Isabella

1.1.16

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Vintercamping i Italiens imponerende Dolomitter

Jeg har været i Italien en del gange, men om sommeren. Denne gang gik turen til bjergbyen Canazei og så om vinteren. Skicamping og fantastisk mad blev hele turens overskrift.

I Canazei er folk på vej til lifterne

I Canazei er folk på vej til lifterne


Canazei - en smuk bjergby

Selve byen Canazei ligger ca. 1.500 m.o.h., er ikke ret stor og hurtig at overskue. Den ligger utroligt smuk placeret i Val di Fassa (Fassadalen), og har trods turisme bevaret sin oprindelige idylliske atmosfære med smalle gade, antikke huse, cafeer og små specialbutikker.

Med sin beliggenhed på grænsen til Sydtirol finder du en blanding af østrigsk hygge og italiensk kultur med gode vine og skøn mad. To gode ingredienser til ferien ...

Der er godt 2.000 indbyggere, men selvfølgelig masser af turister i højsæsonen, som går fra midten af februar til midten af marts. Før og efter denne periode er der stille og roligt i byen.

Canazei ligger i verdens største skiområde Superski Dolomit, der med et edderkoppespind af lifter og bustransport giver adgang til mere end 1.000 km pister.

Idyl i Val di Fassa

Idyl i Val di Fassa


Turen derned

Du skal regne med to dages kørsel fra Danmark, med mindre du er ”hard-core” bilist. I de fleste tilfælde er der ingen trafikale problemer ned gennem Tyskland, men jo tættere du kommer på Alperne, jo større er risikoen for komme ud for rigtig vintervejr, hvilket kan forsinke trafikken.

Vi var heldige med fine veje, der var ryddet for sne og køreturen gik som planlagt.

Efter Brennerpasset går vejen forbi Bolzano og videre til Ora / Auer. Her kører vi mod vest af vej S48. Vejen svinger og har et par steder en del stigninger, men ikke nogen, der volder vogntoget problemer. Nu er vi lige ved at være fremme. Det er i øvrigt en smuk køretur.

Vintercamping på Camping Marmolada

Vintercamping på Camping Marmolada


Campingpladsen - lige ved liften

Det er let at finde campingpladsen i den lille by. Der er allerede ganske fyldt på den mellemstore plads – primært af italienske fastlæggere.

Vi er fremme sidst på eftermiddagen og finder glædeligt ud af at campingpladsen ligger vis-a-vis med gondolen, der tager skiløberne op i terrænet. Det bedst placerede overnatningssted i hele byen. I morgen går det løs.

De snebeklædte bjerge rejser sig majestætisk over hovederne på os. De første stjerner er ved at dukke op og månen er begyndt sin lange vej over nattehimmelen. Vi stiller hurtigt og rutinemæssigt campingvognen op. I et snuptag er vores hjem klart og vandet til teen koger allerede.

Og der er ikke noget med at pakke ud. Alt det vi skal bruge ligger i campingvognen, på faste pladser, pakket hjemmefra. Skønt.

På telemarkski rundt på Selleronda

På telemarkski rundt på Selleronda


Sella Ronda

Mottoet i Dolomitternes by er, at man ikke har stået på ski i Canazei uden af have kørt de ca. 40 km inkl. lifte, der er hele vejen rundt om det fascinerende Sella-masiv.

Det spiller ingen rolle om du kører med eller mod uret, men start tidligt om morgen, så du har tid til at nyde de landskaber du kommer igennem og ikke mindst besøge de små hytter, der ligger oppe i terrænet.

Vi tager hele turen rundt på telemarkski, hvilket i sig selv er lidt af en kraftanstrengelse. Telemarkski er ikke noget italienerne ser særligt ofte, så vi fik mange opløftende tilråb i løbet af dagen.

Italienerne selv er mere til slalom og pastelfarvede heldragter. De stå helst ikke på ski, hvis det er dårligt vejr og ved dårligt vejr forstås let skyet eller en smule vind. Blå himmel er hvad der skal til, før italienerne synes, det er ordentligt vejr til skiløb.

Opvarmning på skiskolen før start

Opvarmning på skiskolen før start


Husk at varme op

Rent faktisk starter opvarmningen allerede hjemme i forbindelse med forberedelserne til turen. Sørg for at være i nogenlunde form til din skiferie - det gør oplevelsen helt anderledes.

Skiskolen er anbefalelsesværdig til både nybegynder og let-øvede eller hvis du har været væk fra skiløbet i længere tid. Skiskolen i Canazei har italienske instruktører, der taler acceptabelt engelsk. Mindre børn kan tage deres forældre med, i hvert fald den første dag, indtil man som forældre føler sig tryg ved at lade børnene være alene i de 90 minutter en skilektion normalt varer.

Ofte er sprogbarrieren ikke til stede, når det handler om børn. Skiløbet leges ind i de små, der følger efter skilæreren efter princippet ”learn by doing”.

Opvarmningen til en god skidag starter allerede i campingvognen, hvor vi vågner efter en god nats søvn. Sjovt nok har ingen problemer med at sove ...

Før afgang spiser vi et godt og nærende morgenmåltid. Kroppen har brug for masser af energi. Det er en god ide at vente med at gå i bad til om aftenen. Ved at bade vasker man et fedtlag af kroppen, som er med til at man bedre holder varmen - så gå i bad, når du kommer hjem om eftermiddagen.

Så er frokosten i sneen parat

Så er frokosten i sneen parat


Italienerne kan det der med mad

Jeg plejer godt at kunne lide at lave vores mad i campingvognen, men vi fandt hurtigt ud af at standarden på byens italienske restauranter er særdeles høj, og hvorfor så ikke tage den gastronomiske oplevelse med og hygge os med det.

Det italienske køkken er i virkeligheden meget simpelt. Det består af enkelte råvarer, men af utrolig høj kvalitet. Denne sammensætning har gjort italiensk madlavning verdenskendt. Det gode er, at man efter ganske få restaurantbesøg, selv kan begynde at ”lege” italiensk kok. Du kan nemlig let genkende madvarerne i butikkerne, og så selv kreerer en skøn middag hjemme.

Vi finder en lille restaurant anlagt i en tidligere kostald i den helt gamle bydel. Der er lavt til loftet med rustikke bjælker og midt i restauranten står det åben ildsted, hvor stegeretter bliver tilberedt med gæsterne som nysgerrige tilskuer.

Det handler ikke bare om blive mæt - det handler også om at få en god oplevelse. Og det får vi. Der bliver kælet om hver rets detaljer og intet er overladt til tilfældighederne.

Grappaen tager vi hjemme foran vinterteltet, hvor vi tidligere på dagen har bygget en meterhøj snemur i forlængelse af forteltet. Her bruger vi hver aften dagens sidste timer.

At sidde i den frostklare natteluft under millioner af stjerne, er en god måde at afslutte en lang og aktiv dag i det imponerende landskab.

Sneen fjernes fra forteltet

Sneen fjernes fra forteltet


Forteltet, en god ting

Forteltet er efter min mening ganske uundværligt på en vintercampingtur af længere varighed. For det første er det en enorm varmesluse, således at varmen i campingvognen ikke forsvinder hver gang nogen åbner døren. Det er også et dejligt opbevaringsrum til ski og støvler, der ellers kan fylde godt i campingvognens magasiner.

Sydpå vil jeg ikke råde dig til at stille dine ski uden for campingvognen, som man ser så mange gøre oppe på fjeldet.

Hvis vi er mange i vognen, hænger vi også ofte vores skitøj i forteltet, og undgår derved en masse kondens indenfor.

Campingvognen (LMC 580 K) kører med centralvarme og har dobbelt bund i alle magasiner samt vinterryglæn, hvilket giver en god cirkulation rundt i hele vognen.

Stort tag-selv-bord midt i det imponerende snelandskab

Stort tag-selv-bord midt i det imponerende snelandskab


Frokost i det fri

Flere gange om ugen kan man tilmelde sig en frokost i det fri. Det skulle vi prøve. Ved tilmeldingen får vi udleveret et detaljeret pistekort, der viser os nøjagtigt, hvor vi kan finde det veldækkede bord midt i naturen.

Vi finder det uden problemer og sikken et farveorgie af skinker, pølser, oste, brød, frugt, snacks og drikkevarer, der møder os. Vi smører os en kæmpemæssig sandwich, som vi knapt kan gabe over. Og endelig sidder vi der på snebænken og nyder den bedste frokost med udsigt til det imponerende Sella-masiv, der rejser sig lodret 1.000 lodret op af bjerget.

De lyse klippevægge står flot til sneen og den dybe blå himmel. Efter frokosten er der kælkestafet for dem som endnu kan bevæge sig.

Jeg har simpelthen for meget mad i maven til at kunne rejse mig!

Yderligere info

Området Superski Dolomit har:
354 km blå pister for begyndere
708 km røde pister for øvede
118 km sorte pister for erfarne
Højeste skiløb: 2950 m.o.h.
I alt: 1180 km pister at boltre sig på. 478 km kan nås direkte fra Canazei. Resten kræver bus eller bil.

Der er 468 lifte i hele området og 99% af det er stole- eller kabinelifte. Italienerne er ikke meget for træklifte, hvor man ikke kan sidde ned.

Skyer over Dolomitterne

Skyer over Dolomitterne


Subaru
Tamarit Parc Resort
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt