Azamara Cruice

28.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cykelferie på øerne i Dalmatien (3/3) Kroatien

Denne dag spredes cykkelgruppen hurtigt og de der ikke orker/magter at cykle dagens ca. 58 km. tager sig en ”slapper” og kan nyde sejlturen langs kysten frem til byen Jelsa.

Her arbejdes der fortsat med le og sejl

Her arbejdes der fortsat med le og sejl


Fra øst til vest på øen Hvar

Vi tager det helt roligt de første ca. to km hvor det går opad gennem et helt anderledes terræn end vi hidtil har oplevet på øerne. Her er ingen træer, men kun lavt voksende buske, krydderier og blomster så langt øjet rækker. Og trafik på hovedvejen findes ikke!

Da vi er kommet op i højden ca. 345 moh. flader terrænet ud og vi har kun mindre nedkørsler og opkørsler foran os.

Smukke landsbyer - alle med hver sin karakteristiske landsbykirke - passeres og snart er vi mellem store blomstrende olivenplantager. Her har træerne en facon vi ikke tidligere har oplevet eller bemærket. På de gamle oliventræer, er den oprindelige stamme fjernet og i stedet gror fire til seks mindre stammer ud fra roden af den oprindelige stamme. Man har så at sige flere træer fra samme rod. Lave træer og let at plukke oliven fra.

I landsbyerne møder vi ind i mellem folk, som vi, efter at have spurgt, får lov til at fotografere, som f.eks. to kvinder, der fortsat høster med hhv. le og segl. Vi og de er ikke de eneste der arbejder. Bierne har også travlt, for millioner af blomstrende oliven skal befrugtes og der skal indsamles honning.

De modne kirsebær frister Maria

De modne kirsebær frister Maria


Kirsebær frister

Terrænet skifter igen karakter og træerne bliver større og større og ind i mellem er her skov.

Mens vi sidder i grøftekanten og spiser frokost bliver vi indhentet af vores dansktalende guide Maria fra Penguin Travel. Hun kan heller ikke modstå fristelsen til at snuppe et fristende bær fra et kirsebærtræ vi passerer.

Igen har vi flotte udsigter udover vin- og lavendelmarker med stengærde på kryds og tværs samt udsigter til den snoede kyst og dens skønne bugter, og da vi efter en lang nedkørsel når Jelsa, cykler vi det sidste stykke langs kysten frem til Aloha i havnen.

Langs Cetina-floden ind i Omis-kløften

Langs Cetina-floden ind i Omis-kløften


Ad hårnålesvingene i Omis-kløften

Det er en uvant kraftig vind med høje bølger Aloha skal igennem, da hun sætter kurs mod Omis på fastlandet. Flere må holde sig i ro, sidde midtskibs i sejlretningen for ikke at blive søsyge.

Heldigvis løjer bølgerne noget af, da vi når i læ af fastlandet og kan følge kystlinien frem til Omis, der ligger mellem Split og Makarsak ved floden Cetinas udmunding i Adriaterhavet.

Vi cykler gennem byen for at nå frem til floden, som løber langs hovedvejen ind i en kløft som floden gennem årtusinder har udskåret i det bjergrigt terræn.

Denne del af floden er udlagt som naturpark, hvor man fra bl.a. udflugtsbåde kan iagttage det rige fugle liv.

Vi følger hårnålesvingene ca. seks km. op og op, men kan kun ganske få steder undervejs skimte en udsigt, da skovens træer skygger.

Samme generation men fra to forskellige verdener

Samme generation men fra to forskellige verdener


At hilse på

Først på toppen 218 moh. åbner landskabet sig og vi har udsigt til bjergene på den anden side af Omis-kløften. Cetina-floden i bunden af kløften kan vi derimod ikke se fra toppen.

Jeg kommer i snak med en kroatisk kvinde, der tilser sine roser. Jeg signalererr om jeg må fotografere, hvilket hun med glæde stiller op til. Jeg taler engelsk til hende, hvilket hun ikke forstår, og hun forklarer mig en helt masse på kroatisk, som jeg ikke fatter en lyd af.

Men hilse på vil hun gerne, da hun ser at vi er en lille gruppe, som nyder at være på cykeltur i ”hendes” landskab.

Udsigt under nedkørsel

Udsigt under nedkørsel


Nedkørsel med udsigt

En mindre sidevej fører os gennem landsbyerne Svinisce og ned forbi Podasplije, hvor vi på nedturen har en flot udsigt til en karakteristisk bjergtop på 336 moh. inden vi igen er tilbage på hovedvejen og følger denne frem til skibet.

Her er vores ø-hop og cykelferien slut og sent på eftermiddagen - uden mulighed for at se nærmere på Omis by - sejler vi tilbage til Split, hvor vi overnatter ombord på Aloha.

Havnefronten med Kamerlengo-borgen i Trogir

Havnefronten med Kamerlengo-borgen i Trogir


Trogir, en perle ved Dalmatiens kyst

Allerede kl. 8.30 har vi forladt skibet, da det skal videre til næste ”ekspedition” et andet sted langs kysten.

Vores rejsevenner spredes, nogle skal videre til Dubrovnik, andre til Bulgarien og et enkelt par overnatte i Split. De amerikanske søstre skal overnatte i Trogir blot 10 min. kørsel fra Splits lufthavnen - og vi følger med til deres hotel. Vores guider fra Penguin Travel kører os dertil - en flot service.

Kufferter opmagasineres på Villa Maslina, hvor søstrene skal bo, og vi kan bruge dagen i byen, inden vi sent på aftenen skal tilbage til København.

Villa Maslina ligger centralt blot 200 meter fra den gamle bydel, som er omgivet af vand i et meget maritimt miljø med flere marinaer. En lille bro fører over til Fortin Parken og på den anden side af øen løber kystpromenaden, hvor de store udflugtsskibe ligger.

Allerede i 380 f. Kr. slog grækerne sig ned her på øen, hvortil romerne kom i år 78. Meget senere i 1100-tallet blomstrede byen under det ungarske styre og i 1400-tallet under veneziansk styre. Mange af fortidens bygninger, mure, porte, trapper, vinduer, kirker, pladser etc. kan fortsat ses, hvorfor Trogir i 1997 kom på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Skt. Laurentius Katedralen

Skt. Laurentius Katedralen


Bytur før hjemrejse

Fra Havporten lige ved siden af det gamle fiskemarked, spadserer vi ind bag bymuren og går på opdagelse i de smalle stræder og gyder. Vi ser Skt. Laurentius-katedralen, Loggiaen med Urtårnet, skønne klostergårde, paladser og andre mindre kirker m.m. - samt ikke mindst den imponerende Kamerlengo-borg, der blev bygget af venezianerne omkring 1430. Overalt i byen ses fine detaljer fra fortidens byggekunst.

Her findes ikke en plads - og næsten heller ikke en gade - hvor der ikke ligger en café eller en restaurant og vi besøger Restaurant Kapasanta, hvor vi spiser vores frokost.

Sent på eftermiddagen tager vi bussen til lufthavnen og checker ind. Herfra er der kun ca. 500 meter ned til havet og er man i god tid før flyafgangen, kan det anbefales at spadsere en tur derned. Her er en fin strand samt en lille fastfood restaurant ”More”, hvor de lokale kommer og her er maden både bedre og billigere end i lufthavnen.

Denne ferie blev på alle måder en dejlig tur, med afslapning og aktivitet, kultur og en god service som vi vil mindes længe med glæde.

Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt