Kenya: Safari i Masai Mara National Park

Ikke alle veje er lige behagelige i Kenya

Vi skyder genvej og sparer derved en del tid og kilometre – men vejen vi kører på er grusom. Disse støvede ler/grusveje – er mit kameras fjende nr. to efter regn, og kameraet pakkes godt af vejen, da det ikke kan undgås at der kommer støv og skidt ind gennem de åbenstående vinduer som udgør eneste ventilation i bilen.
Men den vej, vi nu rumler hen over, er ikke alene under al kritik, den kan være livsfarlig at køre på. Det er ren ler, som trafik og kraftige regnbyger gennem årene har eroderet flere metre ned i forhold til det omkringliggende terræn. På begge sider af vejen skærer dybe fuger sig ned som var det grøfter. Et sted er en bus gledet ud over en sådan grøft og står nu urokkelig fast støttende på undervognen, medens hjulene svæver frit i grøften. Jeg er lykkelig over at det ikke regner!

I dette frugtbare landskab, hvor der virkelig høstes store mængder korn og majs, er det en gåde at man ikke for længst har etableret ordentlige veje så fragt af korn, grøntsager, dyr og mennesker – herunder børn til og fra skole – kan ske på en forsvarlig måde. Men vor chauffør Christoffer kender vejen og har kørt her mange gange. Koncentreret sidder han og flår i rettet med højre hånd for på bedste vis at holde sig i venstre side af vejen for øjeblikket efter at slå et svaj over i højre side og undgår derved de værste huller – alt medens gearskiftet uafladeligt kører op og ned mellem 2. og 3. gear passet med venstre hånd. Noget af en præstation!

Gaten til vildtreservatet Masai Mara

Vi når frem til porten ind til Masai Mare Vildt Reservat og tilbagelægger de resterende 60 km inde i parken på gode, støvede grusveje. Men vejskilte er her ikke mange af. Jeg vil sige, at man nærmest skal være stedkendt for at finde vej. Og her er mange veje. Hovedveje. Veje parallelt med hovedvejene. Tværgående og snoede veje. Godt at jeg ikke selv er chauffør, men kan læne mig tilbage og blot slappe af.

Flere steder ser vi masaihyrder drive med deres kvæg, men vi har fået at vide, at al fotografering er forbudt. Ikke noget med at prøve i smug. Hvis det opdages risikerer vi at der kastes sten efter bilerne.

Mara Fig Tree Camp er en rigtig lækker safarilodge

Flot teltlejr

Midt på dagen er vi fremme ved Mara Fig Tree Camp. Vi sættes af og går over en bro, hvorunder der løber en lille flod. Nedenfor på en sandbanke er tydelige aftryk efter en flodhest!
Campen er en lodge med flere sammenhængende bygninger - restaurant, bar og ”slap-af-stue”. Men det særlige her er de mange telt-huse, der står placeret på kanten til floden, som løber hele vejen rundt om campen. Hvert telt har en lille terrasse, et værelse med to senge og indbygget garderobe samt et tilstødende muret badeværelse med toilet. Og så er her intet myggenet. Er vi i malariafrit område?
Teltet er forsynet med en kraftig lynlås, som skal lynes hver gang vi forlader teltet, dels for at undgå aberne, men også for at udelukke eventuelle kryb.

En grøn slange faldt ned fra oven

Besøg fra oven

Vi får etableret os og går derefter i gang med den ventende buffet. Denne indtages udendørs i det åbne afsnit af restauranten – nærmest indrettet som en gårdhave. Under de skyggefylde træer er opsat en række runde borde med en parasol i midten, der dækker hele bordet – og lidt til.
Omkring os er fuglene ivrige efter at få fat i de brød, der står på bordene og tjenerne har travlt med at skræmme fuglene væk. Vi sidder således 8 personer omkring et af disse runde borde og nyder frokosten, da jeg pludselig hører et dump på parasollens teltdug lige over mit hoved, og et øjeblik efter farer min veninde ved siden af mig op, da der falder en grøn slange på godt en meter ned lige bag min ryg. Godt at jeg sidder under parasollen!
Der opstår lidt panik da alle springer op på ordet ”slange” og nogen ser forfærdet til, medens et par tjenere kommer springende. De forsøger at genne slangen væk, men den er hurtig og nærmest springer op på en af de forladte stole og snor sig ind og ud mellem ben og stoleryg.
Alle har forladt bordet, men jeg når at få denne uventede situation foreviget, inden tjenerne får jaget slangen op i et træ. Og så går diskussionen om hvad det er for en. Og om den nu også er giftig! Ivar – vor rejseleder – mener at det er en harmløs grøn snog, medens tjenerne mere synes at hælde til at den faktisk er giftig!
Nu da slangen er tilbage i træerne – kan vi fortsætte vor frokost – men underligt er det at se, hvorledes vi alle rykker lidt tættere ind til bordet i læ under parasollen!

1000-vis gnuer græsser på Masai Mara

Dyrevandringen

Da vi hen på eftermiddagen skal på vor første safaritur i Masai Mare er det naturligvis synet de 1000-vis af gnuer der prenter sig på nethinden. Det er den berømte dyrevandring, hvor enorme flokke af gnuer og zebraer er i stadig bevægelse. Normalt taler man om, at det hele starter nede på Serengeti-savannen i Tanzania. Tørketiden sætter ind og nogle gnuer kan fornemme at det regner oppe i Masai Mara, og at det friske grønne græs venter. Det sætter gang i den største dyrevandring i verden. 1,5 mio. gnuer sætter sig i bevægelse nordover i den vestlige side af hele området. Dertil kommer 0,5 mio. zebraer og et utal af antiloper. Der er endog enkelte rovdyr, der følger ”spisekammeret”.

Når flokkene kommer frem står græsset meterhøjt og de øverste dele af græsset sætter zebraerne til livs, medens gnuerne tager sig af stråene og afgnaver stort set hele savannen, inden de atter fortsætter sydpå ad en mere østlig rute - tilbage til Serengeti.

Rundt omkring på savannen står store horder af gnuer så langt øjet rækker. Og ind imellem ser vi flokke af zebraer, antiloper og bøfler.

En løvinde i skygge bag en busk

Et vift med halen

Vi kører lidt rundt for at lede efter andre dyr, medens flokke af gazeller kommer springende ud på vejen – uden respekt for de kørende! Men rovdyrene er svære at få øje på. Alle står vi op i bilen og spejder. Vi vil fortsat godt se løvefamilien!

Ca. 50 meter fra bilen ser jeg noget bevæge sig bag en busk - måske en hale - og beder Christoffer om at køre derhen. Det kunne det være.....?

Bag buskens skygge ligger en enlig løvinde og slår fluer væk med sin hale. Det var den - halespidsen - jeg spottede! Hun ser noget ugidelig ud og tager ingen notits af os, selv om vi kører meget tæt på hende.

Flodheste køler sig i vandet om dagen

Flodheste og krokodiller

Vi fortsætter i retning mod nogle af de såkaldte hippo-pools – sikre opholdssteder for flodheste. På vejen derhen opdager vi en ung hanløve – men han får være.
Lidt søgning langs floden og vi finder en gruppe flodheste, der svaler sig i det mudrede vand. De dykker, men kommer efter et øjeblik atter op til overfladen – dog er det for det meste kun øre, øjne og næsetip der stikker op af vandet. På land kommer de sikkert først i nat, når de skal op og græsse.
På en sandbanke ses en af de mange nilkrokodiller, der findes her.

Hammerfuglen er da en underlig skabning

Mange spændende fugle

Vi vender bilen og kører en anden vej hjemad, hvor det lykkes os at se både zebraer, elefanter m.m. og en masse fugle. Her findes et utal af fugle – nogle mere specielle end andre.

Tag f.eks. hammerhovedfuglen - en underlig skabning med ”næb” i begge sider af hovedet!

En plettet hyæne strejfer omkring alene

En enkelt hyæne

I det fjerne ses en plettet hyæne komme løbende i en fastholdt retning. Det er som om den går efter et bestemt mål og Christoffer kører bilen frem i hyænens retning i håb om at den vil krydse vejen. Det lykkes også at komme ret tæt på dyret, inden hyænen drejer af og forsvinder inde på savannen.

Vi sover fint i de behagelige telte

En god nat

Tilbage i campen er der tid til en kop kaffe i baren, inden vi skal i gang med buffeten og den afsluttende drik i baren. Uden for er der tændt bål og folk sidder i skæret fra gløderne og taler om dagens oplevelser.

Og nattens koncert er for længst sat i gang. Nede fra floden langt under os rejser en klang sig som var det janitsharerne der gik i gang på de øverste oktaver på deres træ-xylofoner. Klokkefrøerne har taget over. En symfoni af små smældende klik spreder sig i den kølige natteluft.
Det sidste jeg husker inden jeg falder i søvn, er en hyæne der ler fra sit mørke skjul ude på savannen.

Vi vækkes, da en luftballon stiger til vejrs

Mulm og mørke

Det er fortsat mørkt og noget pusler uden for vort telt. Jeg vil tænde lyset - men der er intet lys. Man har slukket for strømmen! Godt at jeg har min pandelampe med. Men så hører jeg stemmer og kommer i tanke om, at det er den natlige patrulje, der er på vej rundt i lejren for at sikre at ingen uvelkomne dyr trænger sig på i løbet af natten. Jeg slumrer hurtigt ind igen - ganske tryg.

Så er det en eksplosion, der vækker mig. Nej, det kan det ikke være? Jeg står op og lyner forsigtigt teltets lynlås op og ser ud i den gryende dag. Igen hører jeg denne underlige eksplosive lyd, som varer vel omkring 30 sekunder. Så er der atter stille. Jeg klæder mig på alt medens lyden nu bliver vedvarende – men svagere. Ude på vor terrasse ser jeg årsagen. Langsomt - og nu fuldstændigt lydløst - ser jeg en varmluftsballon svæve lige over trætoppene på den anden side af floden over for vort telt. Safari fra en luftballon. Ja, hvorfor ikke? (Det viser sig dog at være en bekostelig affære - 2000 kr. for nogle timers flyvning!)

På højde med girafferne

Mange flere dyr

Dagens udflugt starter med et besøg hos masaierne, der bor i landsbyen lidt uden for reservatet.
På vejen dertil ser vi flere flotte dyr bl.a. topi, der med sine skinnende blå og brune farver altid er dejligt at betragte.
Og de underlige koantiloper med de hjerteformede horn.
Men vi møder også flere giraffer, der graciøst spankulerer mellem akacietræerne, hvor de forsigtigt er i stand til at nippe de friske skud fra de tornede grene.

Masaierne i Masai Mara

Masaierne

Masaierne er ikke mange i antal – men nok en af de berømteste og mest respekterede stammer. Ivar har fortalt om masai-kulturen, som vi, i den verden vi kommer fra, kan have svært ved at forstå. Et par glimt:  
Som børn lejer piger og drenge sammen, men når pigerne starter menstruationen i 12- 14 års alderen bliver de omskåret, hvorved klitoris fjernes og det sorgløse samvær med drengene ophører. Pigerne bliver derefter gift med langt ældre mænd.
Drengene omskæres omkring deres 16-17. år som et led i processen med at blive voksen og kriger, og må selvfølgelig ikke fortrække en mine under det pinefulde indgreb.
Tidligere skulle en rigtig kriger dræbe en løve - som bevis på sit mod og klogskab. Med sit spyd fik han lokket løven til sig og idet løven sprang på ham, skulle han jage spyddet i jorden og smide sig ned, således at løven faldt ned på spyddet og blev spiddet, medens krigeren lå nede under. Dette er nu blevet forbudt. Dyrene er fredet.
Hele livet lever masaierne af deres kvæg. Størstedelen af deres mad består af mælk og blod fra køerne. Og de ser ud til at leve godt – kønne og glade er de i hvert fald.
Når masaien dør lægges liget ud til de vilde dyr og bliver ædt af f.eks. hyænerne. Det er vigtigt at sjælen kommer væk fra landsbyen.

Det er landsbyhøvdingens ældste søn, Franzie, der tager imod os, da vi ankommer til landsbyen. For at besøge byen, der også indbefatter opvisning af krigere såvel som af landsbyens kvinder samt ”fri” fotografering, tages der ”entré”. Et beløb der bl.a. er medvirkende til opretholdelse af landsbyskolen.

Masaierne viser deres spring

Vi står uden for landsbyen. En kriger tuder i et horn og krigerne begynder at løbe rundt i ottetaller, medens de begynder på deres rytmiske sang og dans. HU-hu-hu-hu, HU-hu-hu-hu, lyder det igen og igen og de kommer tættere og tættere på os. Til sidst er enkelte af os helt omringet af krigerne. Med sig har de en løvemanke syet som en hat og den skal enkelte af os naturligvis have på! Det er velkomsten.
De stiller sig op på række medens rytmen fortsætter. Og så begynder de at springe op i luften – med samlede ben. Den ene højere end den anden. Det er som om det også gælder om at stampe hårdest i jorden, når de lander. De morer sig! Imponerende er det at se, hvor højt de kan springe. Og så er det forbi.

Masaikvinderne synger

Masai-kvindernes dans

Inde fra landsbyen kommer kvinderne nu ud i en række iført deres farvestrålende klæder. Kvinderne har pyntet sig med smykker og malet deres ansigter med røde farver.
En kvinde synger for og de øvrige gentager strofen, alt medens de slår rytmen med deres hænder. Flere sange bliver det til, hvor kvinderne står på en linie over for os og andre gange hvor de gør front mod hinanden.
Da de er færdige trækker de atter inden for landsbymuren.

Der kan fortsat fremstilles ild på gammeldags manér

Masaiernes landsby

En ældre udseende herre kommer mig i møde og jeg rækker ham hånden. Han besvarer hilsen og fører os ind i landsbyen. Franzie forklarer, at det er medicinmanden jeg har hilst på. Han er kun 58 år og nygift.

Hytterne, der her er firkantede, står ude langs bymuren, således at der er plads til kvæget inde på den store ”gårdplads”. Her er allerede ryddet op. Næsten al kolort er fjernet – benyttes til at bygge husene.

Masaierne viser nu hvorledes de i løbet af mindre end 5 min. får skabt ild ved at gnide træ mod hinanden. Lidt tørt græs, et pust og ilden er skabt. Tændstikker bruger de ikke.

Der tilbydes mælk i en af hytterne

Vi får lejlighed til at komme ind i et af husene. Her er tykt af røg og da vi kommer fra det skarpe lys uden for, har øjnene svært ved at vænne sig til mørket.
Vi får dog set, at husene har plads til dyr i et særligt afsnit, at bålet – der altid brænder – findes midt i huset, at der er rum til både mand og kvinder samt børn.
Det er Franzie, der sidder i mørket og tilbyder os frisk mælk.

Udenfor har medicinmanden sat sig i skyggen af sit hus og er meget omsorgsfuld over sit lille barn, som en af hans koner rækker ham. Jeg forsøger at komme i kontakt med barnet på ca. 1 år, men det er genert og gemmer sig hos sin stolte far.

På markedet for kunsthåndværk

Markedet

På vej ud af landsbyen viser medicinmanden os sin mirakelmixtur – men ingen af os har lyst til at smage en væske, der nærmest ligner en blanding af olie og skummende opvaskevand. Franzie forklarer, at den er god for alverdens ting, men vi kan godt dy os!

På markedspladsen har alle kvinderne hver sin bod og nu kan det være vanskeligt at beslutte hvilken man skal handle ved – uden at der skabes jalousi eller splid.
Men ivrige for at sælge er de alle.

Køn 16-årig masaipige - medicinmandens tredie kone

Jeg stopper op ved en ung smuk pige og betages af hendes kønne ansigt. Jeg må fotografere hende og forsøger at få talt lidt med hende. Hun tilbyder bl.a. nogle halskæder med figurer skåret i koben og dem handler vi om.

Men inden handlen er færdig står medicinmanden ved hendes side og smiler stolt til mig. Jo, jeg har lige handlet med hans nyeste kone - 16 år og allerede gravid med hans næste barn i flokken.

Også ved andre borde handles der – ikke nogen dårlig forretning i dag.

Skolebørnene synger for os

Skolen

Selv om det i dag er søndag og børnene har fri, er skolen fuld af børn. Lærerinden beder børnene synge for os og en lille dreng hæver sin ryst, hvorefter de øvrige gentager strofen.
Det bliver til et par sange og en snak om skolen og undervisningssystemet.

Nogle lærere fra vort safarihold har medbragt både blyanter og kladdehæfter som overrækkes til den glade lærerinde.

Mara-floden som dyrene skal passere på deres vandring

Mara floden

Efter besøget hos masaierne fortsætter vi safarituren sydpå mod den mere end 100 år gamle Keekorok Lodge, der tidligere var samlingsstedet for de store karavaner som drog over savannen. Lodgen er i dag fuld moderne og vældig flot. Efter et kort ophold fortsætter vi vest på og kommer til floden Mara.

På gnuernes vej mod det grønne græs skal de passere floden Mara, som er en af de største forhindringer på deres rute. Når de kommer til floden vil ingen gå over som den første og store flokke samles på den ene bred. Efterhånden bliver presset dog så stort bagfra, at de første springer i floden, hvorefter der går hul på bylden. Alle vælter sig ud i vandet og søger over på den anden bred. Ofte findes der en opgang på den anden side, men det hænder at strømmen er så stærk, at gnuerne føres længere ned af floden og kan have sværere ved at finde et sted at komme op.
Og her venter krokodillerne. Viljen til at nå over er større end frygten for den visse død, hvis først en krokodille får sat sit faste greb i benet på en gnu.

Fra broen over floden kan vi se de hundrede af marabu-storke stå og vente på ådsler – gnuer og zebraer – det ikke lykkedes at passere floden.
Fra floden stiger en stank af råddenskab og på klipperne nedenfor ses kadavere af gnuer, hvis skæbne stoppede her.

En krokodille venter på næste gnu-passage gennem Mara-floden

Frokost for alle nær floden

Vi har i dag medtaget madpakker og under et skyggefuldt træ kan vi slappe af en stund. Vi har god udsigt til terrænet omkring os og er uden for et hvert rovdyrs rækkevidde. I træet over os sidder den farvestrålende glansstær parat til at snuppe eventuelle brødrester fra os.

Floden snor sig smukt gennem landskabet og vi følger den et stykke. Igen ser vi flodheste og en kæmpe nilkrokodille, der ligger og venter på at næste horde af gnuer skal passere.

På afstand spotter vi en gruppe elan antiloper – de største af alle antiloper - men disse meget sky dyr er i bevægelse ind i skoven og vi kan ikke følge dem.

En grib gør klar til landing

Langs vejen ser vi flere steder afpillede skeletter af både antiloper og zebraer. Så løverne er her, men vi ser ikke mange af dem i dag. Et af kadaverne er der fortsat ”kød” på og over os kommer en grib svævende og slår sig ned lige ved byttet. Et flot syn at slutte dagens safari med.

Solen er endnu ikke gået ned da vi er tilbage i campen og vi når lige at snuppe en tur i pølen, inden vi igen skal mødes i restaurantens gårdhave til dagens sene måltid.

Giraf med føl

Vejviser

Sted: Masai Mara Savannen i det sydvestlige Kenya på grænsen til Tanzania.

Årstid: Oktober

Teknisk rejsearrangør: Bravo Tours - www.bravotours.dk

Guide: Rejsen rundt i Østafrika, Politikens Forlag

Rejsen blev gennemført i samarbejde med Bravo Safari.