19.9.13

Af: Kim Middelhede Fotograf: Kim Middelhede
Bogmærk eller del
 

På vandretur og kamelsafari

Er du en ivrig vandrer, men lysten knap så stor fordi det er koldt og vådt udenfor? Så snup en vandretur i Israel. Kombiner den eventuel med lidt historie og forlystelse. Det gjorde jeg, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Med fysik som en veltrænet mand i 30’erne, er Alfonso på 72 år klar til at guide mig rundt i kløfterne omkring Eilat

Med fysik som en veltrænet mand i 30’erne, er Alfonso på 72 år klar til at guide mig rundt i kløfterne omkring Eilat


Sol og varme i Eilat

Jeg er en af de mange der ikke er særlig glad for den danske efterårskulde – og da slet ikke når efteråret er så ekstremt som i år. Nu skulle det være anderledes.

Jeg rev en uge ud af kalenderen, og tog til Eilat, havnebyen ved Det Røde Hav i det allersydligste Israel, på grænsen mellem Jordan og Egypten.

Jeg ville vandre, ride på kameler og så ellers bare nyde solens stråler. Eilat er en ret ung by. Den tog først rigtig fart i 1960’erne.

En af de første der kom til Eilat var Alfonso Nussbaumer. Han er efterhånden blevet 72 år gammel. Det er dog ikke til at se på hans fysik.

Jeg vil tro de fleste vil have svært ved at følge hans tempo når han vandrer rundt i bjergene ved Eilat. Jeg skal lige love for, at den mand har konditionen og fysikken i orden. Jeg er selv 35 år og i ret god form, men enkelte steder havde jeg svært ved at følge vildmandens tempo.

Alfonso er ikke indfødt israeler. Han stammer fra Schweiz, men efter endt tjeneste i hæren i 1962 ville unge Alfonso ud at se verden.

Han nåede dog ikke længere end til Israel og Det Røde Hav, hvor han slog sig ned, og var med til at bygge byen op til det den er i dag; Israels forlystelsesmetropol i syd.

Alfonso er naturmenneske fra tå til hårtop. Der går ikke en dag uden den daglige 1500 meter svømmetur i Det Røde Hav og for det meste også en vandretur i bjergene eller i kløfterne omkring Eilat. Det er det der holder Alfonso i form som en anden topatlet.

Man kan kontakte Alfonso Nussbaumer på mail: alfonso1@netvision.net.il

Det tager ganske få minutter for solen at rejse sig over Red Canyon

Det tager ganske få minutter for solen at rejse sig over Red Canyon


Red Canyon

Jeg er på en to-dages vandretur i bjergområdet ved Eilat. Alfonso vil gerne vise mig Red Canyon og Shoret der er to store og meget populære vandreområder i Israel.

Vi starter i Red Canyon. Det kan ikke beskrives med ord hvor smukt stedet er. Det skal simpelthen opleves at vandre på bunden af den udtørrede flod. Adskillige farver springer op på bjergsiderne efterhånden som solens stråler vinder frem.

Turen vi tager, er omkring tre kilometer lang, men den føles meget længere fordi vi hele tiden stopper op og nyder kontrasterne.

Alfonso fortæller, at der ikke har været vand i den udtørrede flod siden 2002, hvor et meget kraftigt regnvejr væltede ned over bjergene i Egypten, og vandet herefter fandt vej mod Det Røde Hav. Det dannede en pæn stor å som løb i flodbunden i en mindre periode. Ellers falder her omkring 23 millimeter regn pr. år.

Det er ikke meget, men alligevel ser vi flere planter og træer i Red Canyon. De er utroligt hårdføre, og har rødder langt ned under sig. Alfonso siger dog samtidig, at der skal falde noget mere regn over området i løbet af de næste to år, hvis planterne skal overleve.

Enestående nat i Red Canyon

Vi vandrer rundt i området en hel dag, men efterhånden som mørket falder på, er det tid til at finde soveposerne og de lange underbukser frem. Vi skal sove under åben himmel.

Det bliver meget koldt i Red Canyon om natten. Det viser sig, at det er fuldmåne. Det er så lyst, at vi kan bruge månens skær til at læse ved. Det bliver dog ikke til meget læsning for mit vedkommende. Jeg går ud som et lyn efter få minutter.

Temperaturen kommer bekymrende tæt på frysepunktet, men den holder sig dog på plussiden den nat. En af de gange jeg vågner viser termometret to grader – og det er ret koldt at sove i.

Jeg sover dog ganske fint, og da vi står op og spiser morgenmad, viser Alfonso mig flere dyrespor i sandet lige ved siden af os.

Imponerende, at der både har været ræve, sjakaler, stenbukke, ugler og andre dyr henne for at se hvem vi var mens vi var langt inde i drømmeland.

Vi pakkede vores grej sammen, og går videre mod et endnu større og lige så imponerende sted, Shoret, mens solen hastigt rejser sig over bjergene.

Jeg forsøger ihærdigt, men jeg er ikke lige så stærk som Samson. Eller også er jeg, for Samson kunne jo heller ikke rive søjlerne ned

Jeg forsøger ihærdigt, men jeg er ikke lige så stærk som Samson. Eller også er jeg, for Samson kunne jo heller ikke rive søjlerne ned


Shoret – The Black Canyon

Shoret er en kløft som Red Canyon – bare meget bredere. Stedet ligger et godt stykke fra Red Canyon, men er man rask til bens, kan man sagtens vandre mellem Red Canyon og Shoret. Vi tog turen til fods, og det var endnu en oplevelse af de helt store.

Hold op hvor er det bare et fantastisk syn når solen står op over bjergene i Jordan, som man med det blotte øje kan se fra Red Canyon og Shoret.

Jo længere solen kommer op, og det går meget hurtigt syd for Middelhavet, så viser de mange farver i bjergene sig fra de smukkeste sider.

Alfonso kender området som sin egen bukselomme, og han fortæller på sin helt egen humoristiske måde vidt og bredt om bjergene, planterne, træerne, dyrelivet og historien i og om området, mens vi vandrer af sted.

Amrams søjler

Pludselig gør vi holdt ved Amrams søjler. Ifølge Bibelen var Amram Moses’ far, og det var lige præcis hér, Samson The Gipper ville rive søjlerne ned. Kæmpe store er de naturskabte søjler. Og lider man ikke af højdeskræk, kan man klatre helt op i søjlerne og prøve at gøre Samson kunsten efter.

Shoret er meget anderledes fra Red Canyon. Der er meget mere sand her. Bjergene er større, og Alfonso kalder Shoret for Eilats geologiske vindue, fordi her er granit, grus og sand i mange forskellige farver.

Vi gør holdt mange steder, for der er bare så meget at se. Fossiler i hobetal, sten i alle mulige former, planter og træer.

Endelig må man ikke glemme, at israelerne er et meget talende folk. Møder man hinanden på en vandretur, så er det naturligt, at tale med hinanden i et par minutter om løst og fast. Gør man ikke det, vil det virke mærkeligt på de lokale.

Pludselig er det ved at være mørkt, og det er tid til at blive hentet af Alfonsos makker på det aftalte sted. Alfonso ved hele tiden hvor vi er, og ikke én eneste gang har han kortet over området oppe af lommen. Han er imponerende, den gamle vildmand.

Op på kamelen

Op på kamelen


Kamelsafari og beduinfrokost i Eilat

Der er mange turistattraktioner i Eilat. Det er her til israelerne fra nord valfarter til i deres ”shabbat,” som er det, vi andre kalder weekend.

Shabbat løber fra fredag middag til lørdag aften og israelerne er et folkefærd der vil underholdes. En af Eilats meget populære attraktioner er kamelsafari og beduinmiddag på Camel Ranch.

Det er min sidste hele dag i Eilat, så jeg skal lige have en mere på opleveren, inden den tunge vinterjakke hjemme i Danmark venter mig.

Jeg har altid været fascineret af kameler, så nu vil jeg igen prøve en tur på en kamel. Jeg falder i snak med den lokale kamel-guide Tiam, som stammer fra en beduinfamilie.

En beduin har ikke noget fast sted at bo, de lever med familien og dyrene i et telt i ørkenen. Teltet og dyrene flytter familien så fra sted til sted fra tid til anden.

Tiam tilbyder en kamelsafari i ørkenen med efterfølgende beduinmiddag over åben ild, og den er jeg med på.

Tiam gør kamelen klar, og så tager vi ellers en tur ud i sandet. Det er en hel speciel fornemmelse at ride på en kamel. Hvis ikke man spænder i kroppen, så gynger man nærmest af sted mens kamelen roligt vader derudaf.

Efter nogle timer på ryggen af kamelen, er vi blevet sultne, så vi vender snuden mod ranchen. Tiam ”parkerer” vores kameler, vi stiger af, og så forsvinder han. Så står jeg ellers der med to kameler i hver sin snor. Pludselig rejser den ene sig, men heldigvis begynder den ikke at gå.

Jeg står længe og venter på Tiam, og da han endelig dukker op, er det for at fortælle mig, at han har gjort alt klar til beduinmiddagen. Han har lavet en dej, snittet grøntsager og skåret ost. En beduin laver nemlig alt selv – for i gamle dage kunne en beduin jo ikke bare lige smutte til købmanden.

Tiam laver en slags pandekage over åben ild – de smager fantastisk, og jeg kan kun give Tiams arrangement mine varmeste anbefalinger.

Der mangler intet i Tiams lækre beduinmiddag

Der mangler intet i Tiams lækre beduinmiddag


  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt