Italien: En hyggetur til Rom

Lad være med at besøge de "turistede" restauranter med ternede duge og tjenere der hiver "gæsterne" ind. Maden er oftest skuffende

Vi har bevæget os små 100 skridt væk fra den travlt befærdede Via del Corso, som er hovedstrøget i Rom. Det er den gade de fleste ”normale” butikker ligger i. Når jeg skriver normale, er det fordi, det er her vi almindelige mennesker med en rimelig indkomst har råd til at handle. Her er ingen butikker med Prada, Louis Vuitton, Gucci, Armani osv. De er i en anden gade, som vi vender tilbage til. I den lille gade, Via dell’ Umiltá, som på dansk betyder ”ydmyghedens gade,” ligger restaurant Il Miraggio. Her var vi væk fra de turistede restauranter med ternede duge på bordene, tjenere der hiver gæster ind fra gaden med et ”hello my friend” og viser falmede billeder af restaurantens retter i glasmontre på facaden. Restaurant Il Miraggio syner ikke af meget og passer faktisk ret godt til ydmyghedens gade, for der er mildest talt intet gjort ud af at fortælle, at denne restaurant oser af atmosfære. Det skal gæsten selv opleve, fandt vi ud af. Vi var næsten gået forbi, da min kone sagde: - Hov, her skal vi da ind. Og uden at sige noget fulgte jeg med. I døren blev vi mødt af overtjeneren som i et behageligt toneleje bød velkommen med hånden, et ”buonasera” (godaften), et venligt smil og blev ledsaget til et 2-mandsbord. Der var masser af gæster i restauranten, men det var udelukkende italienere. Her var ingen turister udover os. Vi fik et spisekort, og med de få gloser vi efterhånden kan på italiensk, fik vi læst os frem til hvad de forskellige retter indeholdt. Jeg spottede ud af øjenkrogen en pizza på nabobordet. Det er altid et godt træk, at se hvad andre gæster spiser, når man entrer en restaurant første gang, og lige præcis den pizza så rigtig lækker ud. Sådan én måtte jeg bare bestille. Min kone var også med på det traditionelle, så hun bestilte en spaghetti. Til de to retter anbefalede tjeneren husets vin, og da det lignede et sted hvor der også var tjek på den slags ting, valgte vi at sige ja tak til vinen. Himmelsk vin – fra Italiens hjerte, Umbrien. Vi fandt aldrig ud af navnet – for vinen kom ind i karaffel – og den første blev hurtigt drukket, så vi bestilte en mere. Vi har hver især søsat masser af pizzaer og spaghetti gennem livet, men vi blev hurtigt enige om, at netop denne pizza og denne spaghetti måtte ligge helt i top. I guder hvor det smagte. Vi betalte og bevægede os ud i de romerske gader og betragtede aftenlivet fra nærmeste hold.

Man finder altid en måde at parkere sit køretøj på i Rom

Italiensk is - verdens bedste is

Er man i Italien må man ikke snyde sig selv for den italienske is, gelato, som jo går for at være den lækreste is i verden. Ja, uden tvivl - det er den! Og de har masser af den. Adskillige boder sælger is, og det smager stort set ens. Lad være med at falde for den første issælger - gå lidt ind i de små gader. Her er der stadig masser af isboder, og prisen falder jo længer man bevæger sig væk fra turiststederne.
Vi købte is og tog bussen til hotellet. Det var nemlig sådan, at vi boede på et lækkert hotel, Hotel Crowne Plaza, som ligger et kvarters kørsel fra centrum. Hotellet arrangerer dog bustransport til og fra centrum flere gange om dagen, men kan man ikke vente på bussen, koster det ikke alverden at tage en af de 8000 taxaer, der drøner rundt i Roms gader. Vær dog obs på, at chaufføren kører en anelse hasarderet og at man som kunde nærmest ”forpligter” sig til at tale fodbold med chaufføren.  

Hygge og stemning i solen på Den Spanske Trappe

Den Spanske Trappe

Næste dag ville vi se Den Spanske Trappe og de meget eksklusive forretninger der ligger i forlængelse af denne verdensberømte trappe. Egentligt kan man sige, at navnet ”Den Spanske Trappe” er ret så misvisende. Den har rent faktisk ikke andet med Spanien at gøre, end at den fører fra Piazza di Spagna op til Trinità dei Monti-kirken, som er fransk! Et bedre navn for trappen kunne i stedet være ”Den Franske Trappe”. Det var nemlig en fransk diplomat ved navn Entienne Gueffiers der i starten af 1700-tallet venligt delte ud af sine penge og fik etableret trappen, som dels fører op til den franske kirke og dels til Villa Medici, der huser l’Académie Nationale de France, og så er den efter reglerne – på trods af det lyder ret så underligt - en del af det franske rige. Årsagen til det er, at da Entienne Gueffier gav trappen til Rom, var det på den eneste betingelse, at den altid skulle forblive fransk ejet. Dertil skal så siges, at det romerske bystyre den dag i dag stadig betaler et symbolsk beløb i leje til den franske stat, for brug af trappen. Vi fik set Den Spanske Trappe og menneskemylderet omkring den, og det er et ”must” at opleve, når man er i Rom.

Menneskemylder og stemning ved Trevi Fontænen

Eksklusive modebutikker

For enden af Den Spanske Trappe ligger den vel nok mest fashionable indkøbsgade af dem alle i Rom, Via Condotti. Her er alle de eksklusive mærkevare-forretninger repræsenteret. Guld- og diamantbutikker i en jævn strøm med priser der for os kødelige altid vil være ublu. Det er dyrt på Via Condotti.
Normalt plejer min kone ikke at kunne entre en butik uden at komme ud med noget derfra, men i disse butikker holdt hun sjovt nok visakortet i tasken.

Vi spadserede lidt videre og pludselig stod vi foran verdens måske mest kendte springvand, Trevi-Fontænen. Her er det tradition, at man smider en mønt over venstre skulder og ned i den snart 300 år gamle fontæne, hvor man så samtidig afgiver sit største ønske. Både konen og jeg var med på traditionen, og det bliver spændende at se, om vores ønsker en dag går i opfyldelse.

Turen gik videre igennem byen og vi gik til Panteon, en af de ældste bygninger i Rom og tilmed den bedst bevarede antikke bygning i byen. Et ret så imponerende syn. Herfra gik vi videre mod den kendte plads Piazza Navona, hvor vi fandt en frokostrestaurant der serverede bruschetta med mozzarella og hvidløg til forret, inden vi fik en frisklavet lasagne. Et himmelsk måltid der blev skyllet ned med kildevand.

På Piazza Navona er der masser af liv, gadegøgl og optræden flere steder på pladsen, så pas på lommetyvene. De er oftest, hvor mange mennesker er tæt samlet. Vi så en svensk turist, som pludselig mistede sine solbriller, da de sad i panden på hende. Tyvens mission var dog ikke videre vellykket, for han løb lige i armene på to gadebetjente. Det er dog langt fra sikkert, at andre turister er lige så heldige.

Der er lange kører fra tidlig morgen for at komme ind i Peters Kirken

Peters Kirken - et must for en Rom-turist

Når man er i Rom, skal man se Peters Kirken. Der er altid en enorm kø for at komme ind i kirken, og man skal have nogen tålmodighed. Sæt mindst en halv dag af til besøget i pavens kirke. Den er et enormt smukt syn både udefra og indeni, men husk, at kirken lukker dørene klokken 17.
Vi nåede akkurat ind i kirken inden lukketid, men kunne sagtens have brugt meget mere tid til at studere Peters Kirken, som det tog 120 år at bygge. Sagnet fortæller i øvrigt, at kirken blev bygget dér, hvor den første pave, Sankt Peter - som tilmed var en af Jesus disciple - blev korsfæstet og begravet. Sagnet siger endvidere, at kirken rummer Sankt Peters grav under hovedaltret. Desuden er mere end 100 paver begravet her.

Colosseum Fotograf: Lino Vogt, In-Italia

Colosseum - Roms største bygningsværk

Tredje dag sov vi længe, fik lækker morgenmand på hotellet og så var det ellers på bussen og på ny en tur til centrum. Nu skulle Colosseum inspiceres. Hold da op et imponerende syn. Dette enorme amfiteater ligger i det absolutte centrum af Rom og er vel nok det største romerske arkitektoniske værk nogensinde. Opførelsen af bygningen blev påbegyndt omkring år 71 e. kr. og stod færdigt ni år senere, hvor den romerske kejser Titus regerede Rom.
I starten hed Colosseum ”Anfiteatro Flavio” Det var først i middelalderen det blev omdøbt til dets nuværende navn. Colosseum blev bygget som amfiteater og blandt andet anvendt til gladiatorkampe. Gamle sagn fortæller, at omkring 500.000 mennesker og over en million vilde dyr, døde i arenaen under disse kampe.
Flere jordskælv gennem tiderne har medvirket til, at Colosseum delvist er blevet ødelagt. I 1749 erklærede paven Colosseum for et helligt sted, og det er derfor at Colosseum den dag i dag ser ud som det gør. Colosseum er en af Roms største turistattraktioner og her kommer dagligt flere tusinde besøgende. Også her er der enorme køer for at komme ind. Et godt tip er at vælge en af de guidede rundture, for her er køen nemlig meget kortere end køen for besøgende, der vil kigge på egen hånd.

En af de mange gadegøglere på Piazza Navona

Regnvejr og wellness

Rom er ufattelig smuk i solskin. Ingen tvivl om det, og langt de fleste dage er da også fulde af solskin. Men en gang imellem regner det i Rom - og når det så regner, er det den regn vi nordboer kalder for vedvarende regn. Det regner uafbrudt i flere timer. Sådan en dag var vores sidste dag i Rom. Heldigvis havde vi set det mest populære i byen, så vi besluttede os for at tage en ”slapper-dag” på hotellet, booke et par behandlinger i wellness-afdelingen, og så ellers bare nyde de sidste timer i Rom denne gang.
Min kone fik en omgang afspændingsmassage med dertilhørende ansigtskur og fodbehandling, og jeg fik en hot stone-massage. Det havde jeg aldrig prøvet før. Massøren, Fabio, var en af de her typisk spinkle italienere med halvlangt hår og Armani-solbriller i panden, men han kunne sit kram. Han placerede de varme sten rundt omkring på min krop med den ene hånd, mens han masserede olie rundt på kroppen med den anden hånd. Alt sammen til blid musik i højttalerne. En virkelig lækker oplevelse og absolut et værdigt punktum for en minderig miniferie i Rom.