Dayz Resorts

7.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Grottebyerne Sassi ved Matera i Syditalien

I dag tager vi på udflugt fra Apulien ind i naboregionen Basilikata for at besøge de enestående Sassi-grottebyer ved Matera, der blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1993. Dette helt specielle sted, med en utrolig historie, har været kulisse i adskillige film og huskes måske bedst fra Mel Gibsons film ”The Passion of Christ”.

Industri i Taranto

Industri i Taranto


Taranto - en forurenet by

Bussen kører sydover gennem det frugtbare landskab på Salento-halvøen og snart kan vi se Det Ioniske Hav reflektere bag industribyen Taranto. Vi hører, at denne storby er forurenet som følge af den tunge industri, der findes her - olierafinaderi, stålindustri, kemisk industri etc.

Det er i dag en by som turister ikke bør opholde sig for længe i. Intet andet sted i Apulien er kræftdødeligheden større end netop her.

Det var ellers ved Taranto at grækerne 700 år f.Kr. gik i land og begyndte konoliseringen af det sydlige Italien, og i den gamle bydel kan man fortsat se træk fra dengang Italien var en maritim stormagt.

Piazza Pascoli i Matera

Piazza Pascoli i Matera


Matera i Basilikata-regionen

Vi gør ikke holdt, men drejer rundt om storbyen og er snart inde i Basilikata-regionen. Langsomt bliver landskabet mere kuperet, for her rammer vi den aller sydligste del af den store bjergkæde Appeninerne, som løber ned gennem hele Italien.

Vi bevæger os i Italiens kornkammer og ser masser af hvedemarker, men her dyrkes selvklart også vin og oliven o.m.a.

Da vi når frem til Matera har vi god tid, inden en lokal guide vil lede os gennem grottebyen, så vi finder en restaurant, hvor vi kan få en let frokost, inden gruppen fra Tema Rejser atter samles.

Udsigt ud over Sasso Caveoso

Udsigt ud over Sasso Caveoso


På vej mod Sasso Caveoso

Fra udsigtspunktet på Piazza Pascili ved Palazzo Lanfranchi får vi det første betagende vue ud over den sydlige grotteby - Sasso Caveoso. Aldrig har vi set noget lignende.

Husene er bygget oven på hinanden med en labyrint af smalle stræder og små pladser. Strædet eller trappen danner taget på huset neden under. Det er dette puslespil vi skal ned og opleve.

Dødningehoveder af høj og lav på døren til Chiesa Purgatorio

Dødningehoveder af høj og lav på døren til Chiesa Purgatorio


En helt speciel kirke i Matera

Men først spadserer vi ad gågaden Via delle Ridola frem til Chiesa Purgatorio - Kirken i Skærsilden - opført i 1756. Her berettes om de mange symboler på døden, der fortæller os, at vi alle engang skal forlade denne jord - adelig som gejstlig - høj som lav. Den noget makabre udsmykning med skeletter og dødningehoveder er ikke hverdagskost på en kirke!

Vi passerer Chiesa San Francisco og kirken på Piazza Chiara, inden vi når Piazza Duomo, hvor katedralen står på en højderyg mellem grottebyerne Sasso Caveoso mod syd og Sasso Barisano mod nord.

Fra katedralen har vi et flot syn ud over den nordlige grotteby og kan spotte flere kirker. Disse og den nordlige del af Matera med Via Corsa og Piazza Veneto og de omkringliggende klassiske bygninger får vi desværre ikke tid til at se nærmere på på denne udflugt.

Vi spadserer ned gennem Sasso Caveoso

Vi spadserer ned gennem Sasso Caveoso


Hulebyen Sasso Caveoso

I stedet påbegynder nedstigningen ad de mange trapper, som leder os ind i Sasso Caveoso. Foran os på den anden side af den dybe Gravina-kløft kan vi se de forhistoriske huler udgravet af stenalderfolket, der i sin tid var et jæger- og samlerfolk, som levede af hvad den omkringliggende skov kunne give.

Mange århundrede senere var skoven væk og landbruget indført. Men den klippefyldte jord på den side af kløften var ufrugtbar, så folk flyttede væk og bosatte sig på denne side.

Efterhånden som landbruget blev en succes flyttede folk ud af grotterne og bosatte sig på deres små jordlodder. Grotterne blev derefter benyttet til stalde, kornlagre m.v.

Da Napoleon i begyndelsen af 1800-tallet havde overdraget al jord til adlen, stod bønderne tomhændet tilbage og måtte tage job som daglejere hos adlen. Det betød fattigdom blandt menigmand og langsomt flyttede folk tilbage til grotterne, som blev indrettet til boliger. Bjergarten tuf er let at arbejde med og man kunne bryde hulerne større og bruge materialet til at bygge videre uden for.

Besøg i Casa Grotta di Vico Solitario

Besøg i Casa Grotta di Vico Solitario


Besøg i det historiske Casa Grotta

Men folk levede fattigt og usundt i hulerne og i 1950’erne fandt den italienske stat, at den måtte gøre noget for at få denne skamplet væk fra landkortet. Folk blev købt ud og tvangsflyttet til andre dele af Matera og de sidste blev under protest fjernet så sent som i 1963.

Først i 1980’erne begyndte andre folk at tage hulerne i brug igen. Der blev installeret moderne faciliteter og da det var statens ejendom kunne man få dem gratis, blot man ville gøre boligen tidssvarende indvendigt. Udvendigt måtte intet ændres.

Det påskønnede UNESCO i 1993 og medtog Sassi grottebyerne på verdensarvslisten.

I dag er her - ud over boliger - tillige hoteller, B&B og restauranter.

Vi besøger et museum indrettet i et af grottehusene, der står urørt som da Giuseppe Vizziello, husets sidste beboer, forlod det.

Udsnit af brochure fra kirken Rupestrian Santa Lucia alle Malve

Udsnit af brochure fra kirken Rupestrian Santa Lucia alle Malve
Fotograf: Oltre l'Arte


Mange grottekirker

Vi besøger også en af områdets 130 grottekirker, hvoraf mange kan dateres tilbage til tidlig kristen tid. Rupestrian-kirken Santa Lucia alle Malve er indrettet i en grotte fra 900-tallet, hvor benediktinermunke indtil 1283 benyttede stedet som et kloster.

I 1797 blev den nye kirke indrettet og senere benyttet som bolig, med det resultat, at nogle af de freskomalede søjler blev hugget ned og benyttet som mur et andet sted i boligen. I dag kan vi endnu se disse og andre frisker på de ellers nøgne klippevægge. Det er ikke tilladt at fotografere i kirken.

Vi slutter besøget ved Matera med at køre til udsigtspunktet Belvedere på den anden side af Gravina-kløften, hvor stenaldergrotterne ligger og kan herfra nyde udsigten mod Sassi-grottebyerne.

I morgen kører vi til Otranto og oplever Livets Træ og makaber død, besøger en vingreve med aner til korsridderne og slutter i den barokke by Lecce.

Nogle af verdens ældste menneskeskabte boliger

Nogle af verdens ældste menneskeskabte boliger


Subaru
Outwell
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt