Riis Rejser

25.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Mellem himmel og hav langs Amalfikysten (1/2), Italien

Det høje græs står bøjet, tynget af morgenens kraftige regn. Det drypper endnu fra buske og træer, og over os kommer dråber fra vandfald ud over de overhængende klipper, vi spadserer under. Vi er på vej ned gennem en vild dal og skal ned i en dyb kløft - Furore-fjorden, hvor den munder ud i havet.

Guiden og kunstmaleren Leo Kennedy fortæller om Amalfikysten

Guiden og kunstmaleren Leo Kennedy fortæller om Amalfikysten


San Lazzaro

Vores lille vandregruppe er rejst med Vagabond Tours til Syditalien og i går ankom vi til Agerola-plateauet, der hæver sig 600 meter direkte over havet, og blev indlogeret på Hotel Risorgimento, byen San Lazzaro’s ældste hotel fra 1878.

Et fint, rustikt hotel med en imponerende marmortrappe, der fører op til værelserne over restauranten. Fra terrassen er der udsigt ud over kulturlandskabet og bjergkæden Monei Lattari bag Amalfikysten.

Oppe i byens centrum - få hundrede meter fra hotellet - ligger byens kirke og på en café på torvet foran kunne vi nyde en kop friskbrygget espresso. Her kom den øvrige del af vores lille vandregruppe sammen med vores lokale guide Leo Kennedy og slog sig ned omkring samme bord.

Leo, der tillige er kunstmaler, berettede om stedet, vores vandreruter og kunne via sine akvareller fortælle lidt om, hvad vi ville komme til at se og opleve på de næste dages vandringer ved Amalfikysten.

Men vejret tegnede ikke lyst. Der var lovet regn - masser af regn ...

Ruinen efter sanatoriet på Colonia Montana

Ruinen efter sanatoriet på Colonia Montana


Castello Antique

Vi sluttede eftermiddagen med at spadsere ud til Castello Antique, hvorfra der mod øst er en enestående udsigt ud over Salernobugten og Amalfikysten med Amalfi langt under os.

Bjergene bagved - en del af Monei Lattari, som rejser sig op til 1.400 moh. på Sorrento-halvøen - har flere dybe slugter og udløbere med stejle klippesider mod kysten bl.a. Agerola-plateauet, og vi kunne se over ”Dragernes Dal” til plateauet med byen Ravello, som vi senere skal besøge.

På den anden side højt over byen ligger Colonia Montana - en park med ualmindeligt grimme ruiner fra et fascistisk sanatorium, som Mussolini lod opføre. Det eneste ”prydelige” som endnu ses på ruinerne, er et par store relieffer på bygningens facade. Men vender man ryggen til denne faldefærdige bygning, får man udsigten mod vest langs kysten og mod byen Praiano.

Fra San Lazzaro udgår flere vandreruter dels mod kysten, dels mod bjergene - det er nogle af disse, vi skal ud at vandre på.

Små vandfald fra klipperne drypper ned i hovederne på os

Små vandfald fra klipperne drypper ned i hovederne på os


Gennem vilde dale til Furore-fjorden

Forudsigelserne holdt stik. Den kraftige regn væltede ned, så vi udskød starten på vores første egentlige vandretur til efter middag, hvor der var lovet opklaring.

Vi hentede de bestilte madpakker hos det lokale minimarked og begav os iført regntøj og paraplyer gennem byen forbi små landbrugslodder med grøntsager, vin og citroner ind i Furore-dalen.

Det går jævnt nedad, dels ad trapper, dels ad en lille grussti. Her går vi under svimlende kalkstensklipper i gullige og grønlige farver, der skyder i vejret ud over vores hoveder og hvorfra regnvejrets sidste krampetrækninger endnu kan mærkes med dryppende vandfald i vores hoveder.

Floden skal passeres

Floden skal passeres


Regn bærer affald med sig

Virkningerne af den senere tids (august 2010) ekstremt kraftige regnvejr - der enkelte steder skabte jordskred, ødelagte veje og oversvømmede byer - ser vi, da vi når ind i bunden af dalen og skal passere floden, der løber ud nede i Furore-fjorden.

Affald - stort set af al slags - er revet med den vilde flod ned fra bjergene og ligger nu som en stinkende bunke, netop hvor vi skal passere vandløbet. Leo kaster nogle sten i vandet for at vi lettere kan passere, men strømmen er fortsat kraftig efter morgenens regnvejr, så der skal flere sten til, før vi kan få det nødvendige fodfæste for at kunne passere. Men hvorfor er der i det hele taget henkastet affald i naturen, som strømmen har fået tag i?

På vestsiden af dalen går det jævnt opad gennem en typisk middelhavsvegetation med vinplanter, valnød, eg og gyvel, samt ikke mindst modne figner som Leo plukker til os.

- Hvad der kan nås fra almen vej, må man godt plukke. Det har bonden intet imod, fortæller Leo os.

Da vi atter er på asfaltvej, lægges regntøjet i rygsækken, og fremme ved kirken Maria della Gracia, spiser vi den medbragte mad. På en nærliggende café nydes en velfortjent kop cappuccino, før vi fortsætter ned ad utallige trappetrin, der er nok så hård ved knæ og lægge. Undervejs har vi flere flotte udsigter til det azurblå middelhav og kystvejen næsten lodret under os. Man tror faktisk ikke, at der under os er plads til både huse og veje, så stejlt her er.

Naturhavnen benyttes stadig af fiskerne

Naturhavnen benyttes stadig af fiskerne


Fiskerlejet Furore

I bunden af fjorden ligger flækken Furore, hvis huse er bygget lodret på fjordens stejle klippesider og her har fiskerne en naturhavn - godt beskyttet for Middelhavets bølger.

Små maleriske fiskerbåde er trukket op på stenstranden. I middelalderen var dette en vigtig fiskerihavn, der forsynede baglandet med fisk, som blev transporteret op ad trapperne - datidens hovedveje - på æselryg. Men i dag er her ganske mennesketomt.

Over fjorden løber kystvejen på en ældre stenbro, som vi går op til, da vi har ændret dagens planer og vil se, om vi kan besøge Grotta dello Smeraldo - Smaragd-grotten - hvis særlige farvespil i drypstenshulen med lys fra et underjordisk hul skulle være en attraktion. Men da vi ad den trafikerede kystvej når frem, viser det sig, at grotten er lukket pga. det kraftige blæsevejr.

Selv om flere af os er ved at være trætte, fortsætter vi op ad en sidevej og nogle trapper mod San Pancrazio til kirken Santa Maria di Grado for derfra at tage bussen tilbage til San Lazzaro.

Ad trapper på Gudernes Sti

Ad trapper på Gudernes Sti


Ad Gudernes Sti til Positano

Igen en grå og regntung morgen, men det er som om ”nogen” holder hånden over os og får regnen til at stoppe, når vi skal vandrer - og sådan bliver det hele ugen!

Et par biler sørger for at køres os til byen Bomerano, hvorfra dagens vandrerute går ad ”Gudernes Sti” - Sentiero degli Dei - til Positano.

Den 6 km lange vandrerute er måske den smukkeste langs Amalfikysten med helt enestående udsigter. Her højt oppe på klippesiden føler man sig virkelig ”mellem himmel og hav”, mens vi ad snoede stier vandrer langs blomstrende klippesider og over klippestier med firben, der er kommet frem for at suge solens varme til sig efter at regnen er ophørt.

En af deltagerne opdager at hun har mistet sit kamera, hvilket må være sket, da vi lagde regntøjet, og vi må tilbage for at lede efter det. Heldigvis ligger det fortsat midt på stien - selv om flere vandrere havde passeret os!

En helt unik udsigt langs Amalfikysten

En helt unik udsigt langs Amalfikysten


Formidabel udsigt

Da vi runder pynten højt oppe over Praiano åbner hele den vestlige kyststrækning sig for os. Helt bagerst ses øen Capri rejse sig mægtigt i horisonten og hele kyststrækningen på den sydlige del af Sorrento-halvøen ligger foran os.

Udsigten er ubetinget en af de mest betagende på Amalfikysten. Flere steder på ruten er her opsat borde og bænke, hvor vi kan sidde og nyde udsigten fra Gudernes Sti.

Vi kommer forbi middelalderlige stenbygninger bygget yderst på klippesiderne, der for længst er forladt, men som engang var vigtige steder, hvor man producerede landbrugsvarer i den meget frugtbare jord, som opstod efter Vesuvs voldsomme eksplosion i år 79 e.Kr. der sendte mineralholdigt og næringsrigt aske ud over hele Sorrento-halvøen.

Enkelte steder hænger klippesiden ud over os med mægtige stalaktitter dryppende ned fra udhænget, og efter et par timer når vi frem til nedgangen mod Positano - dagens mål. Denne postkortsmukke bys pastelfarvede huse klæber sig op ad klippesiderne.

På café i Positano

På café i Positano


Når busbilletten bliver dyr

De, som ikke orker de mange trappetrin ned til Positano, tager bussen, mens andre kaster sig ud på de mange trappetrin.

Ned, ned går det, og pludselig har vi udsigt til den imponerende keramikkuppel på kirken Chiesa di Santa Maria Assunta, der ligger midt i den lille by. Vi dumper ned lige i byens pulserende turistinferno og spadserer gennem de smalle gader med et utal af souvenirbutikker og restauranter til mødestedet ved stranden, hvor en ”dyr” kop kaffe, er alle pengene værd.

Dagens vandretur er overstået og vi nyder at slappe af på strandkanten, men vi har ikke mere end lige sluttet vores pause, før sorte skyer igen sætter ind med regn. Hvad er det lige der sker?

Båden vi skulle til Amalfi med, går ikke pga. blæsevejret! Så vi må tage bussen dertil, hvilket i sagens natur bliver noget af et tilløbsstykke, da alle tilsyneladende skal den vej.

Der kører kun få busser i timen og vi må pænt vente i køen, da der ikke er plads på første bus. Officielle taxaer og pirattaxaer har for længst opdaget trængslen og udnytter situationen på typisk syditaliensk manér. Transporten til Amalfi, der normalt koster 80€ er pludselig hæver til 120€!

Fremme i Amalfi er bagagen i mellemtiden transporteret til Hotel Lidomare, som skal være vores base de næste par dage. Det er et centralt beliggende B&B-hotel, hyggeligt indrettet med farverige klinker/kakler på gulvet, klassiske møbler, men med for lidt plads ved morgenmadsbuffeten.  

Torre dello Zirro

Torre dello Zirro


Vandet i Valle delle Ferriere

Det er spændende at bevæge sig gennem Amalfis gamle gader hugget ud parallelt med hovedgaden og skjult bag forretningerne. Disse hvidkalkede gader, indgik som en del af Amalfis forsvarssystem, da Amalfi-republikken havde sin storhedstid.

Vi finder trappen op mod Pontone og lægger hurtigt Amalfi bag os og kommer op i Valle delle Ferriere.

De, som ikke ville bruge kræfter på de mange trappetrin, tager bussen til Pontone og på byens torv mødes vi for at vandre ud på ruinerne af middelalderfæstningen ved Torre dello Zirro.

Borgen, hvis tårn kan ses fra Amalfi, var stedets forsvarsanlæg og det var her, at kongen, de gejstlige og andre vigtige personligheder kunne søge tilflugt, når pirater eller andre fjender angreb. Borgen ligger næsten uindtagelig med bratte klippesider til tre af siderne. I dag er her ikke meget at se og selve tårnet kan ikke besøges. Men udsigten fra tårnpynten er alle trappetrinene værd!

Inderst i Valle delle Ferriere kommer vandet ned alle steder

Inderst i Valle delle Ferriere kommer vandet ned alle steder


Møllerens Dal

Tilbage i Pontone spiser vi en frokostpizza på Trattoria l’Antico Borgo, før vi fortsætter længere ind i Valle delle Ferriere. Undervejs møder vi vinbonden og mens Leo taler med ham, ser vi et vildsvin fouragere lidt længere oppe bag hans hus. Så forstår vi bedre, hvorfor alle jordlodderne er indhegnet.

Den egentlige tur går tilbage via ”Møllernes Dal”, men Leo, der er en meget sympatisk og fleksibel guide, tager os med længere ind i et naturbeskyttet område, hvilket han har fået speciel tilladelse til.

Vi følger ældgamle vandingskanaler og går langs vandløb, som vi skal passere og kommer længere og længere ind i hvad der nærmest må betegnes som en regnskov. I bunden af slugten stopper et vandfald ned over nogle store sten vores videre fremfærd. Overalt omkring os vælter vandet ned over mosgrønne klippesider eller glider i en lind strøm ned ad nøgne, sorte klippesider, som giver vandet en helt speciel næsten selvlysende turkis farve.

Det er en unik oplevelse at stå her midt i et område med kaskader af små og store vandfald - heraf nogle direkte over vores hoveder.

Ruin fra papirmølle i Møllernes Dal

Ruin fra papirmølle i Møllernes Dal


Gamle papirmøller

Vi går samme vej ud af det naturbeskyttede område og fortsætter ad den oprindelige rute ned gennem Valle dei Mulini, hvor vi ser flere ruiner efter de gamle papirmøller.

Papirproduktion var engang en stor indtægtskilde i området, hvilket vi kan høre mere om ved at besøge papirmuseet - Museo delle Carta - som vi passerer i udkanten af Amalfi.

I morgen kan vi slappe af, da det er fridag, d.v.s. en ikke programsat dag - men kan vi det ...?

Din rejseskribent ved en guddommelig udsigt

Din rejseskribent ved en guddommelig udsigt


Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt