Azamara Cruice

29.5.11

Af: Flemming Ytzen
Bogmærk eller del
 

Kina: I imperiets grænseland

Xinjiang demonstrerer Kinas udviklingsambitioner.

Mao overvåger Kashgar

Mao overvåger Kashgar


Kinas største provinsregion

Indbyggerne her i Xinjiang, Kinas største provinsregion, lever i to parallelle virkeligheder med to timers forskel. Officiel tid er Beijing-tid, mens den lokale tid er to timer bagud og i praksis følger tiden hos naboerne, ”stan-landene” i det tidligere sovjetiske Centralasien. I hverdagen betyder det, at skolebørnenes første klassetime begynder kl. 10 officiel tid, og at mange virksomheder har ”siesta” fra kl. 14.

For centralregeringen opererer ikke med den lokale tid. Kl. 22 er døgnet stadigt lyst, og aftensolen kan kaste sine stråler over Kinas største statue af folkerepublikkens grundlægger, Mao, der er flankeret af henholdsvis rådhuset og kommunistpartiets hovedkvarter lige over for hotellet, hvor nærværende signatur er rykket ind.

Turismen er atter i vækst her knap to år efter de etniske uroligheder, der kostede cirka 150 dræbte og midlertidigt lukkede adgangen for besøgende.

Nu er der atter åbent for ”fremmede djævle” på den urgamle Silkevej, som for et århundrede siden var genstand for rivalisering mellem datidens imperiemagter Storbritannien og Rusland.

Dengang var Kinas sidste kejserdømme lammet af dødskramper, og stormagterne langt fremme med planer om at dele flere områder af riget op i interessesfærer.

Kinesisk Turkestan, som regionen også hed på danske landkort dengang, blev af kejseren formelt gjort til Xinjiang i 1880'erne. Navnet betyder ”nyt grænseland”.

Kashgar er med godt 300.000 indbyggere en lille by efter kinesiske forhold, men vil vokse eksplosivt i de kommende år.

Den er sidste større station for lastbilkonvojer, der går vestpå og sydover til og fra de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker og Pakistan.

Uighurfamilie uden for Id Kah Moskeen i Kashgar

Uighurfamilie uden for Id Kah Moskeen i Kashgar


I forandring

Uighur-befolkningen i Kashgar tæller i omegnen af 90 procent, mens den resterende del er kinesere.

I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik. For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være 45 procent mod 40 med de resterende 15 procent fordelt på øvrige mindretal, inklusive mongoler og kasakher. Uighurerne taler en variant af tyrkisk, næsten identisk med det usbekiske sprog. I skolerne her i Xinjiang undervises der i både uighur og mandarin.

Om få år vil Kashgar være totalt forvandlet. I fjor meddelte Beijing, at byen gøres til særlig udviklingszone.

Milliardinvesteringer er øremærkede fra Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, hvis virksomheder får skattefrihed og andre præferencer for at flytte produktion op sydfra og ud til vestgrænsen i Beijings økonomiske imperium.

Åbning for samhandel med naborepublikkerne skal gøre Kashgar til en dynamo i en fremtidig centralasiatisk boomøkonomi. 30 års udvikling af Shenzhen danner forbilledet for Kashgar. Shenzhen var i 1979, da reformpolitikken begyndte, et søvnigt fiskerleje med få tusinde indbyggere.

I dag er byen med et indbyggertal på ti millioner større end Hongkong, og et industrielt og finansielt kraftcenter med global betydning.

I Kashgar

I Kashgar


Kinesisk dominans

Uighurerne risikerer at blive passive tilskuere til det økonomiske eventyr, der venter dem. Alle virksomheder af betydning kontrolleres af kinesere.

Arbejdsløsheden blandt de etniske kinesere er noget nær nul, mens den blandt uighurerne er skyhøj. I lederstillinger er uighurer fraværende, mens kinesere dominerer overalt i både administration og erhvervsliv.

Mindre end en halv times kørsel fra Kashgars centrum ligger en klynge gamle landejendomme med tilhørende jord.

Under en rundvisning oplyses, at brugsretten til jorden er lejet ud til de virksomheder fra Shenzhen, der snart ankommer og opfører fabriksbygninger.

Skyskrabere på vej til Kashgar - her på foto i den 100-år gamle russiske konsulatsbygning

Skyskrabere på vej til Kashgar - her på foto i den 100-år gamle russiske konsulatsbygning


Økonomisk invasion

Den økonomiske kompensation til de tvangsflyttede landboere vil komme fra de virksomheder, der rykker ind. End ikke historiske ejendomme i Kashgars centrum går fri.

I begyndelsen af det 20. århundrede åbnede den russiske tsars udenrigstjeneste et konsulat i byen.

Tilrejsende ”fremmede djævle”, som den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin og tsarens spion Carl Gustaf Mannerheim - jo, den senere finske marskal og frihedshelt - kom forbi og fik efterretninger om, at det kinesiske kejserdømme var i forfald.

I Mannerheims rapport til tsaren i 1909, udarbejdet efter en to år lang rejse på hesteryg tværs over Asien, anbefales en russisk invasion og annektering af Kinesisk Turkestan.

De gamle russiske konsulatsbygninger er i forfald, men renoveres nu af et kapitalstærkt ejendomsfirma fra Shenzhen. På væggen i et af konsulatets lokaler hænger et reklamefoto fra firmaet, der viser de skyskrabere, der planlægges i Kashgars kommende ekspansion.

Den militære invasion, som Mannerheim anbefalede for et århundrede siden, er vendt om: Det er en kinesisk økonomisk invasion vestover, der nu tages tilløb til.

Artiklen har været publiceret som klumme i Politiken 30.04.2011

Følg også Flemming Ytzens analyser fra Asien på hans hjemmeside og læs mere på Horisont Rejser.

Outwell
Subaru
Torre La Sal
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt