Royal Caribbean

16.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

En barok villa og den maleriske by Cefalu, Sicilien, Italien

De kikker skævt til dig, de griner, skærer ansigter og nogle er groteske. På vores rundrejse med Riis Rejser er vi kommet til byen Bagheria og Monsternes Villa Palagonia.

Spejlsalen i Villa Palagonia

Spejlsalen i Villa Palagonia


Villa Palagonia i Bagheria

Huset er bygget i den spanske periode (1715) til greven af Palagonia og er et af Siciliens fineste eksempler på datidens barokke arkitektur. I midten af 1700-tallet blev de mange bizarre figurer opstillet på muren som omkranser villaen. Her er dyr og fabelvæsener, kvinder og mænd i forskellige størrelser samt musikanter. Om de skulle skræmme eller beskytte, fortæller historien intet om, men aparte er de.

Selv om selve villaen er noget misligholdt og lettere forfalden, går vi op ad den pompøse, dobbelte stentrappe og kommer ind i en oval og smukt dekoreret entré med forskellige fresker, der i et flot perspektiv gengiver hændelser fra græsk mytologi med bl.a. Hercules.

Midt i villaen er den store spejlsal, hvor såvel gulv, vægge som loft er rigt dekoreret med ekstra fint marmor og farvet glas. Flotte mønstre i gulvet. Portrætter og buster af visekonger på væggene og spejle i loftet, der også har dekoreret stuk.

Herfra er der åben adgang til sideværelserne også med mange fresker. Enkelte rum er der ikke adgang til, for villaens indehavere bor her fortsat.

Efter besøget spadserer vi gennem byen tilbage mod bussen og kan undervejs betragte livet i nutidens Bagheria.

Cefalu under forbjerget La Rocca

Cefalu under forbjerget La Rocca


Cefalu

Vi fortsætter langs nordkysten af Sicilien og kommer frem til en af de mest pittoreske byer Cefalu, som ligger umiddelbart neden for det 270 meter forbjerg La Rocca.

Stedet har været beboet i umindelige tider og den historiske tid begynder med grækerne i år 400 f. Kr. og blev senere udbygget af romerne. Så kom araberne og satte deres præg indtil normannerne i 1100-tallet fik smidt dem på porten og fik sat skub i udviklingen bl.a. med en stor borg på toppen af La Rocca - men også med vidunderlig arkitektur i selve byen.

Katedralen i Cefalu

Katedralen i Cefalu


Roger 2.’s katedral

Gennem smalle gader når vi frem til katedralen som Roger 2. fik påbegyndt i 1131. Katedralen er placeret på byens højest liggende plateau og stor som den er, kan den ses langvejs fra. Naturligvis for at imponere og vise kongens magt og nærhed til Gud. Her var det ikke Paven, men kongen, som udnævnte ærkebiskoppen.

Også her finder vi en imponerende kirke med romerske søjler og masser af smuk byzantinsk mosaikkunst i mange farver udført af arabiske kunstnere.

Katedralens to majestætiske tårne blev opført i 1240 og buegangen ved indgangen blev tilføjet i 1471.

Udsigt mod vest fra normannerborgen på La Rocca

Udsigt mod vest fra normannerborgen på La Rocca


Normannerborgen på La Rocca

Vi har tid på egen hånd og spadserer gennem byen forbi den gamle vaskeplads fra 1600-tallet, hvor en kilde, Cafalino, konstant sørger for frisk vand som strømmer gennem løvehoveder ned i stenkummerne.

Ved Piazza Garibaldi finder vi stien op mod La Rocca. Første del går op ad mange hundrede trappetrin og er let gået - indtil vi passerer den gamle bymur. Herfra og opefter er det en stenet sti, som kræver gode vandresko.

Udsigten imponerer og jo længere op vi kommer, des flottere bliver det. Man forstår hvorfor normannerne byggede borgen heroppe, for herfra kunne man overvåge havet for pirater og andre fjender og eventuelt beskyde dem.

Der er ikke meget tilbage af borgen (har været et nærliggende stenbrud til udbygning af Cefalu), men man kan alligevel forestille sig borgens dimensioner og den betydning den har haft med stejle klippesider til tre af siderne.

Ruinen Dianas Tempel

Ruinen Dianas Tempel


Dianas Tempel og kilde

På vejen ned fra normannerborgen spadserer vi forbi det fritstående Dianas Tempel som er bygget mellem det 4. og 2. århundrede f. Kr. med fint tilpassede sten.

Tæt på ses et dybt hul i jorden - en brønd - Dianas Kilde.

Fremme ved resterne af den gamle borgmur ser vi ruinerne af kirken Sant Anna - opført ca. 900 år e. Kr. inden vi atter går ned i byen.

Klippestien langs havet

Klippestien langs havet


Tur på klipperne langs havet

I stedet for at spadsere ad havnepromenaden tilbage mod bussen, går vi ned på klipperne, hvor der i 2010 blev anlagt en flisebelagt sti, som gør det helt ufarligt at komme frem over klipperne nær havet.

Tilbage på Fiesta Garden Beach Resorts kan vi atter nyde en lun aften og forberede os på morgendagens hjemrejse. Men rejselederen har en overraskelse i ærmet ...

Outwell
Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt