Subaru

23.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Assisi - Frans af Assisis fødeby i Umbrien, Italien

Denne formiddag besøger vi Assisi, fødebyen for den hellige Frans af Assisis (ca. 1182-1226), der grundlagde Franciskanerordenen.

Den Hellige Frans af Assisi i Cattedrale de San Rufino - byens duomo.

Den Hellige Frans af Assisi i Cattedrale de San Rufino - byens duomo.


Den hellige Frans

Frans' far var en velhavende klædehandler og den forkælede søn besluttede sig for at ville være ridder.

Frans fik foræret udstyr og hest og på vejen mod riddertilværelsen havde han en drøm i Spoleto om, at han skulle leve i fattigdom og hjælpe de fattig.

Senere havde Frans et syn hvor Gud talte til ham gennem et krusefiks - ”Frans, Frans, gå og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen”.

Frans grundlagde Franciskanerordenen i 1209, der i Danmark hedder Gråbrødreordenen, og her skulle munkene leve som tiggermunke klædt i nødtørftige kutter og koncentrere sig om fattighjælp, pleje af de syge - specielt de spedalske - og forkyndelse af Jesus kærlighed.

Skt. Claras Basilika

Skt. Claras Basilika


Santa Claras basilika

Vi begynder spadsereturen gennem byen med et besøg i Santa Claras basilika opkaldt efter den hellige Clara (1193-1253), der er født i Assisi og blev nonne i Benediktinerordenen. Hun plejede bl.a. Frans ved hans død.

I kirken ses hendes grav samt det krusefiks, hvor igennem Gud talte til Frans.

Bag det romerske Minerva-tempel gemmer der sig kirken Chiesa di Santa Maria Sopra.

Bag det romerske Minerva-tempel gemmer der sig kirken Chiesa di Santa Maria Sopra.


Kirke i romersk tempel

Vi fortsætter ad hovedgaden Corso Mazzini som leder os frem mod Piazza del Comune med bl.a. Palazzo del Capitano del Popolo med klokketårn.

Her passerer vi den meget smukke barokke kirke Chiesa di Santa sopra Minerva, der ligger "gemt" bag det romerske Minerva-tempel med en søjlerække ud til gaden.

Rocca Maggiore set fra Piazza San Rufino

Rocca Maggiore set fra Piazza San Rufino


Katedralen i Assisi

Vi ser også Cattedrale de San Rufino - byens duomo - med facade fra 1140 og fortsætter gennem byen med udsigt til den højtliggende fæstning Rocca Maggiore indtil vi kommer frem til San Francesco basilikaen.

Nedbøjet vendte den unge Frans hjem på sin hest for at hjælpe fattige og syge.

Nedbøjet vendte den unge Frans hjem på sin hest for at hjælpe fattige og syge.


San Francesco basilikaen

Vi ser naturligvis basilikaen San Francesco, hvor Frans af Assisi ligger begravet i krypten.

Kirken stod færdig allerede i 1230 blot fire år efter Frans' død. Hans krypt er et af de vigtigste pilgrimssteder i den katolske verden.

Basilikaen, der er i hele tre etager, er overdådigt prydet med freskoer og vægmalerier – måske ikke i Frans' ånd, men til hans ære ...

I 1997 blev Assisi ramt af jordskælv, som bl.a. ødelagde basilikaen, og da fire mennesker ville se på skaderne inde i kirken, kom et efterskælv hvorved de desværre blev dræbt af nedfaldende sten.

Basilikaen og byens øvrige kirker er alle genopført i så original stil som muligt.

Den imponerende Basilica de Santa Maria degli Angeli

Den imponerende Basilica de Santa Maria degli Angeli


Basilica de Santa Maria degli Angeli

Blot fire km fra byen ligger den imponerende Basilica de Santa Maria degli Angeli fra 1679, der bestemt også er et besøg værd, for kirken er bygget op omkring en lille kirke fra midten af 300-tallet - Porziuncola - der er franciskanernes helligste sted.

Det var ved Porziuncola, at Frans fik en åbenbaring og hørte Gud tale til sig ...

Restaurant Serpillo i Torre del Colle

Restaurant Serpillo i Torre del Colle


Frokost i Torre del Colle

Efter besøget i Assisi kører vi gennem den frugtbare Spoletodal, passerer små landsbyer og ender på toppen af en bakke i endnu en middelalderby, Torre del Colle, hvor der serveres frokost på restaurant Serpillo, der er hyggeligt indrettet i en tidligere olivenoliemølle.
Der er tid til at gå en tur i byens smalle gader og nyde udsigten ned over dalen.

Her serveres en dejlig pasta med pesto og ost, efterfulgt af svinekød med champignonsovs - der dog ikke skal have mange ord med på vejen!

Tilbage i Trevi slappes af indtil middagen på hotellet, hvorefter vi kan se frem til morgendagens besøg på en vin- og olivengård ved Montefalco ...

Byen Assisi ligger som andre middelalderbyer i Umbrien på toppen af en bakke omgivet af oliventræer

Byen Assisi ligger som andre middelalderbyer i Umbrien på toppen af en bakke omgivet af oliventræer


Campingferie 650,-
Subaru
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt