Azamara Cruice

23.6.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Lago d'Orta - juvelen blandt Norditaliens søer

Udsigten ud over Maggiore-søen er som altid betagende denne morgen, hvor bussen kører fra Stresa mod Arona, hvorfra vi drejer mod øst for at komme til ”juvelen blandt de norditalienske søer” - Lago di Otra.

Statuen af Carlo III Borromeo i Arona

Statuen af Carlo III Borromeo i Arona


Kolossen i Arona

I Arona stopper vi for at se nærmere på kolossen - en kæmpestatue af Sankt Carlo Borromeo. Han blev - som omtalt i en tidligere artikel - både kardinal og ærkebiskop i Milano og indførte gennem sit liv mange sociale forbedringer for almindelige borgere - herunder uddannelse. Han blev i 1610 helgenkåret af paven.

Carlo Borromeo blev født i 1538 i et slot netop her i Arona, men det blev destrueret af Napoleon. En slægtning i Borromeo-familien - Federico Borromeo - ønskede et ”helligt bjerg” her i Arona for at mindes Carlo's ekstraordinære betydning for Milano og området omkring Lago Maggiore.

Den oprindelige ide var, at etablere 15 kapeller fra søen og op på bjerget med statuer, freskoer og relieffer som kunne fortælle om helgenens liv og gerninger. Men krige og deraf økonomiske problemer satte en stopper for projektet, så der kun blev bygget et par kirker bl.a. kirken på det ”hellige bjerg”.

I stedet besluttede man at bygge en kæmpestatue af Carlo III Borromeo, som kunne ses fra Maggiore-søen.

Statuen, der stod færdig i 1698, er udført i kobberplader holdt sammen af jernnitter og måler i alt 35 meter, heraf udgør pedestalen 11,5 meter. Kolossen er hul, så det er muligt (mod entré) at kravle op ad snoede trapper og en stejl stige indvendigt i statuen og komme op i hovedet, hvor man kan se ud gennem sprækker i øjnene og ørerne.

Der er dog ingen i rejsegruppen, som har mod på denne udfordring.

Det skal bemærkes, at skulptøren, der designede Frihedsgudinden i New York, studerede kolossen i Arona, og en platte på statuen i New York beretter om, at kolossen i Arona har dannet model til Frihedsgudinden.

Det tager under 10 minutter at spadsere ad Stilhedens Sti rundt på San Giulio-øen

Det tager under 10 minutter at spadsere ad Stilhedens Sti rundt på San Giulio-øen


Øen San Giulio - Stilhedens Ø - i Lago d'Orta

Fra den højtliggende P-plads ved Orta San Giulio er der et stykke vej ned til Orta-søen, hvorfor vi bliver hentet i et lille turisttog og skal kun spadsere ned ad nogle få trapper for at komme ned i den idylliske by Orta San Giulio.

Undervejs ses en skjoldet væg, der, når lyset falder rigtigt, ligner profilen på den helgenkårede munk Sankt Padre Pio (1887-1968).

Ved byens torv, der ligger ud til søen, venter en båd på at bringe os over til klosterøen San Giulio, der nås på et par minutter.

Det er som at komme til en verden, hvor tiden er gået i stå - og allerede ved landgangen ser vi det første skilt som fortæller os, at vi er ankommet til ”Stilhedens Ø”. Den eneste vej, som vi kan bevæge os øen rundt på, kaldes da også Stilhedens Sti.

Det tager under 10 minutter at spadsere ad de toppede brosten på de smalle stræder hele øen rundt og undervejs ses skilte - alle med temaer om stilheden - f.eks. lyt til stilheden etc.

Udover de gamle huse og en ”fugtig bymur” som vi spadserer ved, domineres San Guilio-øen af et stort kloster, hvortil der ikke er adgang.

Vi bruger en lille time på øen, inden vi sejler tilbage.

Den centrale plads Piazza Motta

Den centrale plads Piazza Motta


Orta San Giulio

På byens centrale plads Piazza Motta, der er omgivet af pittoreske huse - nogle med buegange – er det muligt at spise frokost på en af de mange restauranter.

Vi har et par timer på egen hånd til at udforske denne lille by, så vi beslutter os for at gå op mod Sacro Monte, før vi spiser.

Vi er gået et lille stykke opad, men indser, at vi ikke kan nå at nå helt derhen med den tid som er til rådighed, men får alligevel et flot vue ud over Lago d'Orta fra vejen oppe over byen.

Vi følger vejen ned forbi Orta San Giulio-kirken og videre forbi kunstmuseet tilbage til centrum.

Her finder vi Café Arts, der er et spøjst sted præget af amerikansk kultur bl.a. med billeder af Marilyn Monroe og andre amerikanere, og mens vi indtager et let måltid, lyder amerikansk musik gennem højttalerne.

Vinsmagning i vinhuset Casafrancoli

Vinsmagning i vinhuset Casafrancoli


Vinhuset Casafrancoli i Ghemme

Ingen rejse til Italien uden et besøg på et vinhus - og denne gang kører vi til byen Ghemme, hvor vinhuset Casafrancoli har deres udstilling.

Her har man et utal af forskellige vine og grappaer - den italienske udgave af brændevin.

Vi får prøvesmagt to af deres ”jævne” vine - en hvid og en rød - og derefter stedets grappa, der har ligget på egetræsfad i tre år. Det er dog langt fra alle, som er begejstrede for denne let brændende drik.

Betjeningen er i top og de som ønsker det, kan smage forskellige vine og/eller grappaer, før man beslutter sig for eventuelt at handle - hvilket naturligvis er helt frivilligt.

Selv prøver vi en 5-års egetræslagret grappa, men finder den for brændende, så vi holder os til den 3-årige …

Grand Hotel Des Iles Borromees i aftenlys

Grand Hotel Des Iles Borromees i aftenlys


Aftenarrangenemt på øen Isola Pescatori

Tilbage i Stresa ved Lago Maggiore er der denne aften arrangeret en udflugt til Isola dei Pescatori med middag og vine på Hotel Belvedere.

Det mest interessante ved dette arrangement er samværet med vores rejsefæller og sejlturen tilbage, hvor alle lysene langs søbredden er tændt og spejler sig i søen.

Subaru
Torre La Sal
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt