Jordan: Petra, den glemte by i de røde klipper

I den smalle kløft på vej ind mod Petra

Karavanen bevægede sig langsomt i den kulsorte nat. Kun mælkevejens millioner af stjerne lyste en smule op og gav lidt lys i mørket. Af og til hørtes en svag mumlen fra karavanedriverne, som dels talte med kamelerne og med hinanden, mens kilometer efter kilometer af ørkensand blev lagt bag dem. I timevis bevægede karavanen sig langsomt gennem ørkenen, mens det begyndte at lysne mod øst - et rødligt skær i horisonten varskoede dagens komme. Med lyset begyndte konturerne af det bølgende ørkenlandskab med røde og brune farver at vise sig for de ensomme mænd og deres dromedarer. Ved daggry stoppede karavanen ved en lille oase. Den bestod kun af en brønd og en halv snes palmer i en lille dal. Det var et kærkomment stop, og nu gik snakken lystig blandt driverne, mens der blev trukket en spand livgivende, køligt vand efter den anden op af den lille brønd fra ørkens indre.
De 45 tungt lastede dromedarer drak på tur fra et af de store trug, der stod ved brønden, mens driverne skiftedes til at hente vand op. Efter et par timer var tørsten slukket på mennesker og dyr, og efter et kort hvil på yderligere en time satte karavanen sig igen i bevægelse. Trækdyrene var hovedsageligt lastet med krydderier fra det fjerne østen. Først bragt med skibe til Iran og derefter på kamelryg tværs over den arabiske halvøs uendelige ørkenvidder. Tæt ved den lille oase lidt mod nord ligger bjerget Nebo, som karavanerne passerer.  I følge Det Gamle Testamente var det fra bjerget Nebo, at Moses så ud over det forjættede land. Han har haft en fantastisk udsigt. Dybt nede lige foran bjerget ser man Dødehavet, mod vest kan man i klart vejr se Libanons bjerge, og mod nord det sneklædte Hermon-bjerg på grænsen mellem Israel, Libanon og Syrien, og mod syd kan man også i klart vejr skimte Det Røde Hav.
Efter hvilet ved den lille oase bevæger karavanen sig mod syd, hvor målet er Petra - cirka 100 km borte. Petra er den skjulte by i de røde klipper højt over dalen, der strækker sig fra Det Døde Hav og ned til Aquaba-bugten, der er en lille fjord, som går ud til Det Røde Hav mellem Den Arabiske Halvø og Egypten.

Der skimtes noget mellem den smalle passage

Tiden har stået stille

Ovennævnte øjenvidnebeskrivelse er mange hundrede år gammel. I dag er det ikke kamelkaravaner, der begiver sig til den skjulte by i de røde klipper, men turister i tusindtal. Men på vejen mod Petra kan man stadig møde beduiner - efterkommer af Nabatean-folket, der med deres får og geder fører en trøstesløs tilværelse altid på vandring i det øde og golde landskab efter livgivende græs og vand.

Petra stammer muligvis fra ca. 1000 år f. Kr., men eksperterne kan ikke blive enige om en nøjagtig tidsbestemmelse. Petra er bygget af Nabataean-araberne, som i de røde klipper udhuggede flotte slotte, pladser, templer, boliger og gravkamre.
De var et højt udviklet samfund, der dels drev handel, men også beskyttede de store karavaner, som gik fra Saudi Arabien og ud til handelsbyerne ved Middelhavet, mod røveriske overfald fra de fjendtlige ørkenstammer. Disse karavaner tilbagelagde mere end 2.000 km fra byer og krydderimarkeder i øst til havnene i vest ved Middelhavet.
Nogle af karavaner har måske også haft kurs mod Egypten og det menes, at Kong Salomons karavaner fra Dronningen af Sabas rige langt mod syd også kom forbi Petra.
Nabataean-araberne havde et veludviklet landbrug. Ved hjælp af overrisling og kunstige vandkanaler udnyttede man store områder i ørkenen til frugtplantager og kornafgrøder. Byen havde kun en adgangsvej og var derfor meget svær at indtage, og i det hele taget meget svær at finde – ja, næsten umulig.

Da Romerne kom til Mellemøsten ca. 50 år e. Kr. blev Petra knyttet til det romerske verdensrige som en provins. I denne periode blev flere bygninger i romersk stil opført, bl.a. en lang hovedgade med søjlegange samt et stort romersk amfiteater, som havde plads til ca. 4.000 mennesker. Efter at handelsruterne ændrede sig, mistede Petra sin betydning, dog byggede korsfarer et fort engang i det 12. århundrede.

Al-Khazneh (Skatkammeret)i Petra

Genfundet i 1812

Men herefter blev Petra "glemt af verden" i mange hundrede år, og først i 1812 blev byen ved et tilfælde opdaget af en svejtsisk opdagelsesrejsende.
I dag står Petras røde bygninger og fortæller om Nabataean-folkets storhedstid og om en kultur, der er gået til grunde. Man vil i al evighed undres over den mytisk, som hviler over hele Petra, der stadig har indgangen med de smalle klippeformationer op mod den blå himmel, som har været en naturlig forsvarsstilling mod indtrængende fjender.

Efterhånden som vi trænger længere og længere ind i slugten, bliver vi mere og mere forbavset og betaget over de fantastiske farvemosaikker i klipperne, samt de mest mærkelige formationer. De forskellige lag i klipperne er enkelte steder så regelmæssige, at de minder om årene i mahogni-træ. Slugten slynger sig i ålesving ind gennem de røde klipper, hvor mørke og lys står i skarp kontrast til hinanden.

Efter ca. 40 minutters vandring stopper vi dånende op. Lige foran os - gennem den snævre klippegang - ser vi halvdelen af en høj bygning. Vi går lidt videre og pludselig udvider slugten sig og vi står på en åben plads over for en udhugget klippevæg med en ca. 45 meter høj bygning - Al-Khazneh (Skatkammeret) - som er Petras mest udsøgte bygning. Inde i klippen er udhugget nogle få store og mindre rum. Denne bygning har øjensynlig været brugt som et slags toldkontor og modtagelsesbygning.

Fint udskåret paladser og gravsteder i de røde klipper

Det næste vi kommer til er den naturlige skakt, som fører ind til selve byområdet. Skakten er meget snæver og på nogen steder 300 fod eller mere dyb. Vi er nu kommet ind i Petras centrum og rundt omkring - hugget ind i klipperne - ser vi paladser, boliger og grave. Midt i byen ligger det store og ret stejle romerske amfiteater, som er velbevaret.

Når jeg står her på den lange brolagde hovedgade med søjlegangen, alene i den dybe stilhed, så kan jeg nemt forstille mig, en af folkets hære komme hjem fra et krigstogt og blive modtaget i triumf af befolkningen. Jeg kan ligefrem hører suset fra jublen blandet med den regelmæssige takt fra fødder mod brolægningen.

En af Petras højeste bygninger er en tre etagers høj struktur, som man mener, har været en kopi af et romersk palads. Indvendig i denne findes kun nogle ganske få rum, alle helt nøgne og tomme.

For at komme op til Petras største bygning, må vi begive sig på en lille smule farefuld, men farverig og interessant bjergbestigning op i de røde klipper. Pustende og stønnende efter klatreturen i varmen, kommer vi op til toppen af klippeformationerne. Her har vi så klostret Ed Dir, som er 165 fod høj og 145 fod lang. Man mener at den dels har været brugt som tempel, dels som kristen kirke, da der er udhugget kors på væggene i det lille rum, som findes i bygningen.

I Petras findes templer, boliger (huler) og gravpladser

Tiltrækning

Her fra toppen af de røde klipper har vi en strålende udsigt ud over den arabiske ørken og højland mod øst. Mod syd og vest gennemskærer den store dalsænkning, som forsætter ned gennem Jordan fra Dødehavet, terrænet.
På den anden side af denne kæmpemæssige niveausænkning har vi Negevørkenen i Israel.
Toppen af de røde klipper kan ses fra Israel og mystikken om klipperne har lokket flere israelere til at foretage en farefuld ekspedition over grænsen tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Mange fuldførte ikke deres eventyr, da de blevet dræbt af jordanske soldater eller hyrder, som fra tid til anden gennemkrydser de ellers mennesketomme områder.
Man forstår fuldt ud "de røde klippers" magiske tiltrækningskraft, når man først engang har set dem og gået rundt blandt fortidens bygninger, med en underlig følelse af ærbødighed og beundring for disse menneskers høje og lærerige kultur.