Subaru

10.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Malta - Middelhavets hjerte (2/2)

Langt de fleste i vores rejsegruppe tager på denne ”fridag” med til den lille vidunderlige ø Comino på ca. 2 km. længde og 1,4 km. bredde. Fra havnen i Mgarr sejles i chartret båd ca. 20 minutter til øen, der kun har et par ejendomme samt et hotel.

Santa Marija Tårnet på Comino

Santa Marija Tårnet på Comino


Udflugt til Comino

Turen går forbi Den Blå Lagune (Blue Lagoon) hvor det azurblå vand oplyses af sandstensformationerne på bunden otte meter under havoverfladen. Vi sejler langs forrevne og hullede klipper med flere grotter. Ved Krystalgrotten spejder vi efter fisk i det helt klare vand, inden vi returnerer til Den Blå Lagune, hvor der er landgang.

Efter lidt proviantering ved is- og pølsevognen, spadserer vi på øens eneste grusvej - mens firben springer i skjul for an os - frem til øens højeste punkt ca. 80 moh., hvor Santa Marija Tårnet fra 1618 står.

Fra platformen på de seks meter tykke mure, otte meter over terrænet er her udsigt til både Malta og Gozo, og hele Comino kan overskues. Adgangen til toppen af selve det 12 meter høje tårn sker kun lejlighedsvis og på helligedage, når flaget er hejst.

De mange ensartede tårne som ses langs kysten på de maltesiske øer indgik i ø-rigets forsvars- og kommunikationssystem, således at man kunne signalere eventuelle krigsfarer mellem citadellet i Victoria på Gozo via Comino til Valletta på Malta.

De mange stengærder, som omkranser små jordlodder, fortæller os, at øen tidligere har været opdyrket, men i dag ligger langt det meste hen som ren natur med et hav af gulblomstrende mimoser og andre farvestrålende planter.

Snyd ikke dig selv for at gå ud til klippekystens kant og nyd det pragtfulde skue af de lodrette klippersider, der ender brat i det krystalklare vand.

På vejen tilbage spadserer vi frem til øens eneste hotel Hotel Comino, der ligger ud til Santa Marija Bay. Vil man have absolut ro og fred må dette være stedet.

Herfra tager båden os tilbage til Den Blå Lagune, hvor vi kan nyde den medbragte picnic og har et par timer på egen hånd, med mulighed for at bade fra den lille, men godt besøgte sandstrand, inden turen går tilbage mod Gozo og Cornucopia Hotel.

Eftermiddagen er til fri disposition, så nogle spadserer ind til byens centrum, mens andre hopper i svømmepølen og/eller solbader og slapper af med en god bog i en af hotellets liggestole.

Der vandes flittigt på de små jordlodder

Der vandes flittigt på de små jordlodder


Vandring i kulturlandskabet ved Xaghra

Igen i dag er der sen afgang fra hotellet, så vi har tid til at spadserer ned i den frodige dal ad en lille stejl sti bag hotellet.

Vi kommer forbi små jordlodder sirligt indrettet på skråningen, hvor der dyrkes et utal af grøntsager. Her er jorden meget frugtbar og med de mange solskinsdage er man faktisk i stand til at høste tre gange om året!

Udover grøntsager er her et væld af blomster og masser af fuglekvidder.

Følger man stien kan man komme helt til havnebyen Marsalforn, men da vi når landevejen med udsigt til Kristus-figuren på toppen af en bakke, som man engang troede var en vulkan, følger vi vejen til venstre mod Victoria. Hvor en anden vej kommer ind fra venstre, drejes der ad denne mod Ta’ Frenc Restaurant og vejen følges tilbage til Xaghra.

Her er intet vejskilt mod byen.

Alteret i verdens ældste fritstående bygningsværk

Alteret i verdens ældste fritstående bygningsværk


Ggantija templerne

Dagens udflugt går til Maltas og Gozos arkæologiske stolthed - de fantastiske kløverbladsformede Ggantija templer fra ca. 3.600 f. Kr. Det er verdens ældste fritstående bygningsværker opført med opstablede stenblokke (megalitter) og er naturligvis med på UNESCO's kulturarvsliste.

Det var et folk fra Sicilien, som kom til øen og byggede disse templer.

Komplekset består af et stort tempel sammenbygget med et mindre, der p.t. er under renovering og derfor ikke kan besøges på denne tur. I forhallen til det store tempel giver vores guide en introduktion til templets spændende historie og de teorier, der knytter sig til stedet.

Inderst i templet ses alteret, men præcist hvem man har tilbedt vides ikke. Måske Den Store Moder, Frugtbarhedsgudinden.

Senere kører vi til havnebyen Marsalforn og får serveret specialiteten kanin på restaurant Il Kartell.

De der ikke spiser ”kæledyr” får i stedet serveret kylling. (Og det er ikke ham fra TV’s Bamse og Kylling!).

Der er ikke så meget at se i havnebyen, så efter frokosten sætter bussen kurs mod Mgarr, hvorfra vi tager færgen tilbage til Malta.

I feriebyen Mellieha indkvarteres vi på Hotel Pergola Club & Spa.

Børnebørnene ved poolen med udsigt mod Mellieha

Børnebørnene ved poolen med udsigt mod Mellieha


Familiebesøg i Mellieha Holiday Centre

Der er en bid vej at spadsere fra hotellet og ned til stranden ved Mellieha Bay, men er man godt gående, betyder de 45 minutter det tager ikke så meget.

Her finder vi en af Maltas bedste og meget familievenlige sandstrande Ghadira Bay kun et stenkast fra Mellieha Holiday Centre - FolkeFeries feriecenter.

Det er lidt af en tilfældighed at vores ældste søn og svigerdatter samt vores to børnebørn netop i disse dage er på optagelse til TV-serien ”Anne-Vibeke Rejser” og ”RejseMagasinet”, der sendes på den landsdækkende tv-kanal dk4.

Udover at møde vores familie er det også interessant at se, hvorledes dette populære feriecenter er indrettet. I feriecentret findes flere restauranter, hvor The Great Dane bestemt kan anbefales.

Denne aften smager vi den maltesiske specialitet Bragioli som er oksekødsroulader i stærk sauce, inden vi tager en taxa tilbage til Hotel Pergula Club & Spa.

Kuppelkirken i Mosta

Kuppelkirken i Mosta


Rundt på Malta

Dagens udflugt rundt på Malta starter med et besøg ved kuppelkirken St. Mary i Mosta - også kaldt ”Mirakelkirken”.

Kirken blev bombet af tyskerne under 2. Verdenskrig og granaten satte sig fast i kuplen, men sprang ikke. Mere end 300 mennesker var samlet i kirken og ingen kom til skade. Et rent mirakel.

Da vi ankommer, er en begravelsesceremoni for en af byens tidligere politikere i fuld gang og offentlig adgang til kirken er midlertidigt lukket.

Vi bruger en lille times tid på at gå rundt i Mosta, og da højtideligheden er ovre, får vi adgang til denne smukke kirke.

Oppe under kuplen, der med sine 60 meter i diameter går for at være Europas 3. største, kan man se et ar efter bombningen.

Dingli Cliffs er Maltas højeste punkt

Dingli Cliffs er Maltas højeste punkt


Ta' Qali

Næste stop er i håndværkerbyen Ta’ Qali hvor vi besøger det populære glaspusteri Mdina Glass. Lige i nærheden ligger en juveler, hvor fremstilling af smykker kan overværes. Her er også flere keramikudsalg og andre souvenirbutikker.

Fra det bagvedliggende friluftsteater har man fra toppen et fint vue ind mod Mdina, Maltas gamle hovedstad.

Inden frokost besøges Maltas højeste punkt Dingli Cliffs. Fra et lille kapel St. Mary Madgalene ca. 250 moh. er her udsigt til det lavere liggende landskab samt øen Filfla 400 meter ude i Middelhavet.

Herefter køres mod Maltas eneste skov Buskett Garden, hvor vi på den store P-plads indtager dagens medbragte picnic.

Middelalderbyen Mdina

Middelalderbyen Mdina


Den gamle hovedstad Mdina

Dagen sluttes i landets første hovedstad Mdina, der fortsat er en af verdens bedst bevarede middelalderbyer. Fra en af byens porte - Mdina Gate - ledes vi ind i de smalle stræder flankeret af flotte honninggule sandstenshuse, hvor der fortsat bor adelsfamilier.

Vi passerer det meget smukke Nationalhistoriske Museum og får tid til på egen hånd at gå på opdagelse i denne historiske by.

Da byen er højt beliggende er der fra bastionen udsigt til det meste af øen. Vi traver gennem alle byens smalle stræder, krydser pittoreske tove og opdager flere byporte.

Den meget smukke katedral St. John’s Cathedral som har skøn kunst overalt på loft og vægge er et besøg værd.

Alle mødes vi for at indtage eftermiddagskaffen og kage på den berømte Café Fontanella, inden vi kører tilbage til Mellieha.

Denne sidste aften på Malta afsluttes med middag på Restaurant Il Mithna indrettet i en tidligere mølle. Den stegte and kan anbefales.

Ved en smuk og dramatisk klippekyst

Ved en smuk og dramatisk klippekyst


Subaru
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt