Azamara Cruice

24.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie på Sicilien, Syditalien

Fra havnen Porto de Levante på den lille ø Vulcano - en af De Lipariske Øer -  er vi gået en time ud ad landevejen og drejet fra, hvor stien går opad. Her er en farvesymfoni af blomster og det første stykke op går vi mellem meterhøje gyvel i fuldt flor, hvor bierne summer i de gule blomster. Men snart er vi oppe i en gold stenørken med en ulidelig stank af svovl.

Krateret på Vulcano

Krateret på Vulcano


Fossa del Vulcano

Vi kommer op på kanten af krateret og kan til den ene side se ned på havnen. Til den anden side ser vi ned i det store krater.

Vi er på den spændende ø Vulcano lidt nord for Sicilien og befinder os ca. 400 meter oppe over havet.

Der er ikke mange fra vandrergruppen, som orker at gå med helt op, men vi skal naturligvis turen hele vejen rundt oppe på kraterkanten.

Rundt på kraterkanten

Rundt på kraterkanten


Gennem svovldampe

Svovldampene står som fra en trykkoger ud af en sprække i siden på krateret og driver hen over stien, vi forsøger at passere.

Vi går lidt ned i Gran Cratere, men stenene under os brænder og vi springer gennem svovldampene for at komme fri af de varme sten og svovldampene.

Også her er der en enestående farvesymfoni, dannet af de kemikalier og mineraler, svovl, jern, kalk etc. der gennem tiden har lagt sig på kraterkanten.

Turen rundt tager ca. 3/4 time og den må ingen snyde sig selv for!

Varme kilder skyller ud i Middelhavet

Varme kilder skyller ud i Middelhavet


Svovlbad i Middelhavet

Tilbage ved havnen er klipperne også farvede af vulkansk aktivitet. Vi giver os tid til at gå op og se nærmere på de flotte formationer.

Nedenfor er der mulighed for at bade i det mælkehvide, svovlholdige vand, der efter sigende er meget sundt. Også i selve Middelhavet strømmer varmt vand ud gennem sprækker og flere bader her - det kunne jo være at man blev lidt ”yngre”!

Men pas på smykkerne, guld og sølv - det tåler ikke ”mosten”.

Det sicilianske landskab

Det sicilianske landskab


Grottacalda

Vi kom til Sicilien for et par dage siden og lagde ud med en vandretur i det smukke område Grottacalda - et kalkholdigt område med mange orkideer og andre blomster i fuld flor.

Turens formål er selvsagt at vandre, men også at få forskellige kulturelle indtryk af Sicilien - ikke mindst de spændende historiske fortællinger og det italienske/sicilianske køkken.

Så frokosten er således tilrettelagt, at vor turleder sørger for indkøb til den daglige picnic, hvor alle så hjælper til med at anrette lækkerierne. Og lækkert er det - men det skulle blive meget "værre".

For nogle er det en udfordring at vade en lille bæk

For nogle er det en udfordring at vade en lille bæk


Monti Madonie - De Sicilianske Alper

I dette storslåede landskab, hvor bjergene bag os er dækket med sne, vandrer vi ad en god bred sti gennem frodige områder - igen med masser af blomster.

Her er en bæk, der flyder hen over stien og eneste mulighed for at komme over, er at vade - med eller uden vandrestøvler. Vandet er ikke dybere, end at vi - med vore støvler - hurtigt kan springe gennem vandet uden at få sok. Andre er mere forsigtige og smider skoene for at gå barfodet gennem vandet.

Det går da også godt for de fleste, men en kvinde er uheldig og glider. Hun slår sig dog ikke og kommer hurtigt op af det kolde vand, men må nu bruge resten af dagens vandretur på at gå sig tør!

Udsigt mod De Sicilianske Alper

Udsigt mod De Sicilianske Alper


Blomsterflor og skilifter

Vandreturen fortsætter over bakker og gennem dale hvor bunden overalt er dekoreret med blomster.

Senere overnatter vi på fjeldhotellet Pomieri i 1.340 moh. – med udsigt til skilifter (på Sicilien!!).

Start ved Mandarinpasset

Start ved Mandarinpasset


Fra Mandarin-passet til Geraci Siculo i Parco Delle Madonie

Denne morgen sættes i af i Mandarin-passet i Parco delle Mardonie, medens morgenskyerne driver forbi os.

Det er nok så køligt, men efterhånden som solen kommer op og får varmet skyerne op, fordamper de og vejret bliver klart.

Snart kan vi se vort mål byen Geraci Siculo, der ligger aldeles malerisk på toppen af en bjergryg.

Nede i byen kan vi få frisk vand fra den middelalderlige kilde, inden vi begiver os op til byens højtliggende borg for at indtage dagens picnic - og få en lille lur!

Barken er skrællet af korkegen

Barken er skrællet af korkegen


Korkegen - et ejendommeligt træ

På vores videre rejse rundt på Sicilien kører vi gennem egeskove - men det er ikke almindelig eg.

Nej, det er korkeg, hvor barken bruges til fremstilling af propper.

Korkegen er vist det eneste træ, der kan overleve, selv om barken skrælles af hele vejen rundt om stammen.

Sti ved Monte Poloritani

Sti ved Monte Poloritani


Tre små landsbyer

Fra hotellet i Taormina - med en pragtfuld udsigt til den smukke ø Isola Belle - kører vi ind i landet til Monte Poloritani, hvor vi spadserer ad landevejen gennem små landsbyer, medens vi bliver belært om de forskellige blomster, buske og træer og ser lidt af den ”almindelige” sicilianers daglige liv - fjernt fra turismens højborg.

Det græske amfiteater i Taormina

Det græske amfiteater i Taormina


Det græske teater i Taormina

Der er tid til at besøge det antikke græske amfiteater i Taormina. Fra parkeringspladsen tager vi svævebanen op og befinder os pludselig midt i et turistmylder.

Vi maser os gennem menneskemængden og ind på teateret, hvor der heldigvis er luft og højt til loftet.

På trods af de mange mennesker er amfiteateret bestemt en flot oplevelse.

Fra toppen af denne overfyldte turistby er der en flot udsigt over Naxos-bugten.

Vandring på Etnas skråninger

Vandring på Etnas skråninger


Etna

I dag skal vi vandre på Etna – vulkanen på Sicilien – så vi kører til Linguaglossa og ser den nord-østlige side af vulkanen.

Her er et åbent landskab med lavatunger og lavamark der efterhånden er helt tilgroet med forskellige græsarter og mos.

Spredt i lommer rundt omkring ligger sne. Her er kæmpemæssige fyr omkring os og også her findes skilifter!

En overdådig picnic

En overdådig picnic


Masser af god mad

Efter knapt to timers vandring er det picnic-tid. Langsomt er vi vænnet til disse overdådige måltider - men nu udarter det sig til et ædeorgie i lækkerier.

Det er dejligt med gode oste, skinke og oliven, søde og tørrede tomater, lækre hvid- og rødvine og mandelbrød og dessertvin m.m. Vi spiser og drikker i næsten fire timer!

Personligt syntes jeg at det tog overhånd - at vandre i to timer og spise i fire - vi er trods alt kommer her for at vandre.

Om det var turlederens mangel på turforslag eller hans misforståede gode hjerte og smagen af god siciliansk mad, der løb af med ham, står ubesvaret hen.

Udsigt fra Taorminas bagland

Udsigt fra Taorminas bagland


Vandreture fra Naxos og Taormina

Efter vandreturene bor vi i en ekstra uge i Naxos og foretager selv nogle mindre vandreture inde på øen.

Bag Taormina går vi op via Castelmola og bestiger Monte Venere, hvor der er en pragtfuld udsigt over området.

På vulkanen Etna

På vulkanen Etna


På toppen af vulkanen Etna

Fra havnen i Naxos kan vi om natten se det røde, lysende skær fra den glødende lava oppe på Etna.

Da vi ikke har set så meget af selve vulkanen på den organiserede vandretur, tager vi på en udflugt for at komme så langt op til krateret som muligt.

Turistbussen kører os til parkeringspladsen 1.915 moh. Her er masser af mennesker og trængsel mellem boder og barer, der mest får tankerne hen på Dyrehavebakken nord for København.

Svævebanen tager os op i godt 2.500 moh. og herfra går det med specielle terrængående busser op i ca. 3.000 moh.

Så tager en vulkanolog over og fører os længere op til de rygende sprækker. Igen med fantastiske farver.

Helt op til den glødende lava kommer vi selvsagt ikke - heldigvis!

Hele området omkring Etna er præget af vulkansk aktivitet med mange mindre for længst udslukkede kratere, som det er spændende at bestige.

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt