Khiva - en by på Silkevejen

Denne morgen er vi meget tidligt fløjet fra Tasjkent til provinshovedstaden Nukus i den nordvestlige region Karakalpakistan, hvor vi først besøger et af verdens fineste museer for russisk avantgardekunst for derefter at begive os gennem ørkenlandskabet mod den historiske by Khiva.

Savitskymuseet i Nukus

Det er selveste museumsdirektøren Fru Marinika Babanazarova, som med sit store og indgående kendskab viser os rundt i Nukus kunstmuseum, hvor det ikke er tilladt at fotografere. Her har man mere end 82.000 kunstgenstande og samlingen af russisk avantgardekunst er Verdens næststørste (efter samlingen i det russiske museum i St. Petersburg). Den store samling skyldes først og fremmest Igor Vitalyevich Savitsky (1915-1984) som selv var en fremragende kunstmaler og som samlede utallige kunstværker med henblik at få disse kunstgenstande udstillet. 
Værkerne omfatter både lokal centralasiatisk kunst, men også vesteuropæisk kunst, som under Stalin var forbudt i Sovjet. Med risiko for at blive anklaget for "fjende af folket" fik han med stort mod gemt tusindvis af avantgarde– og post-avantgarde malerier, som først kom til offentlighedens kendskab efter Savitskys død. Først med perestrojka i slutningen af 80’erne blev Savitskys initiativer fuldt ud anerkendt og samlingen blev udstillet.

Gennem Kyzyl Kum ørkenen mod Khiva

Efter frokost i kunstmuseets restaurant kører vi ud i Kyzyl Kum-ørkenen mod Khiva og har flere fotostop undervejs. Det er et knastørt landskab, hvor det ikke regner i 300 dage om året. Et sted dominerer en ejendommelig rund bygning det storslåede landskab. Det er Shilpik Kala, der oprindeligt var en religiøs bygning, men som også fungerede som et signaltårn, hvorfra vigtig information blev sendt gennem det nøgne, åbne landskab.

Den livsgivende flod Amu Dyrya

Vi kører langs med den store flod Amu Dyrya, der dette sted danner grænse mod Turkmenistan. I et bælte langs floden er her grønt og frodigt, og hvor vandet ikke når ud, begynder ørkenen. Floderne har været livsnerverne for de seminomadestammer som gennem tiderne har levet her og udgjorde en del af Silkevejens handelsnetværk. Silkevejen var ikke blot en enkelt rute, men et net af ruter der gik syd-nord og øst-vest mellem handelsstationer.

Bomuld og miljøkatastrofe

Usbekistan blev i sovjettiden gjort til det største land for bomuldsproduktion og denne produktion er fortsat vigtig for landet. Vand fra de store floder bliver via kanaler ledt ud i ørkenen til bomuldsmarkerne. Da Aralsøen ikke længere får tilført tidligere tiders vandmængder, er vandstanden sunket betragteligt med det resultat, at saltindholdet stiger og fiskene dør, ligesom de fiskere, der tidligere levede af fiskeri i søen, må se deres skibe stå og ruste på den frilagte søbund. Faktisk forudså man allerede dengang den miljøkatastrofe det ville blive for Aralsøen, men bomuldsproduktionen var vigtigere! I dag består Aralsøen af tre mindre søer med et saltindhold på 10 procent og det forventes at søen bliver salt som Det Døde Hav, hvis der ikke gribes ind.

Middelalderbyen Khiva

Vi bor på Hotel Hayat Inn lige uden for den gamle lerklinede bymur til det oprindelige Kniva - Ichan Kala – der var en af Silkevejens metropoler i middelalderen. På dagens byvandring går vi langs den 10 meter høje lerklinede bymur til vestporten Ota Darvosa og passerer en statue af matematikeren Al-Khorezmi (780-850). Han opfandt algebraen og det var ham som fandt på det runde tal nul, som vi alle bruger i dag. Middelalderen var rig på lærte mænd. F.eks. Aby Aki al-Huseyn Sina, der skrev "Medicinens kanon", der var pensum på middelalderens universiteter. Usbekerne hævder, at ordet "medicin" stammer fra den tid, for syge mennesker henvendte sig til den lærte mand med ordene: "Hjælp mig, Sine", hvilket på usbekisk er: "Mede Sine"...
Inden for murene besøger vi Mohammed Amin Khan Madrassa, en muslimsk skole, som blev bygget mellem 1852-1855 og var den største i Khiva med plads til 250 studerende. I dag er skolen omdannet til det eksklusive Hotel Orient Star Khiva med 137 værelser.

Kukhna Ark - Khivas gamle fort

I det gamle fort – Kukhna Ark – besøger vi både fangehullet samt møntsmedjen, hvor skaldede mænd uden skæg fremstillede guld- og sølvmønter. Mændene var ragede for ikke at kunne smugle guld- og sølvstøv med sig ud. Vi ser tronsalen Kurinish Khana med tronstolen fremstillet i træ, men beklædt med sølv. Her modtog Khanen gæster i audiens og indgangen var således indrettet, at man skulle over et trin og gennem en lav dør, hvor man var nødt til at bøje sig for Khanen, når man kom ind. Her besøger vi også den åbne sommermoské, som er bygget så genialt mellem de tilstødende bygninger, at her trods en ekstrem varme altid er en kølig brise.

Kunsthåndværk

På vej mod de forskellige kunstværksteder og souvenirbutikker passerer vi den store plads, hvorfra der er udsigt til Kalta minareten – et stort, tykt tårn opført i elegante mønstre med blå-grønlige kalker. Vi ser flere af byens fine værksteder, ser bl.a. træskærerarbejde og tæppevævning samt håndlavede marionetdukker, der er meget populære.

Besøg i moské

Inde bag en vældig portal kommer vi ind i en gård foran moskéen, hvor en brønd med helligt vand, er et tilløbsstykke blandt de lokale.Vi stiller skoene og går ind i en af byens elegante moskéer og ser de fantastiske mosaikker og kakler i forskellige mønstre, der overalt pryder loft og vægge. Særlig fin er imamens plads - mihrab - i qibla-væggen, der angiver retningen mod muslimernes hellige by Mekka.

Djumamoskéen - den ældste moské

Vi træder ind i den mørke Djumamoské - en af de ældste moskéer, hvor man mødtes til samtale, handlede og hvor mændene holdt fredagsbøn. Moskéen har ikke mindre end 213 forskellige træsøjler - de ældste fra 900-tallet - og lyset kommer fra to åbninger i taget.

Khiva på egen hånd

Efter at have nydt en af landets nationalretter på Restaurant Silk Road spadserer vi på egen hånd til østporten og den 60 meter lange tunnel under bymuren. Derfra spadserer vi langs indersiden til nordporten og kan se hvorledes den lokale befolkning bor i de støvede gader lidt væk fra hovedstrøgene.

Mohammed Rakhim Khan Madrassa

På vej gennem byen passerer vi igen Den Store Plads, som bl.a. blev brugt til offentlige afstraffelser og henrettelser. På pladsens ene side ligger Mohammed Rakhim Khan Madrassa, med en særlig fin indgangsportal. Ikke langt derfra stikker vi hovederne ind på musikmuseet og ser gamle usbekiske nodeblade og musikinstrumenter.

Islam Khoja minareten

Vi skal naturligvis op i den 44,8 meter høje Islam Khoja minaret, der er den næsthøjeste i Usbekistan og efter at have betalt entré går vi op ad en vakkelvorn trætrappe med ekstrem høje trin og kommer op til selve minaretens indgang. Her starter stentrappen, der er rund som en proptrækker og ganske smal, så to personer dårligt kan passere hinanden. På de første meter foregår opstigningen i fuldstændigt mørke. Længere oppe kommer lyset ind fra små vinduer, men stentrinene er ekstrem høje og det kræver både kondition og gode benkræfter at bestige minareten. Men anstrengelserne betaler sig for udsigten ud over Khiva er enestående.
I morgen fortsætter vi mod et andet knudepunkt på Silkevejen i Usbekistan Bukhara - den hellige by.