Isabella

5.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Puccinifestival i Torre del Lago, Toscana, Italien

Vi har været til to opera forestillinger i Verona og er nu på vej til kurbyen Montecatini Terme, som skal være vores base i forbindelse med årets Puccinifestival i Torre del Lago ved Massaciuccoli-søen.
Turen mod Montecatini Terme går ad den måske smukkeste motorvejsstrækning i Italien gennem Toscanas bløde skovklædte bakker, med udsigt til dybe dale og spredte landsbyer.

Snakken går om opera under middagen på Hotel Ercolini & Savi

Snakken går om opera under middagen på Hotel Ercolini & Savi


På operarejse

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Hotel Ercolini & Savi, hvor der efter en velkomstdrik serveres en typisk italiensk menu.

Under denne fællesmiddag går snakken livligt om musik og opera i særdeleshed. For enkelte af os er det første gang, at man er på operarejse, mens andre har været til flere operaer og festspil i udlandet tidligere.

Og vi er vist alle enige om, at har man ikke oplevet opera før, snyder man blot sig selv, for her blandes flere kunstarter og den musikalske totaloplevelse rammer ens følelser mere end noget talt eller skrevet ord kan.

Terme Excelsior bygget i jugendstil

Terme Excelsior bygget i jugendstil


Kurbyen Montecatini Terme

Montecatini Terme er en af Europas kendteste kurbyer, hvor bl.a. skuespillere, musikere og andet godtfolk gennem tiderne er kommet for at nyde godt af de varme kilder, der bringer 38 grader varmt vand op fra undergrunden til de forskellige termalbade.

Nogle steder bader man i det helsebringende vand, andre steder drikker man det for at få et bedre liv. Selv Giuseppe Verdi har været her.

Den store allé Viale Giuseppe Verdi løber fra byens centrale plads Piazza del Popolo, hvor vi finder byens moderne domkirke, Duomo, med fine glasmosaikker.

På trappen til øverste etage i rådhuset

På trappen til øverste etage i rådhuset


Rådhuset er et besøg værd

På alléen ligger også byens rådhus, som det også er værd at se indvendigt med den brede trappe og de smukke væg- og loftmalerier samt ikke mindst det flotte glastag udført i jugendstil.

Byen har yderligere et par kirker, som ikke findes interessante, og her er ingen rigtige gamle bygninger eller levn fra romertiden, da byen først blev grundlagt i 1700-tallet.

De fleste bygninger er opført i begyndelsen af 1900-tallet. Derimod bugner butikkerne på hovedstrøgene af den nyeste, dyre italienske mode - både hvad angår tøj, sko og tasker etc. I byens permanente markedsgade findes tøj og souvenir til mere fornuftige priser.

Kurbygning i Parco delle Terme

Kurbygning i Parco delle Terme


Parco delle Terme

I den store kurpark Parco delle Terme ligger de forskellige kursteder i bygninger opført i bl.a. jugendstil og nyklassicisme med søjler og arkader.

De fleste kursteder tager entré for at man kan besøge de tilhørende parkanlæg.

Mørket sænker sig over Lago Massaciuccoli

Mørket sænker sig over Lago Massaciuccoli


Opera i Torre del Lago

Sent på eftermiddagen går turen mod Torre del Lago, hvor vi skal overvære den første af to operaforestillinger.

En lang allé med lindetræer fører ned til søen Lago Massaciuccoli og alle de tværgående sidegader vi passerer, har alle navne efter noget i musikken - Via Tosca, Via G. Schicchi, Via Turandot, Via Bellini, etc.

Helt ude ved søen ligger Museo Villa Puccini i det hus, hvor han boede og komponerede mange af sine operaer. Puccini og hans hustru og søn ligger alle begravet i det nærliggende kapel.

Søen er nu et naturreservat for sjældne fugle og man kan sejle med forskellige udflugtsbåde rundt på søen. På søens højre bred står et tårn, som måske har givet stedet dets navn.

På søens venstre side ses den bagerste del af operascenen bygget ud over søbredden. Her er kun ganske få spisesteder og mange mennesker, så det kan være svært at finde et ledigt bord, hvorfor det anbefales at spise hjemmefra eller tage noget mad og vin med, som man så kan nyde på en bænk inden forestillingen, der starter kl. 21.15, når mørket har sænket sig.

Fremkaldelse ved operaen Madame Butterfly

Fremkaldelse ved operaen Madame Butterfly


Madame Butterfly

Operaen Madame Butterfly af Puccini blev opført første gang i Scala-operaen i Milano i 1904.

Handlingen kort: Den amerikanske løjtnant Pinkerton gifter sig nærmest for sjov med en japansk geisha, som han kalder Madame Butterfly. Hendes familie bifalder det ikke og forbander hende.

Der går tre år, hvor Pinkerton er rejst til Amerika og Madame Butterfly har i mellemtiden født deres barn. Hun venter spændt og med længsel på hans tilbagekomst.

Da han endelig kommer, har han sin nye amerikanske kone Kate med. Pinkerton, der ikke aner at han er blevet far, opdager hvor hengivende og trofast Madame Butterfly har ventet på ham og forlader bevæget stedet.

Madame Butterfly vil overlade sit barn til Kate, og mens barnet sendes ud at lege, tager Madam Butterfly i sit eget liv.


Sjældent har vi set en så spartansk scenografi som i første akt og værre blev det i de to sidste akter, hvor den kraftige blæst fra søen gjorde det umuligt at sætte kulissen op. Blæsten forvrængede desværre også lyden lidt - men musikken er som altid hos Puccini sødmefyldt og dramatisk.

Museo Villa Puccini i Torre del Lago, Toscana

Museo Villa Puccini i Torre del Lago, Toscana


Campingferie 650,-
Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt