| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Travellog | Net tv | Foto | Link |
For familier med hesteglade børn, er Island et oplagt feriemål. Fisketure, sæler, fugle og varme kilder udgør også et trækplaster på børn i alle aldre.
|
Hanen til kilden med "danskvand" |
Et par timers kørsel nord for Reykjavik ligger et bjerg, der er formet som en hesteryg. Som med de fleste andre bjerge i Island, knytter der sig et sagn til dette hestebjerg. Der var en gang en troldkvinde, som jagtede sin fjende ved at ride efter ham på sin klippehest.
Men selv om sagn og fortællinger dukker op ved enhver given lejlighed i Island, er vi ikke taget op i øverste hjørne af atlasset for at høre sagaer. Min 13-årige datter er vild med heste. Hun er lige blevet konfirmeret og har fået den ultimative gave: En rideferie til Island med mor.
Vi stævner ud fra lufthavnen i Keflavik syd for Reykjavik i en hvid firehjulstrækker og sætter kurs mod hestefarmene i Vestisland. Vores lokalguide Thormodur Simonsson er født og opvokset på egnen, og alle der bor i en radius af 50 kilometer betragter han som sine naboer. Han kan derfor vise til små ukendte seværdigheder hos naboerne.
En af dem har en naturlig kilde med ”danskvand”, der kan tappes direkte fra en vandhane i jorden. Det kulsyreholdige vand smager af jern, men boblerne i jorden rundt om vandhanen ser autentiske ud, og vandet skulle efter sigende være helsebringende. En lignende kilde kan ses ved Ölkelda.
|
Edderfugle og sæler i baghaven |
Sælkoloni i baghaven
En anden nabo er hans onkel, der har en sælkoloni i baghaven – dvs. på klippene ved havet neden for hans gård ved Ytri-Tunga, som er offentlig tilgængeligt.
Neden for parkeringspladsen breder en klippefyldt strand sig ud med tunger af mørke lavasten ud i vandet, hvor de glatte sæler ligger og dovner i solen. En lysegrå sælunge med plysset pels ligger på maven i det lave vand og kigger sig betuttet omkring med sine store mørke øjne. En ung sæl dykker ned i vandet og svømmer ind mod bredden for at kigge nærmere på de underlige fisk, der står på stranden med kamera og kikkert og kigger på dem.
Sæler, delfiner og hvaler kan man se flere steder langs kysten. De bedste hvalsteder er Hellnar og Öndverdarnes eller på hvalsejlture fra Olafsvik.
Islandske heste ved Lysuholl hestefarm |
Lysuholl hestefarm
Hovedformålet med vores rejse er at ride, men det er faktisk lidt for tidligt på året til ugelange organiserede rideture. De gennemføres i juni, juli og august, så det er i de måneder, man skal placere sin ferie i Island, hvis der står seriøs hesteridning på ønskelisten.
På Lysuholl hestefarm har fire heste netop fået sko på i dag, hvor de skal på forårets første ridt efter at have hygget sig på marken hele vinteren med gårdens hundredvis af heste. Hestene Maistjerna, Venur og Killian står klar i ridehuset og venter bag deres lange, lyse pandelokker.
På grund af den islandske hests særlige gangart tölt skulle det efter sigende være som at sidde i en sofa at ride på den. Men, men, men. Hvis ens erfaring begrænser sig til danske rideskoleheste, tager det mere end en formiddag at vænne sig til islændingenes små, energiske skridt.
Med mere end 30 års afstand til min rideskoletid sidder undertegnede ærlig talt ikke helt fast i sadlen under den første travetur ud over det flade, grønne marskland mod havet og med bjergene bag os. Selv om rideturene mest tiltrækker erfarne ryttere, kan man sagtens klare sig, selv om erfaringsgrundlaget ikke er voldsomt stor. Man skal bare have gå-på-mod og være indstillet på at lære hesten at kende.
På tur langs kysten |
Rolige og søde, det er de; hestene. De reagerer på den mindste kommando med tøjler og støvlehæl og virker, som om de rigtig meget lyst til at brænde energi af.
Turen går langs landeveje, ad græsstier, gennem vandløb og over strandeng. Et sted ligger en flad hvalknogle og lyser hvidt på det mørke lavasand.
På denne tid af dagen er det højvande, og turen til stranden - The Golden Beach - må vente til næste morgen, fordi hestene endnu ikke er i form til mange timers ridt om dagen.
Når sæsonen for lange rideture for alvor begynder, rider rytterne hver dag ud på længere ture i varieret landskab; langs bjerge og strand, over mosgroede lavaområder og ud til små øer. Hestene overnatter i terrænet, mens rytterne bliver hentet for at overnatte på hestefarmen i nybyggede hytter.
Den sorte død er - og hedder nu brennivin |
Mindst 10 min. godt vejr om dagen
Selv om Islands omskiftelige vejr har sat ind med regnvejr, bliver der tid til en tur i den lokale skoles udendørs geothermiske svømmebad - Lysuhols-skóli ved siden af hestefarmen. Her har guiden Thormodur gået i skole for mange år siden. Han var den ene af de to elever i sin klasse. Hele skolen talte kun 30 elever, og svømmebadet var i praksis deres skolegård, hvor de badede to gange om dagen.
- En vinter sneede det så meget, at vi kun var i vandet én gang om dagen. Skoleinspektøren stod selv på kanten med håndklæder og tørrede os, når vi kom op, fortæller Thormodur, mens han slapper af i det lune vand, som nok er dejligt - men skolebadet slår ikke Den blå Lagune nær lufthavnen!
Middagen indtages på familiens gæstgiveri, Gistihusid Langaholt (Guesthouse Langaholt) hvor den nuværende ejer, Thormodurs bror Keli står for middagen af stegt ørred med kaperssovs. Keli er en pudsig person, der angiveligt kan lide at skabe kontrast til familiens traditionelle strandhotel. Han serverer selv i restauranten iført høj sort hat med fjer i - og hælder rundhåndet op af den islandske snaps – ”Den sorte død”. Snapsen fik sit navn under forbudstiden, da myndighederne mente, det ville være godt med afskrækkende navne til alkohol. Desværre virkede navnet modsat, og ”Den sorte død” lever stadig i bedste velgående.
Min teenagedatter har ingen interesse i snaps eller islandske anekdoter, så hun falder næsten i søvn over desserten. Hvis man drømmer om lange mor-datter samtaler på sengekanten, er det nok ikke Island, man skal vælge som feriemål. Hertil er luften for frisk og aktiviteterne for udmattende. Min datter sover i det øjeblik, Anders And-bladet og høretelefonerne rammer hovedpuden – og sover tungt til længe efter den første fuglesang har lydt og madmors hjemmelavede lammepostej og gravet ørred er stillet på morgenbuffeten.
Regnen er drevet over, solen skinner, og vinden har lagt sig.
Vejret på Island skifter så hurtigt, at man ikke som i arabiske lande siger: Hamdullah – om Allah vil – men om vejret vil.
Gennem vandløb tæt på stranden |
En ny dag med ridning
Det vil vejret heldigvis denne morgen. Søerne mellem havet og bjergene ligger spejlblanke og gengiver bjergene som et skønmaleri. Vores nye venner, hestene Maistjerna og Venur står allerede sadlet op og klar til en tur til stranden. Vi tölter ud mod havet og efter at have vadet igennem et sidste vandløb, hvor vandet fra den smeltende sne fosser ud i havet, ligger den gyldne strand åben og øde foran os og kalder på en galop. Mængden af sten på stranden ændrer sig konstant i forhold til vind- og vejrforhold, men denne morgen er der kun skyllet en mindre mængde lavasten op i løbet af natten.
Nu får hestene lov til at give alt, hvad de har i sig. De små stærke dyr galopperer i fuld fart hen ad stranden, mens vi griner bredt af lykke i solskinnet. Efter en god lang galoptur, gør vi holdt og trækker hestene op på græs og lader dem få en lille pause.
Den tyske rideguide Vibeke fortæller, at rideferier til Island er meget populære i Tyskland. Hovedparten af deltagerne er tyske, og mange af dem kommer år efter år for at ride på de samme heste.
Det er både voksne og teenagere på de ugelange ture. Familier med mindre børn vælger typisk kortere ture af et par timers varighed.
|
I lavalandskab |
Natur er for voksne – børn vil have dyr
Island er domineret af lava i alverdens former. Der er gråbrun og sort i form af grus, sten, klipper og bjerge. Nogle steder er lavaen størknet i søjler (basalt) andre steder har den skabt golde ørkenområder, og nogle steder er jord føget ind over lavaen gennem tusindvis af år og har skabt grobund for lave gevækster.
De smukkeste landskaber er næsten de mosklædte og knudrede lavaområder, der er som taget ud af en eventyrfilm. De har dog skarp konkurrence fra Islands mange vandfald, gletchere, varme kilder og dramatiske klippeskrænter ud mod det brusende ocean.
Det siges, at halvøen Snæfjellsnes er Island i en nøddeskal, fordi den har det hele. Det er kun få steder i verden, man kan køre ud af en 90 kilometer lang halvø med en bjergkæde i midten og en gletcher for enden.
- En forfatter har skrevet om Island, at det er som om Gud var stoppet på halvvejen, da han skabte Island. Jeg forstår godt, hvad han mener, men jeg synes ikke, der mangler noget, siger Thormodur.
Besøg i lammefarmen |
Den unge mand har dog blik for, at en teenager godt kan trættes over vandring til naturens undere i Snæfjellsnes Nationalpark. Han arrangerer et besøg på en nabogård, der har specialiseret sig i fåreavl. Her kan folk ’adoptere’ et lam og betale for at få det opfostret på stedet. De kan besøge dyret, få ulden til vanter og trøjer, og til sidst kan de, der ønsker det, få lammekødet med hjem, når dyret er slagtet.
Vi får lov at holde nyfødte lam, hilser på Islands førstedames tofarvede får og ser sågar et lille slimet brunt lam komme til verden. De nyfødte dyrebørn slår næsten den 13-åriges oplevelse med at få en seks kilos torsk på krogen på fisketuren fra Grundarfjördur, eller en søpapagøje på kameralinsen i øriget ved Stykkisholmur, Island har meget at byde på, og jeg lyst til at prøve det hele.
Men ikke uden min datter.
Rideferie på Island
Man kan booke rideferie direkte eller benytte nogle af de rejsebureauer i Danmark som udbyder pakkerejser med ridning.
Med hensyn til udstyr kan man låne ridehjelme på hestefarmene. Man bør kun medbringe nyt eller desinficeret rideudstyr, da lufthavnsmyndighederne kan være meget emsige med at kontrollere rideudstyr, der har været i nærheden af udenlandske heste. De ønsker ikke at udsætte islandske heste for smittefare. Tjek hestefarmenes hjemmesider for råd om udstyr inden afrejse.
Vejviser
Sted: Snæfellsnes i Vestisland
Årstid: Maj
Kort: Turistkort over Snæfellsnes, 1:100.000, med veje, overnatningssteder, service og turiststeder. Udleveres gratis overalt.
Guide: Turen går til Island samt Rejsen rundt i Island, Politikens Forlag
Artiklens forfatter var inviteret af Iceland Express og West Iceland Marketing Office.
| Se også... |
|
|