Indien: Med en munk, en hipster og en hund over Himalaya

Klik for større billede

Jeg havde hentet Cassie, der følger med mig på resten af turen, i Delhi, og efter et par usandsynligt hårde uger med krydsningen af det hårdeste Himalaya-pas, jeg nogensinde har været ude for, alt for meget sygdom, solskoldninger og elendig mad i flere uger, havde vi samlet kræfter i den lille by Keylong, var cyklet til den diminutive flække Darcha (der egentlige blot er to rækker stenhuse på hver sin side af en flod) og fandt overraskende nemt to fyre, der var villige til at sætte af sted på et det ugelange trek sammen med os.
At binde cyklerne på ryggen af en krikke var ikke noget problem – alt kan lade sig gøre i Indien.

Snart satte vores lille karavane af sted op gennem en øde dal med høje klippebjerge, snedækkede tinder og ikke en sjæl i sigte.

Klik for større billede

Det var et spøjst følge, der satte af sted på en tur, hvor vi de første fire dage ikke ville nå en eneste landsby. Det var selvfølgelig Cassie og jeg. Vores to følgesvende var henholdsvis Tashi, en buddhistisk munk fra et stort kloster i Sydindien, der var en tur hjemme i sin barndoms bjerge, og hans kumpan Lobsang, der satte af sted i et par stramme ternede bukser, kondisko, en sort hættetrøje, cowboyjakke, sorte solbriller og en bandana bundet om hovedet, hvor der stod ”Just Bone Me!” – jeg tror dog ikke han vidste, hvad det betød, for hans engelske begrænsede sig til omtrent fire gloser.

Med os havde vi to godmodige heste, et ungt føl og en lille sort hund med lang, sort og ganske beskidt pels, der skulle vise sig at blive vores trofaste beskytter i bjergene. Vi døbte ham Shaggy, da han tilsyneladende ikke bar noget navn.

Klik for større billede

Tordenstorm i 4600 meters højde

Efter en nat på en grøn eng under tusinder af stjerne satte vi af sted mod den to dage lange tur over passet Shingo La, der danner grænsen mellem de to indiske delstater Himashal Pradesh og Kashmir. Lobsang, Tashi og hestene var langt hurtigere end os, og hver morgen aftalte vi, hvor vi ville slå lejr for natten, og så så vi ikke mere til dem resten af dagen.
Lille Shaggy kom dog gentagne gange tilbage efter os, eller lå og ventede på os på den smalle sti. Så snart vi havde passeret ham, luntede han med logrende hale af sted i hælene på os. Uden en lyd.

Klik for større billede

Landskabet blev hurtigt mere barskt. Solen brændte i 4500 meters højde, mens vinden blæste koldt ned fra gletsjerne over os. Træer var forlængst forsvundet fra  landskabet, men hele bjergsider var dækket lyserødt lyng, der lyste op i landskabet, der ellers var reduceret til klipper, tinder og rivende gletsjerfloder, vi gang på gang måtte krydse. For ikke at vandre i våde sko, krydsede jeg i bare tæer. Det er en lammende oplevelse at krydse vand, der kun lige netop er så varmt, at det ikke er is i bare tæer. Og ikke altid lige let, når underlaget er store sten, og rygsækken tynger.

Vi nåede kun lige netop et lille fladt område i omtrent 4600 meters højde, inden en tordenstorm blæste inde over os. Regnen faldt hårdt, og overseglet var kun lige trukket hen over inderteltet, da store hagl trommede ned, som bar de boksehandsker, og vi søgte tilflugt i teltet. Aftensmaden stod på tomatsuppe med rigelige mængder friskt ingefær, og da mørket sænkede sig over Himalaya lidt efter klokken 19, og temperaturen faldt til lige over frysepunktet, var der ikke andre steder at være end i soveposerne. Det er overraskende, hvor nemt det er at sove i 11 timer, når man har brugt hele dagen på stierne.

Klik for større billede

Med højdesyge mod Shingo La

Næste morgen vågnede jeg med let kvalme og et tungt hovede. Mild højdesyge. Jeg har prøvet det så mange gange før, og efter en morgenmad bestående af rigeligt med te med enorme mængder sukker, satte vi af sted mod Shingo La.
Stien var steg stejlt, ikke mere end 20 centimeter bred og klyngede sig til en bjergside, hvor små sten lå over alt. Bag os dukkede pyramideformede, snedækkede toppe op på række i dalen under os, snart lå gletsjeren også under os, og længere fremme ruskede den friske vind farverige bedeflag. Stien snoede sig ikke højere: Shingo La. Vi satte os i den smule læ, den store mængde bedeflag skabte, åbnede et par pakker minutnudler og spiste dem direkte fra posen. Dagens første måltid. Jeg kunne mærke, hvordan kiloene raslede af min krop, og bukserne bøvlede med at blive over mine hofter
Efter en spektakulær nedtur fra passet, hvor vi fulgte smalle stier med løse sten gennem et morænelandskab, vandrede over hård sne og siden over lyngdækkede bjergsider, nåede vi en bred dal domineret af kilometerhøje, lodrette klippesider i gule, orange, brune og rødlige farver.

Klik for større billede

Ved en fossende flod slog vi lejr ved et lille hus lavet af løse sten stablet oven på hinanden og med en gul pressenning som tag. Græstæppet var blødt, yakokser græssede, og lille tapre Shaggy lagde sig udmattet uden for vores telt, mens vi hver tog et isnende bad i gletsjerflodens vand. Mørket kom med hastige skridt, som det gør i bjergene, og snart forskansede vi os igen i soveposerne.

Uden for hørte vi for første gang Shaggy åbne munden. Han gøede, og da vi kiggede ud, så vi ham sidde ved indgangen til teltet. Et par skikkelser kom ud af mørket som spøgelser, og den lille hund sprintede derud, gøede i vildensky, som vi så skikkelserne blive til to mænd med deres pakheste.

Da Shaggy havde jaget dem på flugt (eller rettere, da de var vadet videre) tog han igen position uden for teltet. Kort efter, uden vi havde bemærket det, havde han sneget sig ind i teltets apsis, hvor han krøllede sig sammen umiddelbart uden for myggenettet. Han havde gjort sig fortjent til en nat i teltet. Den lille fyr havde dog problemer. Han nøs og lød tilstoppet, som han bøvlede med at trække vejret. Måske turen over et koldt 5000 meter pas, havde været for meget for ham?

Temperaturen faldt drastisk i løbet af natten, og jeg vågnede klokken 03.15, da Cassie lynede op til apsis.
”Vi bliver nødt til at lade ham sove herinde. Han lider derude,” sagde hun, og straks hun lynede op til apsis, kravlede Shaggy ind og krøllede sig sammen på Cassies underlag op ad hendes sovepose.

Det var den sidste nat, vi så den eneste hund, jeg nogensinde har holdt af.  

Klik for større billede

Halvt år i Himalaya

Tore Grønne har pakket sin cykel og bruger et halvt år på at cykle rundt i Himalaya. Til dagligt er han chefredaktør på rejsemagasinet Opdag Verden, men nu har han taget orlov for at cykle rundt på bjergsiderne i Himalayas mange, smukke bjerge. Det er ikke en uvant situation for Tore, der gennem de sidste 11 år har cyklet mere end 45.000 kilometer på sine cykelrejser rundt omkring på hele jordkloden.

Noget er dog ikke helt som det plejer. Denne gang har Tore nemlig fået følgeskab af sin far, der længe har fulgt drømmende med, når Tore har fortalt om sine rejser. Nu har han så endelig fået chancen for selv at komme af sted. De to har sat sig i sadlen og trampet ud på den første del af turen, som du kan følge på hjemmesiden OpdagVerden.dk, hvor Tore jævnligt vil opdatere sin rejseblog. Det første indlæg om forberedelserne til denne krævende og komplicerede cykeltur ligger allerede klar på bloggen, hvor du også kan se billeder fra nogle af Tores tidligere cykelture i netop de ekstreme Himalayabjerge.


I næste indlæg skriver Tore om resten af trekkingturen til Padum.......