Azamara Cruice

1.1.16

Af: Lissen Jacobsen Fotograf: Lissen Jacobsen
Bogmærk eller del
 

Et ganske særligt hus i Nairobi - Karen Blixen Museum

Dette afrikanske hus har speciel interesse for danskere. Engang var det hovedbygningen på Karen Blixens kaffefarm. Hendes hjem på kaffefarmen blev museum for 25 år siden.

Karen Blixens Hus i Nairobi

Karen Blixens Hus i Nairobi


Karen Blixens legendariske afrikanske farm

Vi ankommer en lettere regnvåd formiddag til Karen Blixens legendariske afrikanske farm i udkanten af den kenyanske hovedstad Nairobi. I Blixens tid var det langt uden for byen i Ngong Hills, som på de højeste toppe befinder sig 2.700 meter over havet.
Det er et stateligt hus omgivet af grønne plæner. Ude i kanten står nogle af de gamle landbrugsmaskiner og længere væk ligger det gamle kaffetørringsanlæg.
Den senere verdensberømte danske forfatter ankom til Kenya, dengang British East Africa, i 1914 for at gifte sig og blive baronesse Blixen. Sammen skulle de etablere kvægdrift og mejeri, men hendes mand, Bror Blixen, overtalte hende i stedet til at dyrke kaffe. Han var dog ikke selv interesseret i at deltage i arbejdet, og jorden var faktisk for sur til kaffe. Enten var der for meget eller for lidt regn, og mange andre ting gik galt, så kaffen blev aldrig ”det nye guld” for Karen Blixen.  
Men hun elskede sin farm, der siden blev så berømt. Først gennem hendes bog ”Den Afrikanske Farm”, der først udkom på engelsk som ”Out of Africa” og i 1937 på dansk.
I bogen skriver hun begavet og bevægende:
”Vi dyrkede kaffe på min farm. (...) Vi var aldrig nogensinde rige på farmen. Men en kaffeplantage er et foretagende, som får tag i de folk, der giver sig af med den og ikke slipper dem fra sig igen. Der ligger altid store arbejder lige for hånden i plantagen, ja man er som oftest lidt for sent på det med dem” (...) Midt i det vilde landskab ser et stykke regelmæssigt anlagt og plantet land godt ud. Senere hen, da jeg fløj i Afrika og lærte min farms udseende at kende fra luften, blev jeg bestandig slået med beundring ved synet af selve min plantage, der lå så regelmæssig og frisk grøn midt i vildnis, slette og urskov”.    

Sengen

Sengen


Filmselskab gav penge

Da filmen ”Out of Africa” kom i 1985 med Meryl Streep som Blixen og Robert Redford som hendes elskede, Denys Finch-Hatton, blev farmen og Blixen atter verdensberømt.
Filmen blev anledning til, at farmens hovedbygning endelig kunne etableres som Karen Blixen Museum. Nu er adressen Karen Road  og museet ligger i en meget veltrimmet, velhavende i en eksklusiv forstad til Nairobi, og selve kaffeplantagen er nu 18-hullers golfbane. Her i området har Karen Blixen altid været en stjerne og er det endnu.
”Out of Africa” blev en meget stor succes og fik flere Oscars, bl.a. som årets bedste film i 1985. Det skabte enorm interesse for stedet, som en komité med danske Tove Hussein i spidsen længe havde interesseret sig for at åbne som museum.
Huset var en del år forinden blevet købt af den danske regering og overdraget til Kenya, da landet blev selvstændigt i 1963. I årene 1966 til 1984 var det husholdningsskole.
Men så opstod denne oplagte mulighed, og filmselskabet Universal Pictures gav endda 5.000 dollars til restaurering af huset. Desuden havde Universal gjort en stor indsats for at skaffe de originale møbler tilbage og fik ellers lavet nøjagtige kopier.
Karen Blixen havde solgt det meste på en auktion, inden hun rejste derfra i 1931, men en stor del blev doneret tilbage af køberne i forbindelse med filmen. De indendørs filmoptagelser foregik i det første hus, som parret Blixen boede i, tæt ved det nuværende, mens de udendørs optagelser fandt sted i bl.a. det enorme vildtreservat Masai Mara, som mange danskere kender fra safarirejser.

Karen Blixens rejsekuffert

Karen Blixens rejsekuffert


Originale møbler og kopier

Man bliver bevæget af at gå gennem rummene. Guiden fortæller løst og fast om hovedpersonen og om hvilke møbler, der er fra filmen, og hvilke der er originale. Det store spisebord med kongeligt porcelæn er fra filmen, ligesom bøgerne er det, for Karen Blixen tog alle sine bøger med hjem. Det samme gjorde hun med den oprindelige grammofon, som hun havde fået af sin elskede Denys Finch-Hatton. Han var død i et flystyrt i 1931, det samme år, som kaffefarmen gik endeligt fallit, og hun rejste hjem. Hun var for længst blevet separeret fra Bror Blixen, som var rejst hjem og døde i 1946.
Selv levede Karen Blixen til 1962 og blev 77 år.  

I huset står også en lille Corona-skrivemaskine, som hun brugte, for hun skrev igennem de mange på ”Den Afrikanske Farm.” Her er også en telefon, men den var ikke i brug, for der var slet ingen telefonlinje til farmen dengang og heller ikke elektricitet.
Kukuret, chatollet og skabene er de originale, og det samme gælder mahognivæggene. Kunstneren bag nogle af de gode malerier er Karen Blixen selv. Gulvet er af nyere dato, for det gamle blev ædt op af termitter, og tøjet er ligesom leopardskindet i det fine soveværelse fra filmen. Isbjørneskindet fra Karen Blixens tid i huset befinder sig i Danmark.

Guide viser kaffebønner ved Karen Blixens hus

Guide viser kaffebønner ved Karen Blixens hus


Åbne døre

Karen Blixen havde også et pengeskab, for hun havde 700 ansatte, der skulle have løn. Hun tog sig godt af dem. Arbejderne fik medicin, når de var syge, og hun etablerede undervisning for deres børn, etc..
”...jeg holdt af de indfødte fra den første dag, jeg mødte dem i Afrika. Det var en stærk, ubetvingelig følelse, der omfattede begge køn og alle aldre (...) Jeg sagde farvel til hver enkelt af mine folk, og da jeg gik ud, efterlod de, som ellers var blevet oplært til at lukke alle døre, døren på vid gab bag mig. Det var en særpræget, stor indfødt gestus, som om de enten mente, at jeg nok kom tilbage igen, eller også ville understrege, at der nu ikke mere var noget som helst at lukke husets døre for, de kunne gerne stå åbne.”

Karen Blixen kom aldrig tilbage til sine elskede Ngong Hills eller Afrika i det hele taget.
Men på Karen Road lever mindet om hende.
Museet har ca. 50.000 besøgende om året.

Giraffer i Nairobi National Park

Giraffer i Nairobi National Park


Safari i Nairobi National Park

Ikke langt fra Karen Blixen Museum ligger Nairobi National Park, som rummer alle de dyr, man ellers rejser ud på savannen for at se, så har man begrænset tid, kan man i stedet bruge en dag her. Billetter kan f.eks. købes hos TAS, Tour Africa Safaris.
Samme firma arrangerer rigtige safarier, hvilket i høj grad kan anbefales. Reservatet Masai Mara ligger en (spændende) dagskørsel fra Nairobi. Her kan man indlogere sig på en lodge i nogle dage, hvorfra man hver dag tager på ”game drives”, eksempelvis tidligt om morgenen og sent på eftermiddagen. Chaufførerne er også guider og kender hver en meter af savannen og bushen, og de ved, hvor de forskellige dyr gerne holder til.
TAS har mere end 30 års erfaring.  

Kenya er varmest fra december til midt i marts, hvor den lange regntid starter. Den varer gerne ved til ind i juni, og den korte regntid er omkring november. Man ser flest dyr i juli og august, hvor de vandrer mellem Masai Mara og Serengeti i Tanzania.

Tamarit Parc Resort
Outwell
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt