4.6.10

Af: Hans Duggen
Bogmærk eller del
 

Kroatien: Camping nær Zadar

En lang række tørre skærgårdsøer ligger som et skærmende bånd foran byen Zadar i det nordlige Dalmatien. Byen har en campingplads, ikke en af de fornemmeste, men den er tæt på både by, begivenheder og pragtfulde udflugter til Kornati National Park, som ligger på de yderste øer ud mod Adriaterhavet.

Havnen i læ af den gamle bymur

Havnen i læ af den gamle bymur


Camping tæt på byen Zadar

Lad mig give svaret på et spørgsmål i opløbet: Hvorfor vælger I Camping Borik, når der findes fashionable campingpladser i omegnen som f.eks. Zaton Camping. Svaret er ganske enkelt: Vi har cykler med og vil gerne undgå parkeringsvanskeligheder. En bus er altid en mulighed, men en cykeltur er bedre. Cykelstien fra Camping Borik er flot og veludbygget, på nær et par mindre strækninger ved campingpladsen, hvor man bare cykler på fortovet.
Camping Borik ligger i en forstad ganske nær ved havet og der er kun tre km ind til Zadars bymur, hvor vi vælger at sætte cyklerne, inden vi dykker ned i det utrolige netværk af gader bag ved den historiske mur.

Den Romerske byport

Den Romerske byport


Zadar

Zadar har som de fleste andre byer langs med kysten en romersk fortid. En gammel byport vidner herom sammen med adskillige fund. Der graves stadig midt i byen, hvor det romerske forum p.t. fritlægges. Heldigvis er det et område uden nævneværdig nutidig bebyggelse, fordi byen led svær skade under 2. verdenskrig.
Ved bymurens nordside kan der opleves et vaskeægte vandorgel og det spiller bedst, når bølgerne går højest. Et monument til solen er nedlagt i fliserne tæt ved, hvor moderne LCD og solcelle-teknik får lamperne til at lyse op om natten. De mere traditionelle seværdigheder er katedralen til den Hellige Anastasia, en del andre kirker, men først og fremmest byens symbol - Rundkirken St. Donatus - som hidrører fra gammelkristlig tid.
De fem gamle bybrønde er også en attraktion og den livlige havn tiltrækker mange turister. Det gør fisketorvet i den gamle by også. Den befinder sig under en overdækket hal og der falbydes fisk af alle mulige arter. Mest elsket synes blæksprutter at være, men tunfisk og dorada er også et godt køb til grillen.

På udflugt til Kornati National Park

På udflugt til Kornati National Park


Nationalpark Kornati

Man må ikke snyde sig selv for en udflugt til Nationalpark Kornati, som ligger ude på de alleryderste øer. Der går adskillige udflugtsbåde derud og det er nemt at få en billet - det er næsten umuligt at undgå et billetkontor eller en omvandrende billetsælger. Betal ikke den pris, som der forlanges, de er alle til at snakke med. Det er en heldagsudflugt og der tilbydes som regel en sandwich (inkluderet i prisen) og en snaps til formiddagsmad. Middagsmad er også gerne inkluderet, men regn ikke med at den er særlig overdådig og den serveres først sent om eftermiddagen.

Undervejs ud til havet gøres der stop ved en saltsø, hvor det er muligt at bade. Det er en underlig oplevelse og man kan næsten flyde helt af sig selv.

Derudover er turen en oplevelse af de helt store. Man sejler gennem skærgårdens mange øer, gør holdt enkelte steder, passerer broer og fiskerbyer med smukke, røde tage. Men nyd de særprægede, næsten helt golde øer undervejs, hvor båden glider helt tæt under kysten mange steder.

Et tips: Det kan blive køligt og meget varmt, sørg for at vælge en både med både solsejl og mulighed for at komme under dæk.

Solnedgangene fra Camping Borik er helt forrygende

Solnedgangene fra Camping Borik er helt forrygende


Camping Borik

Pladsen ligger som sagt i en lille forstad  og har en egen og god badestrand. Det tekniske udstyr på pladsen er ikke værd at skrive hjem om, men området er fint, uden fast inddelte parceller med en del træer, som giver behagelig skygge i sommervarmen. Der er supermarked på pladsen, såvel som en restaurant med udeservering i skygge for tørstige sjæle. Terænnet er nogenlunde jævnt og hvis man er heldig kan man få en standplads helt ud til havet. Der bliver ikke anvist plads, du må selv kigge dig omkring og finde et sted, inden du forsøger at få pløkker i jorden. Undergrunden er temmelig stenet.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt