Isabella

19.1.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Superski i Val di Fassa, Dolomitterne

I Norditalien ligger den lille region Trentino som strækker sig fra den nordlige del af Gardasøen til de østlige Alper, der her hedder Dolomitterne. Trods regionens lidenhed har den en vifte af storslået natur, en kulturarv af tage vare på og ikke mindst et traditionsrigt landkøkken, hvor der også er plads til fornyelser.

Med udsigt til Dolomitternes takkede profil

Med udsigt til Dolomitternes takkede profil


Attraktivt feriested

I dag er regionen blandt de rigeste i Italien, men sådan har det ikke altid været. I 1800-tallet var fattigdommen stor specielt i de bjergrige egne og mange emigrerede til bl.a. Nordamerika og Sydamerika.

Men nogle vendte hjem med penge på lommen og byggede de første hoteller i begyndelsen af 1900-tallet, for de var klar over, at netop regionens natur ville blive et attraktivt sted at feriere i.

I dag er turisme blandt regionens største indtægtskilder.

Charlet Vites B&B i Alba di Canazei i Val di Fassa

Charlet Vites B&B i Alba di Canazei i Val di Fassa


Charlet Vites i Val di Fassa

Vi er taget til en af Trentinos smukke dale Val di Fassa, der ligger midt i det storslåede Dolomitterne med de mange takkede bjergprofiler, som i morgen- og aftenlyset giver klippesiderne et helt særligt farvespil. Dolomitterne blev i 2009 en del af UNESCO’s verdens naturarv.

I Val di Fassa ligger landsbyerne med få km. mellem hinanden med hovedbyen Monéa som den største. Så godt som alle landsbyer har lifter op i terrænet. Blandt landsbyerne er den af danskerne så kendte Canazei og det er netop lidt uden for denne by i Alba di Canazei at vi lejer os ind på Hotel Chalet Vites.

Chalet Vites, der på charmerende vis er opført med skæve vinkler og masser af solidt træ, har B&B og tilbyder også massage og wellness i kælderetagen. Og så ligger dette fredelige hotel kun et stenkast fra skibussens stoppested, således at vi hurtigt kan komme frem til gondolerne, som løfter os op til de velpræparerede pister på Dolomitternes skråninger.

Stolelifte bringer os op til betagende udsigter

Stolelifte bringer os op til betagende udsigter


Fassa, Alpe Lusia, San Pellegrino - et samlet skiområde

Vi har lejet ski hos Northland Bike- & Skishop i Canazai og anskaffet liftkort som gælder for hele Fassa-området, hvor der er mere end 230 km. præparerede pister at boltre sig på og som indgår i Dolomiti Superski.

Fra hovedbyen Moena løber en anden dal - Val di San Pellegrino - mod øst og i starten af denne dal, kan vi fra Ronchi tage gondolen op forbi Valbona til Le Cune og indtage Alpe Lusia.

I terrænet er blå og røde pister og her kan alle være med. Flere steder findes her børnehaver, hvor de mindste kan passes og lege trygt i sneen, mens forældrene indtager pisterne.

Uanset hvor man kikker sig omkring, er udsigterne imponerende mod de takkede Dolomitter-bjerge.

Vil man glide hele vejen tilbage til udgangspunktet i dalen, skal man være opmærksom på, at det nederste stykke fra Valbona til dalbunden er en sort piste. Men man kan naturligvis tage gondolen ned fra Valbona.

Fornøjelige pister - også for snowboardere

Fornøjelige pister - også for snowboardere


San Pellegrino passet

Længst oppe i dalen ved Passo San Pellegrino er mulighederne for skiløb endnu større. I dalen findes flere langrendsløjper og i passet prøver vi pisterne på begge sider af dalen.

På den sydvendte skråning tager vi stoleliften Gigante op i terrænet og prøver de blå og røde pister. Igen et sted hvor alle kan være med. Her er også et særligt afsnit for begyndere med en tallerkenlift og en begynderpiste.

På den nordvendte side af passet er udfordringerne større og en stor gondol løfter os op til Col Margherita, 2.513 moh. Udsigten er imponerende mod de takkede bjergtinder vi ser omkring os.

Pisterne er overalt velpræparerede og bredde og vi løber ned til den opdæmmede sø Lago di Cavia. Vandet herfra benyttes til fremstilling af kunstsne i snefattige perioder. Vi er her tidligt på sæsonen og netop dette år er der på denne tid ikke faldet helt så meget sne, som der plejer. Men pisterne mangler ikke sne, det sørger de mange snekanoner for.

Oppe i terrænet er pisterne fornøjelige for både de alpine skiløbene, folk som løber telemark samt for snowboardere.

Vær igen opmærksom på at nogle pister – specielt på vejen ned mod dalbunden – pludselig kan skifte fra rød til sort og derfor være lidt udfordrende.

Nyd solen i sneen

Nyd solen i sneen


Baita Paradiso Refugio

Vi er atter ovre på sydsiden og spiser frokosten på Refugio Paradiso, der er et populært spisested med en stor solterrasse. Cafeteriet byder på lokale specialiteter – herunder lokalt fremstillet pølse, spæk samt ost. Glem ikke at nyde en lokal spumante med sprudlende bobler til din mad…

Efter frokosten skal man tage sig tid til at nyde udsigten og solen, inden turen fortsætter ned over pisterne til dalen.

Sellagruppen set fra Canazei-siden

Sellagruppen set fra Canazei-siden


Rundt på Sellaronda

Sella-massivet eller Sellagruppen er en række helt specielle, fladtoppede bjerge midt i Dolomitterne. Man kan tage en gondol op til Refugio Maria, men man kan ikke løbe på ski ned ad de stejle bjergsider.

Man kan derimod løbe rundt om Sellagruppen af den piste som kaldes Sellaronda. Ruten, der i alt er omkring 40 km, kan tages enten med eller mod uret rundt. Med uret er ruten markeret med orange, og mod uret – som vi tager – er ruten markeret med grøn.

Hele turen rundt tager omkring fem timer incl. transport med de mange lifte, men uden hvil og frokostpause. Føler man, at det er for lang en tur, kan man altid vende om og f.eks. tage den ene vej en dag og så den anden vej den næste.

På ruten rundt Sellaronda er udsigterne betagende

På ruten rundt Sellaronda er udsigterne betagende


Op fra Canazei

Vi begynder i Canazei, men ruten kan startes fra andre af de små landsbyer som ligger rundt omkring Sellagruppen.

Vi tager gondolen op til Pecol og videre op til Belvedere, hvorfra udsigten til hele området er imponerende.

Et langt skiløb fører os ned til landsbyen Arabba, hvor skiene kommer på nakken for at spadsere en kort tur gennem byen til næste lift. Og snart er vi forbi passet Campolongo.

Næste landsby er Corvara, hvorfra vi har fire lifte (20 minutter) som bringer os frem til passet ved Val Gardena.

Her venter en udfordrende sort pukkelpiste, som ikke er særlig bred og derfor meget befærdet, da alle skal ned gennem slugten. Denne del af Sellaronda er ikke for uøvede!

Yderligere lifte og pister bringer os frem til Refugio Salei, hvor frokosten kan nydes på første sal, mens der er levende musik og afterski i underetagen.

I december er dagene korte og solen forsvinder tidligt ned bag bjergene. Snart sænker skumringen sig og det er tid at vende skispidserne mod Canazei og vi er tilbage ved udgangspunktet.

Subaru
Torre La Sal
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt