Dayz Resorts

1.10.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Når kirsebærtræerne blomstrer i Tokyo, Japan

Man bliver overrasket første gang man besøger Japan, der pga. sin beliggenhed og sin historie er et helt anderledes land at besøge end de vestlige lande. Og dog er Japan på mange teknologiske områder langt foran vesten, mens store dele af kulturen er præget af ældgamle traditioner og særegen arkitektur. Velkommen til verdens tredje største økonomi ...

Statue af den loyale samurai Kusunoki Masashige ses nær kejserpaladset i Tokyo.

Statue af den loyale samurai Kusunoki Masashige ses nær kejserpaladset i Tokyo.


Et historisk tilbageblik

Japan ligger netop hvor fire af jordens tektoniske plader støder sammen, hvilket for millioner af år siden skabte landet ved at landmasserne blev presset op af havet. Efterfølgende har vulkaner formet landet og det japanske ørige ligger fortsat på et af Verdens mest aktive geologiske steder med mere end 100 aktive vulkaner og 1.000 jordskælv om året.

Også i nyere tid - så sent som i 2011 - skabte jordskælv med efterfølgende tsunami enorme ødelæggelser.

I den seneste menneskealder har japanerne derfor sikret deres nybygninger ved så at sige at bygge dem på ”gummifødder”, der kan modstå selv større jordskælv.

For omkring 40.000 år siden kom de første mennesker til øerne. Det var under istiden, hvor store mængder vand var bundet i isen og vandstanden i verdenshavene var 30-50 meter lavere end i dag. Stenalderfolkene kom fra Sibirien, Kina og den koreanske halvø og etablerede sig forskellige steder som jægere og samlere.

Med tiden voksede befolkningen og der dannedes klaner som bekrigede hinanden om magten over områderne.

Ïndsættelsen af den første kejser fortaber sig i fortidens tåger, men menes at være kejser Jimmu, der i 660 dannede staten Yamato.

I den tidlige middelalder regerede lensherrer i forskellige egne af landet. Ud af det tjenende folk i bondestanden opstod der i 800-årene en bevæbnet hær - samuraierne - der kæmpede som lejesoldater for lensherrerne. Samuraierne, der havde et helt særligt æresbegreb, blev næsten uovervindelige og heraf blev en af de mægtigste generaler enehersker - en såkaldt shogun.

Shogunen fik gennem et diktatorisk militærregime den politiske magt og fik samlet landet, mens lensherrerne måtte underkaste sig shogunatets love og bestemmelser.

Den guddommelige kejser - der var født af solen - og hoffet havde ingen reel politisk magt, men udviklede i højere grad japansk kunst og kultur.

Landets første hovedstad Heijo-kyo - nu Nara - blev etableret i 710, men 84 år efter i 794 flyttede kejseren til Heian-kyo - nu Kyoto - der var hovedstad indtil 1868, hvor byen Edo blev omdøbt til Tokyo og blev ny kejserlig hovedstad, hvilket den er den dag i dag.

En af de betydeligste shoguner var Tokugawa Ieyasu (1543-1616), der efter et altafgørende slag ved Sekigahara i 1600 lagde grunden til fred og vækst i de næste århundreder og isolerede Japan fra omverdenen. Det var kun hollandske og kinesiske købmænd, der fik lov til at drive handel med Japan. Først i 1853 efter amerikansk pres åbnede japanerne atter for samhandel med omverdenen.

Millionbyen Tokyo set fra Metropolitan Observatoriets 42. etage 202 meter over gadeplan

Millionbyen Tokyo set fra Metropolitan Observatoriets 42. etage 202 meter over gadeplan


Millioner af mennesker lever tæt

Japan har ført adskellige krige med deres naboer - Kina, Korea, Rusland - og angreb også USA under 2. verdenskrig (Pearl Harbor) som måtte kaste atombomber over Hiroshima og Nagasaki før kejseren kapitulerede.

Efterkrigsårene skabte ny epoke i Japan, der oplevede en eksplosiv industriel vækst, så japanerne i dag er blandt Verdens førende økonomier.

Med omkring 127 mio. indbyggere, heraf ca. 40 mio. alene i Tokyo og forstæder, er pladsen trang - med trængsel og køer næsten overalt - også fordi 80 procent af landet er bjerge og uvejsomt terræn, hvor det ikke er muligt at dyrke jorden og leve urbant.

Det er bl.a. lidt af alt dette vi bliver introduceret til på denne rundrejse med Vitus Rejser, hvor vi starter i metropolen Tokyo, besøger bjergbyen Takayama og slutter i den gamle kejserby Kyoto.

Japanerne hygger sig under de næsten udsprungne kirsebærtræer i Ueno Park

Japanerne hygger sig under de næsten udsprungne kirsebærtræer i Ueno Park


Hanami i Ueno Park

Vi er fløjet mere end 10.000 kilometer fra København via Amsterdam og gennem natten til Tokyo, hvor vi straks efter ankomsten kører til Ueno Park for at se de mere end 1.000 kirsebærtræer stå i forårets blomsterpragt med hvide og lyserøde farver - den såkaldte Hanami (at se på blomster).

Den lokale guide har sørget for frokostpakker til os og sammen med flere hundrede japaner, sætter vi os under træerne og spiser vores frokost.

Men det ekstraordinære kolde forår i Japan har gjort, at kirsebærtræerne endnu ikke står i fuld flor selv i slutningen af marts. Vi kan alligevel fornemme stemningen ved denne tradition, der i de senere år er blevet et tilløbsstykke også for udenlandske turister.

I Ueno Park findes også Tokyos zoologiske have samt flere museer bl.a. nationalmuseet, museet for natur og videnskab, samt museet for vestlig kunst. Endvidere ligger her flere templer og andre helligdomme.

Nijubashi-broen over voldgraven til det kejserlige palads

Nijubashi-broen over voldgraven til det kejserlige palads


Kejserpaladset i Tokyo

Trafikken er tæt og menneskemylderet ikke til at overse, da vi kører til kejserpaladset, hvor kejseren af Japan bor den dag i dag.

Neden for de tætbyggede skyskrabere ligger en åben park med spredte pinjetræer - der ligner forvoksede bonsaitræer.

Her ses en statue af samurai Kusunoki Masashige, der levede i 1300-årene og loyalt kæmpede for kejser Go-Daigo.

Længere fremme i parken bag en voldgrav ligger det kejserlige palads, hvortil der ikke er adgang, men vi kan se stenbroen Nijubashi-broen fra 1888 og bagved en af de hvide slotsbygninger. Selve kejserpaladset ligger skjult bag høje træer og kan ikke ses.

Det var Shogun Tokugawa leyasu, der i 1590 påbegyndte opførelsen af kejserpaladset, der blev det største palads i Verden for sin tid. Efter bombningen under 2. verdenskrig er det inderste af paladset genopført.

Tokyos regeringsbygning Metropolitan hvor der på 45. etage findes en udsigtsetage

Tokyos regeringsbygning Metropolitan hvor der på 45. etage findes en udsigtsetage


Metropolitan Observatoriet

En dybt bukkende elevatorfører lukker os fra menneskekøen i ind i elevatoren, der på et øjeblik tager os til 45. etage - 202 meter oppe over gadeplan - til observationsplatformen i Tokyos regeringsbygning Metropolitan. Besøget er gratis og på etagen findes café samt souvenirbod.

Gennem store panoramaruder kan vi skue ud over millionbyen med dens utallige skyskrabere og gader på kryds og tværs og kan kun fornemme hvor stor denne metropol er, da de fjerneste bygninger forsvinder i horisonten.

Desværre ligger der denne dag en varmedis over byen, men i klart vejr kan man se helt til det hellige bjerg vulkanen Mt. Fuji, der strækker sin snedækkede top op i  3.776 moh. og dermed er Japans højeste bjerg.

Sushi - en nationalspise i Japan

Sushi - en nationalspise i Japan


Japansk gastronomi tæt på Grand Hotel Tokyo

Hen på eftermiddagen indlogeres vi på det luksuriøse Grand Hotel Tokyo, hvor værelserne på 14. etage godt nok er små, men dejligt komfortable.

Hotellet ligger i bydelen Minato og i kort gåafstand til det 333 meter høje Tokyo Tower og flere restauranter. Lige ved hotellet findes købmandsforretninger, hvor vi kan proviantere øl, vand og snacks m.m.

Denne første aften spiser rejseholdet sammen på en restaurant ikke langt fra Daimon togstationen ca. 15 minutters gang fra hotellet, hvor der serveres et traditionelt japansk måltid med sushi (rå fisk på ris) og soya, friturestegte rejer og grøntsager, kylling og oksekød samt den altid tilhørende skål suppe og en skålfuld ris.

Mestrer man ikke kunsten at spise med pinde, så fortvivl ikke - japanerne ved godt, hvad en gaffel er og hvordan den benyttes ...

I morgen tager vi på guidet tur med metroen til bydelen Asakusa for bl.a. at besøge Tokyos ældste tempel Senso-ji ...

Spæde kirsebærblomster i Ueno Park

Spæde kirsebærblomster i Ueno Park


Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Primo Tours
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt