Primo Tours

1.1.16

Af: Lene Goller Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

På hesteryg i det "ukendte" Toscana (2/2)

Vi fortsætter turen rundt i området på hesteryg og der venter en overraskelse i Tarquinia.

Klik for større billede


I varmt vand

Hestene bliver herfra transporteret videre i trailer, mens vi begiver os i det varme vand. Vi skal jo lige bruses inden vi går i vandet, men det er faktisk så varmt at vi ikke kan stå under det – vi vasker sveden af så godt vi kan. Så finder vi et bassin hvor der ikke er så mange mennesker og begiver os ned i vandet, men når kun til storetåen, det brænder – folk kigger på os – vi kan ikke forstå hvorfor de andre kan være i vandet og vi ikke kan, indtil vi finder ud af at det bassin vi har valgt er vandet ca. 60 grader varmt. Vi vælger så et som er ca. 50 grader varmt, meget svært at komme under – og faktisk skal man være lidt forsigtig, da det varme vand får blodårerne til at åbne sig så meget, at man kan blive utilpas – især folk med svagt hjerte skal være forsigtige – men en anderledes oplevelse som vi håber har styrket vores helbred….

Klik for større billede


For at vinde lidt tid

For at vinde lidt tid, bliver vi kørt i bil til vores frokostrestaurant, som er et luksus wellness-hotel beliggende naturskønt i skoven. Der er dækket op på terrassen og en overdådig buffet venter i restauranten – vi sidder der i vores ridetøj iblandt nobel klædte italienere, men vi har det herligt og ved at der efter frokost venter os mere wellness. Vi svømmer i den kølige pool, får vidunderlig massage, er i sulfid bad som lugter voldsomt af svovl, men skulle være sundt for huden. Hvis vi havde tid kunne vi godt have blevet her et par dage…..Fyldt af velvære kan vi så sætte os på hestene og ride en times tur rundt i den flotte park.

Klik for større billede


Ridetur i strandkanten

Vi har lidt travlt, da skal nå solnedgangen på hesteryg i middelhavets strandkant. Derfor bliver vi og heste kørt i biler til stranden. Det er som ”nat og dag”, vi kommer fra luksus til et primitivt sted på stranden ved en lokal campingplads. Her har en flok mænd deres heste stående i åbne udendørs bokse. De har et samlingssted, som nærmest minder om en teltbarak med borde og slagbænke og rødvin i gamle colaflasker.

Vi rider en herlig tur på hesteryg i vandkanten, får en frisk galop og derefter er vi inviteret til et traditionelt aftenmåltid i teltbarakken med de italienske heste-mænd.
Maden bliver kogt i en stor gryde, og er suppe, kød, grøntsager og brød i en pærevælling, men det smager forbavsende godt, hvilket jeg ikke vil sige om rødvinen i colaflaskerne!

Klik for større billede


De fleste taler kun italiensk

De fleste taler kun italiensk - det gør vi desværre ikke ret meget, men vi kommunikerer alligevel fint og har det bare herligt. Det er også her vi stifter bekendtskab med Annas læremester ”Rimaldino”, en meget lille mand på omkring 80 år. Han har vundet et utal af konkurrencer i spring og dressur, en ubeskrivelig personlighed, med glimt i øjet og han flirter lidt med os, især med Linette, som er den yngste og kønneste med sit lange lyse hår. Han fortæller, at han i hans unge dage var kæreste med en dansk kvinde – men blev aldrig blevet gift og fik aldrig børn. Så Anna er som en datter for ham - og varmen imellem dem mærkes tydeligt.
Vi kører hjem til ”farmen” fuldstændig fyldt af indtryk - oplevelser på denne ene dag alene, fylder 3 dage!

Klik for større billede


Tarquinia - byen med hestefestivalen

I dag rider vi en tur ud i de golde og meget smukke bakker mod vest. Den ukendte hund er stadig ved stalden og tager med, da vi rider. Vi har en dejlig tur, hvor terrænet tillader en galop og vi rider over og igennem et par mindre floder.

Vi skal en tur til den lidt større by i området, Tarquinia, som fra gammel tid er kendt for at have afholdt hestefestivaler  - og til stadighed gør det. Byen ligger smukt på en bakke så der er udsigt ud over middelhavet. Vi rider igennem byporten til den gamle by, skridter igennem gaderne og ser de smukke bygninger. Vi ved ikke rigtigt, hvor vi skal have frokost, men så kommer vi til et lille torv i byen, hvor man i anledningen af TV-reportagen har dækket et traditionelt bord, og nogle af de lokale er klædt i datidens folkedragter, deriblandt Rimaldino.
Vi bliver lukket ind i en tidslomme og sidder her og får den herligste middelalderfrokost med lokale specialiteter og drikker vin af lerkrus - ganske uvirkeligt, men en ubeskrivelig oplevelse.

I mens står hestene bundet og venter på at tage os på en tur rundt i de små gader efter frokosten.

Klik for større billede


Tak for turen

Tilbage til ”farmen” og tilbage til virkeligheden. Vores fantastiske tur er ved at lakke mod enden. Ufatteligt med alle de oplevelser. Håber TV- udsendelsen vil inspirere danske ryttere til en rideferie hos Anna og hendes team. Jeg er sikker på det vil blive en uforglemmelig oplevelse.

Reportagen broadcastes på DK4, første gang den 26. maj og reportagen sendes ca. 15 gange den følgende måned. For nærmere sendetider se DK4´s programoversigt.


Klik for større billede


Yderligere oplysninger om denne rideferie i Toscana

Fattorie Poggio Nebbia, belliggende ca. 80 km. nord for Rom.
Hvis man ønsker at rejse til stedet på egen hånd er det muligt. Anna som ejer stedet kan kommunikere lidt på engelsk. Jennifer som er ansat på stedet taler flydende engelsk og tysk.

Bil: ca. 1800 km. fra Danmark til Rom

TV-teamet blev fløjet til Rom med AIR ONE, som har daglige flyvninger fra København til Rom og retur, og her flyver man lavpris i luksusklasse
Lej evt. bil i lufthavnen i Rom.

TIKA rideudstyr sørgede for at vi var klædt hensigtsmæssigt på

Rideture til Toscana blev arrangeret i samarbejde med rejsebureauet Penguin Travel. Hvis man ikke har mod på at tage dertil på egen hånd, hjælper rejsebureauet Penguin Travel meget gerne.

Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt