Azamara Cruice

12.2.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Massevis af aktiviteter i israelske Eilat

Det er en let brise, der møder mig, da jeg denne morgen træder ud på min altan på 7.etage på Neptune Hotel. Herfra har jeg en enestående udsigt ud over Det Røde Hav. Mod øst har jeg Jordan og i den sydøstlige horisont skimtes Saudi-Arabien fjernt i varmedisen. Mod sydvest strækker den israelske kystline sig ned mod den egyptiske grænse.

Neptune Hotel i Eilat

Neptune Hotel i Eilat


Hele den israelske kystlinie mod Rødehavet

Hele den israelske kystlinie mod Rødehavet er 14 km lang og her ved hotellerne kaldes den North Beach, medens den længere mod syd kaldes Coral Beach.

Neden for altanen er servicepersonalet ved at rense den store svømmepøl og livet på strandpromenaden mellem hotellet og stranden er så småt ved at komme i gang denne dejlige morgen.

I hotellets restaurant venter en overdådig morgenbuffet - som intet dansk hotel kan måle sig med. Her er alt og langt mere end jeg har behov for lige fra forskellige mælkeprodukter over grøntsager og frugt, fisk i forskellige anretninger og masser af forskelligt brød og andet bagværk.

En humørfyldt, ret så trivelig, kvindelig kok kan jeg ikke stå for, da hun byder mig godmorgen og tilbyder mig en frisklavet omelet, som jeg selv kan bestemme indholdet af og størrelsen på.

Med en god lagt bund er jeg parat til at se nærmere på, hvad Eilat har at byde på af aktiviteter - en ganske almindelig dag i januar.

Eilat-stranden ved Det Røde Hav

Eilat-stranden ved Det Røde Hav


Skønne Eilat

Jeg har det med altid at orientere mig, når jeg kommer til et nyt sted, så jeg ved hvordan jeg finder rundt. Enten ved at studere et kort eller gå op på en top og skue ud over det hele eller rende lidt rundt og ”snuse”.

Denne morgen er der god tid, inden vi skal på tur, så jeg spadserer langs strandpromenaden så langt mod øst jeg kan komme og kan derfra betragte de mange fine hoteller, mens solens stråler langsomt stiger over Edombjergene i Jordan og kaster lys på Eilat.

Aqaba - nabobyen i Jordan - henligger endnu i skygge, men der går ikke lang tid før også denne by ligger badet i sol. De mange spisesteder langs promenaden og de små og større handelsboder og indkøbscentre er ved at gøre klar til dagens ryk-ind.

Byen er delt af lufthavnen som ligger midt mellem hotelområdet langs kysten og de bagvedliggende boligkomplekser. Så skal man fra den ene del af byen til den anden, skal man uden om landingsbanen.

Old Eilat er til at overskue

Old Eilat er til at overskue


Old Eilat

I den anden ende af strandpromenaden finder jeg Old Town. Aldrig har jeg kunnet overskue en gammel bydel på så kort tid. Det tager under et minut at gå rundt om den gamle lerklinede politistation fra 1906.

Men Eilat er meget ældre og omtales i Biblen flere gange bl.a. fra dengang da israelitterne ”drog op fra Elat” og var på vej til Det Forjættede Land - og da Kong Salomon ”byggede skibe tæt ved Elat”.

Eilat har tilhørt mange forskellige folk: Romerne har været her, korsfarerne og muslimerne, da byen lå på pilgrimsruten til Mekka.

Det var under det britiske mandat at Old Town blev bygget og Eilat var det sidste område, der blev erobret af israelerne under Uafhængighedskrigen i 1949. En skulptur af frihedskæmpere, der rejser det israelske flag, står foran bygningen.

Ornitologen Weiss fortæller om trækfuglene

Ornitologen Weiss fortæller om trækfuglene


Fugle i Eilat

Ved hotellet hentes vi af Alfonso Nussbaumer fra Alfonso Desert Tours og hans chauffører og køres ud af byen. Ved det store afsaltningsanlæg - til brug for produktion af drikkevand - drejer vi ind mellem de kridhvide saltlommer, der ligger som damme i lange rækker. Bag disse finder vi ”The International Birdwatching Center” - Fugleobservationscentret i Eilat.

De der kender lidt til fugle ved, at fugle nødigt flyver over havet (med mindre man er en havfugl!) og at trækruterne fra Det nordlige Europa, Rusland og Sibirien søger derhen, hvor afstanden over Middelhavet er kortest. Det er ved Gibraltar mod Marokko, ved Sicilien mod Tunesien og ved Eilat, når fuglene om efteråret og vinteren trækker mod Afrika og tilbage igen om foråret.

Vi møder ornitologen Weiss, en af de professionelle, der beredvilligt fortæller om hele fugle genrejsningsprojektet her ved Eilat.

Da man i 50’erne og 60’erne etablerede Eilat, havde man ikke fuglene i tankerne og ødelagde de livsvigtige sumpområder der lå sydligst i Arava-dalen med diverse byggerier og afsaltningsanlægget. Nu har man genoprettet dele af det naturlige miljø for millioner af fugle som trækker til Eilat for at samle kræfter til deres videre færd.

Hidtil har området udelukkende været åbent for ”professionelle” ornitologer, der på videnskabelig basis studerede og ringmærkede fuglene, men i de seneste år er det også blevet muligt for almindelige mennesker at komme og høre om dette interessante emne.

Israels nationalfugl

Israels nationalfugl


Vi ser forskellige fugle

Weiss forklarer om trækruterne og henne på væggen hænger nogle små stofposer, som han åbner efterhånden som forklaringerne skrider frem.

Inde i poserne ligger en enkelt fugl helt roligt. Den falder i en slags dvale, når den kommer ned i en mørk pose, forklares det.

Han tager fuglen ud og holder den forsigtigt på benene mellem sine fingre. Fuglen er helt rolig. Han demonstrerer, at fuglen er så tryg ved situationen, at den ligger helt stille, da han lægger den i sin åbne håndflade. Den flyver ikke væk. Først da han igen tager den op og lader den flyve, basker den væk.

Vi ser forskellige fugle – bl.a. nationalfuglen – som han har indfanget her til morgen og vi hører om hvorledes nogle af de mindste fugle er i stand til at flyve over Saharas 3000 km på ca. 10 dage!

Her i Eilat har man målt, at nogle af de små fugle på 5 gram er i stand til at fordoble deres vægt, inden de fortsætter sydover.

Fugle centret er bestemt et besøg værd både for børn og voksne – og så ligger det ikke længere væk fra byen, end man kan spadsere derud, hvis man vil spare taxaen.

I naturreservatet Hai Bar kan man også møde gribben

I naturreservatet Hai Bar kan man også møde gribben


Yotvata Hai Bar

Lidt længere mod nord ad vej 90 ligger naturreservatet Hai Bar som betyder ”vildt liv” og er et reservat for Negevørkenens truede, vilde dyrearter.

I et indelukke går forskellige dyr i store bure og kan mest af alt minde om et mini-zoo. Her er ørkenræv, ørkenlos, leopard (som utroligt nok også lever i ørkenen), hyæne etc.

Her er et afsnit med fugle bl.a. ugle og grib og i små montre ses forskellige af ørkenens slanger både de giftige og de mere fredelige. Alle dyrene indgår i avlsprojekter med henblik på at genudsætte dyrene.

Uden for rovdyrcentret kan vi køre ind i selve naturreservatet, der er et savanneområde med buske og akacietræer, hvor vi finder fritgående strudse, gazeller, vild bjergged - ibex og forskellige arter oryx og vildæsler samt andre af ørkenens vilde dyr.

Hvide oryxer

Hvide oryxer


Hai-bar er også for børn og voksne

Alfonso forklarer, at man har forsøgt at sætte dyrene ud i den helt fri natur, men at det ikke hver gang ender lige lykkeligt. Bl.a. har man sat strudse ud i Negevørkenens højslette bag Eilat.

Nogle strudse kom for tæt på den egyptiske grænse, hvor grænsevagterne fra deres udsigtstårne skød til måls efter de arme strudse. Det har tilsyneladende ikke medført nogen diplomatisk krise mellem landene!

Nu hører strudsene heller ikke til de mest kløgtige, for en gruppe strudse havde forvildet sig ind i en kløft der endte i bjerglandskabet og kunne ikke finde ud af at vende om og gå tilbage. De døde af sult og tørst i blindgyden!

Hai-bar er også for børn og voksne og så må man køre rundt i naturparken i egen bil eller man kan tage med på omvisning. Beregn mindst 2 timer til besøget.

Stranden ved Dolphin Reef

Stranden ved Dolphin Reef


Dolphin Reef

Vi skal på stranden, sole os og bare slappe af. Dolphin Reef er et beskyttet område, hvor man mod entre kan komme ind på en nydelig strand med direkte adgang til et afskærmet område i Rødehavet.

Afskærmningen forhindre uønskede fisk (hajer) at komme nær stranden. Her findes parasoller, stole og borde til fri afbenyttelse og Dolphin Reef er et populært udflugtsmål for alle.

Også fordi man her har mulighed for mange andre aktiviteter - f.eks. at komme tæt på delfiner. Alle kan se delfinerne blive trænet og fodret.

De der har lyst, kan snorkle eller dykke sammen med delfiner. Her kan man også tage dykkercertifikat på dykkerskolen eller man kan nyde en sensuel bademassage i indendørs opvarmede bassiner.

Vandmassage i havvand fra Rødehavet

Vandmassage i havvand fra Rødehavet


Vandmassage

Indenfor i spa-området findes tre pools med forskelligt opvarmet vand - en med ferskvand, en med havvand fra Rødehavet og en med vand så salt, at det svarer til vandet i Det Døde Hav.

I det opvarmede vand fra Rødehavet venter en ung smuk pige på mig. Hun beder mig om at ligge på ryggen og putter en flyder under min nakke og under knæhaserne, hvorved jeg bliver flydende.

Mine øre er lige akkurat under vandet, hvor jeg lytter til mediterende musik, mens pigen forsigtigt tager mig i hånden og fører mig rundt i bassinet. Først drejer hun mig den ene vej, så den anden. Alt foregår langsomt og efter et par minutter falder jeg i en meditativ trance - jeg nærmest sover - mens hun fører mig rundt i vandet.

Det er en pragtfuld følelse - så god, at jeg efter endt omgang springer i vandet igen til en anden pige, der behandler mig lige så følsomt. Efter denne vandmassage er der fri vin, kaffe eller friskpresset juice.

Prøv dette afslappende badeland, men det er ikke før børn.

At svømme med delfiner er en oplevelse for livet

At svømme med delfiner er en oplevelse for livet


Svømme med delfiner

Vi har tilbragt nogle timer på stranden og bare slappet af – og nu er det blevet vores tid til at komme ud at svømme med delfinerne. Vi udstyres med våddragt – selv om vandet er 21 grader varmt – og snorkel samt svømmefødder, og bliver inddelt i små grupper på 4-5 personer i hver.

Vi bliver bedt om at følge vor snorkel-guide, som vi skal være tæt på under svømmeturen og må ikke røre eller række ud efter delfinerne, når de kommer tæt på os. Guiden kender delfinerne og delfinerne kender guiden.

En spytklat på brilleglasset og afskylning holder duggen væk under dykningen og vi glider ud i vandet. Selv om det lukkede bassin er op til 18 meter dybt, kan jeg se helt klart ned på bunden. Et sted ligger resterne af et vrag, som fiskene kan gemme sig i.

Andre steder er koraller ved at vokse sig store. Så er der en skygge som glider gennem vandet noget fra os. Vi har set den første delfin. Men den forsvinder hurtigt og synes ikke interesseret i os. Vi svømmer tæt og guiden signalerer til os om alt er ok.

Vi svømmer videre i havoverfladen - vi må ikke dykke ud af gruppen - og så peger hun. En delfin kommer svømmende med sin kalv nogle få meter under os og vi kan følge dem i nogle sekunder. Scenariet gentager sig et par gange, men vores gruppe får ikke nærkontakt med delfinerne.

Det gjorde vore kammerater i den anden gruppe. Her kom delfinerne helt tæt på, så svømmerne måtte ”lægge bånd på sig selv” for ikke at røre ved disse smukke og intelligente dyr, der ser én lige i øjnene.

Børn fra 10 år kan også komme med ud at svømme med delfiner.

Fisk og koraller i Rødehavet

Fisk og koraller i Rødehavet


Marine Park - Coral World

Ca. 5 km syd for Eilat ligger Coral Beach hvor Corald World i Marine Park også ligger. Her besøger vi akvariet med forskellige fisk og koraller fra Rødehavet.

I en stor hal kan vi betragte hajer og rokke og i åbne bassiner på området ses både fisk samt kæmpe skildpadder. De grønne kæmpe skildpadder med hoved på størrelse med en fodbold, giver et højlydt pust, når de kommer op til vandoverfladen for at trække vejret.

Skildpadderne lægger ikke æg på den israelske kyststrækning ved Rødehavet, det gør de nede ved Saudi-Arabien. Men ved Middelhavskysten findes et område, hvor israelerne har mulighed for at se andre skildpadder på stranden.

Undervandsobservatorium ude i Det Røde Hav

Undervandsobservatorium ude i Det Røde Hav


En gangbro fører ud til et undervandsobservatorium

En gangbro fører ud til et undervandsobservatorium ca. 100 meter ude i vandet, der mest af alt ligner et rumskib fra ”Klodernes kamp”. Bygningen er i tre etager med en fin udsigt fra øverste platform ud over hele Marine Park.

I mellemste etage findes restaurant og i nederste etage - 6 meter under havoverfladen - har jeg gennem store panoramavinduer direkte udsigt til det naturlige miljø i det klare vand i Rødehavet.

Her ses farvestrålende koraller og fisk svømme mellem dem. Er man ikke dykker er her en enestående chance for at opleve dyrelivet i havet ud for Eilat.

Jeg slutter min rundgang ved at besøge et særligt afsnit i Marinemuseet, der kaldes ”Amazonas”. Her har man en samling af fisk og andre dyr fra Sydamerikas Amazonasjungle og –flod.

Afslapning under en let brise på havet

Afslapning under en let brise på havet


Sejltur på Det Røde Hav

Vi har set Rødehavet, vi har badet og snorklet i det og observeret fisk og koraller på havbunden. Nu skal vi sejle på det.
Vi mødes i Marinaen i Eilat, hvor et fint lakeret sejlskib venter på os.

Her er flere udenlandske gæster med, men god plads til at alle kan slænge sig på madrasserne på skibets forhøjede dæk. Skipper tager os først med over mod den jordanske kyst, for at vise det fiskeopdræt, som pågår uden for Eilat.

Inde på kysten ser vi det jordanske flag på måske verdens højeste flagstang på over 200 meter og med et flag på størrelse med en fodboldbane!

Vi passerer en israelsk patruljebåd som i samarbejde med den jordanske kystvagt kontrollerer sejladsen i denne del af Rødehavet.

Så sættes kursen sydover og skipper lader ankeret gå ved Taba tæt på den egyptiske grænse, som kan ses fra skibet.
Det er tid til at springe i vandet og se nærmere på et af koralrevene, der vokser langs kysten. Der blæser en frisk vind, så det er ikke alle, der ønsker at bade. I stedet kan vi nyde kaptajnens buffet, inden skibet efter en dag på havet atter vender til bage til Eilat.

Struds forlader sine æg

Struds forlader sine æg


Yderligere oplysninger om denne rejse til Iseael

Sted: Israel fra Tel Aviv gennem Negevørkenen til Eilat op langs Dødehavet til Jerusalem.

Årstid: Denne tur blev gennemført i januar måned

Guide: Rejsen rundt i Israel samt Turen går til Israel Politikens Forlag.

Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt