25.9.12

Af: Thomas Sørensen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Kroatien: Øhop og cykelferie i Dalmatien, del 1 af 3

Vi er taget med Cimber Sterlings tidlige morgenfly fra København til Split og modtages af guiderne fra Penguin Travel, der kører os ind til byens havn. Vi har imidlertid god tid til de øvrige gæster ankommer og kan bruge et par timer til at se lidt nærmere på den gamle bydel, før vi skal ombord på motorskibet Aloha.

På markedet i Split

På markedet i Split


Diokletians Palads i det gamle Split

Som det første anskaffer vi os et kort over byen, der kan supplere Politikens Rejsehåndbøger, som vi altid har med os. Vi skal naturligvis se de romerske bygninger og ruiner i Diokletians Palads, som nok er den væsentligste turistattraktion i Split og som også er på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Inden vi når dertil, ramler vi lige ind i lørdagsmarkedet med duftende og farvestrålende blomster og grøntsager. Her er naturligvis også en masse boder med tøj og diverse souvenir. Diokletians Paladsets op til 28 meter høje bymure kan ikke undgå at fange vores blik, og for at få overblik over paladsets størrelse, starter vi med at vandre hele vejen rundt om den ydre mur.

Paladset blev bygget af den romerske kejser Diokletian, da han trak sig tilbage fra den politiske arena i 305. Her boede han til sin død i 313, hvorefter paladset blev brugt til administrative opgaver. I 614 gav paladsets beskyttende mure ly for flygtninge fra Salona, 5 km. fra Split, da byen var blevet angrebet af bl.a. kroaterne.
Senere i 1409 blev Split indlemmet i de venezianske territorier, hvilket påvirkede arkitekturen, som det kan ses mange steder i dag.  

Søjlegården er et populært mødested

Søjlegården er et populært mødested


I hvert hjørne af paladset er der efter romersk skik et tårn, som i dag er beboet af almindelige borgere.
På nordsiden ligger en lille skyggefuld park og vi når frem til Den Gyldne Port, der var hovedindgangen til paladset. Uden for ligger Arnir-kirken med en kæmpemæssig statue placeret foran.

Da vi har været hele vejen rundt om bymuren - det der er af den, for den østlige side er indbygget i husene – spadserer vi ind til centrum ved Søjlegården, der er den centrale plads i det romerske kompleks. Her ligger turistinformationen, som giver os et forslag til en rundtur i byen, så vi får set det meste uden at flakke for meget rundt ”hid og did”. Man kan hurtigt ”forvilde” sig ind i blindgyder og andre smalle stræder - selv om det er nok så interessant.
Søjlegården har, som navnet antyder, en række romerske søjler med flot forarbejdede kapitæler (søjlehoveder) på toppen. Her er også indgang til Skt. Domnius-katedralen - den største kirke med klokketårn - der kan ses fra mange steder i byen. Pladsen har udgang gennem Jernporten eller man kan gå ned gennem en underjordisk passage, hvor smykkehandlende tilbyder deres varer. Hernede findes også et mindre museum med ting fra de arkæologiske udgravninger. Byens Etnografiske museum findes også inden for bymuren.

Både indenfor murene og udenfor er her prægtige paladser og kirker at se på, lige som her findes et utal af arkitektoniske detaljer, der henviser til fortidens besiddere.

Vi kunne sagtens have brugt meget mere tid her, men hvad kan man nå på to timer?

Motorskibet Aloha

Motorskibet Aloha


Det gode motorskib Aloha

Først på eftermiddagen kan vi komme ombord på Aloha, som den næste uge skal sejle os rundt til de forskellige Dalmatinske Øer i Adriaterhavet - som Middelhavet kaldes mellem Italien og Kroatien. Her møder vi vores internationale rejsegruppe med singler og familier fra USA, Bulgarien og Danmark. Aldersgruppen spreder sig mellem 18 og 73 år.
Guiderne Velislav og Kiril fra Penguin Travel har medbragt cykler og da de er kommet ombord, kan vi sætte kurs mod første destination - øen Solta.

Aloha er bygget i 1951 og senest renoveret i 2006. Alle kahytter er fordelt på øverste og nederste dæk og har plads til 2-3 personer med eget toilet og bad. Her findes også garderobe, pengeboks samt individuel aircondition.
På fordækket findes liggestole og på agterdækket tillige borde og stole under et skyggefuldt solsejl.
Dette dejlige skib, som kaptajn Domagoj har ejet siden 1990, var tidligere et hospitalsskib som præsident Tito (af Jugoslavien) senere ændrede til en 1-dags udflugtsbåd. I køkkenet er det Domagojs søster Ana, der står for forplejningen, som er jævn og rigelig, men som godt kunne trænge til et løft, så f.eks. grøntsager ikke altid er helt udkogte!
Besætningen tæller derudover tre personer, der hjælper til i køkkenet, baren, serveringen og alt det tekniske, maskinen, landgangen etc. Alle er fantastisk serviceminded og en fornøjelse at være sammen med.

Grøftekanten blomstrer på Solta

Grøftekanten blomstrer på Solta


De første bakker på Solta

Det tager kun godt 1 time at nå frem til havnebyen Rogac på øen Solta. Vores to cykelguider fra Penguin Travel har tilset cyklerne, så alt er klart til første cykeltur. Vi får tildelt cyklerne og der skal altid lidt justeringer til inden man føler sig helt fortrolig med ”sin” cykel. Det er godt brugte cykler, men de fungerer fint og har alle 21 gear - og dem får vi brug for!

Fra Rogac går det (uventet) stejlt op de første to km. Vi må flere gange af cyklerne og trække, alt mens vi fra højderne kan se, at Aloha sætter kurs mod vores mødested længere øst på øen. Nu er der ingen vej tilbage.
Solta er den 13. største ø i Adriaterhavet og kendt for sit bjergrige terræn, uspolerede natur med en mangfoldig flora samt typiske adriatiske landsbyer. Men det er som om tiden har stået stille her i årevis. Fra turens højeste punkt 155 moh. har vi en fin udsigt mod havet og fastlandet. Så går det nedad forbi olivenlunde og vinmarker gemt bag beskyttende stengærde for at slutte i byen Stomoska, hvor Aloha bliver liggende natten over.

Aloha ligger i Stomoska natten over

Aloha ligger i Stomoska natten over


Hen under aften sidder vi i skibets restaurant og får maden serveret, mens vi taler om dagens cykeltur. Faktisk er der nogle af vores bulgarske venner, der ikke har taget Penguin Travels opfordring til at træne lidt på cyklen hjemmefra alvorligt – og det svier til dem nu. De kan mærke dagens ca. 16 km lange tur!
En af gæsterne - Tomi - er slet ikke interesseret i at cykle, men er taget med for at fiske, hvilket er hans store passion. Han har dog ikke den store succes, men bruger de mindre fisk som madding i håbet om at kunne fange noget større …. I øvrigt spiser han ikke fisk, men sætter dem som regel ud igen, hvis ingen vil have dem.
En lille aftentur rundt i den lille smukke havneby, får benmusklerne til at slappe lidt af og vi kan gå til køjs oven på en lang dag med mange nye indtryk.

Søstrene Claire og Amelia ved havnen i Vrboska

Søstrene Claire og Amelia ved havnen i Vrboska


Cykelferie på Hvar

Under morgenmaden sættes kurs mod Adriaterhavets 3. største ø Hvar, kendt for sine palmer, fyrretræer, laurbærlunde, urtehaver med rosemarin, merian og mange lavendelbuske med den markante duft. Vi nyder indsejlingen i bugten, hvor vi lægger til ved øens ældste by Stari Grad. Cyklerne bliver løftet fra borde og snart er vi afsted på dagens første lette cykeltur, hvor vi følger hovedvejen med stort set ingen trafik frem til den maleriske havneby Vrboska. Herefter fortsætter vi ad kystvejen videre til byen Jelsa.

Efter frokost på en af byens mange restauranter er der tid til at se lidt nærmere på byen. Senere cykler vi stort set samme vej tilbage mod Stari Grad, hvor gruppen deles. De der vil sejle med Aloha til byen Hvar, cykler ned til skibet, og de der vil cykle videre over bjerget til byen, fortsætter lidt frem til vejskiltet mod Selca. Desværre er der ikke vist skiltning til Hvar her, da der er etableret en ny tunnel under bjerget til øens sydkyst, og det overser en af vore amerikanske cykelvenner og fortsætter gennem tunnelen og cykler derfra til Hvar.

Vi andre har en ca. 10 km lang opstigning til godt 400 moh. foran os.

Antonan fører an op ad bakken med en vidunderlig udsigt

Antonan fører an op ad bakken med en vidunderlig udsigt


Over bjergryggen

Det er en betagende tur, hvor vi fra højden kan se Aloha sejle videre vestover mod byen Hvar. Vi kommer gennem små pittoreske landsbyer, langs dramatiske slugte samt lodrette klippesider og passerer lavendelmarker etableret på bjergskråningens terrasser.

Efter godt en time er vi på toppen ved restaurant Lavanda, hvor et engelsk cykelhold, der cykler den modsatte vej over bjerget, indtager deres frokost. Vi får os en tiltrængt væskeforsyning, mens vi venter på vores guider Velislav og Kiril, der altid ligger bagerst på turene, så de kan hjælpe, hvis der skulle opstå tekniske problemer undervejs som f.eks. punktering.

Fra toppen er der kun én vej - nedad. På blot 20 minutter - i højeste gear og fuld fart - er vi efter dagens i alt ca. 42 km. fremme i Hvar by, finder havnen og kan få os et velfortjent bad inden en spadseretur i byen.

Havnen og Pakleni-øerne uden for Hvar set fra borgens tårn

Havnen og Pakleni-øerne uden for Hvar set fra borgens tårn


Hvar by

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men er der en top at ”kravle op på” drager den mig! Og netop her ligger der en fæstning højt over byen, og der begynder vi. Fra det store centrale torv går en gade - Matije Ivanica - op ad bjerget. Gaden er ganske smal og består af utallige trapper, der leder os forbi tværgående lige så smalle stræder med forretninger og spisesteder. Her kan biler naturligvis ikke komme, ligesom hele bycentret er spærret for biler. Vi krydser hovedvejen over byen og kommer ind i et parklignende område med pinjer, buske og blomstrende kaktus, hvor en svagt stigende serpentinesti fører op til borgen, Fortica Spanjola.  Undervejs er her flere fine udsigtspunkter ned over byen og de smukke Pakleni-øer uden for Hvar, men udsigten fra Borgens høje tårn er værd at gå efter.
Vi spadserer rundt på Borgen, der blev bygget i midten af 1500-tallet som forsvarsværn for byen og finder ned i den trange, kolde fangekælder dybt under borggården. Tremmer og gabestok får os hurtigt op igen. Ikke noget for folk med klaustrofobi!  

Hvars store torv med Stefanskatedralen

Hvars store torv med Stefanskatedralen


På vejen tilbage stikker vi hoved ind i Benediktinerklostret, der ikke gør meget af sig klemt inde mellem de øvrige bygninger.
Tilbage på byens torv er den helt dominerende bygning Skt. Stefan–katedralen, med det flotte klokketårn, der blev bygget over en årrække i 1500- og 1600-tallet. På højre side ses Arsenalet, det tidligere skibsværft, der blev indrettet som teater - det ældste i Europa. Foruden teater findes her i dag biograf samt et kunstgalleri. På torvets anden side ses byens Loggia med Urtårn, som er fra 1400-tallet.

Vi fortsætter rundt om havnen og langs kystpromenaden ud til det store og flotte Hotel Amfora, hvor vi også finder byens bedste badestrand i en lille bugt. Hvor er det dejligt, at man her bygger de moderne hoteller uden for den gamle bys centrum og alligevel ikke længere væk, end at man kan nå derind til fods.
At Hvar er den mest besøgte by på De Dalmatiske Øer forstår man, og de mange restauranter med bl.a. friske fisk fra det rene Adriaterhav lokker naturligvis også….

Efter en ”natrunde” i byen kan vi kravle til køjs og sove trygt på det let vuggende Aloha, der næste dag skal bringe os til øen Korcula.......

Hvar havn

Hvar havn


Yderligere oplysninger om denne ferie i Kroatien

Sted: De Dalmatiske Øer i Adriaterhavet, Kroatien

Årstid: Denne rejse blev gennemført i maj måned

Kort: Middel Dalmatien Coast, Brac, Hvar, Split – 1:100.000. Udgivet af Freytag & Berndt.
Bemærk, at Mljet National Park findes på et selvstændigt kort over Mljet.

Guide: Turen går til Kroatien & Slovakiet samt Politikens Visuelle Guide Kroatien, Politikens Forlag

Teknisk rejsearrangør: Penguin Travel

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt