Royal Caribbean

11.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Øerne Sao Vicente og Santo Antao, Kap Verde

Vi skal endnu engang i luften og flyver denne gang en lille timestid mod nordvest til São Vicente. Da vi lander er her frygteligt blæsevejr og selv om vinden er stærk, er varmen og fugtigheden næsten ikke til at holde ud.

Udsigt fra fyret ved Ponta do Farol

Udsigt fra fyret ved Ponta do Farol


São Vicente

Vi skal endnu engang i luften og flyver denne gang en lille timestid mod nordvest til São Vicente. Da vi lander er her frygteligt blæsevejr og selv om vinden er stærk, er varmen og fugtigheden næsten ikke til at holde ud.

São Vicente er en lille ø på 227km2 og efter en kort køretur i bus er vi kommet gennem en flad, gold stenørken til luksushotellet Foya Branca.
Her er værelserne store og frem for alt er her aircondition.

Efter frokost vil vi gå turen ud til det lille fyr ved Ponta do Farol - en ca. ½ times gang. Men blæsten er for stærk til at det er forsvarligt at kravle på de stejle klipper, hvor der kun et enkelt skridt mellem klippestien og stranden eller havet nedenfor. Det er ingen skam at vende om i tide!

Så forsøger vi en tur langs stranden, men vinden hvirvler sandet op og de små skarpe krystaller skær os i benene, som var det små knive.

Vi søger læ inde på hotellets område og benytter dagen til at slappe af under palmerne - tæt på en af de tre svømmepøler hotellet har.

Vi kan tage hotelbussen på egenhånd ind til hovedbyen Mindelo, men orker det faktisk ikke i det blæsevejr.

Gods på kajen i Mindelo havn

Gods på kajen i Mindelo havn


Santo Antão

Tidligt næste morgen forlader vi hotellet og bliver kørt til Mindelo, hvorfra færgen går til Santo Antão. Det er altid spændende at følge livet på en havnekaj, men vi er hurtigt sejlklare og finder os tilrette på øverste dæk i det blæsende vejr.

Det tager ca. 1 time at sejle mellem øerne og medens vi betragter klipperne forsvinde og komme, basker flyvefiskene hen over havoverfladen nær skibet.

Et goldt landskab

Et goldt landskab


Goldt og varmt lavalandskab

Fra byen Porto Novo bliver vi - sammen med vor gode, engelsktalende guide Noberto - kørt op gennem endnu et tørt, goldt og uhyggeligt varmt lavalandskab.

På siden af vejen ligger sten og atter sten og længere væk står de mest farvestrålende vulkansøjler i alle røde og brune nuancer. Vejen vi kører på er brolagt og blev etableret i 1962 til 1972 og er en af de nyeste på øen, der forbinder syd med nord.

Højt over os kan vi se pinjeskoven rejse sig som tegn på at vind og skyer - og dermed væde - kommer fra nordsiden af øen.

I bunden af Cova krateret er her frodigt

I bunden af Cova krateret er her frodigt


Cova krateret

Vores vandretur går rundt om dette enorme krater, hvor kapverdianerne har udnyttet den frugtbare jord i bunden til deres små landbrugslodder.

Da vi har passeret krateret, kommer vi til et sted, hvor en naturlig kilde med underjordisk vand er gjort tilgængelig. Vi ser vandbilerne komme og fylde vand på deres tanke. Og her betaler man for vandet.

Men ca. et halvt hundrede meter længere oppe ad kraterkanten, kan bønderne gratis hente rent kildevand og der går vi op. To mænd er netop ved at fylde dunke, som de spænder på deres æsler og vi får lejlighed til selv at fylde vore vandflasker. Og vandet er faktisk friskt, rent og velsmagende.

Så går det videre opad mod passet, der fører ned til Poúl-dalen.

En helt fantastisk sti fører ned i Poul-dalen

En helt fantastisk sti fører ned i Poul-dalen


Hængende sti på bjergsiden

Oppe i passet, ca. 1.200 moh., ser vi pinjens betydning for øens vandforsyning. Skyerne der driver op fra Paúl-dalen afsætter vandmolekyler på træets nåle og efterhånden som væden fortættes, samles den som små dråber, der, når de er tilstrækkelige store, falder til jorden som regn. Underligt at sidde under et træ hvor det regner, medens det uden for træets krone er knastørt!

Ind mellem skyerne kan vi se ned i Paúl-dalen og følge æselstien, der som en serpentinevej snor sig nedefter, hængende på den stejle klippeside. Men vi kan ikke se bunden. Viden om højden, den smalle, luftige sti og det at tågen gør det umuligt at se bunden, bevirker, at en af vore kvindelige vandrekammerater pludselig får højdeskræk. Hun fatter dog mod og kommer ned ved hele tiden at skygge med den ene hånd for sine øjne, så hun ikke kan se ”afgrunden”.

Udsigt til dalbunden

Udsigt til dalbunden


Ned i et frodigt landskab

Og her er stejlt. Et ufatteligt bygningsværk at etablere denne brolagte sti, som i ret linie ikke er meget mere end ca. 2 km, men som snor sig godt 6-7 km nedad.

Et stykke nede spreder skyerne sig og vi kan for første gang se frodigheden i denne dal og har også udsigt til havet mellem bjergene længere væk. Rundt langs bjergvæggen er her etableret vandingskanaler - levadaer, som kendes specielt fra Madeira - der leder vand til de små jordlodder, som findes på de mange små terrasser på bjergsiden, møjsommeligt skabt gennem generationer. Her dyrkes bananer, papaya, brødfrugt, søde kartofler, kål samt andre grøntsager, og sukkerrør. Masser af sukkerrør.

Blomsterpigen

Blomsterpigen


Mødet med blomsterpigen

En lille pige i fint, rent tøj kommer os i møde. Hendes hår er fint flettet. Hendes store mørke øjne ser livligt og undersøgende på os. Hun smiler ikke og virker nærmest betuttet over at se alle disse mærkelige, blege mennesker, der med deres store vandrestøvler kommer til hendes lille by og bryder hverdagens monotoni.

I sin hånd har hun to små lyserøde roser og rækker den ene ud til Allis. Den vil hun meget gerne have, men den lille kønne og charmerende pige skal først fotograferes. Hun stiller beredvilligt op og jeg kvitterer med en kuglepen. Så sætter hun og Allis rosen fast i brystremmen på rygsækken. Der hænger den sikkert og fint.

Jeg sætter mig på hug foran den lille pige og rækker min håndflade ud mod hende, men hun forstår ikke, hvad jeg vil. Så vender jeg tommelfingeren opad - ”top” - og den lille piges hånd knyttes og rækkes forsigtigt frem med tommelfingeren opad - ”top”. Der er kommunikation.

Jeg prøver igen at give hende min håndflade og forsigtigt lægger hun sin hånd i min. Jeg er helt solgt!

Senere hører jeg, at en af mine vandreveninder, Nanna, også har fået en rose, men havde tabt den og først opdagede det, da den lille pige kom løbende 100 meter efter hende for at give rosen igen.

Hvem vil ikke have en lille pige fra Paúl–dalen? Muligheden for sponsorering af en pige kan ske gennem Børnefonden, der har gode erfaringer med hjælpearbejdet netop på Kap Verde.

Vi prøver den lokale snaps - Grouge

Vi prøver den lokale snaps - Grouge


Grouge - på lokal vis

I byen Passagem gør vi holdt ved det lokale destilleri, hvor man efter alle kunstens regler fremstiller den lokale snaps - Grouge. Her er rig lejlighed for at smage de forskellige snapse, hvilket gør resten af turen til ren leg!

Men nu kommer busserne og vi køres de sidste kilometre ned via Ribeira Grande og videre til øens nordligste punkt Ponta do Sol, hvor vi indlogeres på Hotel Blue Bell.

Det er et dejligt hotel midt i den lille by. Men der er ikke aircondition på vort værelse, som heldigvis vender ud mod havet hvorfra en frisk vind står lige ind gennem vor åbne dør til altanen. De der bor i læsiden, må lide under varmen med en cirkulator!

Vandring langs den barske kyst

Vandring langs den barske kyst


Langs havet til Cruzinha da Graca

Efter morgenmaden starter vi ud fra hotellet og finder stien op langs kysten. Det bliver en flot tur igen på brolagt æselsti, som visse steder hænger ret så luftigt på siden af klippen.

Men det er et goldt landskab at vandre i. På vor venstre side rejser lavaklippen sig højt over os i alle tænkelige farver og formationer – eroderet gennem tusinder af år af vind og vejr.

På vor højre side har vi havet og den friske vind blæsende på os, så turen bliver meget behagelig.

Ind i mellem støder vi i bunden af en ribeira - kløft - på små mere eller mindre isolerede bysamfund. Eneste vej til verdenen uden for disse byer er denne fantastisk anlagte æselsti. I bunden af ribeiraen rinder en lille flod, der er grundlaget for det livgivende i dette ellers meget golde landskab. Enkelte steder ser jeg vand fremført via lavadaer.

Børnene holder frikvarter i byen Corvo

Børnene holder frikvarter i byen Corvo


Indavl i byen Forminguihas

I den lille by Corvo - som ligge aldeles pittoresk - har børnene frikvarter og pigerne hinker om kap, medens drengene udfolder sig med fodbold på byens lille tov.

Efter en lille pause fortsætter vi og kommer til byen Forminguinhas. Det er øde egne vi vandre i og desværre ser vi flere gange resultatet af indavl. Tæt beslægtede familiemedlemmer finder sammen og får børn, der ikke får et normalt liv.

En kvinde henvender sig til os, medens vi sidder på byens tov og spiser. Hun tigger mad. Men trods Nobertos besked om at forlade os, bliver hun stående og stirre på os med sin tunge hængende ud af munden.

Sort lavasand på stranden

Sort lavasand på stranden


Den flotteste vandretur på Kap Verde

Med os har vi - ikke særligt opfindsomt - igen tunmad. Denne gang hele to stykker! Det er dog ikke den større appetit vi har, men ned kommer da det ene stykke. En fatal mundfuld skal det senere vise sig at blive!

Turen langs kysten frem mod byen Cruzinha da Graca er, synes jeg, den flotteste af vandreturene på Kap Verde - om end her ikke er meget grønt at se på. Men havet og lavaformationerne. Det blå-grønne hav, der med enorm kraft slår mod klipperne neden for os. Enkelte steder er der huller i lavaklipperne, og når vandet rammer hen over disse klipper, presses vandet med et utroligt brag ud gennem hullerne som en udånding fra en hval. Et fantastisk skue.

Et sted kommer vi helt ned på stranden hvor sandet er kulsort. Her er der lejlighed til at bade, men det bliver kun til lidt sopperi. En lise for varme, trætte vandrefødder!

Udsigt fra værelset

Udsigt fra værelset


En slem tun

Under aftenens middag kan jeg mærke, at der er noget galt. Jeg har ingen appetit og lader det meste af maden stå. Så kan jeg se, at der også er noget galt med Allis og vi forlader restauranten. Ude i receptionen går det galt og vi når lige at komme ud foran hotellets dør, da alt kommer op. Portien sættes ind i situationen og vi går skyndsomt op på værelset, hvor ”festlighederne” fortsætter. Længe ligger jeg i min seng med smerter i maven, men regner med at det nok går i sig selv. Men tidligt næste morgen er det min tur til at kaste op.

Morgenbordet er tyndt besat næste morgen og værtinden går fortvivlet rundt med en bøtte te - som skulle være godt for maven. Langsomt går sandheden op for os. Flere af vore rejsekammerater ligger syge på værelserne - eller rettere sidder på wc'et.

Vi får hurtigt indkredset ”synderen”. Tunmaden fra i går. Hvor smart er det egentligt at give os (fordærvet?) tun med som madpakke, når den skal ligge i en rygsæk i mere end 30 graders varme det meste af en dag? Må vi fremover bede om tomater, agurk og ost - eventuelt skinke? Og mere frisk frugt.

Udsigt ved Delgadin

Udsigt ved Delgadin


Vandring fra Corda til Coculi

Dagens vandretur bliver i sagens natur noget reduceret. Værten på Hotel Blue Bell yder en helt enestående service ved at alle de syge kan forblive på deres værelser hele dagen og således komme til hægterne.

Selv overvejer jeg også at blive tilbage - efter at jeg igen efter morgenmaden måtte ofre. Men turen er ret kort - tre - fire  timer, så jeg tænker, at den gås hjem ”på rutinen”.

Vi kører op gennem den smukke bjergvej mod Delgadin, hvor en af de smukkeste udsigter udover bjerge og dale venter os. Fremme i Corda sættes vi af og vandrer på bjergryggen nedad mod Coculi. Naturligvis er enkelte af os mærket af nattens hændelser, men det går, om end det er anstrengende at gå nedad i flere timer.

Børnene vil så gerne fotograferes

Børnene vil så gerne fotograferes


Fra frisk bjergluft til lummer hørm

Første del af turen er meget flot og fin i den friske bjergluft, men efterhånden som vi kommer længere ned i dalen og ser de første huse, rammer stanken af dyr, mennesker og møg os. Her har det ikke regnet i mere end et år og alle venter på at den livgivende regn skal komme og skylle skidtet væk.

Nede ved byerne ligger gammelt affald, plastik, papir, flasker og organisk affald som skræller og gammel frugt og stanken fra husene er ulidelig. Måske er jeg særlig sensitiv i dag?

Inde i byen kommer ungerne os stormene i møde. De vil fotograferes og gerne se billedet direkte efter på det digitale kamera. Og naturligvis skal de have lov til denne lille glæde.

Vi når ned i den tørre del af dalen og går den sidste kilometer ud stil landevejen, hvor bilen skal komme og hente os. På en lille bar kan vi få slukket tørsten, medens vi venter. Lige ved siden af får jeg nok turens største overraskelse. En lille købmand viser sig at være et fuldt udstyret moderne supermarked med kølebokse, dybfrost og et udvalg af varer, en dansk købmand kun kan misunde. Og så her på Kap Verde. Det var en overraskelse!

På sejltur

På sejltur


Frisk havluft

Tilbage på hotellet venter vore kammerater – nogle bedre end andre – og vi har en god time til at skifte tøj og gøre os klar til tilbageturen af samme rute som vi er kommet hertil. Men nu bliver andre syge! Forgiftningen slår lidt forskelligt igennem. Det er vist kun en af deltagerne, der går fri!

Vandreturene er forbi for denne gang og vi skal tilbage, hvor vi kom fra - og hjemrejsen indledes.

Under færgeoverfarten tilbage mod São Vicente hviler jeg mig i en af køjerne på øverste dæk, medens jeg nyder den friske havluft.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på Hotel Foya Branca og efter et velfortjent bad hviler vi os lidt, men opdager at klokken er over midnat, da vi vågner og har fortrængt alt om den fælles middag i restauranten.

Musikerne spiller på Restaurant Atlantis

Musikerne spiller på Restaurant Atlantis


Badedag på Sal

Næste morgen er der god tid til morgenmaden, inden vi igen flyver tilbage til Sal. Vi har intet hotel, for vi skal videre i aften mod Lissabon, så vi køber os et badelagen og slapper af ved pølen på Hotel Morabeza. Andre går på opdagelse i byen.

Hen under aftenen mødes vi til den afsluttende middag på Restaurant Atlantis - et dejligt næsten afrikansk lodge-agtig åbent sted helt ned til stranden.

Medens musikerne synger og spiller, serveres der en flot 3-retters menu, inden vi ved midnatstid atter er i luften på vej hjemad efter nogle oplevelsesrige dage på Kap Verde.

Campingferie 650,-
Subaru
Primo Tours
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt