred rev stien med sig for et par år siden, så det nu er umuligt at vandre der. Derudover er der længere inde i dalen bygget en dæmning, hvorfra der uden varsel lukkes vand ud i floden, hvilket kan bevirke en flodbølge, det ikke er sjovt at blive ramt af! Derfor ligger vandreruten nu højt oppe over stenskredet og floden, og det skal vi op over. Efter passagen går det atter nedad mod floden og vi finder et passende - sikkert - sted at indtage dagens picnic.
Resten af dagens vandretur er let gået. Vi kommer forbi brusende vandfald og ved det blanke bjerg l’Amône kan vi iagttage bjergbestigere på vej op. Ikke længe efter er vi fri af dalen og kan se ”kæmpen” Mont Dolent, 3.823 moh. rejse sig i sin mægtige vælde. Bjerget ligger netop på grænsen hvor Schweiz, Frankrig og Italien mødes.

Glacier de l'A Neuve

Hotel les Glaciers

Så er vi fremme i byen La Fouly og indlogeres på Hotel les Glaciers - og man forstår navnet. Fra hotellet er der en imponerende udsigt til Glacier de l’A Neuve. Sammen med andre af hotellets gæster nyder vi en forfriskning under parasollerne på hotellets store terrasse og suger indtrykkene til os, inden vi efter aftens buffet indretter os i hotellets kælder på en 18 personers sovesal.

Lang vandretur over Ferret

Over Grand col Ferret

Morgenmaden er - ligesom aftensmaden i går - rigtig god, for her er både frisk brød, ost, skinke marmelade, yoghurt. Ikke nogen typisk ”fransk” morgenmad, der normalt består af halvtørt brød, smør og marmelade, kaffe eller te. Slet ikke nok til danske vandrere, som har brug for energi! Så mætte og med fyldte vomme kan vi begive os ud på hele turens måske allersmukkeste delstrækning - turen over Grand col Ferret.

Først ”skal man så grueligt meget igennem” og det går stejlt op på bjergskråningen over Val Ferret, men igen er belønningen en imponerende udsigt tilbage til dalen vi kom fra. Ikke en sky har vi på himmelen og temperaturen er mere end 30 grader i dalen - lidt køligere oppe på bjerget.
Da vi runder bjergskråningen ved la Dotse flader stigningen ud og ruten fortsætter jævnt op gennem den alpine have. Her er en vidunderlig farverig flora, som vi kun finder her i højderne. Sommerfugle og insekter svirrer omkring i blomsterhavet.
Ved La Peule, 2.071 moh. stopper vi for en kop formiddagskaffe, inden vi fortsætter jævnt op mod Grand col Ferret.

Grand Col Ferret, 2.537 moh på grænsen mellem Schweiz og Italien

Foran os kan vi se toppen af et snedækket bjerg, der lige akkurat stikker sin top op over passet, hvilket animerer os endnu mere for at komme derop. Efterhånden som vi kommer længere og længere op, bliver bjergene bag passet større og større, vildere og vildere.

Så er vi oppe i passet 2.537moh. på grænsen til Italien. Mod nord har vi Glacier de Pré de Bar, hvis gletschertunge snor sig ned mellem sidemorænerne og ender langt nede i den italienske del af Val Ferret.
Mod syd kan vi se langt ud i Ferret–dalen, der i Italien fortsætter i Val Veny. Vi kan i det klare vejr sågar se helt til Glacier du Miage, hvor vi skal vandre i morgen.

En frisk vind blæser i ansigtet på os, så vi går blot nogle få meter ned på læsiden for at spise vores picnic – og slå mave. Der er lejlighed til at få luftet fødderne og strækket ud. En lille lur bliver det også til på den times tid, vi holder hvil.

En fårehund kom forbi

Vi mødte en fåreflok på vejen op mod passet og en af fårehundene - den er nok så stor - kommer frem til os for at iagttage situationen. Det er ikke kæledyr og vi lader den være. Disse fårehunde vokser op sammen med fårene, som den betragter som sine unger og vil forsvare mod alt. Hunden er dog ganske fredelig og lunter afsted igen og vi kan blunde videre i det bløde græs.

- Der er ikke ret langt ned til refugiet - i kilometre! kommer det fra Richard, der allerede har hængt sin rygsæk på skulderen, men det er stejlt, så tag den med ro. I kan ikke tage fejl af stedet, for ruten går lige ind til bjerghytten.
De første forsvinder ned ad skråningen og vi følger efter lidt senere. Også på denne sydvendte bjergskråning er vi på vandring i den alpine have. Overalt er her blomster, røde, gule, blå, grønne. Engblomme, azalia, ensian, marguerit og andre krysantemum samt utallige mange flere.

Ned gennem den alpine have

Refugio Elena

Vi når ned til Refugio Elena, 2.062 moh, for foden af Glacier de Pré de Bar, hvorfra en smeltevandsflod bruser videre ned i Ferret-dalen. Men stedet ser øde ud! Her er ingen stole eller borde på den ellers fantastisk flot beliggende terrasse. Gad vide hvorfor? Vi søger i stedet op på en lille bakke, hvorfra vi også kan betragte både gletscher og dalen under os, mens vi nyder en forfriskning og får udlignet dagens væsketab!

Sovesalen, der vel kan rumme omkring 50 personer, er fint indrettet i mindre afsnit adskilt af garderobeskabe og køjerne, ligesom badeforholdene er i top. Det bliver alligevel en noget ”klam” nat, da de øvrige vandrehold (læs franskmænd) vi sover sammen med bestyrer vinduerne, der desværre forbliver hermetisk tillukkede gennem hele natten. Franskmænd hader vist frisk natteluft!

Morgen i bjergets skyggeside

Over Col de la Seigne

Vi kunne have fulgt landevejen, men det er da for kedeligt. I stedet fører Richard os denne solskinsmorgen ned i dalen via et lille spor langs vandfald og over gamle snedynger. På P-pladsen i bunden af dalen venter vi på den offentlige bus, der bringer os ind til byen Courmayeur. Efter 30 minutters venten i byen - lige tids nok til at få en kop kaffe på en fortovscafé - fortsætter vi i en anden offentlig bus op gennem Val Veny frem til udgangspunktet for dagens egentlige vandring over Col de la Seigne.

Vi har på intet tidspunkt på vores vandring rundt om Mont Blanc været alene på ruten. TMB-turen er populær. Og i dag er ingen undtagelse. Flere skoler er på sommerudflugt og mens vi vandrer op gennem den første del af dalen på en kedelig og hård asfaltvej, passerer vi nok mere end 150 andre vandrere på vej op mod bjerget!

Lac de Combal i Val Veny

Vi sætter os ved broen, hvorunder vandet fra Lac de Combal vælter videre ned i dalen. Og mens vi spise vores medbragte picnic, forsvinder vandregrupperne oppe i terrænet og der bliver stor spredning mellem os og dem.
Tæt under bjergtoppene ”Den hvide nål” og den sylespidse ”Sorte Nål” vandrer vi over tidligere smeltevandsaflejringer og kan begynde opstigningen. Oppe bag en morænevold ligger Lac du Miage under gletscheren af samme navn, men der bliver desværre ikke tid til at gå derop, da det vil tage mere end 1 time.

Murmeldyr ved sin jordhule

Gruppen vandrer i stedet forbi Refugie E. Soldini, 2.195 moh. tæt under Glacier de la lex Blanche. Undervejs hører vi de karakteristiske korte advarselshyl fra murmeldyrene, men har svært ved at få øje på dem. Vi har også tidligere på turen hørt dem, men endnu ikke set dyrene, der falder godt ind i naturen. Specielt når de kun sidder med hovedet lige akkurat stukket op af jordhullet. En italiensk familie peger begejstret på en skråning over for hvor vi går. Jeg blander mig og han forsøger at forklare mig, hvor jeg skal kikke. Mit blik flakser rundt på græsarealet og ved de små buske, der gror på skråningen, men jeg ser ingen murmeldyr. Han prøver igen og så ser jeg dyret lige uden for jordhulen. Og nu bliver det pludseligt meget lettere også at få øje på andre murmeldyr, der har travlt med at springe rundt i græsset.
Jeg bliver der en stund og kommer lidt bagud fra min vandregruppe, for der skal jo være tid til fotografering m.v. og de venter nok på mig længere oppe. Om ikke andet så på toppen. Jeg får dog hurtigt indhentet de bagerste.

På Col de la Seigne med udsigt til Mont Blanc

Et stykke længere oppe står et hus, som for nogle få år siden blev benyttet som italiensk militærbarak, men som nu er indrettet til at alpint center, der giver information om Mount Blanc som en region delt mellem tre lande. Stedet hedder La Casametta og ligger 2,365 moh.
og udstillingen hedder Espace Mont Blanc. Col de la Seigne har været benyttet som overgangssted allerede siden romerriget og op gennem middelalderen. Da bjergbestigningssporten tog fart, var passet blandt de naturlige udgangspunkter for de engelske eventyrere, der ville besejre Mont Blanc.

Så er vi oppe i selve passet Col de la Seigne, 2,516 moh. og passerer grænsen til Frankrig, og har direkte udsigt til fantastiske Mont Blanc. Herfra synes Vesteuropas største bjerg ikke som det højeste, men det er fordi bjerget ligger længere væk, end man umiddelbart anslår og de tættere liggende bjerge synes meget større.

Sovesal til 50 personer indrettet i tidligere kostald

Refuge des Mottets

Vi bliver i passet en lille stund, inden vi går ned ad serpentinestier, der snor sig stejlt ned langs bjergsiden mod vores overnatningssted Refuge des Mottets, 1.870 moh.
Sovesalene er her indrettet i to gamle kostalde, hvor der i hver stald er plads til 50 personer, som ligger side om side i en lang række på løftede brikse ca. en meter over gulvet. Her er god plads til bagage under sengene. Derimod er bade- og toiletfaciliteter begrænset. To pedaltoiletter til ca. 100 personer er bare for lidt. Nogle har tålmodighed til at stå i kø for at få et bad. Det har jeg ikke, så i dag bliver det til lidt etagevask under den iskolde vandhane!

Til gengæld dufter hele refugiet af mad, mens vi venter på spisetid, og vi bliver endog meget glædeligt overrasket, da der serveres rigtig gedigent landbomad: Grøntsagssuppe, okseragout samt budding som dessert. Imponerende så effektivt der her bliver serveret mad til omkring 100 personer - og mere imponerende bliver det, da der pludselig lyder harmonikaspil og franskmændene begynder at synge med på deres hjemlige viser. Så kommer der en kande lokal vin mere på bordet og der synges indtil natten falder på.

Der smages på ostene

Over Col des Fours

Trods det, at vi har ligget 50 personer i et stort rum har jeg sovet som en sten. Ventilationen var i orden. Det er dog ikke alle, der har sovet lige tungt. Min sidemand har fået blå mærker efter at hans kone har dunket ham på skulderen gennem det meste af natten, fordi hun tror at det er ham der har snorket. Manden er ganske uskyldig. Snorkeren var mig! Godt at jeg lå beskyttet på den anden side af ham….

Vi står atter op til en smuk dag, hvor solen skinner fra en helt skyfri himmel.

Første stop på dagens vandring er ved la Ville des Glaciers - et underligt navn på et sted, hvor man dårligt kan se en eneste gletscher. De ligger på den anden side af bjerget eller i Italien vi lige er kommet fra! Byen består kun af en samling huse, hvor der drives et osteri og vi får lejlighed til at se hvorledes mælken og osteløben opvarmes og bliver til de dejligste oste. Her tilsætter man naturligvis ingen kunstige smagsstoffer til sine oste. Det er alene de mikroorganismer, der er i det græs, som køerne spiser, der via mælken og behandlingen af osten, giver smagen. De der vil, kan smage på udvalgte oste.

På sneen i Col des Fours, 2.665moh

Vi vandrer længere op ad bjerget og kommer op i et højalpint område, hvor landskabet er mere goldt. Fremme rejser en karakteristisk klippeside sig og det er der vi skal op. Ikke nogen stejl stigning, men en lang stigning. Der er ikke andet at gøre end at sætte sit eget tempo. Så kommer man op. Glem alt om at følge med de hurtigste. Lad dem blot løbe.
Et sted har vandet slidt hele bjergsiden blank, så det fremstår som et helt abstrakt maleri - et af naturens små mesterværker.
Nedefra kan vi skimte andre vandregrupper oppe på ryggen mod Col des Fours og efter endnu en ½ times kamp mellem vilje og fysiske kræfter når vi op på en snebunke på toppen af passet, 2.665moh.

Fin udsigt til Mont Blanc, 4.810moh

Udsigten er ikke den ringeste, som vores jyske venner udtrykker sig. Den er fantastisk. Mod nord kan vi igen betragte Mont Blanc’s imponerende iskappe og mod syd en helt række takkede bjergtinder. Richard fortæller, at han har været på rundturen 8 gange tidligere, men aldrig før set Mont Blanc så klart og han ærgrer sig over ikke at have taget sit kamera med! Så vi er i sandhed meget heldige med vejret og hele turen.

En sten på varden ved Col de la Croix du Bonhomme

Vi vandrer lidt ned mod Refugie du col de la Croix de Bonhomme, men stopper i krydset ved en store varde, hvor flere vandreruter mødes. Nu er det åbenbart også blevet ”moderne” at sætte nepalesiske bedeflag på franske varder! Ved fælles hjælp får vi lagt endnu en sten oven på varden, hvilket skulle give godt vejr i morgen - bønner eller ej!

Efter picnic lidt nede på bjergsiden fortsætter vi ad TMB-ruten rundt om en udløber på bjerget og kommer i en bue ned til passet Col du Bonhomme, 2.329moh

Så ligger Contamines-dalen for vores fødder og en meget lang nedtur kan påbegyndes. Først på mindre vandrestier, senere på brede stier hvor den nøgne klippe stikker op mellem grus og rullesten. Vi følger den brusende flod Gorge ned gennem skoven og passerer Romani-broen dateret 1425, hvorunder floden har skåret en dyb kløft og hvor vandet presses igennem med stor kraft - deraf navnet Gorge. Endnu har vi en kilometer ned til P-pladsen ved kirken Notre Dame de la Gorge, hvor vi atter mødes.

Hyggeaften på Hotel le Mont Joly

Hotel Mount Joly

I solen er her bagende varmt. Skoven lær for enhver vind. I kirken er her køligt - og fredfyldt. Et øjebliks hvil - og eftertænksomhed.....
Så ankommer den offentlige bus, der transporterer os til Contamines, hvor vi indlogeres i 2-,3- og 4-sengs rum på Hotel Le Mont Joly. Det er ejeren, den engelskfødte Marie-Louise Ashworth, der personligt tager i mod og tildeler os værelserne. Det er et dejligt hotel med en rigtig god atmosfære, hvor værtinden har sat sit personlige præg på indretning af såvel værelser som opholdsstuen ved baren. Hjerter og edelweiss er dominerende………  - og læderstolene er ikke glemt.

Vin på Richards regning under middagen og endnu en kande kommer på bordet. Stemningen i vandregruppen er på sit højeste, da vores værtinde venligt gør os opmærksomme på, at her også er andre gæster, der også skal på vandring i morgen….

Hængebroen neden for Glacier de Bionnassay

Glacier de Bionnassay

I dette engelskprægede hus ved man hvad der skal til af morgenmad, for at lægge en god bund før dagens vandring. Så her mangler intet. Et par taxi bringer os frem til landsbyen La Villette, hvorfra det går stejlt op ad en lille grusvej til næste landsby Le Campel. Vi fortsætter ind i skoven - videre opad - og passerer smukke kaskader af vand, der sprøjter ned ad bjergsiden. En iskold vind fejrer ned gennem skoven og fortæller os, at vi er tæt på isen.

For foden af den mægtige gletscher Glacier de Bionnassay vælter smeltevandsstrømmen videre ned i dalen. Vi skal over på den anden side via en hængebro. Folk med højdeskræk kan gå med lukkede øjne! En efter en sendes vi over den let gyngende hængebro, og alle klarer det fint. Nogle tager sig endog tid til at stoppe op for at iagttage dette dramatiske syn midt fra broen.

På bytur i Les Houches

Hotel Les Melezes

Et par hundrede meter fra kabineliften finder vi vores sidste overnatningssted - Hotel Les Melezes. Vi indkvarteres på vores respektive værelser og har mulighed for at gå en tur i byen for at handle. Nogle køber souvenir, andre har forskellige oste med hjem.

Det er sidste aften. Ringen omkring Mont Blanc er afsluttet og under middagen tager vi afsked med Richard, der allerede i morgen har en ny gruppe fra Vagabond Tours, som han skal føre gennem Mont Blanc’s alpine have.