Azamara Cruice

2.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kuching - hovedbyen i Sarawak-provinsen, Borneo, Malaysia

I går aftes kom vi til Sarawak, den største provins i Malaysia. Sarawak ligger i den nordvestlige del af Borneo, verdens tredjestørste ø. Her blev vi indkvarteret på Hotel Hilton midt i hovedbyen Kuching.

Hos grønthandleren

Hos grønthandleren


Kuching

Nu er vi tilbage efter formiddagens udfordringer i Bako National Park og tager med på en guidet bytur, hvor vi besøger Sarawak Museum, udkigstårnet samt markedet i Kuching.

Efter rundturen tager vi på egen hånd rundt i den charmerende by.

Dragehoved på kinesisk tempel

Dragehoved på kinesisk tempel


Flere spændende bygninger

Lige ved siden af Hilton Hotellet ligger det smukke Tua Pek Kong templet - et af de ældste i byen. Men dette buddha-tempel er under ombygning.

Ad en bagindgang lister vi os ind i et midlertidigt tempel og bliver budt velkommen af smilende kinesere. De har bestemt ikke noget imod at vi er her og at vi fotograferer, medens de brænder røgelsespinde og beder til deres mange guder.

På den anden side af gaden - ned mod Sarawak-floden - ligger det kinesiske historiske museum og længere henne ad flodpromenaden det gamle, tidligere fængsel Square Tower.

Over for ligger en smuk klassisk bygning - Court House - der er fra 1874 og som tidligere blev brugt af regeringen.

Moskéen med sine gyldne kupler

Moskéen med sine gyldne kupler


Rundt i Chinatown

Vi følger floden forbi markedspladsen og fiskehallen og når frem til moskéen, der med sine gyldne kupler er et flot syn.

Også denne helligdom er under renovering. Vi går om bag moskéen og er inde i det arabiske kvarter.

Her sidder muslimerne og drikke te på en café. Da vi er på vej ind på hvad der nærmest er en byggeplads, kommer en venligt smilende mand og vil hjælpe os på rette vej.

Lidt inde i centrum ligger ”Chinatown”. Det er i hvert fald en meget kinesisk gade med en pagodeportal og tæt bebyggelse. Her kan vi købe et måltid mad til under fem kroner og her sidder kineserne tæt.

Selv synes jeg det kunne være både spændende og interessant, at vi som de eneste europærer satte os blandt folket og spiste med. Men vi er lidt utrygge - ikke mindst for hygiejnen - så det bliver ved tanken.

Også her er et buddha-tempel med en skole. Flot, flot.

Vi beslutter i stedet at spise aftensmaden under åben himmel tæt ved flodens lette brise, og medens kineserne fisker i solens sidste stråler, får vi serveret et dejligt måltid mad med både citronfisk og lammekød, mens vi taler om hvordan det mon bliver at møde orangutangerne i morgen ...

Outwell
Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt