Azamara Cruice

19.4.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Den gamle kejserby Kyoto (2/2), Japan

Vi har haft en god nats søvn på det fredfyldte Hotel Centnovum Kyoto og en udmærket morgenbuffet i hotellets restaurant, der dog viser sig at have alt for lille en kapacitet til en gruppe sultne danskere, hvor nogle medrejsende må vente op mod en halv time, før der bliver plads ved morgenbordet!
Men alle når heldigvis at blive klar, inden bussen kommer for at køre os til første stop på dagens sightseeingtur i Kyoto.

Guldpaladset - et af Kyotos flotteste paladser  - spejler sig i søen

Guldpaladset - et af Kyotos flotteste paladser - spejler sig i søen


Guldpavillonen - Kinkaku

Guldpavillonen er blandt Japans smukkeste turistattraktioner fra middelalderen - opført i den daværende Kamakura-periode (1185-1332)  som privat villa til den afgående shogun Yoshimitsu.

Den treetagers bygning, der ligger i en flot anlagt japansk have, er belagt med bladguld og med en fønix-fugl i bronze på tagryggen. Denne pragtvilla spejler sig i søen - hvilket gør synet endnu flottere.

Efter shogunens død i 1408 blev stedet et zen-buddhistisk tempel indtil en gal munk, som var besat af stedets skønhed, satte ild til bygningen i 1950.

Bygningen blev genopført i 1955 i den originale stil og fungerer ikke længere som helligt tempel - men er i dag en verdenskulturarv beskyttet af UNESCO siden 1994.

Vi spadserer rundt i den smukt anlagte japanske have, der har flere søer i forskellige niveauer, ligesom her fortsat er et buddhistisk tempel med et røgelseskar foran, hvor folk vifter røg på sig for at fordrive eventuelle sygdomme.

Indgangen til hovedbygningen Ninomaru i Nijo-jo borgen

Indgangen til hovedbygningen Ninomaru i Nijo-jo borgen


Nijo-jo borgen - shogunens borg

Det var shogun Tokugawa Ieyasu (1543-1616), der i 1603 lod denne borg opføre som bolig, når en sjælden gang han kom for at besøge kejseren.

Shogunen benyttede også stedet til at modtage besøg af landets lensherrer, som var blevet pålagt at besøge ham én gang hvert andet år - hvilket var en dyr affære for lensherrerne, da de altid skulle have et større følge med.

Her kunne shogunen virkelig vise hvilken rigdom og magt han besad, for skydevægge og dørpaneler i de fem sammenhængende huse er prydet med billeder af eksotiske dyr som f.eks. tigre og sjældne fugle samt billeder af blomstrende kirsebærtræer og flotte pinjer m.m.

På gangen rundt i hovedbygningerne - Ninomaru - spadserer vi uden sko på et knirkende gulv - nej, fløjtende gulv akkurat som fugle, men frembragt af små metaldele under gulvet. Gulvet kaldes da også for ”nattergalegulvet” og skulle udover at imponere også tjene som advarselssignal mod indtrængende fjender.

Der må ikke fotograferes i bygningerne.

I 1867 måtte den sidste shogun i Tokugawa-dynastiet - netop i disse historiske bygninger - overgive den reelle magt til kejser Meiji, der var kejseren, som indførte demokrati og indledte perioden for det morderne Japan, hvorefter tiden for samuraier og shoguner var slut.

Den tilhørende japanske have blev færdiggjort før et kejserligt besøg i 1626 med en flot anlagt sø med klippeøer, som gennem sin skønhed skulle symbolisere Paradis.

Kyoto rådhus

Kyoto rådhus


Frokost under jorden ved Kyoto rådhus

Vi fortsætter til Kyotos rådhus, hvor vi på metrostationen under jorden finder indkøbscentre med masser af restauranter, hvor vi individuelt får noget at spise.

Selve rådhuset er mere interessant udefra end indvendigt - omend der er mulighed for at komme op i rådhustårnet for at få udsigten ud over byen.

Sølvpavillonen set fra højen i det smukke parkanlæg

Sølvpavillonen set fra højen i det smukke parkanlæg


Sølvpavillonen - Ginkaku-ji

Vi haster videre til endnu en attraktion - Sølvpavillonen - der blev opført i 1482 af Tokugawas barnebarn
Ashikaga Yoshimasa (1358-1498).

Inspireret af sin farfars Guldpavillon skulle denne bygning også være en villa, hvor man kunne udleve sit otium.

Men der blev aldrig råd til at beklæde bygningen med sølv - i stedet var det nødvendigt at bruge penge på at opretholde roen gennem våbenopkøb. Alligevel skinner pavillonen - nu af alderdommens patina.

Den omgivende japanske have, der også har en stenhave med sirligt revne mønstre, er tilgengæld en guldskat med små vandløb, vandfald og ikke mindst et bjerg vi bestiger for at se det hele lidt fra oven.

I kunsthåndværkscentret kan man bl.a. købe kopier af samuraisværd

I kunsthåndværkscentret kan man bl.a. købe kopier af samuraisværd


Kyotos center for kunsthåndværk

I Kyotos Handycraft Center, der består af to bygninger hver med tre etager, er der rig mulighed for at købe souvenir - men også dyrt kvalitetshåndværk.

Her er keramik, træarbejder, tekstiler, lak, papir, kalligrafi, perler-  og i den finere afdeling kopier af samuraisværd og små kimonoklædte dukker m.v.

Vi har god tid til at svinge kreditkortene i den store butik, inden vi fortsætter til dagens sidste stop.

Indgangen til helligdommen Fushimi Inari Taisha

Indgangen til helligdommen Fushimi Inari Taisha


Shinto-helligdommen - Fushimi Inari Taisha

Denne shinto helligdom er helt anderledes og en af Kyotos mest levende helligdomme, hvor vi træder ind i området gennem en gigantisk cinnoberfarvet port - en torii.

Folk søger op i komplekset og ind i de tusindvis af mindre torii-porte, der er skænket som gaver til helligdommen. Mange af portene er ofringer til Inari, der er risens gud og en slags skytsengel for handel og håndværk. Portene står så tæt, at de danner en lukket gang op ad bjerget.

Efter en lang dag med masser af indtryk spiser vi denne aften på egen hånd i hotellets restaurant Flore, hvor vi får en supermør bøf og kan forberede os på morgendagen, hvor vi på egen hånd skal på opdagelse i Kyoto ...

Torii-portene står tæt og danner en korridor op ad bjerget.

Torii-portene står tæt og danner en korridor op ad bjerget.


Tamarit Parc Resort
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt