| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
På den relative korte tur fra Venedig til Gardasøen skal man ikke snyde sig selv for et besøg i Vicenza. For mange er det måske bare et navn, man har hørt uden at tænke over, at der kunne skjule sig noget værdifuldt bag det.
Byen viser sig at være utrolig spændende. Den lille bykerne frembyder et væld af skønne facader, de fleste bygget af en arkitekt ved navn Palladio i det 16. århundrede, hvor byen havde en vældig opgangsperiode. Ikke mindst fordi der boede mange adelige folk i byen. De ville alle vise sig ved at prale med deres rigdom og på den måde byggede arkitekten det ene flotte hus efter det andet. 17 af de mest storslåede gik desværre tabt i 2. Verdenskrig, hvor bomberne gjorde kål på disse smukke bygninger. Måske er det derfor, at de tilbageværende huse virker ekstra prægtige.
Palladio har naturligvis fået sin egen statue i byen, den står lige ved siden af den store basilika, som dog i dette tilfælde ikke er nogen kirke, men et domhus. Ordet basilika er afledt af det romersk-latinske, hvor det betyder domhus. Facaden er et prægtigt syn, men dens indre er ikke værd at skrive om. Alt er sort og virker meget forfaldent, selv om nogle butikker gør deres bedste for at live op for tristheden. Desværre forgæves. Det formår dog ikke at slette det prægtige indtryk af Vicenza, især det smukke torv. Vicenzas gamle bykerne - såvel som Palladios villaer - er i 1994 optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
Vicenzas historie
Vicenza blev grundlagt af romerne i det 2. århundrede og var under venetiansk herredømme fra det 15. til det 18. århundrede og blev indlemmet i Italien 1866. Palladios bygninger blev rejst efter at arkitekten havde studeret romersk arkitektur. Hans begejstring for denne gav senere Vicenza dens unikke udseende og gav hans byggestil sit navn, og stilen spredte sig til mange andre europæiske byer, ja endda til Nordamerika.
Vicenca blev allerede i middelalderen en industriby og er det stadig, selv om den efter norditalienske forhold med sine 115.000 indbyggere er en forholdsvis lille by. Nøglen til den middelalderlige velstand skyldes forarbejdningsindustrien af guld - og er stadig det største center herfor i Europa. Det kan ses på byens butikker og øvrige virksomheder, de tæller hele 1200 forretninger alene for denne branche.
Camping Vicenza
Camping Vicenza ligger lidt udenfor byen i nærheden af et stort motorvejskryds, men alligevel i rolige omgivelser. Campingpladsen drives i forbindelse med et lille familieejet hotel og selve pladsen ser ud til at have haft en fortid som have.
Selve campingpladsen er udstyret spartansk, men hele hotellets udstyr i form af wellness, internet, sanitære og øvrige installationer står gratis til rådighed for campisterne.
Måltider skal dog betales særskilt.
Læs mere på www.italiantouristoffice.dk og www.vicenzae.org
| Se også... |
|
|